Vore unge Piger.

Det kan ikke være andet, end at det Indblik, som vi ved den sidste Tids Begivenheder har faaet i, hvad der skjuler sig under Overfladen af mange tilsyneladende uskyldige og ærbare Ungepigetilværelser, har maattet fremkalde de alvorligste Tanker hos alle, som mere eller mindre direkte har med den kvindelige Ungdoms Opdragelse at gøre. For det tør vel betragtes som givet, at det, der ved den Sauvletske Sag er kommet frem - om end i sin Art noget enestaaende - dog bringer Bud om herskende Stemninger og Tilstande hos en ikke lille Del af vor Bys kvindelige Ungdom.

Og er det saaledes, saa trænger ikke blot det Spørgsmaal sig paa i Hvordan skal vi forebygge noget lignende i Fremtiden? men saa spørger vi ogsaa med Angst: Hvad Skyld har vi i det, der er sket, hvad har vi gjort, hvad har vi forsømt at gøre?

Denne Følelse af Skyld og Ansvar hos de ældre er vistnok stærk, men de fleste af deres Selvbebrejdelser rammer ikke, hvor de skulde ramme. De burde have været strengere, mener de, forbudt de unge Piger at læse de nymodens Bøger og Blade, forbudt dem at færdes saa frit - og saa glider Selvbebrejdelserne umærkelig over i Anklager mod „Tidsaanden”: det er den, der bærer den egentlige Skyld for det skete. Eller man springer helt Selvbebrejdelserne over og skyder Skylden paa „Forholdene”, paa de unge Kvinders naturlige Kærlighedstrang, der savner Tilfredsstillelse, fordi Kvinderne er saa mange og Mændene saa faa, og det er saa dyrt at gifte sig.

Det ene er ligesaa forkert som det andet. „Tidsaanden” og „Forholdene” alene har ikke kunnet fremkalde og kan ikke forklare den Kendsgerning, at halvtredsindstyve unge Piger af god Familie kaster sig i Armene paa en dem ganske ubekendt Mand, der viser sig at være en gemen Forfører af den lettest gennemskuelige Art. Her har vi Mennesker at regne med, ikke Forhold, Mennesker, unge Kvinder, som har handlet i Uvidenhed og derfra stammende Letsindighed.

Og denne Uvidenhed, denne Letsindighed, for den bærer vi Skylden, vi, der har opdraget dem.

Er det maaske ikke vor Pligt at tillempe og udruste dem saaledes, at de passer til den Verden, de skal leve i, med dens Tidsaand og Forhold? Er Verden fuld af en usund Litteratur, der uundgaaelig falder dem i Hænderne, saa har vi at udvikle dem saaledes, at de kan taale at læse den. Har Livet formet sig saaledes, at de unge Piger maa færdes frit, saa har vi at gøre dem skikkede til Friheden og til Frihedens Ansvar. Er Livet netop nu vanskeligt for de unge Kvinder, fordi en naturlig, berettiget Følelsestrang ofte til en Tid maa neddæmpes eller gives en anden Retning, saa har vi at hjælpe dem med dette Arbeide ved at lære dem at forstaa sig selv og det Liv, de lever i.

Alt dette har vi forsømt at gøre. Istedenfor har vi opdraget dem i Uvidenhed om alt det, som er det vigtigste i Livet, om Forholdet mellem Mand og Kvinde, og om dette Forholds Skyggesider og Udvæxter. Og vi har holdt dem saa fjærnt fra naturlig Omgang med Mænd, at de kender næsten ligesaa lidt til disses sande Natur og Væsen som til en forlængst uddød Dyreverdens.

Men Uvidenhed passer kun for umyndige, for dem, der ikke kan forstaa eller taale „den haarde Tale”; for myndige Mennesker, der bevæger sig frit i en Verden fuld af Farer, er den en Ulykke. Og en saa meget større Ulykke som den ikke er - og i Følge hele Nutidslivets Karakter ikke kan være - Uskyldighed, Ubevidsthed, men er en halv Viden, en Fantasiens Syslen med det ukendte og en nysgerrig Higen efter at lære det at kende. En Uvidenhed og deraf følgende Letsindighed af denne Art har uden Tvivl særlig karakteriseret de unge Piger, der er faldne som Sauvlets Ofre.

Og det er vor Pligt at spare vore Børn for en lignende Skæbne, det er vor Pligt at gøre dem vidende og at begynde strax. Det er nu otte Aar siden Bjørnsons Det flager udkom og ruskede op i Bevidsthederne paa dette Punkt. Hvad har vi gjort i de otte Aar? Har vi indført Fysiologi som Skolefag? Har Forældre talt til deres Børn om Livets alvorligste Forhold? Har vi i nogen større Maalestok indført Fællesundervisning?

Ak, Bøger gør det vistnok ikke - der maa Virkelighed til for rigtig at skræmme os op. Skulde vi mon nu være bleven vaagne? Forstaar vi endelig, hvad det gælder. Vilde vi blot nu begynde at gøre, hvad vi kan, for den Slægt, der voxer op, saa var dog noget vundet for Samfundet ved al den Elendighed, som de sidste Dage har været Vidne til.