Sygeplejen i Stockholm.
I vor Tid, da man saa stærkt optages af Arbejdet for det daglige Udkomme, maa man ofte tilsidesætte de Interesser af højere Art, som kræver Studium, og nøjes med i Samtaler at komme i en flygtig Berøring dermed, en Nødhjælp, der ofte bliver til en Uvane. Sommetider faar man dog af Slumpetræffet et Stød, der driver en tæt ind paa Livet af et saadant stort, alment Anliggende, eller man bringes af en lykkelig Hændelse ind i et Spor, som man længe har ønsket at følge. Stødet fik jeg ved at gennemlæse Fru Norrie Harbous udmærkede Afhandling i Deres April-Maj Hefte: „Sygepleje før og nu”. Den bragte mig til med mere Alvor end før at spørge mig selv: „Hvad har vi heroppe gjort for Sygeplejen”. Og da jeg just dengang havde nogen Lejlighed til at søge et mere indgaaende Svar paa Spørgsmaalet, og da De tilbød at give Plads for mine Iagttagelser, var det heldige Tilfælde indtraadt.
Imidlertid fulgte jeg blot Sporet af vor dannede Kvindes offentlige Fremtræden som Sygeplejerske; thi jeg holder for, at først paa et saadant Udviklingstrin faar Sygeplejen de Englevinger, som paa den rette Maade fører den gennem Dødens Dal. O, du vor gode „Søster”, som uoplært og ukyndig kom til dit Hverv, og som med hurtig Opfattelse, let Haand og medfølende Hjerte færdedes imellem Sygesengene ved Siden af din raa, kejtede, forretningsmæssige Kammerat, dig rammer ikke mine Ord. Ingen, hvem Livet selv lærer det gode, kan med Rette kaldes uvidende og udannet, og du har for dit Vedkommende de Englevinger, som din lærde Medsøster savner.
Vore første dannede og til Almenhedens Tjeneste oplærte Sygeplejersker maa søges paa Diakonisseanstalten, som blev stiftet her i Aaret 1851. Den begyndte ganske stilfærdigt i et mindre, roligt liggende Hus paa Sødermalm, naturligvis omgivet af en Have. Fru Norrie har allerede paapeget Ligheden mellem Diakonissen og Nonnen: den asketiske Dragt, det verdensforsagende Liv og hele Præget af „Kristi Brud.” Hendes Dannelse var jo ikke Nutidens; men uden Tvivl var Modsætningen mellem hende og den udannede Sygeplejerske dengang ligesaa stor som nu mellem den sidstnævnte og den fint dannede. Diakonissestiftelsens Hovedarbejde, som siden blev Sygepleje, var nemlig i Begyndelsen Undervisning: Almueskolen laa jo endnu i Svøbet, og Diakonisseanstaltens Stiftere fandt, at man bedst kunde „virke for Troen” ved at tage sig af Børnenes Undervisning. Men efterhaanden som Almueskolen blomstrede op, faldt denne Virksomhed bort af sig selv, og man fandt i Sygeplejen en ny Maade at virke paa for det ovennævnte Formaal. „Men” siger den nuværende Forstander, Pastor Bring, i en Julehilsen fra Diakonissestiftelsen 1889 „skulde en Tvivlens Aand gennemtrænge vore Seminarier, og den forfærdelige Tid komme, da Kristendommen udelukkes af Almueskolen, gid da Søstrene maa kunne hjælpe til med Redningsarbejdet mellem Skolebørnene”.
I Aaret 1892 er den Tidsaand, som fremkaldte dette bekymrede Blik ud i Fremtiden, rykket et Haarsbred nærmere til den her Antydede Revolution, skønt Almueskolen endnu for lange Tider ligger gemt i Dalens Skygger; men Sygeplejen har paa sin Side gjort et Kæmpeskridt fremad, saaledes at vi, dersom Diakonissen en Gang forlader Sygeplejen vil behøve et stort Antal Valkyrier til at erstatte hende.
Diakonisseanstalten, der udviklede sig jævnsides med eller i Forbindelse med den pietistiske Bevægelse i vort Land og støttedes rigeligt af større og mindre Gaver, er nu bleven et storartet Etablissement paa Toppen af „Sødra Berget”; den ligger her omsuset af den friske Vind med en herlig Udsigt over Indløbet til Stockholm og omfatter foruden de nødvendige Lokaler til Diakonisserne ogsaa Sygehus, Hjem for uhelbredelig syge, Redningshjem (for større Børn), Magdalenehjem, Børnehjem og Kirke, alt rummeligt og velbygget, omgivet af smukke, velholdte Parkanlæg. Det egentlige Sygehus kan rumme 40 Patienter, hvoraf flere har Fripladser. Thi Diakonisseanstalten virker paa alle Omraader mest for de fattige. Alle Sale og Værelser er pyntelige, luftige og vel indrettede, de ligger langs med Korridorer, hvor de syge kan opholde sig om Dagen. Til samme Brug benyttes en hel Del prægtige, aabne eller med Glas lukkede Verandaer, de sidste ligefremme Sale. Den indre Ordning har paa en beundringsværdig Maade holdt Skridt med alle Nutidens Forbedringer, og en umiskendelig Genstand for Søstrenes Glæde og Stolthed er den ny Operationsstue, fuldstændig indrettet efter vor Tids Fordringer, vel opvarmet og med rigeligt Lys gennem Glastaget og to Glasvægge. En forhenværende Bedesal er indrettet til Klinik og anvendes desuden til medicinske Forelæsninger for Søstrene. Hjemmet for uhelbredelige er ligesaa vel indrettet som det ovenfor beskrevne og har Plads til 20 Patienter, desværre et altfor ringe Tal i Forhold til de mange Ansøgere. Køkkenregionerne taler for sig selv, saa vel som alt det øvrige.
De sygepleiende Søstres Prøvetid er særdeles streng; den varer først et Aar, i hvilket de ikke har Lov at bære Diakonissedragten, og dernæst tre Aar med Dragten.
Man paastaar, at Diakonissen ved Sygesengen er en Smule paatrængende med sin Trosforkyndelse; men endnu har ingen set hende optræde fanatisk eller intolerant. I den førnævnte Julehilsen findes en Tale af Pastor Bring til Diakonisserne, hvori han beder dem iføre sig Kærlighedens, Langmodighedens og Ydmyghedens Dragt; og jeg er tilbøjelig til at tro, at dette smukke Præg overhovedet er paatrykt denne vor protestantiske Nonne. Hendes lyse, blide Smil og velvillige Væsen har, naar jeg er kommen i Berøring med hende, indtaget mig til Fordel for hende. Jeg er for saa vidt en upartisk Dommer, som jeg paa det bestemteste er imod, at man blander Religionen med et Værk i Menneskekærlighedens Tjeneste, og har en fra Diakonissens meget forskellig Livsanskuelse.
For sytten Aar siden indførtes ved vor folkekære Dronning Josefine Elisabethssøstrene her i Landet. De har endnu samme beskedne Lokale, indestængt mellem Husenes Mure og uden nogen grøn Plads til Vederkvægelse, men beliggende i Byens Midte og i en rolig Gade. I Hjemmet findes omtrent 10 Sygeplejersker, da nemlig Flertallet gør Reneste udenfor. Endogsaa i Kristiania og Helsingfors har de anlagt Stationer, og fra den førstnævnte følger de Spedalskhedens sørgelige Spor lige op til Hammersfest. Elisabethssøsterens Dragt ligner Diakonissens, men har blødere Omrids. Beskyttet af Enkedronningen og Hoffet blev hun snart ved sit fine, behagelige Væsen en Yndling af de fornemme og er vedblevet at være en Hjælp, som med Forkærlighed benyttes i Sygdomstilfælde af højtstillede. Man har lagt Mærke til dette og paastaaet, at hun helst undviger de fattige. Jeg tør ikke strides med nogen herom, da jeg ikke er sikker i min Sag. Vist er det, at hun ogsaa gaar til de fattige og ikke skyr smitsomme Sygdomme, og at hun, uden at have nogen bestemt Takst, venligt lader sig nøje med hvad hun faar, selv om dette er lidet eller intet. Til hendes Fordel taler ogsaa følgende: Stationens økonomiske Stilling havde i de senere Aar ikke været god, og derfor tog nogle fornemme Damer sig for at lave en Basar for at hjælpe paa den. Adskillige Stemmer hævede sig herimod, paa Grund af at Elisabethssøstrene ved deres Propaganda for Katolicismen var farlige Personer. Vor ellers saa liberale Pastor primarius Fehr ivrede stærkest imod at opmuntre dem. Basaren fandt imidlertid Sted og blev et Slags Demonstration, da den offentlige Mening heldigvis stillede sig paa Retfærdighedens og Taknemmelighedens Side, og de barmhjertige Søstre fik deres velfortjente Hjælp. Der kan virkelig ingen bevise, at de med et Ord berører deres Trossætninger, naar de ikke opfordres dertil. Og om man har ment, at Elisabethssøsteren virker for sin Religion i Stilhed, ved at udøve Kærlighedsgerninger, hvad kan man da bebrejde hende? Gid hvert Trossamfund vilde udsende lignende Apostle, saa at de, der nu fører unyttig Strid om deres Meninger, ligesom Drengene i H. C. Andersens „Klokken”, kunde mødes paa den anden Side af de vilde Bølger og i kærlig Forening lytte til de himmelske Harmonier.
Straks efter Genfer Konventionen oprettedes her i 1864 Foreningen „Det røde Kors” under Forsæde af vor nuværende Konge, dengang Hertug af Østergøtland. Ved Siden af den gavnlige Virksomhed, denne Forening udfoldede ved at sende Feltlæger i udenlandsk Tjeneste, give Bidrag til saaredes Pleje under de daværende Krige og træffe Anstalter til Forbedring af vor Sygepleje i Felten, saa at vi endogsaa fik Præmie derfor paa Verdensudstillingen, uddannede den vore første svenske Sygeplejersker, som ikke henhørte under Diakonisseanstalten. Da man heldigvis manglede Lejlighed til Øvelse her i Landet, hvad militær Sygepleje angaar, blev de uddannet i civil Tjeneste. Jeg kan desværre ikke meddele, at nogen af vore svenske Sygeplejersker af det røde Kors har gjort Tjeneste paa udenlandske Slagmarker. Foreningen har fornylig indrettet et fortræffeligt Hjem til Sygeplejersker og Elever. Det indeholder Soveværelser, Badeværelser og Samlingsværelser. Eleven faar sin egentlige Uddannelse paa Sabbatsberg Sygehus, antages efter en Maaneds Prøvetid, gennemgaar Kursus paa medicinsk, paa kirurgisk og paa gynækologisk Afdeling, bliver efter et halvt Aars Forløb Undersygeplejerske, og Sygeplejerske efter et Aars Tjeneste. Som Elev betaler hun 200 Kr. for sin Undervisning, men lever i Hjemmet paa Foreningens Bekostning og faar i sin Læretid paa Sabbatsberg 100 Kr. i Løn. Hun forlader Hjemmet Kl. 6¾ om Morgenen, vender tilbage Kl. 3 for at spise til Middag og er atter hjemme Kl. 5-8, saafremt hun ikke gør Nattjeneste paa Sygehuset; (hvert tredje Døgn) i saa Tilfælde bliver hun hjemme efter Middagen.
Jeg kommer nu endelig til Sofiahemmet, dette Mønster paa et Sygehus, som vel kan kaldes et første Klasses Hospital; selv rigt vante Mennesker maa ofte formanes til ikke unødvendigt at optage Pladsen der. Det grundlagdes i 1884 af Dronning Sofia; dengang var det ganske tarveligt indrettet og havde kun Plads til 4 Sygeplejersker, senere forøgedes det med en Etage i samme Hus til nogle Patienter. Dronningen nøjedes imidlertid ikke længe med denne uanselige Begyndelse, hun vidste at interessere saa vel Kongen som en hel Del fornemme Folk for Sagen, og i 1889 indviedes saa det nuværende Sygehus.
Det er beliggende i Udkanten af en stor Granskov, omgivet af et smukt, bakket Parkanlæg, hvorfra Patienterne enten ser ind i Skoven eller ud over en Esplanade, hvor der hverken er Støj af Vognhjul eller Hestehove, og paa hvis anden Side Østermalms fornemme Villakvarter netop skimtes, indfattet af Grønt. Hjemmet er bygget i pyntelig Cottagestil og indeholder tre større Bygninger: Sygehuset, Sygeplejerskernes Hjem og Økonomibygningen. Hovedbygningen eller Sygehuset har tre Etager, hvoraf hver danner en Afdeling for sig. I Stuen er der 8-6 Senge, paa 1ste Sal 4-2 og paa 2den kun én Seng i hvert Værelse. Der er beregnet mindst 1000 Kubikfod Luft til hver Patient. Hele Stiftelsen er pyntelig og skinnende som et Admiralskib, luftig og varm samt smykket med grønne Planter i Korridorer og Forhal. Hvad der falder mest i Øjnene er i Sygeværelserne de med Forgyldning prydede Jernsenge med deres røde Tæpper, og i Korridorerne, der paa laveste Afdeling benyttes som Dagligstuer, de pynteligt udskaarne, blankt polerede, guldgule Træmøbler.
Øverste Afdelings Værelser, hvortil ogsaa hører elegante Dagligstuer og et Rygeværelse for Herrerne, minder mere om et moderne udstyret Privathus. Overalt har de vinkelrette Kroge, hvori Støvet saa let gemmer sig, maattet vige for den afrundede Form. Til Renligheden bidrager desuden de Elevatorer, gennem hvilke det smudsige Linned føres ned til Vaskeriet. Til hver Afdeling hører Vagtstue, Badekammer og „Thekøkken”, til hvilket Maden føres op fra det store Køkken, og hvor de lettere Maaltider indtages.
Til de forskellige Afdelinger hører desuden Epidemilokaler, for Patienter, som viser sig at have smitsomme Sygdomme (der ellers i Reglen ikke behandles her). Operationsstuen paa 1ste Sal er indrettet paa bedste Maade med hældende Cementgulve og staar i Forbindelse med en nedenunder liggende Desinfektionsovn, hvor Forbindingsgenstandene steriliseres. Kælderetagen indeholder Apothek, Snedkerværksted og Forraadskamre.
Sygeplejerskernes Hjem, der er beliggende mellem de to andre Bygninger, staar ved en bred, med Tag forsynet Gang i Forbindelse med Sygehuset og ved en Bro med den lavere liggende Økonomibygning. Det har Plads til 84 Elever og Sygeplejersker, men faar i denne Tid en Tilbygning for at kunne rumme flere. Soveværelserne er holdte i hvidt og lyseblaat som ogsaa de hyggelige Dagligstuer. Spisesalen er prægtig, og Badekamre er der mange af. I Kælderetagen ligger det store Dampkøkken.
I Økonomibygningen er der Værelser til Tjenestefolkene, og i dens Kælder Vaskeri samt en Dampkedel, som forsyner Vaskeriet med varmt Vand, Køkkenet med Damp, hele Etablissementet med elektrisk Belysning og tillige med varm Luft, der opsamles i en underjordisk Beholder og reguleres af Maskinisten ved Hjælp af Distancetermometret. Over Sygeplejerskernes Hjem staar en Husmoder, der ligesom Forstanderinden for Sygehjemmet har at vaage over Elevernes og Sygeplejerskernes Opførsel og Velbefindende. For at en Elev skal blive antaget, fordres der 1) at hun skal tilhøre den protestantiske Trosbekendelse 2) følge et alvorligt Kald, bygget paa sand Gudsfrygt, 3) have godt Helbred, 4) være ugift eller Enke, 5) have nydt regelmæssig Skoleundervisning (mindst 6 Klasser i en Almueskole), 6) være fyldt 21 Aar, men ikke over 35. Alt naturligt og godt, undtagen det, der angaar den protestantiske Trosbekendelse; atter her staar vi bundne af Konfessionen.
Eleven betaler ved sin Indtrædelse 150 Kr., hvoraf hun faar de 100 tilbage, dersom hun efter Prøvemaanedens Slutning ikke bliver i Hjemmet. I modsat Fald er hun bunden til dette i tre Aar, dersom hun ikke køber sig fri, (er ikke denne Prøvetid vel kort, saa vel for Hjemmet som for Eleven, en altfor stor Modsætning til Diakonissens fire Aar? Kunde ikke Prøvetiden med Lethed udstrækkes til tre Maaneder?) Visse Elever antages paa kun et Aar, men maa da betale 50 Kroner om Maaneden, medens den sædvanlige Elev har alt frit, endogsaa Dragten, der er den samme som Sygeplejerskernes og bestaar af en net, lysegraa Kjole og en hvid, rund pibet Kappe, der kun dækker en Del af Issen. Derpaa følger et Aars Tjeneste som ogsaa indbefatter et Kursus paa Sabbatsberg, hvor Eleven bl. a. vaager 14 Nætter uafbrudt (en vel streng Prøve, synes jeg, da man dog som Regel ikke kan sove meget om Dagen. „Det røde Kors” tillader ikke sine Elever at vaage mere end hvert tredje Døgn, skønt disse Plejersker maa være beredte paa haarde Strabadser, om Krig udbryder). Saa har Eleven tilbage at være Sygeplejerske paa Prøve i et halvt Aar; derefter bliver hun ansat, modtager en Sølvbrosche som Tegn paa sin Værdighed og faar 200 Kr. i Løn de to første Aar, siden 300. Hun er nu forpligtet til enten at tage Tjeneste privat eller paa Sygehuset, alt efter som Hjemmet bestemmer. Hendes Løn veksler fra 1 Kr. 25 Øre til 2, 25 eller 3 Kr. daglig, alt eftersom hun arbejder Dag, Nat eller hele Døgnet, hjælper, til ved Operationer o. a. lg. Desuden medfølger der fra Hjemmet Forskrifter om, at hun skal behandles godt, have tilstrækkelig Kost og mindst en Times Bevægelse i fri Luft daglig.
I Hjemmet staar hun op Kl. 5¾, gør sit Værelse i Stand og spiser Frokost Kl. 6½. Kl. 7 er hun paa sin Afdeling, hvor hun maaler de syges Temperatur, plejer dem paa alle Maader og giver dem Frokost Kl. 8. Selv faar hun sin anden mere solide Frokost Kl. 11, serverer Patienternes Middagsmad Kl. 2 og spiser selv Kl. 3. Fra 5 til 7½ er hun igen paa Afdelingen, men har da ikke meget at gøre, efter at hun har redt Sengene og maalt Temperaturen, indtil hun Kl. 7 sørger for Aftensmad. Fra 7½ til 8½ hører hun Foredrag, Kl. 9 spiser hun til Aften, Kl. 10 slukkes det elektriske Lys, og da sover Sygeplejersken i Reglen trygt og fast. Foruden den Tid, der er beregnet til Maaltiderne, har hun en Times Frihed daglig og to Timers Ekstrafrihed om Ugen.
Det er et smukt Minde, Dronning Sofia her har sat sig. Det er en Glæde at kunne sige, at der ikke raader nogen trykkende, pietistisk Aand trods Dronning Sofias strenge Gudfrygtighed; Sygeplejerskerne læser vel ofte i Biblen, men er glade og venlige mod Patienterne. Der er intet i Gerningen her, der vidner om „Troen”. Det er at haabe, at dette gode Forhold maa vedblive.
Jeg maa nu tilføje noget om andre Bevægelser her paa Sygeplejens Omraade, som ogsaa er af glædelig Natur. Samaritvirksomheden „til Hjælp i Ulykkestilfælde, naar Lægehjælp ej er ved Haanden”, har været i Gang her siden 1884, da det første Samariterkursus blev givet ved Hoffet. Den blev i nær Forbindelse med „Det røde Kors” indført her af Overlæge i Armeen Edholm og har siden i Regimentslæge J. Gøransson fundet en sand Apostel, som ved Foredrag, Skrifter og Undervisning arbejder for dens Udbredelse. Samaritkursus er paabudte for alle, der arbejder i Lods- og Fyrvæsenet samt ved Jernbanerne, og desuden holder Doktor G. Forelæsninger derover paa Arbejderinstituttet og i Borgerskolerne. Han er nemlig meget ivrig for at meddele denne Kundskab til Folkets lavere Lag, især Grubearbejderne, der ofte nok staar hjælpeløse overfor en tilskadekommen Kammerat. Ude paa Landet meddeles Samaritundervisningen af Regimentslægerne, og i 1891 taltes der i Sverig 8000 Samariter, hvoraf et overvejende Antal var Kvinder. Det har nemlig en Tid i vor Hovedstad været Mode at blive „Samarit”, en smuk Mode, som vi haaber vil udvikle sig til en almindelig Pligtfølelse. Ja, efter en Samtale med Doktor G. kommer man let paa den Tanke, at denne Kundskab burde være tvungent Fag i de højere Klasser af vore Skoler.
Fredricka Bremer Førbundet, som i saa meget virker for Kvindens Udvikling i det nyttiges Tjeneste, har naturligvis ogsaa indlagt sig store Fortjenester af vor Sygepleje. Saaledes har Foreningen fulgt „Det røde Korss”, Eksempel og oprettet et Slags Kontor for Sygeplejersker, hvor man holder Kontrol med dem, der arbejder privat, optegner dem, der for Øjeblikket er ledige, dem, der kommer fra smitsomme Sygdomme, dem, der særlig egner sig til en eller anden Sygdom, saa vel som Oplysninger om deres Vandel og om deres Egenskaber i det hele taget. Disse Optegnelser gøres paa en ligesaa nem og praktisk som omhyggelig Maade. Særlig kæmper Forbundet for, at saa mange ny Hjem for Sygeplejersker som muligt maa opstaa, saa at disse Kvinder kan have et beskyttende Hjem bag sig, som vaager over. at de ikke bliver overanstrengte, og som tillige kan overholde Karantæne i Tilfælde af smitsomme Sygdomme.
Senere har Fru S. Adlersparre i „Dagny” offentliggjort en Artikel. „Om Nødvendigheden af at uddanne Sygeplejersker til Brug paa Landet”, en Artikel, som hun med sin sædvanlige Iver har skrevet under sin Rekonvalescenstid efter en haard Lungebetændelse. Hun fremsætter heri det gode Forslag, at disse Kvinder, for ikke at blive fortrædigede som „Kvaksalvere”, skal tage Barbereksamen. I Følge Fru Norries Artikel har I jo i Danmark allerede et lille Regiment lignende Sygeplejersker.
Mit allerbedste Indtryk har jeg gemt til sidst. Aar 1888 stiftedes her en „Forening til fattiges Pleje i Hjemmet”. Begyndelsen blev gjort af Fru Lind af Hageby, Datter af den berømte Publicist L. J. Hierta, hvis Arvinger længe har udøvet en storartet Velgørenhed. Fruens afdøde Mand priste sig paa sit Dødsleje lykkelig for den gode Pleje, han havde nydt, og beklagede samtidig alle fattige syge. Enken opfattede denne Ytring som et Testamente og stiftede den omtalte Forening. Fra et lille Hjem med tre Sygeplejersker, lyst og venligt beliggende med Udsigt til grønne Marker, udfoldes der en velsignelsesrig Virksomhed i Adolf Frederiks og Johannes Menigheder, af hvilke den sidstnævnte giver et Bidrag af 700 Kr. Foreningen virker sammen med disse Sognes Diakonisser og med den her nylig oprettede fortræffelige „Forening til Ordning af Velgørenheden”. Man maa inderligt haabe, at denne smukke Virksomhed maa komme til at omfatte hele Byen. Hjemmet bestaar af nogle net og hyggeligt udstyrede Værelser og Køkken samt et Oplagsrum fyldt med Sengklæder, Linned, Medikamenter, kort sagt, hvad Materiel der behøves til god Sygepleje. Den fattige har en Slags moralsk Forpligtelse til, dersom han kan, at betale for dette, naar han bliver rask. Dog undtages Linned og Sengklæder, som Søstrene tager tilbage. Det bør maaske her bemærkes, at en Madras og det sidste Stykke Linned, den Syge har modtaget, skænker Foreningen ham. Kl. 8 om Morgenen modtager „Søstrene” Patienter, som har Kræfter til at indfinde sig i Hjemmet for at faa Hjælp; Kl. 11 gaar Søstrene ud, medførende hvad de behøver af deres Forraad, ogsaa Mad, hvormed mangen Gang ogsaa de sultne Børn mættes, for at Moderen maa kunne føle sig rolig. Efter Middag gaar de igen ud, modtager atter Patienter Kl. 8 om Aftenen, men gør ingen Nattjeneste. Jeg traf i Hjemmet en Sygeplejerske, som bar Sofiehjemmets Dragt. Hun var 29 Aar og havde i 8 Aar plejet syge, men havde ikke desto mindre det blomstrende og ungdommelige Udseende, som ofte udmærker vore Sygeplejersker. Hun fortalte bl. a. om en gammel Kone, der i mange Aar havde lidt af et stort Saar i Benet, og som man havde fundet liggende i Sengen, omgivet af tømte Flasker og med Benet ubrugeligt, trukket op under sig. Nu derimod var det rettet ud, og den gamle gik hver Dag til Hjemmet for at faa det tilset.
Sundhedens værste Fjender, som Plejerskerne især maa kæmpe imod, er Urenlighed og Drukkenskab. „Søsteren” havde uagtet sit frejdige Blik et vemodigt Træk i sit Ansigt, og hun sagde, at det ofte føltes tungt og haabløst at arbejde for de fattige, hvor Lasten saa let trivedes; men hun tilføjede straks efter med et Smil, at hun alligevel ikke vilde bytte sin Gerning med nogen anden, og hun undskyldte de ulykkelige med, at de fleste var opvoksede i al Slags Elendighed,
„Naa, Frøken”, sagde jeg, bestemt paa at prøve, hvad Indtryk lidt Socialisme vilde gøre paa Søsteren, hvis Værelse jeg havde fundet opfyldt af Andagtsbøger og forsynet med Bibelsprog paa Væggene, „er det ikke et forkert Samfund, vi lever i? kunde man ikke faa Lyst til at vende en Kende op og ned paa det?” Hun saa nogle Øjeblikke tavs og eftertænksom ned mod Gulvet og sagde derpaa stille og klangløst: „Jeg har en stærk og dyb Skræk for de fattiges Smuds og Laster, men en endnu stærkere for al Slags Luksus, saalænge der gives hungrende og lidende Mennesker.” Jeg gik min Vej, inderlig tilfreds med Svaret og opfyldt af Ærbødighed for den unge Sygeplejerske, medens jeg grundede paa, hvor intetsigende de fleste Partinavne er.
Jeg spurgte saavel Forstanderinden for Sofiehjemmet som en forstandig, fint dannet Dame, der i længere Tid havde ligget syg der, om Sygeplejerskerne ikke ofte paa en for dem pinlig Maade maatte overvinde en Følelse af saaret Blufærdighed. Den sidste sagde: „Det tror jeg ikke. De tager det ganske naturligt, ligesom Kunstneren overfor den nøgne Model, og vænner sig let dertil. Jeg kender en sød ung Sygeplejerske, som, uden at det i mindste Maade var hende ubehageligt, plejede en ung Herre af hendes Bekendtskab.” Forstanderinden sagde: „Ingen bliver en god Sygeplejerske som ikke har tilstrækkelig kvindelig Takt og Blufærdighed; det er just dette, som hjælper i vanskelige Tilfælde.” Begge Svar var gode, og jeg for min Del tænkte paa, hvor meget vi i vor fremskredne Tid endnu har at lære med Hensyn til sand og falsk Blufærdighed. Alligevel antager jeg, det var saavel i Sygeplejerskernes som i mange syges Interesse, om vi fik uddannede mandlige Sygeplejere paa Afdelingerne for Mænd, hvor ofte flere Legemskræfter behøves; det har man saavel i Tyskland som i Amerika. Jeg spurgte begge de før nævnte Damer, hvor det kunde være, at de fleste Sygeplejersker synes med saadan Glæde at hengive sig til deres i mange Henseender afskrækkende Gerning. Forstanderinden sagde: „Ingen bliver en god Sygeplejerske uden at eje Kærlighed.” Den syge Dame, som bl. a. havde fortalt, at de Sygeplejersker, hun kendte, betragtede hvad vi kalder Fornøjelser, f. Eks. Skuespil og Koncerter, som Ting af ringe Værd, de uden Savn gav Afkald paa, naar Tjenesten krævede det, sagde: „Jeg finder det naturligt. De har den Lykke at gaa helt op i deres Kald, medens de fleste af os andre jages hid og did af forskellige, spredende Interesser. De modnes ogsaa ved den sunde Blanding af virkelig Glæde og virkelig Alvor, som deres Kald medfører. Alvor, naar Dødsfaren er nær, Glæde, naar Faren er fjernet, og de ved, at de ved deres Arbejde har bidraget dertil.”
Juni 1892.