Et Par Ord i Anledning af Anmeldelsen af "Clara Raphael, et Livsbillede".
Et gammelt engelsk Ordsprog siger „comparisons are odious” underligt nok! er det kun faa Mennesker, der forstaa dette.
Hvorfor i al Verden skulde dog den rosende Anmeldelse af „Clara Raphael et Livsbillede,” ledsages af nogle smaa Sidespark til Fru Heiberg?
Kan man tænke sig mere incommensurable Størrelser end Fra Heiberg og Mathilde Fibiger?
Ja, det forstaar sig, de var begge Kvinder og de var begge begavede Kvinder, men forøvrigt var de i Alt saa vidt forskellige, som vel muligt; man skulde tro enhver Sammenstilling af dem umulig.
Fru Heiberg Var et Lykkens Skødebarn; al den Tid hun virkede, var hendes Liv et stadigt Triumftog.
Mathilde Fibiger naaede udadtil sin Livsbanes Høidepunkt ved første Slag, men Seiren var paa mange Maader dyrekøbt.
Hvad hun senere med sine svage legemlige Kræfter udrettede for Kvindesagen indirekte ved den praktiske Gerning, hun paatog sig, og direkte ved de Artikler, der af og til fremkom fra hendes Haand, er noksom paavist i den Bog, som er anmeldt her i Bladet af „en gammel Kvindesags ven”.
Her skal ikke kommes tilbage dertil, men kun siges nogle Ord imod de Naalestik, der, muligt for at fremhæve Billedet af Mathilde Fibiger, er rettede mod en Kvinde, som gennem sit arbeidsomme, dygtige Liv har gavnet Kvindesagen ved at staa som et lysende Bevis for, hvor høit en Kvinde ved egne Evner og eget Arbeide kan naa.
Med hvad Ret menes der i Anmeldelsen, at Fru Heiberg om en Telegrafistindes Virksomhed vilde have sagt: „tænk, hvor ukvindeligt”.
Fru Heiberg var næsten en Snes Aar ældre end Mathilde Fibiger; maaske har hun havt lidt ondt ved at vænne sig til Tanken om de nye Arbeidsfelter, som Kvinden erobrer.
Denne Gammeldagshed vilde hun dog med Lethed have bortset fra; hendes egne Udtalelser borger for, at hun satte Arbeidsomhed høist af Alt; det var hende en sand Hjertesorg, naar unge Piger, som hun kom i Berøring med, ikke vilde uddanne sig til eller paatage sig en eller anden bestemt Gerning.
Med hvad Ret paastaas der, at „den elegante Etatsraadinde” ikke havde saa meget Hjerte for sine Søstre, som „den fattige Pige”.
Den Kærlighed, Mathilde Fibiger kunde udvise i sit besværlige Liv, kunde kun være af abstrakt Natur. Hun behøvede alle sine Kræfter til at holde sig selv oven Vande. Den heldigt stillede ældre Kvinde kunde vise sit Hjerte paa mere praktisk Maade; at hun har gjort det ved mange Leiligheder, er sikkert.
Her skal kun anføres, at hun paatog sig Ansvaret for B hjælpeløse Væsners Skæbne, da hun var langt ud over den Alder, hvori Kvinden føler Længsel efter Moderpligter.
Hendes Liv var fuldt optaget af Beskæftigelse; hendes Hjem var rigt paa Venner, hun trængte ikke til en Gerning, men Børnene stod forladte, prisgivne til Elendighed i et fjernt Land. Fru Heiberg overveiede ikke, om de nye Baand vilde stramme i hendes ældre Dages Liv, hun gjorde sig ingen smaalige Betænkninger angaaende Børnenes Afstamning eller Ydre eller deres Helbred; Hun overlagde ikke, om de kunde blive hende til Adspredelse eller til Ære; hun hørte om Børnenes store Nød; hun lod kun sit rige Hjerte tale; og Ordene lød: „Send mig dem alle tre”.
Og saa skal det siges, at det skortede denne Kvinde paa Hjerte.
Hvem kan sige, om Mathilde Fibiger, fejret og berømt, omgivet af Luxus, med et indholdsrigt arbeidsomt Liv, kunde have øvet samme Slags Kærlighedsgerninger; eller hvem kan sige, om hun ikke vilde have kunnet gøre det; om hun ikke vilde have tilsat en Del af sit Hjerte i Modgangens Beruselse.
Og hvem kan vel sige om Fru Heiberg, legemligt nedbrudt, misforstaaet af sine Omgivelser, skuffet ved Brist paa egne Evner, ikke vilde have forsumpet i Nag og Bitterhed, og om hun vilde have formaaet at bevare den Kærlighed, der trøstede sig ved Haabet om, at Andre kunde naa frem paa høiere Veie end de, hun maatte træde.
Ja, hvem kan vel med Sikkerhed bedømme, hvad et Menneske vilde være blevet til under helt andre Forhold end de forhaandenværende.
Lad os derfor som Kvinder føle Taknemlighed mod begge de hedengangne, rigt begavede Søstre; men lad os ikke drage umulige Sammenligninger.
Lad os fortrøste os til, at de Forhold, som bydes os, netop er de, der tjener vor Sjæl til rigest Udvikling, hvis vi formaar at bruge dem retteligen.
