Kvindesagen som socialt Spørgsmaal.

Industrien och Kvinnofrågan af S. A. Andrée.

Medens hos os den radikaleste Ungdom kappes med de mest gammeldags Højremænd om at modarbejde Kvindernes Emancipation, har i Upsala den frisindede Studenterforening, Verdandi, nylig udgivet et Skrift, der uden Forbehold taler Kvindernes Sag. Da det er en meget vigtig Side af Sagen, her drages frem, skal vi fremstille først Forfatterens Synsmaade og derefter de Punkter, hvori vi ikke er ganske enig med ham.

Det er hans Mening at vise, hvor overordentlig Industriens Udvikling har virket til at stille Mand og Kvinde lige. Imod Fourier, Mill og Condorcet, Kvindesagens mest fremtrædende Forkæmpere i Literaturen, sætter han Arkwright, Opfinderen af Spindemaskinen, Cartwright, som har skaffet os Maskinvæven, og Howe, hvem vi skylder Symaskinen; hvad Sverig angaar mener han, at den Mand, som Kvinderne mest af alle bør hylde, er Gustaf de Laval, der ved sine Opfindelser har bevirket, at Behandlingen af Mælken er bleven en Industri i Stedet for et Husarbejde.

Forfatteren gaar tilbage til Slutningen af det 16de Aarhundrede og viser ved Citater bl. a. af Pehr Brahes „Hushållsbok for ungt adelsfolk”, at det i hine Tider tilkom Kvinderne at spinde og væve baade uldent og Linned til at klæde deres Familie i, at sørge for Kreaturerne, at lave Malt, brygge, bage og sælde, malke, lave Ost og Smør, saa Hamp og Hør samt føre Regnskab, holde Mandtalslisterne i Orden m. m. At det ikke var tamme Ord, vises ved forskellige Eksempler, ligesom at de borgerlige Kvinder paa ingen Maade var mindre men snarere mere bebyrdede end de adelige. Senere synes Kunsten at stige og dermed ogsaa Arbejdet. Ved det Lav 1762 omtaler Husholdningsbøgerne saaledes omstændelig en Mængde forskellige Maader at destillere Eddike paa lige som ikke mindre end 40 forskellige Slags Brændevin foruden Lysestøbning, Sæbekogning. Gelélavning, Farvning og mange andre Ting, der næsten alle forudsætter en Række forberedende Arbejder saasom Indsamling af Planter og meget andet. De Redskaber, man brugte, var i højeste Grad ufuldkomne; man havde f. Ex. ingen Tændstikker og var derfor nødt til enten at „gemme Ild” fra Aften til Morgen eller at „laane Ild” hos Naboer og Venner eller ogsaa møjsommelig arbejde med Staal og Flint for at fremkalde nogle faa Gnister. Madlavningen maatte foregaa ved det aabne Arnested, Kogekarrene var tunge og klodsede; man havde ingen Komfur med Vandbeholder og Stegeovn, ingen Kødmaskiner, ingen Pølsesprøjter, ingen Bøfhamre, ingen Pressegær, ingen Strygeovne, Symaskiner, Traadruller, ingen Vandledninger o. s. v. Endelig maatte en stor Del af Arbejdet udføres ved Lysningen fra Skorstenen eller fra mer eller mindre elendige Tællelys og Praase.

Rimeligvis for at spare paa Tiden brugte man i høj Grad Masseproduktion, men skaffede sig derved kun en Uendelighed af nyt Besvær. Thi de ophobede Herligheder kunde ikke passe sig selv, men maatte beskyttes mod Ødelæggelse ved Anvendelse af stadig Opmærksomhed og Omhu. Eksempelvis anfører Forfatteren, at den Tids svenske Madam Mangor, Kajsa Warg, tilraader Husmoderen, naar hun vil opbevare røget Laks „att han ibland hänges up wid hufvud och åter wid stjerten, ibland ligger neder än på kiøtt-sidan och åter på skinnsidan; ty om han på ett sätt ligger för länge, så stannar det feta åt en ända”.

Ved Lejlighed gør Forfatteren ogsaa opmærksom paa, at disse haarde Kaar i lige Maade deltes af Kvinderne i Byen og paa Landet. Pladsen i Husene var intet Sted knappere, end at man jo kunde foretage alle de Arbejder, der var nødvendige for at opfylde Fordringen: „at et vel forsynet Hus ikke skulde kunne lade sig udspise fra Oktober til Oktober”.

Forfatteren gaar dernæst over til at skildre Tilstanden i første Halvdel af vort eget Aarhundrede, da Kvinden i borgerlige Hjem vel endnu var bebyrdet med en stor Del Husarbejde; men da dog andre store Partier af dette Arbejde allerede var overtaget af Industrien, og denne stadig gjorde ny Indgreb i hvad der var tilbage. At spinde, væve, brygge, bage, slagte, vadske, brugtes vel endnu; men de mere indviklede Arbejder som Maltning, Eddikebrygning, Sæbekogning, Brændevinsbrænding var i alt Fald i Byerne fuldstændig afskaffede. Endnu førte Kvinderne dog et Slaveliv, siger Forfatteren og citerer som Bevis sin Moders Skildring af Tilstanden: „Eftersom jeg blev sendt ud som Lærerinde ved 21 Aars Alderen, kan jeg ikke regne, at jeg har siddet ved Spinderokken mere end 7-8 Vintre; og at væve naaede jeg vel knap at faa lært, da jeg kun tilbragte 3-4 Somre i Væverstolen. En af mine Søstre derimod, der tjente sit Brød ved sine Hænders Gerning, sad i 25-30 Vintre uafbrudt ved Rokken og om Sommeren ligesaa længe ved Væven. Hun begyndte gerne Klokken 5-6 om Morgenen og maatte hænge i hele Dagen igennem.” - Naar man imidlertid sammenholder de Forandringer, der den Gang allerede var trængt igennem, med den senere Udvikling, ser man at det, der var foregaaet, simpelthen var Begyndelsen til Kvindens fuldstændige Befrielse fra Trællearbejdet i Hjemmet. Foruden at de allerfleste af de nævnte Arbejder slet ikke mere gøres i Hjemmet, udføres nu alt efter en langt mere begrænset Maalestok end tidligere. En Mængde Smaaartikler faas i forarbejdet Tilstand, Kaffen er brændt og malet, Sukkeret hugget, Seneppen malet og blandet, Salt, Ingefær, Kanel og Peber knust og sigtet; forsaavidt man tilbereder sligt i Hjemmet, har man fortræffelige Redskaber til Hjælp. Foruden den Tid, Husmoderen har vundet, kan hun nu spare sig en stor Del af det Tankearbejde, som hun tidligere maatte anvende paa alle disse Smaating.

Hvem er saa det, som har været Kvindens Befrier, hvem er det, som har overtaget Broderparten af det daglige Slid, der før var hendes, hvem, om ikke Industrien? Paa Fabrikkerne genfinder vi alle de Arbejder, som er forsvundne fra Hjemmene. Der foregaar nu Maltning, Brygning, Brændevinsbrænding; der bliver lavet Smør, Ost, Eddike, Sæbe, Lys; der larves, kartes, spindes, væves, slagtes o. s. fr. Alt dette er saa almindelig bekendt, at det ikke længer vækker nogen Opmærksomhed eller Interesse, kanske mindst hos Kvinderne, uagtet det netop for dem har saa uhyre megen Betydning. Thi - siger Forfatteren - denne industrielle Udvikling letter dem ikke blot Arbejdet ganske overordentlig, men højner ogsaa deres Kulturtrin og er i Virkeligheden Vilkaaret for, at de kan naa Ligestilling med Manden.

Forfatteren giver dernæst en Skildring af Pigeskolernes elendige Tilstand i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede. Som en Følge af den voksne Kvindes Arbejde kom ogsaa Undervisningen til hovedsagelig at sigte paa Indøvelse i huslige Færdigheder. Forholdet mellem den Gang og nu anskueliggøres ved en lille Statistik, der viser, at medens man i 1830 i de højere Pigeskoler gennemsnitlig brugte 30 Timer ugentlig til Haandarbejde, var dette Tal 10 Aar efter bragt ned til 15 og i 1887 til 3, altsaa mindre ugentlig end tidligere daglig. Den Tid, der er sparet paa Haandarbejdet, er vundet for den boglige Undervisning, og kun herved er det da blevet muligt for Kvinderne at naa op paa Højde med Mændene med Hensyn til Kundskaber.

Men ogsaa Muligheden for at gøre Kundskaberne frugtbringende senere i Livet skylder Kvinden Industrien. Selv om hun er gift eller paa anden Maade har faaet Hus at bestyre, kan hun dog altid ofre en Del af sin Tid til at forfriske sig, udvide sine Kundskaber, tænke, tale og læse, særlig om hvad der berører hendes Stilling som Kvinde. Takket være den indvundne Frihed kan Kvinderne slutte sig sammen, handle i Forening, deltage i Samfundslivet samt med forøget Kundskab og Kløgt, derfor ogsaa med forøget Kraft og med bedre Virkning, kæmpe for deres Rettigheder, det vil sige for deres Ligestilling med Manden.

Den ugifte Kvinde nyder samme Fordele, men kan desuden nu, da hun har samme Grundlag af Skoleundervisning som Manden, optræde som hans Konkurrent paa stadig flere Omraader. Ingen kan vel nu længer for Alvor tvivle om, at hun vil kunne skaffe sig en Stilling ved Siden af ham; thi foruden at hun stadig mere kommer paa Højde med ham med Hensyn til Kundskaber, er der to andre Omstændigheder, som støtter hende i Kampen. Hun stiller mindre Fordringer til Livet - endnu - end han, og hun drives med Nødvendighed til at gøre den Mængde Arbejdskraft, som Industrien har frigjort, frugtbringende i et nyttigt Arbejde.

Da hele denne Omvæltning paa saa mange Maader kommer Kvindernes Udvikling til Gode, maa den ogsaa i Længden være fremmende for Forholdet mellem Mand og Kvinde. Selv om man indrømmer den store Betydning, som Karakter og Temperament har for dette Forhold, bliver det dog i det store og hele et Spørgsmaal om Menneskeværdighed, et Kulturspørgsmaal, som ikke kan løses tilfredsstillende og varigt paa noget andet Grundlag end Lighedens.

Man kunde maaske tro, at denne Lighed skulde kunne vindes ad ren teoretisk Vej, blot gennem Undervisning, saa at man kunde slippe for at se Mand og Kvinde som Konkurrenter paa Arbejdsmarkedet. Dette mener dog ikke Forfatteren.. Det praktiske Liv opdrager paa en anden Maade end Teorien.

Kun naar man er nødt til at kæmpe, lærer man at forstaa Kampens Vanskelighed, lærer at begribe Samarbejdets Nytte og at forstaa Samfundets Krav til den enkelte og Nødvendigheden af at ofre de smaa Interesser for de store. Det er ved at dele Mandens Arbejde paa Kontoret, i Butikken, paa Fabrikken, at Kvinden skal faa lært alt dette; og denne Lærdom vil gøre hende til et meget bedre Samfundsmedlem og til en betydelig bedre Hustru. Thi naar hun da en Gang gifter sig, medfører hun til Hjemmet en Rigdom af Ideer og Erfaringer, der virkelig stiller hende lige med Manden i Tanke og Stræben og gør hende til hans Medhjælper og Selskaberinde i langt højere Grad end det ellers vil være muligt. At hun ogsaa gennem den forøgede Livserfaring bliver bedre i Stand til at forberede sine Børn paa den Møje og de Farer, som hun ved vil møde dem ved deres Indtrædelse i Verden, det vil vel næppe nogen kunne nægte.

I Slutningskapitlet viser Forfatteren, at den industrielle Udvikling, der saaledes har udjævnet Forskellen i Livsvilkaar mellem Mænd og Kvinder i Overklassen, har virket i samme Retning men kun endnu stærkere i Underklassen. Der er jo nemlig Nødvendigheden for at Kvinderne maa arbejde større, og desuden har Indførelsen af Maskiner skabt en Mængde Beskæftigelser af lettere Art, som derfor lige saa godt eller bedre kan gøres af Kvinder som af Mænd. Eksempelvis anfører han, at medens de mandlige Arbejderes Tal ved Væverierne i Sverig i Aarene mellem 1865 og 85 er steget med 8 pCt., er Kvindernes vokset med 80 pCt.; Tal, der tydelig nok viser, at dersom Industrien har befriet Kvinderne for Arbejdet i Hjemmene, saa har Kvinderne skyndt sig at følge Arbejdet ud af Hjemmet.

Forfatterens Skildring er i mange Henseender træffende. Men den forekommer os dog meget ensidig. For det første er den gamle Tid skildret med altfor mørke Farver. Mange af os husker endnu med Glæde den Tid, da Rokken om Vinteraftnerne snurrede muntert i Spindestuen, da Piger og Koner om Efteraaret samledes til Humleplukning, Æbleskrælning eller lign., da al denne Virksomhed gav Fruen i Huset en Lejlighed til at udfolde Dygtighed inden Døre, som hun nu kun kan finde udenfor Hjemmet. For Børn var det et Paradis. Lad være, at Skolen var maadelig, Livet var saa meget bedre. Overalt var der noget at lære, at iagttage. I Bryggerset, hvor den brune Saft sivede langsomt gennem Malten, og Brødet æltedes i store Trug. I Mejeriet, hvor Mælken ostnedes lidt efter lidt, og Fløden forvandledes til smaa bitte gule Fedtkugler. I Gaarden, hvor Kartoflerne under Vandposten omdannedes til snehvid Stivelse. Selv den fedtede Tællelugt ved Lysestøbningen var en sød Duft i en Barnenæse, fordi den ledsagedes af det spændende Syn af de tynde Spædelys som efterhaanden udviklede sig til pragtfulde, tykke Helligdagskærter. Alt, hvad man nu gennem en møjsommelig udstuderet Anskuelsesundervisning kun højst ufuldkomment kan give Børnene, det levede de den Gang med i og fik paa den Maade hele Mennesket udviklet paa en Maade, som ikke kan naas gennem den boglige Dannelse alene. Kunde de huslige Sysler forme sig som en tyngende Trældom for den unge, hvad skal man da sige om vore Dages Eksamensvæsen,. som nu ogsaa Kvinderne er komne ind under. Og stort bedre end at slide sine bedste Aar ved Rok og Væv er det vist ikke at sidde ved Telefonen, ikke at tale om at gaa paa Fabrikker fra det 10ende eller 12te Aar til op i den graa Alderdom, som det nu er blevet mange Kvinders Lod.

Om Husarbejde eller Industri, derpaa kommer det ikke saa meget an, som paa, om Arbejdet er af Betydning for Samfundet, om det er noget, der ikke kan undværes og ikke kan gøres af andre. Kvindens Ligestilling med Manden beror ikke paa, om hun gør det samme Arbejde som han; tværtimod er det lettere for hende at gøre sig gældende som en Magt, han maa regne med, naar der findes visse Arbejder, hun kan bedre end han, eller indenfor samme Fag visse Grene af Arbejdet, som ligger bedst for hende. Under den gamle Arbejdsdeling føltes Savnet af kvinder, hvor de manglede, mere direkte end nu, da Industrien gør det let for enhver at skaffe sig Livets vigtigste Fornødenheder. I en af vore Sagaer fortælles der saaledes, at en vis Kong Frode og hans Mænd kom i stor Forlegenhed. Han havde været saa uforsigtig at fornærme sin Datter; og da hun fortørnet forlod hans Hof med alle sine Møer, kunde de hverken faa de gamle Klæder bødede eller ny lavede. Noget lignende kan man endnu iagttage, hvor der findes forholdsvis primitive Forhold. De amerikanske Farmerhustruer fører vel et uhyre haardt Liv, men det er dog dem, der i Kraft af den betydelige Nytte, de yder Samfundet, har erobret for dem selv og deres Søstre den fremragende Stilling, som Kvinderne indtager i den ny Verden. Dette ses tydelig, naar man læser Fortællingerne om Landets første Bebyggelse. Man førte med derover de gamle snævre, engelske Love og Sædvaner og overholdt dem i Begyndelsen med puritansk Strenghed. Kvinderne var det saaledes forbudt at klippe deres Haar, at færdes alene, at tale i Forsamlinger. Man veg end ikke tilbage for at anvende Livsstraf mod Kvækerinder, som af religiøs Overbevisning følte sig drevet til at overtræde visse af disse Bestemmelser. Men længe varede det ikke, før man fandt det nødvendigt at udstede Undtagelses- og Beskyttelseslove for saadanne Kvinder, som ved deres Arbejde forsynede Kolonierne med en eller flere af de uundværlige Livsfornødenheder, og hermed var der givet et Grundlag for Kvindernes senere uafhængige Stilling. Ogsaa her hos os indtager Kvinderne paa Landet af lignende Grunde en langt mere betydende Stilling end i Byen. Paa Landet, siger Strindberg, er Kvindespørgsmaalet løst. „Bonden och hans hustru”, saaledes motiverer han sin Udtalelse „hafva enahande oppfostran. Kan den ena skrifva. så kan den andra räkna, de hafva delat arbetet (utan att gå så langt i detail som kulturmenniskan) så att de tagit hvar sin del, naturen anvisat, och den ena beherskar icke et ämne, som den andra icke forstår, de ära sålunda i et temligen rätt andligt äktenskap. . . ”. Dersom han havde sagt, at paa Landet er Kvindespørgsmaalet endnu ikke rejst, da vilde hans Skildring have passet paa den Tid, da Andelsmejerierne og andre af Industriens Følgesvende endnu ikke havde forstyrret de gode gamle idylliske Tilstande.

Det hedder sig nu gerne, hver Gang Kvinderne tager fat paa noget nyt, at de trænger sig ind paa Mandens Arbejdsmarked, Men Forholdet er jo netop omvendt. Med Undtagelse af Jagt og Krig er der vel næppe en eneste af Mandens nuværende Bestillinger, som ikke tidligere, selvfølgelig under andre Former, har været Kvindernes. Dette gælder ikke blot Enkeltmandsarbejde, men ligesaa godt kommunale Sager, Fattig- og Sygepleje, Sundhedsvæsen o. lign. At give Kvinderne Indflydelse paa alt dette kan derfor ligesaa godt kaldes en konservativ Foranstaltning som det modsatte. Det er i Virkeligheden at rette paa en Skævhed, som er fremkommen ved en ensidig Tilspidsning af de fremaddrivende Kræfter i Samfundet.

Selvfølgelig var det et Gode baade for Samfundet og for Kvinden selv, at der, da Manden efterhaanden overtog næsten alt produktivt Arbejde, levnedes hende Tid og Kraft til at skabe et Hjem med al dets Hygge og dannende Indflydelse. Men man var ikke langt fra at gøre det til et Fængsel, som med sin lumre Atmosfære virkede dræbende for hendes Personlighed. Det var nødvendigt for hende at bryde ud, og Industriens Udvikling har gjort dette muligt. Men paa samme Tid har den yderligere tilspidset Forholdet. Den er et tveægget Sværd, der kan bruges ligesaa vel imod som for hende. Den tager vigtige Dele af hendes Arbejde fra hende eller fritager hende derfor, hvad man vil kalde det; men dersom hun ikke kæmper for at holde sin Stilling, reducerer den hende derved opadtil til den Betydningsløshed, der uundgaaelig følger med Lediggang, nedad til det Trællearbejde, som i vort Samfund tilfalder dem, som formaar at opholde Livet med det mindst

mulige.

Den første Konsekvens er f. Eks. dragen i den berømte franske Filosof Auguste Comtes Samfundslære, hvor han tildeler Fremtidens Kvinder den Lod at blive underholdte om ikke af andre, saa af Staten, for at de kan faa Tid og Ro til at udvikle sig som Samfundets Blomst, Idealitetens Bærer i Verden. At det vilde være en uhyre Fejltagelse, om man saaledes vilde unddrage alle Kvinder fra Livets Besværligheder, det er dog øjensynligt. Om man f. Eks. vil sammenligne Midalderens dygtige Husfruer og lærde kvindelige Literaturkendere med vor Tidsalders højtstillede Damer, vil man se, at den gamle Tids strenge Husarbejde, som Hr. Andrée skildrer med saa mørke Farver, ikke gav Kvinderne mindre men derimod langt mere social Betydning end Nutidens overfladiske Selskabsliv. Endogsaa i Forretningslivet kunde disse Kvinder gøre betydelige Indskud. Om den berømte Ebba Brahes Datter, Maria Sofia de la Gardie hører vi saaledes („Märkvärdiga kvinnor” af Ellen Fries, se Dagny 1891), at hun ejede og selv styrede en Mængde Godser i forskellige Egne af Landet, at hun drev Grubedrift, var Deltager i flere Kompanier som Skibsbygningskompaniet og Guineakompaniet, lod eksportere og sælge Tømmer i Spanien, anlagde Klædefabrikker, der leverede Klæde til den svenske Regering, byggede Oljefabrikker, Messingværker, Geværfabrikker og gjorde Forsøg paa at indføre den i Sverig den Gang endnu ukendte Porcelænsfabrikation. Vi gad set den af Nutidens „frigjorte” Kvinder af den store Verden, som blot i Tankerne kunde svinge sig op til saa mandige Bedrifter.

Den anden Side af Sagen faar sin Belysning fra enhver af de talrige Undersøgelser af de kvindelige Arbejderes Kaar, som bliver gjort nu til Dags. Af de statistiske Oplysninger om københavnske Syerskers Forhold i „Kvinden og Samfundet” for December 1890 fremgaar det saaledes, at mange af disse Kvinder trods den ihærdigste Flid og en aldeles utilbørlig lang Arbejdstid ikke aarlig tjener mere end nogle faa Hundrede Kroner, omtrent saa meget som en Dame af Selskabet behøver til en Kjole, som hun maaske bærer et Par Gange. Og selv hvor Kvinden er trængt ind paa Mandens Omraade, er Ligheden saa som saa, ikke blot fordi man sædvanlig endnu giver Kvinden mindre Løn end Manden for det selv samme Arbejde, men endnu mere fordi der som oftest tildeles Kvinderne det mest elementære Arbejde indenfor Faget. I en Afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1887 om „de københavnske Kvinders Erhverv”, hvor Kontorchef Rubin viser den overordentlige Stigning, som de sidste Snese af Aar har bragt i Antallet af erhvervende Kvinder, kommer han dog ogsaa til det Resultat, at denne Stigning særlig findes indenfor det saakaldte ukvalificerede Arbejde „Som Helhed”, siger han, „træffe vi Fremskridt i Kvindernes Erhvervsadgang, men paa den anden Side, for den aldeles overvejende Masse af de erhvervende Kvinders Vedkommende, en Sysselsættelse i de mest elementære Erhvervsgrupper og indenfor det enkelte Erhverv atter ved den mest elementære Gerning.” Hvor det, der tidligere var Husarbejde, er gaaet over i Industriens Hænder, er Regelen gerne den, at denne sidste vel sysselsætter en Mængde Kvinder, men kun som Massearbejdere, medens Ledelsen af Arbejdet, der hjemme i Huset var Kvindens Sag, nu bliver overtaget af Manden. Saaledes er jo nu de ledende Stillinger ved Smørfabrikationen et Omraade, som maa erobres tilbage af Kvinderne, dersom det nogensinde skal blive deres, medens det for blot en Snes Aar siden overalt var Kvinder, som fik Æren og Fordelene af denne vigtige Gren af vort Lands Industri.

Vi mener nu at have vist, at Kvindens Ligestilling med Manden ikke som vor Forfatter synes at mene, fremgaar som en nødvendig Følge af, at de besiddende Kvinder bliver fritagne for Arbejde, og de arbejdende Kvinder faar Del i samme Fag som Mændene. Dersom det var saa, kunde vi give dem Ret, der finder det overflødigt, at Kvinderne vil kæmpe for deres Rettigheder, i det disse jo i tilstrækkeligt Maal vil blive dem givne alene i Kraft af den historiske Udvikling. Vi tror ikke, at Sagen er saa enkelt. Selv en Blomst fordrer til sin Vækst en Mangfoldighed af virkende Aarsager. Og det menneskelige Samfunds hundredfoldig mere sammensatte Bygning gør, at en Faktor, som i og for sig er gunstig for Fremskridtet, let kan komme til at give Udviklingen en helt anden Kurs, dersom den ikke bliver benyttet paa rette Maade. For at det ikke skal gaa saaledes med den Omvæltning i Kvindernes sociale Livsvilkaar, som Hr. Andrée har skildret saa anskueligt, mener vi, at Kvinderne maa tage sig sammen, og at Samfundet paa sin Side maa støtte dem kraftigt i deres Kamp for at finde de rette Arbejdsfelter. Det er slet ikke givet, at disse vil vise sig at være de samme som Mandens. Det vilde i alt Fald stride mod den Lov, som siger, at jo højere Udviklingen er, jo mangfoldigere er ogsaa Udformningen. Selv indenfor et og det samme Fag vil der sikkert altid være Plads for forskellige Ejendommeligheder. Men kun Frihed og Eksperiment vil kunne lære Kvinderne, at finde deres rette Plads i den ny Arbejdsordning, som ikke de selv har valgt, men som med uafviselig Magt tvinger sig ind paa dem.

Har jeg end haft noget at indvende mod den Maade, hvorpaa Forfatteren har stillet Industrien og Kvindespørgsmaalet overfor hinanden, saa er jeg dog ikke blind for, at hans Indlæg er en Hjælp til Orientering for Kvinderne i den ny Tingenes Tilstand, og vil derfor anbefale det lille Skrift paa det bedste til dem.