Kvindeforeninger i Amerika.

„Sorosis” i Boston er paa en vis Maade Moder til alle Kvindeforeninger i U. S., det blev ogsaa anerkjendt ved dens Femogtyveaarsfest for nogle Aar siden. Utrættelig have Julia Ward Howe og hendes trofaste Venner Henrietta T. Woolcott, Mary F. Eastman og Henriette Blackwell og mange andre Medlemmer af A. A. W. reist om i en Snes Aar og behandlet Emner vedrørende Kvindesagen i deres aarlige Sammenkomster i alle Stater. Hver Stat har sin egen Viceformand i Association for the avancement of Woman, en Forening til Kvindesagens Fremme. Paa Aarsmødet aflægger denne en Beretning om Forhold, der angaa Kvinder i hendes Stat, fortæller om deres Undervisning, Erhvervsgrene og Indtægter. Først var det vanskeligt, det hændte sig, at Damerne maatte telegrafere hjem efter Penge til at betale for Salen, de havde brugt. Nu møde Folk, der tidligere maatte anmodes om at komme, og betale villigt deres 25 cent; og Familierne i Byerne, de besøge, indbyde Medlemmerne af Foreningen til at bo i deres Hjem. Møderne vare tre Dage, af hvilke Morgenen er forbeholdt Foreningens Medlemmer. Viceformændene aflægge her Beretning, man veksler Tanker. Indtryk og Meninger og stifter Bekjendtskab med ny Medlemmer. Dernæst holdes der et Par Møder hver Dag, for det meste i en eller anden Kirke. Denne Forening har gjort meget til, at Kvinder fik Lyst til og Sans for en større, friere Udvikling, og har bidraget meget til, at der er dannet Kvindeforeninger i mange Stater. Politik og Religion bliver der ikke talt om. De af Kvinderne, der arbeide paa at skaffe Kvinden politisk Stemmeret, uddele dog Smaaskrifter ved Døren og holde særlige Møder for den. Kommunal Stemmeret derimod ere Kvinderne, hvad enten de nu ere Husmødre, Arbeidere, Lærerinder, Læger eller Præster, enige om at ville have.

I de sidste ti Aar har der dannet sig mange Foreninger i næsten alle Stater. Syden er dog europæisk konservativ i den Henseende, men Stillehavskysten kommer godt med. I Sydstaterne findes der med Undtagelse af Maadeholdsforenin-gerne endnu ikke mange Kvindeforeninger, og dog er det Sydens Kvinder, der holde Kulturen oppe der; de var i Slaveriets Tid vant til at raade og styre og have taget Arbeidet paa de større og mindre Gaarde op med stor Dygtighed.

I Illinois findes der flere hundrede Kvindeforeninger foruden Chatauqua Foreningerne, et Læseselskab, hvis Hovedkvarter er i Staten New York.

De forenede amerikanske Kvindeklubber holdt nylig deres Aarsmøde i Chicago. Gamle og unge Kvinder fyldte den store Sal; enkelte Mænd gik „lidt ind”, nærmest for at se hvad der var paa Færde, og blev. Flere hundrede Kvindeforeninger havde hver valgt to Medlemmer til at tale deres Sag og drøfte Fællesarbeidet, navnlig med Hensyn til det store internationale Kvindemøde næste Aar ved Verdensudstillingen. Mrs. Caroline M. Brown blev valgt til Formand. Hun lever vel for Tiden i Boston, men har sit Hjem i Chikago hvor hun har stiftet „Chicagos Kvindeforening”. Et af de betydeligste Foredrag ved denne Leilighed var Dr. Leila Bedells. Hun mente, at Kvinden saa længe havde været udelukket fra offentligt Arbeide og Ansvar, at hun nu manglede Overblik og derfor Interesse for det. Vis en Kvinde, at hun kan skaffe sine Børn en dygtigere Lærer eller Lærerinde, og hun vil være villig til at besøge Skoler, underskrive Adresser, kort sagt, virke for Skolesagen; og tager hun først fat, slipper hun ikke Arbeidet, ikke alene for sine egne men ogsaa for andre Børns Skyld. Hun skal have noget at arbeide for Fællesarbeidet er den røde Traad, der maa gaa igjennem alt Foreningsliv. Kvinder, der ikke arbeide, hindre; de ville ikke lære noget af andre, komme med unødvendige Forslag og overflødige Indvendinger, de andre kjende de praktiske Vanskeligheder, der skulle overvindes, og ere villige til at gjøre deres Del af Arbeidet.

Et vittigt Hoved sagde forleden, at Kvinden trængte mere til Kjolelommer, hun kunde komme til, end til Stemmeret. Hun trænger til Kjolelommer, men fremfor Alt til noget at putte i dem! I Reglen maa Kvinder synge, spille, deklamere, læse op, sy, bage, sylte, holde Basarer, før de kunne faa Penge til at „klæde de nøgne og give de hungrige Mad”. Vi trænge til Kvinder, der ikke søge deres eget, der ere liberale mod andre; disse to Ting er det just, vi lære i vore Foreninger.

Chicago Kvindeforening „The Womans Club” begyndte meget smaat. Nogle Damer blev i 1879 enige om at mødes vexelvis i hverandres Huse og læse Sprog og Litteratur. Den, i hvis Hus Mødet blev holdt, læste en lille Afhandling om Emnet, der laa for, og saa talte de sammen om det. Foreningen voxede imidlertid, og man lejede et stort Værelse midt i Byen, men Klubben voxede ogsaa ud af dette. Den vigtigste Begivenhed i Foreningens Liv var, da Stifterinden foreslog, at man skulde „gjøre noget for andre udadtil” uden derfor at opgive at udvikle sig selv. Da blev Foreningen delt i Udvalg, og Medlemmerne vælge nu, til hvilket Udvalg de ville høre; og der er intet i Veien for at de kunne forlade det ene Udvalg og træde ind i et andet ved Aarsskiftet. Formanden faar sig paa den Maade en Stab af Medbestyrere, da hvert Udvalgs Medlemmer høre til Styrelsen.

Hver Afdeling har sin egen Viceformand, Regnskabsfører, og to Secretairer, af hvilke den ene skriver ned, hvad der foregaar paa Møderne (hvert Møde aabnes med, at denne Beretning læses op og rettes, hvis der er noget galt i den), den anden skriver Foreningens Breve. Disse Embedsmænd ere Medlemmer af Bestyrelsen og have Stemmeret paa dennes Møder. Arbeidet drøftes altsaa tre Gange, først i et af de 7 Udvalg (Udvalgene for „Hjem”, „Opdragelse”, „Kunst”, „Litteratur”, „Velgjørenhed'”, „Philosophi” og „Videnskab”), dernæst i Styrelsesmødet og endelig i Fællesmødet, der holdes to Gange om Maaneden. Foruden disse 7 Udvalg er der fire til, et der sørger for Lokale, et der optræder som Vært, et der staar for Pengekassen og et, der udgiver Beretningen og tillige sørger for, at enkelte Foredrag, der ere særlig praktiske, blive trykte og uddelte eller sættes i Aviserne. Hver fjortende Dag have disse Udvalg, der skiftevis staa for Mødet, deres egne, særlige Møder. Paa disse forberedes, hvad der skal bringes frem for Foreningen. Medlemmerne ved altsaa, hvad der vil komme for; og Medlemmer af det Udvalg, der leder Møderne, have fortrinsvis Ret til at faa Ordet umiddelbart efter Taleren og ere forpligtede til at deltage i Diskussionen. De indbyde ofte Venner, der interessere sig for Sagen til at komme og hjælpe dem. I Reglen behøver man kun at møde hver fjortende Dag, thi de fleste Udvalgsmøder lægges før eller efter det store Fællesmøde. Lokalet bestaar af en stor Sal, et Værelse, et Kjøkken, Fadebur, Toiletværelse og et Rum med Hylder til Folks Overtøi. De ere meget smukt udstyrede med Tæpper, Portierer, Gardiner; Masser af Stole og enkelte Pulte med Tilbehør. For Enden af Salen er der en stor Forhøjning med Talerens Pult og Bord. Den mindre Sal er en hyggelig Dagligstue med et stort Bord og magelige Lænestole. Billederne paa Væggene ere tildels Gaver fra Foreningens Medlemmer.

Indadtil opdrager Klubben sine Medlemmer til at danne sig en Mening om offenlige Sager og at forsvare den. Udadtil lærer den dem at arbeide for andre paa forskjellige Maader hver efter sin Evne. Nogle give Pengebidrag, andre skrive, tale med Folk, besøge Fængsler og fattige.

Der er et selskabeligt Møde engang om Maaneden, saa bliver der Brug for Køkkenet; i Reglen indskrænker dog Forfriskningerne sig til en Kop The og Smaakager. „The Fortnigthly” en anden „Dameklub” serverer The ved hvert Møde, giver ogsaa Frokoster; men „Womans Club” er stolt af sit Arbeide udadtil og mener, at den bruger sine Penge bedre. Forøvrigt ere de to Klubber gode Venner, flere Damer ere Medlemmer af begge. „The Fortnigthly er mere aristokratisk” som et C. W. C. Medlem sagde, og „har for travlt med sin egen Udvikling til at tænke paa sine Medmennesker”. Lokalerne støde sammen, og de to Klubber laane af og til hinanden Hus.

For at blive Medlem af Womans Club, maa man indmeldes af to Medlemmer, der undertegne Ansøgningen to Uger, før der stemmes om Optagelsen. Disse ere saa for en Tid socialt ansvarlige for det ny Medlem, de underrette det om dets Pligter, hvortil hører at medbringe et Par Kopper og en Tallerken, og præsentere det ny Medlem for deres Venner. „Hvad skal jeg gjøre?” spurgte et nyt Medlem sin Formand: „Læs om Sagen, tal med Deres Mand og Deres Venner om den. Klip ud, hvad De ser om den i Bladene - det som De synes om, eller som De misbilliger. Skriv Deres Indtryk af Sagen ned saa kortfattet som muligt i en Notebog. Gaa paa Bibliotheket og find Bøger om Sagen. Se efter, hvad man bruger at gjøre i Europa. Kom saa i vort Møde, bring Bogen med og fortæl os om alt dette. Ser De morsomme Avisudklip, saa bring dem med til Mødet. Bring altid Blyant og Kniv og Papir med i Deres Pose”. Arbeidsposerne spille stor Rolle i Klubben, den forrige Præsident Mrs. Brown bragte altid et Strikketøi med, men - Ingen fulgte hendes Exempel. Derimod møde Damerne trofast med Poser, store og smaa, broderede og simple. En Tid var store sorte Atlaskes Poser Mode.

De ivrige Medlemmer og de, der have i Sinde at imødegaa Taleren, skrive under Foredraget. To tre Aviser sende „Reportere”. Da Reformdragten blev drøftet og fremvist af Mrs. Jenness Miller, havde Damerne stor Nød med at holde sig Reporterne fra Livet, de beleirede Døren og vare temmelig nærgaaende. Fruen, der drøftede Sagen tilbunds, særlig Korsettets Historie, og fremviste anatomiske Billeder og mange fornuftige Dragter (Undertøiet blev vist paa et Barn), havde forlangt, at Reportere skulde udelukkes.

Enkelte Damer have studeret Roberts „Rules of Order”, en parlamentarisk Ledetraad, saa grundigt, at de sinke ved Protester og blive til en af de Hindringer, Dr. Bedell talte om. I Reglen blive de dog standsede i Tide, og unødvendige Drøftelser af Formaliteter finde yderst sjeldent Sted. Womans Club har 500 Medlemmer, men møder sjeldent fuldtallig, undtagen naar der er noget særligt for, som naar man har indbudt Julia Ward Howe, eller Susan B. Antony er i Besøg. Da Alexandra Gripenberg besøgte Chicago, blev man indbudt til at træffe hende der. Af og til faar man og Sang og Musik paa et af disse Selskabsmøder.

Naar en Sag er oppe, indbyder Styrelsen dygtige Fagmænd til at tale om den i Foreningen. Colonel Parker, Bestyrer af Normalskolen, talte f. Ex. om Opdragelse og om Lærerinders Uddannelse. Folk, der ønske at vinde Foreningen, bede undertiden om de maa tale paa Møderne; denne bevilliger dog aldrig Penge til Møder, uden Sagen først har været for i Styrelsesmødet.

Formanden for Børsen, Mr. Hutchinson, holdt engang et Foredrag i Foreningen om Børsens Betydning. Der havde været nogle uredelige Historier deroppe. Foredraget var udmærket smukt. „Børsen spillede Forsynets Rolle; var der Misvæxt et Sted, Hungersnød som i Finland, var den strax rede, kunde med et mætte de hungrige”. Kort sagt, han beviste klart og tydeligt, at Børsen var Samfundets Skytsengel; „Mod god Fortjeneste” sagde en af Damerne spidst. „Naturligvis”, svarede Millionæren! „Vi stakkels Børsmænd skulle jo ogsaa leve.” Saa nemt slap han nu ikke fra det.

Han fik mange vanskelige Spørgsmaal, Damerne vare vel forberedte, de havde øiensynlig talte med deres Mænd. Huskeseddel paa Huskeseddel blev trukket op af Poserne; og milde Stemmer gjorde mange skrappe Spørgsmaal. Da Mødet var forbi, vare Damerne dog Alle enige om at takke Mr. Hutchinson for den Taalmodighed, hvormed han havde oplyst dem. Han havde maattet gjøre mange Indrømmelser, vi vidste nu, at Børslivet havde sine store Skyggesider og var en Prøvesten paa Menneskenes Karakter. Tit en utilbørlig Fristelse.

Bismark blev diskuteret engang. Foredragsholderen gjorde ham hverken til Djævel eller Engel, men beundrede ham dog utilbørlig som Politiker. En Dame, der havde været tilstede ved Bismarkfester, talte om Tydskernes überschwängliche Begeistring for ham, der - endog havde smittet hende. En anden kritiserede ham, men lagde til med meget Lune. „Maaske jeg ikke turde tale saa frit, hvis jeg levede i Tydskland; Bismark bryder sig vist ikke det mindste om min Mening”. Taleren holdt fast paa, at Bismark var Aarhundredets største Mand. En dansk Dame protesterede mod, at han blev sat høiere end Cavour, udtalte sin Forundring over at træffe denne Begeistring for Blod- og Jernmanden Bismark i det frie Amerika. Hun kjendte den fra Tydskland, der var den naturlig. Tydsklands Enhed var saa stor en Gave, at den blændede Tyskerne endnu, men de fik nok Øinene op. Hun antog, at det maatte være de amerikanske Protektionister, der sympatiserede saa stærkt med ham; hun fortalte nogle Historier fra Slesvig. Nogle franske Damer sluttede sig til hende, og deres Udtalelser bleve modtagne med megen Sympati.

Udvalget, der beskjæftiger sig med Opdragelse og Undervisning, har været meget virksomt. Af dets Medlemmer maa Mrs. Judge E. Tuley nævnes; selv barnløs omfatter hun fattige Børn med en inderlig Kjærlighed. En af dets Opgaver er at faa frie Børnehaver i Forbindelse med de offentlige Skoler. At Klubben selv har en Børnehave, skyldes hendes utrættelige Iver. Denne har udstillet sine Arbeider i Klubben, og bekjendte Kindergartnere have holdt Foredrag om Børnehaven. Dens egen Børnehave blev besøgt af de allerfattigste Børn, man maatte jo hjælpe dem. Udvalget lod holde Foredrag og Concerter til Fordel for den, men først og fremmest gjorde baade Udvalg og Forening et godt Greb i deres egen Lomme. Foreningens Opgave, at faa Børnehaven ind i de offentlige Skoler, gjennemførtes forresten paa en ret snedig Maade. Man ansøgte om at faa Lov til at holde den om Eftermiddagen efter Skoletid i en af de offentlige Skoler. Det blev tilladt - det første Skridt var gjort, og Aaret efter var der fri Børnehaver i syv offentlige Skoler.

Klubben havde stor Del i, at tvungen Skolegang blev indført, eller rettere udført. Loven havde nemlig bestaaet siden 1861. Klubben og „The Ill. Womans Alliance” bearbeidede Skoledirektionen samt Borgermester og Byraad saa længe, at disse tilsidst sammenkaldte et offentligt Møde, hvor Sagen blev grundigt drøftet. Man fandt, at Loven kunde gaa med nogle smaa Ændringer, det gjaldt at faa Penge bevilget til at føre den igjennem, navnlig til at kunne lønne Truantofficers, Folk, der skulde se til, at skolepligtige Børn mødte, og at Mulkter bleve betalte.

„The Ill. Womans Alliance” er ikke en privat Forening som „The Womans Club”, den bestaar af Repræsentanter for nogle og halvtredsindstyve Selskaber af høist forskjellig Karakter, Arbeidsforeninger, Fagforeninger, Lærerforeninger, Velgjørenhedsforeninger, litterære Foreninger og Kirkesamfund. Hvert Selskab, der betaler et Pengebidrag, har Ret til at sende to Repræsentanter. Kvindeforeningen havde et Fællesmøde med den, i hvilket tvungen Skolegang drøftedes Her meddelte Mrs. Mittchell, der dengang var Medlem af Skoledirektionen, at de Mænd og Kvinder, der skulde sørge for at faa skolepligtige Børn til at gaa i Skole, maatte ikke meddele noget om de Familiers Trang de besøgte, kunde altsaa ikke benyttes af Komiteen for trængende Skolebørns Beklædning, En dansk Dame talte indtrængende og varmt om Sagen; hun havde arbeidet for Skoletvang, og følte nu Ansvaret ved at tvinge fattige Forældre til at sende tyndtklædte Børn ud i den skrappe Vinterkulde. Hun takkede de unge Piger, der allerede havde dannet Syforeninger for at hjælpe dem, sagde det var et godt Tegn at se de unge Piger gaa i Spidsen. Ikke for at strø Blomster, men „med - her standsede hun lidt forlegent - med noget meget nyttigere”. Jeg kunde dog ikke godt sige „Klæder, Støvler og Strømper”, sagde hun bagefter til en Ven. „De skulde have sagt Undertøi”, svarede denne. Næste Dag fik vor Landsmandinde flere Bylter Tøi til Børnene og Løfte om mere hver Maanedsdag, efterhaanden som det blev færdigt.

„Ill. Womans Alliance” vilde ikke være med til at indbyde Folk til at give Klæder til de Børn, der ikke kunde gaa i Skole af Mangel paa dem - den mente, at Staten burde gjøre det. Womans Club derimod dannede en Forening med det Formaal. Her arbeidede Mrs. Judge Tuley og en dansk Dame, Mrs. Vilhelmine Hansen, ihærdigt de første Vintre. Klubben har givet Stødet til, at der er blevet ansat kvindelige Skoleinspektører, Kvinder til Opsynsmænd ved Sindssygeanstalter for Kvinder og Kvinder paa Politistationen, hvor Kvinder og Børn bringes ind.

The Ill. Womans Alliance bestaar ikke af rige Kvinder, de velstaaende af dem ere tildels sendte som Repræsentanter for de Foreninger, de arbeide i og for. De Kvinder, der møde paa Fagforeningernes og Arbejderforeningernes Vegne, repræsentere ofte mange tusind Medlemmer og kjende Folkets Arbeiderforhold tilbunds. Foreningen arbeider i Udvalg ligesom Kvindeforeningen. Et Udvalg besøger Skoler, Fængsler, Hospitaler, Klostre, Sindssygeanstalter, Hjem for fattige, Fattiggaarde og aflægger saa Beretning om, hvad de har set og hørt. Det kneb med at komme ind i de katholske Skoler og Opfostringshuse, men den katholske Dommer Prendergast skaffede dog Tilladelsen. Et Udvalg arbeider paa at skaffe fri Badeanstalter og Vadskerier for Ubemidlede. De forberedte Sagen ved at tale med Byraadets Medlemmer, senere indbragte de et Andragende derom i selve Raadet. Det var første Gang, at Kvinder mødte der; man lod sig dog nøie med at indbringe sit Andragende og være tilstede, da det blev diskuteret, medens Damerne fra Womans Club var de første, hvis Formand talte i Byraadet. The Alliance tjente sine Sporer, da den ved at oplyse Byraadet om, hvor haardt Chicago trængte til flere Skoler i de tættest befolkede Distrikter, satte igjennem, at der blev bevilliget Penge til 5 nye Skoler. Den første Formand var Frøken Caroline Huling, en virksom energisk Redaktør, hvis Hovedopgave det er at arbeide for, at Børn og Fabrikarbeidersker komme til deres Ret. Drivfjederen var Sekretæren, den energiske, varmtfølende Mrs. C. Brown, der, da hun selv har arbeidet som Lærerinde i en offentlig Skole i den Del af Byen, der beboes af Fremmede, vidste hvad hun talte om. Faa Dage efter at Loven om tvungen Skolegang var vedtagen, blev der bragt 200 italienske Børn til Læger for at blive vakcinerede. Lutheranerne, der holde paa Sogneskoler, kæmpede desværre mod Skoletvang sammen med Katolikkerne. Pudsig nok ere nu disse med Ærkebiskop Ireland i Spidsen ifærd med at slutte Forlig med Statsskolen.

Naar et vigtigt Spørgsmaal kommer op, har Publikum lært at henvende sig til „The Chicago Womans Club”. Da man saaledes protesterede mod, at Børn, der tiggede, stjal eller paa anden Vis gjorde sig strafbare, blev sat i Tugthuset i Chicago sammen med gamle Forbrydere, blev det oplyst, at Kommunen ikke havde andre Steder at gjøre af dem. Der gaves ikke et eneste Sted, de kunde komme hen. I Reglen blev de derfor sendt til de katholske Forbedringsskoler, men disse vare overfyldte. En Rigmand, der havde læst Diskussionen, tilbød saa Klubben en stor, værdifuld Plads i en af Forstæderne, paa den Betingelse, at Klubben skulde reise 40,000 Doll. til at bygge for. Der blev stor Travlhed, Formanden for Opdragelseskomiteen satte alle Seil til, og det lykkedes at bringe Summen tilveie, inden Aaret var ude; ved Siden deraf søgte man Oplysninger om Reformskoler og Børnehjem i andre Stater.

Møderne, paa hvilke Styrelsen bliver valgt, ere undertiden stormfulde, navnlig et, hvor de yngre havde indbragt et Forslag om, at Embedsmænd ikke maatte gjenvælges mere end to Gange, altsaa kun tjene tre Aar ad Gangen. Nogle mente, at det kunde blive farligt, de yngre tiltroede sig Evne til at lede; mange ældre sluttede sig til dem. Disse mente, at det at lede var et udmærket Middel til at styrke Medlemmernes Arbeidskraft og Villie. De talte af Erfaring, vare personlig villige til at træde af.

Et andet Møde, der ogsaa blev meget uroligt, og som Medlemmerne ikke holdt af at tænke paa, var, da der var indløbet en Feil i Beretningen. Den var slem. Klubben havde faaet Æren for et Arbeide, som ikke var gjort af den. De samvittighedsfulde Damer forlangte, at Beretningen skulde trykkes om, Styrelsen var i Tvivl, Beretningen var sendt ud, den foretrak at trykke en Løbeseddel. Sparsommelige Fruer mente, at de 300 Doll., det vilde koste at trykke Beretningen om, kunde benyttes bedre. Penge kan nu imidlertid ikke bevilges, uden at Sagen har været for i et Styrelsesmøde. At stemme for Forslaget vilde være det samme som at bevillige Pengene, altsaa skiltes Medlemmerne urolige, trætte, ivrige, efter flere Timers Forhandling. De sparsommelige mente, det vilde være bedst at trykke en Løbeseddel og bruge Pengene paa anden Maade. De fik til Svar: „Justice before charity.” *)

Det var jo rigtigt nok. Beretningen blev trykt om, og Stormen stilnede af.

Der udfoldes tidt stor Virksomhed paa de Møder, hvor Kvinden øver Valgret. Ofte viser det sig, at den Dame fik Ret, der da hun modtog Valg sagde, at hun haabede, „Embedet gav Forstanden”. Det er morsomt at se, hvor meget mere de Mænd, hvis Hustruer ere i Foreningen, interessere sig for den. Da Møderne ere saa sjeldne, kan man ikke sige, de gribe ind i Familielivet, det er kun Styrelsens Medlemmer, paa hvis Tid der lægges Beslag. De holdes gjerne fra Kl. 2 til 5, mellem Frokost og den sene amerikanske Middag. Er der undtagelsesvis et Formiddagsmøde, kunne Damerne spise Frokost i selve Bygningen, hvis de da ikke ere saa trofaste mod Kvindesagen, at de gaa til „The Womans Exchange”: en Forening, der holder en Restauration, hvor der kun benyttes Kvinder til at bage og koge, og som tillige sælger alt Kvindearbeide for de Kvinder, der ernære sig selv. Ubekjendte Mænd sende undertiden Penge til er, eller andet Arbeide, Klubben har for, naar de læse Beretningen derom i Aviserne. Da Hjemmet for forsømte Drenge blev bygget, erklærede Formanden, at hun ikke mere turde gaa i Selskab uden først at sige, at hun ikke længer havde „Hovedet fuldt af forsømte Drenge.” Mrs. M. Cane har stor Fortjeneste af et „Hjem for Venneløse” et Asyl for Kvinder og Børn, Dr. Susan Hackett Stevenson af en Skole for Sygepleiersker, Mrs. Henroten af en Friskole, Foreningen oprettede i Tegning og Modellering efter Børnehaveprincipper for de unge Damer, der ønskede at undervise frit i Kirkeskolerne. Kirkerne have nemlig Syskoler for Piger, og man ønskede nu at gjøre noget for ogsaa at beskjæftige Drengene nogle Timer om Løverdagen, der altid er fri i de offentlige Skoler i Amerika. Mrs. Flower arbeider for at faa Syning gjort til et Fag i Skolerne og tager ivrig Del i mange hygieiniske Forbedringer. Hendes Ord: „Jeg er træt af at opdrage Borgerrepræsentanter”, løb Landet over, hun havde Ret til at sige det, thi hun har gjort det i en Række af Aar. Byens Fædre ere ikke altid glade ved at se hende, men de indrømme, at hun arbeider for dem, sætter sig ind i Forhold, de ikke have Tid eller Leilighed til at give sig af med. Alle disse Kvinder mødes og tales ved i „The Chicago Womans Club”. Det er morsomt at se, hvor mange Ting der kan blive afgjort paa et Møde.

For Øieblikket arbeider Klubben paa at faa en Bygning til de tilkommende kvindelige Studenter ved Universitetet, der bliver stiftet i Chicago. Da Præsident Harper saa, at 200 unge Piger meldte sig, kom han i stor Forlegenhed, thi alle de store Summer, Folk havde givet til Universitetet, vare givne til bestemte Formaal. En Dame, Mrs. Charles Hitchcock. havde dog givet de første 1000 Doll. til Universitetsbygningen. Han henvendte sig nu til Womans Club og bad om at faa den i Tale.

Paa det Møde, der kom istand, fortalte han, hvor vanskeligt han var stillet, han kunde ikke nægte, at man fra Begyndelsen af ikke havde tænkt paa de unge Piger. 200 havde alt meldt sig, og der var intet Sted beredt for dem. Klubben besluttede da, at Bygningen skulde bygges og være færdig første Oktober. En Dame gav strax 10,000 Doll., en anden 1000. I to Uger samledes 18,000 Doll. Det begyndte at see lidt broget ud, saa gav Mrs Elisabeth J. Kelley 50,000 Doll. til Byggefondet, og faa Dage efter tilbød en gammel Dame, Mrs. N. S. Foster, 50,000 Doll. til „A Womans Hall”, en Kvindebygning, der skulde hedde „Fosters Hall”. Det er Skik og Brug at opkalde Bygningerne efter Stifternes Navne. De offentlige Skoler have ogsaa tit Navne; der er f. Ex. en Hans Christian Andersens Skole i Chicago, der i disse Dage er bleven smykket med en kolossal Buste af Digteren af Johannes Gelert, en dansk Billedhugger. Mrs. Foster er 83 Aar gammel; i sit Brev til Universitetsstyrelsen skriver hun: „Det glæder mig saa meget, at unge Kvinder, der ønske højere Dannelse, vil finde Leilighed dertil ved Chicagos ny Universitet.” 180,000 Doll. blev reist i en Maaned, de unge Pigers Hjem vil være rede til at tage imod dem 1ste Oktober.

En af Womans Clubs Afdelinger lagde stort Beslag paa Foreningens pekuniære Kræfter og Interesse, nemlig Værneforenmgen, „Protective Agency”. Paa dens Kontor kan enhver Kvinde gratis faa Oplysning i juridiske Spørgsmaal. Foreningen lægger Sag an mod Herskaber, der f. Ex. forholde Piger deres Løn. Den forsøger dog altid først at mægle, det være nu mellem Mand og Hustru, Forældre og Børn eller Arbeidsgiver og Yder. Intet er den for stort eller for smaat. Lukker Politiet Vandhanen for en fattig Vadskerkone under et eller andet Paaskud eller af en eller anden Grund, undersøger den Forholdet og siger Konen, hvad hun skal gjøre. Den tager sig moderlig af Hustruerne; Medlemmerne besøge Hjemmet, og er der ikke rent, sige de, som afdøde Peter Rørdam engang sagde i et saadant Tilfælde: „Min gode Kone, her har du 12 Skilling til Sæbe, vadsk nu dit Gulv og dine Vinduer, og hæg dig selv og Børnene, saa skal du se, Din Mand bliver nok bedre og faar Lyst til at være hjemme.” Damerne gjøre, hvad de kunne for at bringe Forlig istand. Er det muligt, da hjælpe de Hustruen i Retten og give Oplysninger om de virkelige Forhold. De besøge Fængslerne; de Oplysninger, Klubben fik gjennem dem, bidrog meget til, at Hjemmet for Drenge kom istand. Værneforeningen har to Repræsentanter i The Ill. Womans Alliance, der begge ere i det Udvalg, der besøger Fængsler, Hospitaler, Asyler og Fabrikker. Damerne fandt bl. andet engang en Fabrik, der benyttede smaa Børn under 7 Aar, disse arbeidede ti Timer om Dagen for 60 cent om Ugen. Det holdt haardt at komme ind der. Loven har streng Bestemmelse mod at anvende Børn, men denne blev ikke overholdt dengang. The Alliance klagede, Værneforeningen lagde Sag an, vandt den; og Fabrikken, der lavede Straahylstre til Flasker, gik fallit. The Ill. Womans Alliances Motto er „Retfærd mod Kvinder og Børn.”

Kvindeforeningen, The Chicago Womans Clubs er det gamle „Humani nihil a me alienum puto. Intet, der angaar Mennesker, bør være mig fremmed.”

De ere begge inkorporerede, Womans Klub blev det allerede 1885. Derved opnaas, at den er en juridisk Personlighed, der kan sagsøge og sagsøges, altsaa faar juridisk Ansvar.

Nogle af Titlerne paa Foredrag, holdte i denne Forening, ville give et Billede af dens Arbeide.

Endel Overtro med Hensyn til Kvinden. Dr. med. S. Hackett Stevenson.

Kunst i de offentlige Skoler. Miss Henriette Hunt.

Kjøkkenhaver. Mrs. John Wilkinson.

Dissolution in Evolution. Mrs. Celia P. Woolley.

Philosophiens praktiske Værdi. Mrs. Caroline K. Sherman.

Vore philantropiske Bestræbelser for Indianerne. Mrs. Anna B. Silsbee.

Ønske vi at straffe eller forbedre Forbrydere? Mrs. E. Galvin.

Forældrenes Underkuelse. Mrs. E. S. Adam.

Chicago og Omegns Geologi. Mrs. Bartin.

Platos Indflydelse paa den moderne Tankegang. Mrs. Rebekka S. Rice.

Væxt i Stilhed. Mrs. P. P. Heyvood.

Moderne Maadeholdsreform. Miss Willard.

Det er ganske interessant at lægge Mærke til den republikanske Form, Kvindens Arbeide for Samfundet antager i U. S. Herhjemme i Danmark ere mange Kvinders Navne knyttede til vore Velgjørenhedsanstalter. Saaledes Dronning Caroline Amalies til Børneasyler og til Diakonissestiftelsen sammen med Dronning Louises og Frk. Conrings. Dronning Louises til Børnehospitaler og Fortsættelsesasyler. Kronprindsesse Louises til Husholdningsskoler og Børneasyler. Derfor er det dog ikke altid Tilfældet, at Bevægelsen er kommen ovenfra. Mange Kvinder herhjemme arbeide for mange forskjellige Formaal, særlig have vore Almueskolelærerinder været virksomme. Hænger det sammen med den danske Beskedenhed, at de ikke ønske, deres Navne skulle komme frem, at de ikke holde af at tale om, hvad de udrette? Det er der ganske vist noget smukt i, men den opdragende Indflydelse af en saadan Fællesforening af dem, der arbeide mod samme Maal, kan vist ikke overvurderes.

Uvilkaarlig dvæler man ved hvad man „ser”; Klubbens Virksomhed udad til har derfor her faaet en utilbørlig Plads, dens Indflydelse i Hjemmene er dog dens vigtigste Gjerning. Unge Fruer kunne ved at besøge „Udvalget for Hjem”, lære at indrette deres Hus smukt og sparsommeligt. De lære ikke at koge, men de faa at vide, hvor de kunne lære det. Dette Udvalg lod afholde Foredrag om Sundhedspleie, Tjenestefolk, Børnepleie, Børnehaver. Samtalerne om disse Ting vare meget morsomme. Frøbel har efterhaanden faaet en stor Plads i den amerikanske Opdragelse. Navnlig iblandt dem, der ikke tro paa Frelseren som Gud; for dem bliver han „the divine Frøebel” **). De unge Mødre fortalte paa et Møde, hvad Børnehaven, og Frøbel havde været for dem ved deres Børns Opdragelse. Det er morsomt at se det Eftertryk, der lægges paa, at Frøebel lærte af Mødrene, da han satte deres ubevidste Kjærlighedslære i System. Han formelig lever op paa den anden Side af Verdenshavet. Bøger om alt, hvad der vedrører Hus og Hjem, blive gjennemgaaede og drøftede. Saaledes Tjenestepigespørgsmaalet, Husholdning, Fælleshusholdning, Tjenestepigeskoler. I „Hvorledes et Hjem skal smykkes” kæmpede Mrs. Mason mod Papirsblomster, forgyldte Malkebøtter og Malkestole, tørrede Blomster og alle saadanne Støvsamlere. Fællesopdragelse og Børnebøger have ogsaa været for. Damerne blev enige om, at mange af dem vare aldeles forskrækkelige. Hans Christian Andersen vilde have frydet sig ved at høre den Glæde, hvormed hans Æventyr blev omtalt. Disse gode Raad, Vink, Advarsler gjøre dobbelt Virkning, fordi de ere upersonlige. Alene Damernes fornuftige Dragt danner en god Modvægt til det store Publikums. Ser man en overdaadig, smagløs Paaklædning i Foreningen, er det i Reglen en Gjæsts. Der gives i Amerika mange, der ikke have haft Leilighed til at lære noget videre i deres unge Dage; for dem er Chicago Womans Club et Slags Universitet. En ung Frue sagde ivrigt: „Jeg var led og kjed af Romaner, men tænke paa, at andre Bøger kunde være morsomme, det lærte jeg først her”.

*) Retfærdighed fremfor Velgjørenhed.

**) Den guddommelige Frøbel.