« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Magisterkonferens i Fysik. Ved de med de mundtlige Prøver den 1. Juni sluttede Magisterkonferencer i Fysik erklæredes Cand. phil. Frøken H. Adler og Cand. phil. Fru K. Meyer for admissi.


Fortjenstmedaljen i Guld, med Tilladelse til at bære samme er bleven tildelt Stiftsdame Frk. Regitze Barner og Malerinde Frk. Bertha Wegmann.


Af Kunstakademiets Stipendier og Rejseunderstøttelser er der blevet tildelt Malerinde Fru Agnes Slott Møller 800 Kr., Malerinde Frk. Johanne Krebs 800 Kr., Malerinde Frøken Anna Petersen 800, Malerinde Frk. Marie Luplau 300 Kr., Malerinde Frk. Pauline Thomsen 300 Kr.


Det Kgl. Kunstakademis Afgangsbevis er i Aar for første Gang opnaaet af en Kvinde, af Hanna Gabriel Hofmann, Elev af Hr. Professor Saabye. Hun har nu blandt andet Ret til at konkurrere til Akademiets Guldmedalje.


Af vore kvindelige Billedhuggere har Nielsine Petersen den lille Guldmedalje; hun fik tilligemed Frk. Brodersen Lov at deltage i Konkurrencen uden Afgangsbevis, fordi de havde vundet den Neuhausenske Præmie - Kunstakademiet for Kvinder var jo den Gang ikke oprettet.


Kvindelig Bogbinder, Karen Petersen, den ene af „Luplaus Efterfølgere”, har i dette Foraar taget Borgerbrev og kan altsaa nu drive Forretningen under eget Firma. Vi benytter Lejligheden til at anbefale de unge, stræbsomme Bogbindersker til dem af vore Læsere, der ikke allerede har fundet Vej til det lille Værksted Skindergade 8, 1. Sal.


Landbrugskandidat, Sofie Lauritsen er antaget som Bestyrer af Geheimeetatsraad Tietgens Gaard, Strødam ved Hillerød, en Ejendom paa 160 Tdr. Land, deraf 60 Tdr. Land Agerjord.


Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder havde Søndagen den 22. Maj indbudt en snævrere Kreds til at tage de for Kongen og Dronningen bestemte Guldbryllupsgaver i Øjesyn. Skolen havde utvivlsomt megen Ære af disse.


Gaven til Kongen bestod af et Portræt af Dronningen med Prins Valdemars yngste Barn paa Skødet (Maler & Modelklassen, Frk. Wiehe og Frk. Schønheyder) indfattet i en udskaaren Ramme (Billedskærerafdelingen, Frk. Fanny Nielsen). Om hele Rammen en oldnordisk Bord i Fladskæring; over Rammen den danske Krone, hvorudaf der kommer danske Planter og Blomster (Reliefskæring) der falder ned over Billedet og dækker den halve Ramme.


Gaven til Dronningen er en Sølvskaal hvilende paa 3 Løver (Modeller & Cicelererafdelingen, Cicelerer Frk. H. Brandt). Paa Midten Kongens og Dronningens Navnetræk (Graveurafdelingen, Graveur Frk. Ølgaard). Til Skaalen en Lysdug (Broderiafdelingen, Frk. Mygdal) af cremefarvet Atlask med rød Fløjls Kant. De 2 Stoffer forenede med et Ornament i Silke og Guld. I Hjørnerne Kroner og Navne af de 4 Kongebørn, der er eller vil blive regerende Fyrster eller Fyrstinder,


Adressen (Decorationsafdelingen, Frk. Hegermann-Lindencrone der fik Medhjælpermedalje paa vor Udstilling 1888) med Billede af Privatboligen paa Fredensborg og Bernstorff. Det Hele samlet og arrangeret i et 2 Alen langt Etui beklædt med Atlask indvendig. Etuiet er udført af Snedkerlærling Sophie Christensen.


En Doktordisputats om Emnet: „Abnormiteter i Bugorganernes Leje og Form hos den voxne Kvinde som Følge af Snøring og Hængebug”, fandt Sted Fredag d. 10. Juni. Afhandlingens Forfatter er Reservelæge ved St. Johannes Stiftelse, Poul Hertz. Afhandlingen, der kalder sig en pathologisk-anatomisk Undersøgelse er, forsynet med 14 Tavler, indeholdende Gengivelser at Gibsafstøbninger og Tegninger, udførte af Forfatteren.


Sverig. Den svenske Rigsdag har forhandlet om, hvorvidt det kunde tillades Kvinder i Almindelighed at søge Klokkerembeder. Det viste sig, at ikke faa Kvinder havde i de sidste 9 Aar faaet Lov til at søge Klokkerembeder indenfor et vist Skifte eller et Sogns Omraade, og Andet Kaminer vedtog uden Afstemning, at det herefter skulde tillades overalt. Første Kammer afslog det imidlertid i Moralens Navn.


Rigsdagen har ogsaa forhandlet Hr. Borgs Forslag om at forandre Kvindens Ægteskabsalder fra 15 til 21 Aar; Hr. Borg havde selv ændret det til 18 Aar, og fra Regeringens Side blev Alderen yderligere nedsat til 17 Aar, hvilket saa blev vedtaget.


Norge. Camilla Collets Skrifter udkommer i en samlet Udgave; vi henviser foreløbig til medfølgende Subskriptionsindbydelse.