Fra Indland og Udland.
Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede har udsendt sin Beretning for 1890-91. Den indeholder en Afhandling „om Separation og Skilsmisse” af Formanden, Hr. Overretssagfører Oskar Johansen, som vi paa det varmeste anbefaler vore Læsere at gøre sig bekendt med; den bringer mange interressante Oplysninger og fremstiller Sagen fra et humant og frisindet Standpunkt. Særlig kan nævnes Bemærkningerne om Forholdet mellem Mandens og Kvindens Skilsmissekrav og deres Begrundelse, om den Rolle, som den gejstlige Mægling spiller osv.
Fru Charlotte Klein, Forstanderinde for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder opholder sig i denne Tid i Dresden for at lære Vævning af Damask og Tegning dertil. Denne Teknik er saa vanskelig, at der kun er faa her i Landet, som forstaa den, hvorfor Fabrikanterne hidtil har faaet deres Tegninger fra Udlandet. Efter Fru Kleins Hjemkomst vil hun ved den af hende bestyrede Skole oprette et Kursus i dette Fag.
Norge. Kvindelig Boghandler. Frøken Hauff, der i 22 Aar har været ansat i Alb. Cammermeyers Boghandel i Kristiania, har nylig etableret sig selvstændig med Lokale i Cammermeyers gamle Butik i Carl Johansgade, senere Grabr. Tøiens Papirhandel. Dette er den første kvindelige Boghandler i Kristiania.
Kvindens Valgret i England. Fra London, telegraferes den 27de April: „Underhuset har efter 5 Timers Forhandling med 175 Stemmer mod 152 ved 2den Behandling forkastet Loven om ugifte Kvinders Valgret til Parlamentet”. Dette maa sikkert betragtes som en stor Fremgang: kun 23 St. imod.
Indien. Kvindelig Læge. Miss D Abren, som arbejder ved den danske Mission i Madras, hvor hun har taget medicinsk Examen for 4 Aar siden, opholder sig for Tiden her for i et Aarstid at studere Kvindesygdomme særlig under Prof. Howitz.
Amerika. Udstillingen i Chicago. I det udførlige Program for Udstillingen, trykt i alle Verdens Sprog, hedder det: „Kvindernes selvstændige Deltagelse i Udstillingen vil sikkert blive noget af det mest tiltrækkende og interessante ved denne. I Besiddelse af en prægtig, imponerende Bygning, til hvilken en kvindelig Arkitekt har givet Tegningen, med en velforsynet Kasse og med fuld Anerkendelse, Interesse og Støtte saavel fra Regeringens som fra Udstillingsdirektionens Side have Kvinderne her en gunstig Lejlighed til at vise paa den mest glimrende Maade deres Køns Stilling hele Verden over, saavel som det Standpunkt, de indtage i de forskellige Grene af menneskelig Viden og Virken. Under Komiteens Præsidentindes - Mrs. Potter Palmers - Ledelse har denne Afdelings Arbejde udviklet sig paa den mest tilfredsstillende Maade, og Interessen derfor er bleven vakt i rigt Maal hos de Forenede Staters saavel som de fremmede Nationers Kvinder”. - I Komiteen stemtes for nogen Tid siden om, hvorvidt Udstillingen burde holdes aaben eller lukket om Søndagen. Meningsudvexlingen var skarp. Den berømte Afholdsprædikant, Frances Willard holdt paa Lukning som mest overensstemmende med amerikansk Sæd, der som Modvægt mod det travle daglige Liv fordrer ubetinget Søndagshvile. „Jeg har lyttet til Hælenes Klapren paa Stenbroen i mange Byer, men aldrig har jeg hørt dem gaa saa rask som i Chicago. Lad os ikke overføre denne forfærdelige Elektricitet, der fortærer vort Liv og Haab og Lykke, paa Søndagen.” Andre, deriblandt Mrs. Beecher Hooker, der er Søster til Forfatterinden af „Onkel Toms Hytte” og til den store afdøde Taler af samme Navn, fastholdt, at for Arbejdernes Skyld burde Udstillingen absolut være aaben om Søndagen. „Den vil præke mere for dem om almen menneskeligt Fællesskab, end nogen Præst kunde gjøre fra sin Talerstol i et helt Aar.” Den gamle frisindede Kvindes Ord gjorde stærkt Indtryk, men ikke desto mindre stemte 56 imod Aabning og kun 36 for. Mrs. Potter Palmer har sendt Breve med Opfordring om Tilslutning til Dronning Viktoria, Dronning Regentinden af Spanien, Dronning Marguerite af Italien samt Præsident Carnots Hustru. Brevene gaar igennem de forenede Staters Udenrigsministerium og Afsendingerne ved de fremmede Hoffer. Dronning Victoria og de engelske Prinsesser interesserer sig levende for Udstillingen og agter efter Forlydende at udstille forskellige Ting i Kvindeafdelingen.
Kvinders Virksomhed i en Skolekommission. Kvinderne i Chicago - som jo nylig har faaet Sæde i Skoleraadene - arbejder stærkt paa at indføre Syning i Skolerne, skønt Modstanden stadig giver sig højlydt til Kende i Pressen. „Har ikke Erfaringen lært enhver af os”, skriver de Hr. Journalister, „at stoppe et Hul paa en Strømpe og sy en Knap i”; og de mener, at denne „svejtsiske Humbug” i Forening med Sløjd og andre moderne pædagogiske Kæpheste snart vil fordumme Børnene og umuliggøre en ordentlig Undervisning. „At spilde en hel Time om Ugen” - thi saa beskeden er endnu Kvindernes Fordringer - „paa dette Nonsens! Medens den ulykkelige Lærerinde lærer May at holde paa sin Naal og Nettie at lægge en Søm, vil John og Henry naturligvis trøste hinanden med at hviske, snakke og gøre Løjer med Pigernes Anstrængelser”. Og med dyb Alvor opfordrer de Forældrene til at sætte en Stopper for en saa skammelig Benyttelse af de faa korte Læreaar, der er forundt Børnene.
Skolekommissionen synes imidlertid at holde med Kvinderne. „Vi er alle”, siger den, „forbavsede over den store Interesse, Sagen har vakt. Vi havde ingen Ide om, at der stode 700 Lærerinder parat til at underkaste sig Examen, og endnu mindre ventede vi, at 30,000 Pigebørn vilde møde som Elever”. Allermest har det maaske undret dem, at ogsaa adskillige af Drengene har bedt om at blive indviede i Begyndelsesgrundene af den nyttige Kunst.
En kvindelig Skoleinspektør. Blandt den Mængde Embedsmænd, som maa kæmpe for Tilværelsen, saa ofte der foregaar Partiskifte, er i Følge et Chicagoblad ingen i Illinois mere sikker paa at holde sig end den endnu ikke 30aarige Skoleinspektør Nora Smith. Ved sin kloge Holdning har hun forstaaet at vinde de forskellige politiske Partier og har vundet almindelig Respekt ved sin Dygtighed. Hendes Distrikt har 93 Skoler med ialt 4,743 Elever. Hun besøger hver af disse 93 Skoler 3 Gange i Løbet af to Aar, kørende fra Skole til Skole med sit Forspand af brune Muldyr. Disse Dyr kender Veje og Stier, Skolehuse og Skolebørn, næsten som hun selv. Og Børnene ved, naar de ser Dyrene paa lang Afstand at nu er Regnskabens Dag kommen. Frøken Smith er selv oplært i en Kommuneskole, men har siden studeret ved Illinois Universitet.
Rusland. Spørgsmaalet om at indføre en almindelig Tjenestepligt for Kvinder i Krigen drøftes for Tiden i den russiske Presse. Det foreslaas paa alle kvindelige Læreanstalter at oprette et Elementarkursus i Saaredes Pleje. Allerede nu giver de større kvindelige Skoler et anatomisk Kursus hvortil tænkes knyttet Undervisning i Kirurgi.
Planen vinder stor Tilslutning i St. Petersborg. I Provinsen Samara hersker en stærk Tyfusepidemi. Til Eleverne ved den kvindelige Lægeskole i Moskva kom der fra Samara Anmodning om at deltage i en Expedition til Bekæmpelse af Tyfusepidemien i den nævnte Provins. Adskillige af Eleverne indtegnede sig strax til Trods for at Skolens Styrelse foreholdt dem det urigtige i „saaledes at gaa den visse Død imøde, blot for at hjælpe Næsten; det kunde de lade Andre om”. De unge Piger blev imidlertid ved deres Forsæt, og det blev dem da betydet, at det vilde blive dem forment at fortsætte deres Studier, hvis de ikke fraveg deres Beslutning, og da heller ikke dette hjalp, gjorde man Alvor af Truslen. Den offentlige Mening staar naturligvis paa de unge Pigers Side, og Befolkningen med en af Leo Tolstojs Sønner i Spidsen beredte dem en glimrende Modtagelse, da de faa Dage efter indtraf i Samara.