Annie Besant.

„Af alle engelske kvinder var Mrs. Besant den, jeg havde mest lyst til at se og til at træffe sammen med.” (Elisabeth Cady Stanton i Womans Tribune.)

„Mrs. Besant er kvindeligheden, blidheden og elskværdigheden selv. Alt hvad hun foretager sig, præges af hendes ophøiede karakter, rene sind og kraftige villie”. (New York Evening World).

„Indenfor den engelsktalende verden synes man at betragte Mrs. Besant som et menneske, som det ikke engang er anstændigt at tale om i godt selskab”. (Review of Reviews).

Mrs. Besant har været og er meget forskjellig bedømt. Hun har gjennemgaaet en mangfoldighed af udviklinger og har forandret standpunkt, hvergang hendes overbevisning drev hende dertil, men en uendelig og utilfredsstillet sandhedssøgen har været drivkraften i hendes bevægelige sind. Selv hendes bitreste modstandere har aldrig kunnet finde noget angribeligt punkt i hendes personlige karakter. Hun er modig, ærlig og uegennyttig og har altid vist sig besjælet af glødende menneskekjærlighed. Men saa mangfoldige fordømte den lære, hun engang prædikede, at de ikke vil indrømme forkynderen af denne lære nogetsomhelst.

Mr. Stead, der i sin Review of Reviews har givet en udførlig og tiltalende Skildring af Mrs. Besants liv, siger, at denne samme skildring vil koste hans blad hundreder af abonnenter. Det store publikum forkjætrer og fordømmer endnu Mrs. Besant som den, der har villet drive en slet sag igjennem, og man vil hverken høre eller læse om hende. Men Mr. Stead ved, at dette store publikum ofte bestaar af tankeløse eftersnakkere, som ikke engang kjender den bevægelse, de fordømmer. Derfor har han i sit tidsskrift villet givet publikum anledning til at stifte nærmere bekjendtskab med Mrs. Besant. Nogle uddrag af denne Mr. Steads artikel kunde muligens interessere ogsaa danske læsere.

Annie Besants første barndoms- og ungdomstid var, som bekjendt, meget forskjellig fra hendes senere liv. Hun voxede op i et lykkeligt og harmonisk hjem, opdraget af en kjærlig, dannet og religiøs moder. Den ømmeste kjærlighed omgav hende paa alle kanter, saavel i hjemmet som i skolen; hun fik den bedste skoledannelse, der kunde skaffes. Annie Besant var et begavet barn og læste alt, hvad hun kom over, helst dog religiøse bøger. En religiøs trang var fremtrædende hos hende; moderen opelskede denne følelse, men udviklede ogsaa barnets sandhedskærlighed og faste villie. Den eneste, men ogsaa meget væsentlige feil ved Annie Besants opdragelse, var, at hun voxede op i uvidenhed om det virkelige livs pligter og krav. Og denne uvidenhed blev skjæbnesvanger for hende som for saa mange andre, da hun skulde begynde livet paa egen haand, borte fra sin kjærlige moder og fra sine venner.

Den nittenaarige unge piges brændende ønske var at blive nonne. Men hun bekjendte sig jo ikke til den katolske religion og kunde altsaa ikke gaa i kloster. Frank Besant, en ung teolog, kom paa hendes vei, lagde sit hjerte for hendes fødder; hun forlovede sig med ham og troede i sit hjertes oprigtighed, at, naar hun ikke kunde tjene Gud inden klostervægge, kom hun dog Herren nærmere ved at blive præstekone.

Ved dette giftemaal led Annie Besant sin første store skuffelse. Hendes ungdommelige begeistring for kristelige og menneskelige idealer fik et dybt knæk. Hun har selv aldrig hverken skrevet eller udtalt noget nedsættende om Mr. Besant, men det er tydeligt nok, at han ikke var noget ideal, hverken som præst eller som menneske. Han var heller ikke den vanskelige stilling voxen, som han kom i ved sit giftermaal med en ung, sværmerisk pige. Mr. Besant var støbt i den tids gjængse præstelige form - forsigtig, konservativ og ortodox - han hverken kunde eller vilde gaa med paa nye og dristige ideer. En substitut for den himmelske brudgom, den exalterede unge pige havde længtes efter, fik hun ikke i sin præstemand

Langt fra sin moder og fra sine venner, i nye og lidet tiltalende omgivelser, sad nu Mrs. Besant ene med sig selv. Hun greb atter til religiøse studier. Som ganske ung havde hun engang havt et anfald af tvivl. Hun havde hurtig dæmpet det ned og bedt om tilgivelse for den synd at tvivle paa bibelen som Guds ord. Men nu, da hun var pastor Besants hustru, meldte tvivlen sig igjen og lod sig ikke mere drive bort.

Hun havde været tre aar gift og havde to børn, en gut og en pige. Denne lille pige blev syg og kjæmpede dag og nat med døden under de forfærdeligste lidelser. Mrs. Besant havde troet paa en personlig, almægtig, alkjærlig Gud, men under denne prøvelse begyndte hendes tro at vakle. „Jeg sad der alene med mit dødssyge barn” fortæller hun, „og skreg til Gud: Lad barnet dø, hvis Du vil, men lad hende ikke pines saa grusomt! For mig var Gud ikke en abstrakt forestilling, men i sandhed en levende Gud, og mit moderhjerte reiste sig i oprør mod denne Gud, der lod mit uskyldige, lille barn lide saa meget og til ingen nytte”. Barnet blev friskt igjen, men moderens tro paa en kjærlig Gud var brudt. Og i søvnløse nætter og lange dage forskede Mrs. Besant i bibelen, undersøgte hvert dogme, lagde fra sig det, der var uholdbart - og stod til slutning tilbage med saare liden dogmetro.

Mrs. Besant var en præsts hustru, og med største iver og varme havde hun stræbt at gjøre godt indenfor sin mands menighed. Paa samme tid som hun var en kjærlig og opofrende moder, passede hun syge og tilsaa fattige udenfor sit hjem. Men menigheden saavel som hendes mand fordrede mere af hende end disse kjærlighedsgjerninger. En præsts hustru maatte fremfor alt være troende, og som bevis paa tro maatte hun hver søndag deltage i altergangen.

Nu havde Mrs. Besant en haard kamp at kjæmpe. Hvis hun kunde have beholdt sine tvivl og sit frafald for sig selv, vilde hun have gjort det. Men i sit hjerte at fornægte Kristi Guddom og dog i de ydre former at erkjende ham som Gud, det oprørte hendes sandhedskjærlige natur sig imod.

Hun var i denne tid paa en reise med sine to børn og fik da bud fra sin mand om, at hun enten ved sin tilbagekomst skulde nyde alterens sakramente sammen med ham og med hans menighed, eller ogsaa maatte hun ikke komme tilbage. Den ven, der overbragte hende dette bud, raadede hende til at give efter, „Vistnok er de fleste mennesker af samme mening som De, men man skal alligevel bøie sig for den ydre form.”

Men bøie sig for en form uden indhold kunde Mrs. Besant ikke. Og saa valgte hun da at staa alene i verden, brændemærket som vantro, som en pligtforsømmende hustru. Hun vidste, at hendes skjæbne vilde blive haard, næsten uudholdelig. Men hun kunde hverken opgive sin overbevisning eller skjule den, „Sandheden er mere end fred og lykke og en anset stilling.”

Mr. Besant forlangte nu skilsmisse fra sin hustru, men sagen tog en anden vending. Under forhørene kom der frem ting, som pastoren nødig vilde vedkjende sig, og for ikke at faa mere lys ind over sit ægteskabelige liv, lod han sig nøie med en lovformelig separation. Mrs. Besant fik paa den maade en liden maanedlig understøttelse, og det blev hende tilladt at beholde sit ene barn, den lille pige, som da var tre aar gammel.

I flere aar kjæmpede nu Mrs. Besant en daglig kamp for tilværelsen. Hun sad inde med en masse spredte kundskaber, men var ikke uddannet for nogen bestemt stilling; heller ikke faldt det let for hende, der paa en maade var udstødt af samfundet, at skaffe sig arbeide. Hun skrev, som hun havde gjort gjennem flere aar, artikler for forskjellige aviser og tidsskrifter, gav undervisning, naar hun kunde faa timer, og sørgede paa den maade for sit barn og for sig selv.

For religiøse kampe blev hun heller ikke nu sparet. Hendes elskede moder blev syg og maatte dø; hun var troende, men vilde ikke nyde sakramentet, hvis datteren ikke ogsaa kunde gjøre det. I sin nød henvendte Mrs. Besant sig til den bekjendte geistlige, provst Stanley, og han hjalp virkelig moder og datter ud af vanskeligheden ved at tillade, at Mrs. Besant, skjønt vantro, nød sakramentet for at berolige og trøste sin moder.

I tidens løb gik Mrs. Besant over fra theisme til atheisme.

Aar 1874 hørte hun et foredrag af Bradlaugh; det blev gjennem en lang aarrække bestemmende for hendes udvikling. Hun meldte sig ind i „selskabet for udbredelse af fri tænkning”, fik en liden plads ved Bradlaughs blad - The National Reformer - og i 1875 begyndte hun at holde foredrag rundt om i England for at udbrede sine egne og Bradlaughs ideer og for at kjæmpe for det, som hun ansaa for sandt og godt.

„Jeg ved ingen ansvarsfuldere gjerning end den at staa frem for offentligheden som taler,” siger Mrs. Besant. „Men da jeg begyndte, lovede jeg mig selv ikke at sky nogen anstrængelse for at løse opgaven paa bedste maade. Jeg studerte, læste, stræbte at udvikle enhver af mine aandsevner, polerede mit sprog, disciplinerede mine tanker, udvidede mine kundskaber, og det tør jeg sige, at har jeg skrevet og talt meget, saa har jeg læst og tænkt mere.”

Og saaledes gik to aar hen. Mrs. Besant holdt foredrag, udgav smaaskrifter og søgte at vække især arbejderbefolkningens interesse for sociale spørgsmaal og at lette de fattiges og fortryktes kaar. Hun maatte altsaa ogsaa behandle befolkningsspørgsmaalet. Og fordi hun ikke veg tilbage for dette spørgsmaal, derfor blev hun for lange tider sat paa det sorte brædt og udenfor det ,,gode selskab.”

Naar man ikke længer tror paa nogen personlig Gud, naar man istedetfor orden, planmæssighed og kjærlighed i verdensordningen overalt ser forvirring og tilfældighed, naar man føler med i den sum af lidelse, der findes i verden - ser mishandlede dyr, syge og forpinte børn, elendige og misbrugte mennesker - og naar man tror, at al denne jammer er spildt, at taarerne ikke skal tørres af i nogen anden verden, at dyden ikke har nogen belønning og synden ingen straf, tror, at alt er forbi med livet hernede, maa en kjærlig sjæl da ikke søge at formindske lidelsen, at lette byrderne?

At jorden er overbefolket, er hverken paastaaet eller bevist. Men de enkelte lande, de enkelte byer, de enkelte familier lider af overbefolkning. Det hjælper ikke, at Amerika eller Afrika kan brødføde mange gange flere millioner mennesker, end de nu gjør, saalænge disse sultne millioner befinder sig i Europa eller i Kina. Der er i London uhyre formuer samlet paa enkelte hænder, men hvor mange procent af byens befolkning fører et økonomisk ubekymret liv? - Malthus havde i sin tid foreholdt de fattige klasser, at de skulde gifte sig sent og paa den maade undgaa at faa flere børn, end de kunde opdrage og forsørge. Men denne lære var ikke ensbetydende med afholdenhed før ægteskabet. Den fremmede prostitutionen i uhyre grad. - Ny-Malthusianismen vendte nu sætningen om og sagde: Gift Dig ung med den, Du elsker, men husk, at der er ansvar forbundet med at sætte børn ind i verden!

Sammen med Bradlaugh optrykte og udgav nu Mrs. Besant en bog af doktor Knowlton, en amerikansk læge, der havde taget befolkningsspørgsmaalet under overveielse og var kommen til det resultat, at en moder selv burde kunne bestemme antallet af sine børn.

Publikum og presse rasede mod bogen og mod dens udgivere. Der blev reist tiltale mod Bradlaugh og Mrs. Besant, men de appellerede sin sag til den ene instans efter den anden, og tilsidst vandt de seier. Bogen indeholdt ikke noget, der kunde forbydes trykt, - erklærede dommeren - heller ikke var den stridende mod almindelig sømmelighedsfølelse.

Derefter skrev Mrs. Besant sin Law of Population. Flere hundrede tusen exemplarer af denne bog er bleven solgt i Aarenes Løb.

Hvad Mrs. Besant maatte gaa igjennem for denne lille bogs skyld, grænser til det utrolige. Hun skrev den, besjælet af en inderlig medlidenhed med alle de fortrykte kvinder, som tvinges til at sætte uvelkomne børn ind i verden, og besjælet af inderlig medlidenhed med de ulykkelige og forsømte børn. Langt fra at prædike en slap moral, fremholdt hun just kravet til større selvbeherskelse, ogsaa indenfor ægteskabet. Men den store hob rasede mod hende, nogle af uvidenhed, andre af ondskab; hun blev anklaget for retten og da hun ikke kunde straffes for at have udgivet bogen, greb man til andre midler. Hendes datter blev taget fra hende. Pastor Besant, hendes fraskilte mand, fiskede i rørt vande og paastod, at en person, der selv erklærede at være atheist; og som „skrev en bog der forfægtede fri kjærlighed”, - hvilket ved alle retsforhandlinger blev oplyst at være usandhed - ikke kunde være skikket til at opdrage et barn. Og Mrs. Besant maatte give slip paa sin datter. Hun tilbød at betale for hendes underhold og opdragelse, hvorsomhelst dommeren maatte bestemme, blot barnet kunde vedblive at staa under hendes opsigt - det var forgæves. Barnet blev givet tilbage til faderen *).

Dette var et forfærdeligt slag for Mrs. Besant. Hun elskede sin datter saa høit; hun havde været en ualmindelig god og kjærlig moder - noget, som selv dommeren maatte indrømme. I navn af kristendom og moral skilte man moder og barn. Og dog kunde ingen sige Mrs. Besant noget umoralsk paa. Hendes private liv var hævet over dadel, og i sine foredrag saavelsom i sine smaaskrifter opstillede hun bestandig de høieste moralske idealer. De kjendsgjerninger, Mrs. Besant lagde frem i sin bog, findes i enhver medicinsk lærebog. Men - siger Mr. Stead - forholdet mellem mand og kvinde maa have mange mørke punkter, siden der altid opløftes et saadant rædselsskrig, naar man vil trække almindelige kjendsgjerninger frem i dagens lys. Men var det alligevel ikke bedre roligt og lidenskabsløst at diskutere sagen end at lade den ligge hen i mørke og uhumskhed?

I otte aar levede Mrs. Besant nu kun for sit arbeide. De sociale spørgsmaal optog hende ganske. Hun var Bradlaughs høire haand, og i venskabet med ham og hans kreds fandt hun nogen erstatning for, hvad hun havde mistet.

Men heller ikke disse venner skulde hun beholde.

Uden selv at ville eller vide det havde Mrs. Besant engang grublet sig bort fra den kristne tro og ind i atheismen. Uden selv at ville eller vide det havde hun nu fjernet sig fra Bradlaughs ideer.

Mr. Bradlaugh tilhørte det radikale parti, men han var ikke socialist. Mrs. Besant vidste ikke selv, at hun var socialist, før hun engang hørte sin ven Bradlaugh angribe socialismen. Da bød hendes samvittighed hende atter at vælge mellem venner, parti og livsstilling paa den ene side, og sin overbevisning paa den anden. Og hun valgte igjen at følge sin overbevisning.

Men det var smerteligt for hende at skilles fra sit parti. Hun følte sig træt og syg og vilde have trukket sig tilbage fra alt, hvis arbeiderurolighederne ved Trafalgar Square **) 1886 ikke havde givet hendes tanker en anden retning. Hvor hun kunde, hjalp og pleiede hun nu de mangfoldige ofre for politiets brutalitet, og paa denne maade kom hun snart i forbindelse med nye venner.

Ved en arbeiders grav mødtes Mr. Stead første gang med Mrs. Besant. Han havde længe ønsket at gjøre hendes bekjendtskab, og nu, i disse farlige og vanskelige dage, indgjød hun ham en hengivenhed og agtelse, som Mr. Stead siger, han altid vil vedblive at nære for Mrs. Besant, hvor forskjellig fra hans hendes vei end falder.

Mr. Stead var kristen; Mrs. Besant stiftede i denne tid ogsaa bekjendtskab med en theosof, Herbert Burrows. Disse to mænds forskjellige religiøse anskuelser skilte dem dog ikke fra hinanden eller fra hende. Hun begyndte at arbeide for Mr. Steads nye avis The Link, og sammen med Burrows organiserede og ledede hun fyrstikpakkerskemes streik. Denne streik er berømt; det var den første store, organiserede, kvindelige arbejdsnedlæggelse i London, og den fik et heldigt udfald. Baade publikum og presse maatte indrømme, at uden Mrs. Besants utrættelige agitation kunde streiken hverken være kommen istand eller være bragt til en saa glimrende afslutning. Mrs. Besant syntes nu endelig at skulle opnaa baade anerkjendelse og indflydelse. Hun blev valgt til medlem af skoleraadet i London og lod til at have alle betingelser for at kunne virke for de sociale formaal, hun havde sat sig.

Da indtraadte den fase i hendes udvikling, som vi nu staar ligeoverfor. Mrs. Besant gik over til theosofien.

Mr. Burrows havde vakt hendes interesse for spiritistiske seancer og experimenter, og en dag kom Madame Blavatskys theofiske skrifter hende ihænde. Den dybe religiøse trang, der altid havde fulgt hende, men som hun i mange aar havde søgt at holde nede, fandt her tilfredsstillelse. Hun blev bekjendt med Madame Blavatsky, studerede, læste og arbeidede sammen med hende, blev snart en af theosofernes varmeste tilhængere og staar nu, ved Madame Blavatskys død, som sektens præstinde og leder.

Man har latterliggjort denne Mrs. Besants „omvendelse”, og man har spottet den. Men for mange har den vist ogsaa været en sorg.

For Mrs. Besants egen skyld skal man ikke sørge. Hun har selv erklæret, al hun først nu føler sig lykkelig. Hendes nye tro fylder hendes sjæl og besvarer alle de spørgsmaal, som hun tidligere forgjæves opkastede - hverken den kristne dogmetro eller den materialistiske lære kunde løse livets og dødens gaade for hende. Mrs. Besant selv er lykkelig. Men det ser ud, som om hendes omvendelse har været et tab for samfundets stedbørn.

Mrs. Besant staar ikke længer som medlem af skoleraadet. Saasnart det lader sig gjøre, vil hun standse salget af sin Law of Population. I navnet er hun endnu socialist, men da hun selv erkjender, at socialismen er uopløselig forbundet med befolkningsspørgsmaalet, synes det rimeligt, at hendes socialistiske interesser snart vil vige for de theosofiske.

Man kan ikke ret forstaa, hvorfor Mrs. Besant maa opgive alt aktivt arbeide i moralens og den gode sags tjeneste, fordi hun er bleven theosof. Tror man paa en personlig, direkte indgribende Gud, uden hvis villie ikke engang en spurv falder til jorden, da kan man muligens med samme ret sige, at intet barn fødes til verden, uden at Gud saa vil og har bestemt. Men hvis theosofien lærer, at menneskerne selv skaber sine fremtidige livsbetingelser, ligesom jo ogsaa vor nuværende tilstand, den være lykkelig eller ulykkelig, skulde betinges af vor tidligere livsførelse, da synes man paa en vis maade berettiget til selv at gribe ind i sine livsforhold. Mrs. Besant og hendes tilhængere indrømmer delvis rigtigheden af denne paastand. Men de lærer - saavidt man kan forstaa - at man aldeles ikke skal sætte sig mod det onde. Man skal tilintetgjøre det ved sin egen moralske kraft, ved selvovervindelse og ved et rent liv.

Men nu de mennesker, der ikke selv er herre over sine livsforhold, de, der overvindes af vanskelighederne og synden omkring sig? Vi influerer ganske vist, som Mrs. Besant siger, paa atmosfæren omkring os, men den influerer ogsaa paa os. Hvorledes kan de forsultne, forpinte, elendige kvinder, der direkte eller indirekte tvinges til stadig at sætte nye, uvelkomne børn ind i verden, skabe for disse børn den atmosfære af kjærlighed og renhed, hvori det ideale menneske maa voxe op?

En amerikansk forfatter siger, at man skal gaa paa jorden, men vende blikket mod stjernerne. Maa man nødvendigvis tabe idealet af syne, fordi man indrømmer de praktiske krav deres ret?

Hvis det tilfredsstiller Mrs. Besant at trække sig bort fra al berøring med verdens synd og elendighed, da har man ikke lov til at bebreide hende, at hun nu søger lykken paa denne maade. Men den religion, der ikke lærer menneskene at øve kjærlighedsgjerninger, ikke opmuntrer til at afhjælpe nød og ulykke, den religion synes kold og utilfredsstillende.

Der stod ifjor i et amerikansk tidsskrift en liden fortælling, betitlet: „Hvis Kristus nu var i New York?”

Forfatteren tænkte sig, at Kristus for anden gang var kommen til verden. Nu som før kjendte menneskene ham ikke, forstod ham ikke. - Han lever i New York som den fattigste af de fattige; han er uvidende og alene. Han prædiker ikke mod synd og elendighed; han hjælper, hvor han kan. Hans liv gaar hen i kjærlighedsgjerninger mod mennesker og mod dyr; han venter ingen løn, han venter ingen forstaaelse, og han faar heller ingen; han ved ikke engang selv, hvorfor han maa give sit liv hen for andre, i kjærlighed. Men kjærligheden lever og virker i ham. I kjærlighed lever og virker han selv. Og saa dør han for anden gang, upaaagtet, uforstaaet og uden efterfølgere.

„Den moralske følelse er essentsen af al religion”, siger Emerson.

*) Nu, da datteren er voxen, er hun efter eget Ønske vendt tilbage til sin moder; loven kan ikke længer holde hende tilbage.

*) Trafalgar Square er en stor Plads i London, hvor Arbejderne plejede at holde deres Møder. I 1886 blev dette forbudt, og da Arbejderne indkaldte et Protestmøde mod Forbudet netop til denne Plads, fandt de den besat af Politiet; det kom til blodige Optrin og flere Hundrede blev saarede. Først nu er Forbudet mod at holde Møder i Trafalgar Square blevet ophævet ved den unge frisindede Indenrigsminister i det Gladstonske Ministerium, Asquiths Initiativ.

Red. Anm.