Børnehjemssagen.

Den 11. November holdt Frøken V. Møller, Forstanderinde for en Afdeling af Børnehjemmet Kana, i Dansk Kvindesamfund et Foredrag om Børnehjemssagen. Det blev hørt med stor Interesse og fulgtes af en livlig Forhandling, der, som vore Læsere vil se, fortsættes her i Bladet.

Frøken Møller begyndte med at tage Forbehold overfor al teoretisk Børneopdragelse; hun havde, som saa mange andre, haft fuldt op af Principer, men da hun selv fik rigtigt med Børn at gøre, lærte hun, at det ikke er Principerne, der gør Mesteren; hvert Barn maatte, ligesom hver forskellig Blomst, plejes paa sin Maade. Og man kunde ikke gøre for meget for Børnene; Folk, der talte om, at man gjorde lovlig stort Staahej af Børnene nutildags, kunde man henvise til, at man arbejdede paa Fremskridt paa alle Omraader, i Jordbruget, i Kvægavlen osv., hvorfor saa ikke ogsaa paa dette? Det væsentligste var, at Børnehjemmet blir et virkeligt Hjem for Børnene, et Hjem med en Moder, der gav sig Tid til at være Barn med dem og gik ind paa det, de nu havde Lyst til; kun saa blev Børnene frimodige og glade - og man maatte huske, at selv om man gav dem sit bedste, faldt det dem ofte svært at undvære deres egen Moder.

Et vigtigt Opdragelsesmiddel var at lære Børnene at bruge deres Hænder ligefra smaa; i Kana havde Børnene selv lavet det meste af Husgeraadet; dette var blandt andet saa vigtigt, fordi der var mange af Børnehjems-Børnene, hvis aandelige Evner paa Grund af Nød og Lidelser havde lidt Skade, og som ikke var tilgængelige for synderlig boglig Kundskab; der var overhovedet mange af dem, som det var svært at faa i Gang; der skulde aarelang Taalmodighed til; men saa kunde der ogsaa udrettes noget. Man maatte bruge de Evner, der var, følge saadant et Valgsprog som dette: „Ku ej det stærke Mod, køl ej det varme Blod, men lær dem, hvad der er værd at elske”. - Tit kom man til at gøre Fortræd ved ikke at skelne mellem Barnlighed og Uartighed. - Man maatte vogte sig for at forvænne Børnene, sørge for at have smaa Glæder i Behold til dem, - som f. Ex. Kanel og Sukker paa Risengrøden Juleaften. En vigtig Ting var at lade Børnene gaa i Fred, ikke pille for meget ved dem.

Frk. Futtrup fandt, at man fik sine Teorier om Børneopdragelse styrket ved Omgangen med Børn. Hun skelnede mellem Skolens Arbejde, som det at formane, og Hjemmets som det at liste det gode ind i Børnene. Ligesom Gud opdrager os gennem vore Interesser og vor Sympati, saaledes skulde vi ogsaa bruge disse Drivfjedre i vor Opdragelse.

Hr. Carl Petersen, Formand for Børnehjemmet Bethlehem, opkastede Spørgsmaalet: Hvad er at foretrække, Familiehjem eller de saakaldte Børnehjem? Familiehjemmene, mente han ubetinget, naar de var gode; men i mange Tilfælde tog Familier kun Børn i Pleje, fordi de trængte til Penge eller Arbejdskraft; Børnene blev en Handelsvare, og det var vanskeligt at forebygge Misbrug af Barnets Kræfter.

Frk. Kirstine Frederiksen foreslog, i Tilknytning til Frk. Møllers Udtalelse om, at Børnene i aandelig Henseende stod tilbage og støttende sig til lignende Meddelelser fra Jægerspris, at Børnehjemmene ikke burde have deres egen Skole hjemme, men lade Børnene søge Kommuneskolerne, en Tanke, som Fru B. Berg Nielsen og Hr. Carl Petersen sluttede sig til, og som ogsaa Frk. Møller erklærede, hun begyndte at blive stemt for, saa hun vilde tænke paa i sit Hjem at udføre den.

Inger Pontoppidan, Forstanderinde for Børnehjemmet paa Vodrofsvej, udtalte sig derimod i modsat Retning, dog kun for de større Børnehjems Vedkommende. Hun fandt det lidet ønskeligt at sende Børnene fra et saa stort Hjem som Børnehjemmet paa Vodrofsvej i Kommuneskolen, væsentlig af praktiske Grunde: smitsomme Sygdomme og Utøj kunde let derved blive paaført Børnene til alvorlig Ulempe for Hjemmet, og for moralsk Smitte vilde det ogsaa være vanskeligt at værge sig. Desuden var der i dette Hjem adskillige Børn med daarlige Forældre eller andre Paarørende, som de ikke maatte have Samkvem med; dette var meget vanskeligt at overholde, naar Børnene til bestemt Tid færdedes ad en bestemt Vej - og mange lignende Ting kunde anføres imod at sende Børnene fra netop dette Hjem i Kommuneskolen; for mindre Børnehjem stillede Sagen sig jo anderledes.

Frk. Mygind, Forstanderinde for Kanas anden Afdeling, sluttede sig til Frk. Pontoppidan.

Det var imidlertid blevet for silde til, at dette vigtige Spørgsmaal kunde forhandles synderligt indgaaende; særlig fik Frk. Pontoppidan ikke Tid til at udtale sig tilstrækkeligt udtømmende; hun har derfor, for at faa Lejlighed til at afgive sin Mening i Sagen, velvilligt sendt os nedenstaaende Supplement til vort Referat.

Til redaktionen af „Kvinden og Samfundet”.

I tillid til, at der i „Kvinden og Samfundet” vil komme et referat af det møde, „Dansk Kvindesamfund” af holdt d. 11te d. m. om børnehjemssagen, vil jeg prøve paa til en vis grad at fuldstændiggøre de løsrevne bemærkninger, hvormed jeg mod slutningen af mødet deltog i en altfor kort forhandling om børnehjemmenes forhold til kommuneskolerne. Det fremgik af forhandlingen, at nogle børnehjem sender deres børn til kommuneskolerne, andre ikke, saa børnehjemmene som helhed har altsaa ikke taget nogen bestemt stilling i denne sag. Jeg taler saaledes kun i mit eget navn og om det hjem, hvortil jeg er knyttet.

Dette hjem har, som heldigvis endnu de fleste børnehjem, sin særlige oprindelse og som følge deraf sit særlige liv. Det er stiftet af en meget ejendommelig personlighed med vidtrækkende evner, frøken Josephine Schneider *), som begyndte med at antage sig børn i sit eget private hjem, og som, da pladsen m. m. ikke mere slog til der, fik andre til at hjælpe sig med at oprette et hjem, der kunde rumme flere af de uendelig mange, der trængte til at hjælpes. Hun kunde overkomme at tage sig af mange og meget, derfor voksede hjemmet sig stort, og hun havde et stort fond af kærlighed, derfor blev det trods sin størrelse ved at beholde et virkeligt hjems præg. Hun gjorde sig ikke mange betænkeligheder med hensyn til, hvem hun optog i hjemmet; hun tog mange svage stakler, som der maatte tages særligt hensyn til. Men saa ordnede hun ogsaa sit hjem med alle de mange hensyn for øje, og det staar der nu som et sted, hvor det svage og det stærke, det mer og det mindre begavede barn kan vokse op ved siden af hinanden fælles om alt undtagen det haardere arbejde, som de svagere naturligvis maa fritages for.

Som der blev omtalt ved mødet, har dette hjem sin egen skole, som paa en gang er afpasset efter hjemmets særlige tarv og efter de fordringer, der stilles til de almindelige kommuneskoler. Mine bemærkninger ved mødet holdt sig til det, som er fælles for alle store børnehjem, og jeg fremførte grundene, hvorfor jeg vilde være ængstelig ved at sende børnene i kommuneskolen fra saa stort et hjem som vort. Men foruden disse almindelige har vi ogsaa nogle særlige grunde, der gør, at vi trænger til at have vor egen skole.

Jeg nævnede før de mange svage børn, frøken Schneider havde optaget, og, dersom vi ikke vil svigte vor opgave, vil vi ofte blive nødt til at tage svage, især meget kirtelsvage børn. Jeg tror, flere andre børnehjem værger mere for sig i den henseende, end vi gør, og grunden til, at vi kan strække os noget videre end de fleste andre, er, at vi er saa lykkelige ved frk. Schneiders forsorg at have adgang til en sommerbolig ved stranden, hvor vi lader de særlig svage være alle tre sommermaaneder og de øvrige skiftevis halvt saa længe for at styrkes ved søluft og bade. Men for at vi kan benytte dette uvurderlige gode, maa vi have vor egen skole, som i de maaneder, der er udenfor den egenlige sommerferie, kan lempe sig efter forholdene. Og det er min overbevisning, at dette ophold ved stranden, under landlige forhold, hvor børnene kan komme til at deltage i høstarbejde og i det hele faa indtryk af alt, hvad der hører til livet paa landet, har en saa stor betydning baade for deres legemlige og sjælelige sundhed og udvikling, at selv om det var den eneste grund til, at vi foretrækker vor egen skole, var det grund nok. Men der er som sagt ogsaa andre grunde, og da jeg nu har faaet pennen i haanden, vil jeg gjærne udtale mig lidt nærmere om min frygt for moralsk smitte; om alle arter af mere ydre smitte blev der talt tilstrækkeligt ved mødet.

Jeg tror, at de fleste børn kan sendes i kommuneskolen uden at der er større risiko derved end ved de fleste andre skridt ud i livet; men jeg mener ogsaa, der er enkelte, som, hvis det paa nogen maade kan lade sig gøre, bør holdes borte derfra. Jeg tænker her paa de naturer, om hvilke der er grund til at formode, at de er særlig modtagelige for smitte i moralsk henseende. Det er en selvfølge, at der i et børnehjem, hvor man ofte optager de aller ulykkeligst stillede, findes flere af den slags, og selv om der naturligvis ogsaa indenfor dets vægge kan møde barnet det, der kan kalde slumrende daarlige instinkter til live, saa har dog den gennemgaaende gode aand, som i reglen hersker i et saadant hjem, en stor magt til at holde det daarlige nede. Og det gælder om, at det holdes nede længe nok til, at bedre følelser og kræfter kan vokse sig stærke og danne modvægten. Imellem kommuneskolens børn ved man, at der desværre findes ikke faa, der allerede er stærkt besmittede af al den usselhed, de daglig har for øje; det er et farligt selskab for naturer som ovennævnte at komme i. Kan man holde dem borte, da bør man gøre det; og naar man i et hjem som vort ikke vil gøre forskel paa børnene, maa man holde dem alle borte. Dette kommer saa tillige alle de børn med daarlige ben og andre svagheder tilgode, da de vanskeligt kunde komme en skolevej over, eller vilde passe ind i almindelige skoleforhold.

Men, vil maaske nogen sige, alle de almindelige børn i deres børnehjem, skal de da lide for undtagelsernes skyld? Dertil vil jeg svare, at det er et meget stort spørgsmaal, om de kommer til at lide, naar man, som jeg udtalte paa mødet, har en god og velordnet skole; om ikke det, de muligvis taber, opvejes af noget mindst lige saa godt, selv om jeg lader vort udmærkede landophold ude af betragtning. Endnu har der ikke vist sig særlige misligheder, der skulde gøre os urolige i saa henseende. Vi faar ofte større børn ind, som har gaaet flere aar i kommuneskolen, og de er gennemgaaende ikke fremmeligere end de, der har gaaet en lignende tid i vor skole. Og naar jeg saa til slutning kan sige, at det, i forhold til som det gaar menneskenes børn i det hele taget, gaar vore unge piger godt, naar de kommer ud i verden, kan det vel nok forstaas, at vi med rolig samvittighed beholder vor egen, efter hjemmets tarv godt indrettede skole. At vi derved sandsynligvis fritages for megen sygdom og anden endnu mere udvortes smitte, har jo nok en forholdsvis underordnet betydning, men det er dog ingen spøg at faa smitstof al enten den ene eller den anden slags ind imellem hundrede børn, saa ogsaa den ting vedbliver for mig at lægge lod i vægtskaalen.

*) Se Kv. og Samf. 1887, Side 130.

Børnehjemmet paa Vodrofsvej 14/11 92.