Engelske Kvinders politiske Virksomhed. *)
Naar Kvinderne i England - som det er at vente - bliver de første her i Europa, som faar politiske Rettigheder, vil dette komme til at staa som simpelt Facit paa et Regnestykke. De har Rettighederne, fordi de har taget dem, erhvervet dem gennem deres dygtige Arbejde.
Førend man i England gav Kvinderne kommunale Rettigheder, havde de paa egen Haand givet sig i Kast med de Opgaver, som laa for, havde skaffet Lys paa Steder, hvor der før var Mørke, f. Ex. undersøgt Fattighusene og forelagt de sørgelige Resultater for Offentligheden. Paa den Maade havde de gjort sig uundværlige i det kommunale Liv, og deres lovordnede Deltagelse i det blev en moden Frugt af den nyttige Virksomhed, de længe havde udfoldet. For Tiden er de ved at erobre sig en lignende Stilling i Politiken. „Det er ganske umuligt”, sagde en engelsk Politiker nylig ved et offentligt Møde, „at noget af Partierne kan virke med tilbørligt Eftertryk uden at benytte sig af Kvindernes Hjælp”.
For en Del Aar tilbage var det til Gladstone, Kvinderne i England satte deres Haab. Men Gladstone sveg Kvinderne, da deres Sag blev ham til Tyngsel, og paa samme Tid omtrent opdagede de konservative for det første, at de besiddende Kvinder i mange Retninger har Interesser fælles med den højere Klasses Mænd, for det andet at ingen kan være bedre skikket til Agitation end Kvinder. Den store konservative Agitationsforening, der fik Navn efter Disraelis Yndlingsblomst, Primulaen, (the Primrose League) gav derfor fra første Færd Kvinderne lige Rettigheder med Mænd, og mange Gange er det blevet udtalt, at netop dette blev Aarsag til dens næsten uhørt hastige Udvikling. Foreningen, der er organiseret efter midalderligt Mønster - den har sine „Riddere”, „Æresdamer” og menige mandlige og kvindelige Medlemmer - tæller for Øjeblikket over en Million Medlemmer, hvoraf henved Halvdelen antages at være Kvinder **). Længe før den var dannet, havde Hustruer, Søstre og Døtre af ledende frisindede Politikere sluttet sig sammen for at arbejde paa samme Sag, som Mændene viede deres Kræfter til. Der findes for Tiden 177 liberale Foreninger, stiftede af Kvinder, med over et halvt Hundrede Tusind ivrigt agiterende Medlemmer. Man træffer blandt disse bestandig de samme Navne, som kendes fra Parlamentet. Som sagt, i Almindelighed støttende samme Sag som deres mandlige Slægtninge; dog hænder det ogsaa, at Kvinderne viser en selvstændig Opfattelse og derved gør den forslidte Indvending mod kvindelig Stemmeret til Skamme, at Ægtemanden blot derved vilde faa dobbelt Stemme. Ogsaa Kvindernes Selvstændighed bliver imidlertid regnet dem til Skade. Ved et stort konservativt Møde i November anførte en af Sagens Modstandere som Exempel paa, hvad man kunde vente sig, om Kvinder fik Stemmeret, at Leeds liberale Kvindeforening havde vovet at angribe, ikke den konservative Regering, men deres egne Mænd, Fædre og Sønner, fordi disse havde sluttet sig til Unionistpartiet!
Naturligvis har dog ogsaa dette sidste Parti - liberale, som ikke gaar med Gladstone i det irske Spørgsmaal - sine Venner blandt Kvinderne, og det ikke de mindst ivrige. Thi irske kvindelige Landejendomsbesiddere oprøres over, at deres mandlige undergivne kan arbejde paa at undergrave deres Stilling, medens de selv ingen politisk Indflydelse kan øve. Agitere kan de, og et stort kvindeligt Unionistparti har da ogsaa snart med sine halvhundrede Afdelinger omspændt hele Landet.
Alle Partier tager saaledes gerne mod Hjælp af Kvinderne til Fremme for deres egne Formaal, men de giver ikke sjælden Skam til Tak. Naar Gladstone eller hans Venner skal vælges, sætter Tusinder af Kvinder, og i Spids en for dem hans Hustru, sig i Bevægelse og arbejder til det yderste for Partiet, men endnu sidste Foraar var Gladstone med til en Manøvre, der paa en snedig Maade hindrede Spørgsmaalet om Kvinders Stemmeret i at komme for i Parlamentet. For kort Tid siden erklærede Gladstonianeren Labouchére offentlig, at Underhuset lige saa lidt var til Sinds at give Stemmeret til Kvinder som til Kaniner! I de konservatives Lejr blæser derimod for Øjeblikket en anden Vind. Salisbury og Balfaur forsømmer ingen Lejlighed til at vinde Kvinderne, ja er ikke bange for Gang efter Gang offentlig at udtale sig for at give dem Stemmeret. Og Mrs. Fawcett, den mest fremragende Repræsentant for Stemmeretskvinderne, bliver behandlet som en hædret Gæst ved konservative Møder, hvor hun ikke sjælden træder op som Fortaler for Kvindernes politiske Rettigheder. Om nu virkelig det konservative Parti, der paa Grund af sin hele Livsanskuelse absolut har mere at overvinde end de liberale for at vise Kvinderne fuld Retfærdighed, om det vil være trofast, hvor de andre har svigtet - det skal først Fremtiden vise.
*) Denne Artikel er skreven længe før den nylig stedfundne Afstemning i det engelske Parlament, der forøvrig viser samme Partigruppering som her er fremstillet.
**) Se Englishwomans Review Oktober 1891.