De svenske Kvinders Deltagelse Chicagoudstillingen. Brev fra Stockholm.
I.
Komiteen for de svenske Kvinders Deltagelse i Chicagoudstillingen havde for nogle Dage siden arrangeret en Udstilling - saa fuldstændig som det paa nærværende Tidspunkt var muligt - af Genstande, som er bestemte til i „The Womens Building” at give en Forestilling om de svenske Kvinders Kulturstandpunkt. Denne Udstilling, som var sat i Forbindelse med en Basar, hvis Formaal var at skaffe Midler til at sende en kvindelig Repræsentant til Verdensudstillingen, vil rimeligvis blive gentaget i Januar i en noget fyldigere Skikkelse, hvorfor jeg foreløbigt indskrænker mig til at sende en flygtig Oversigt over, hvad vor Frembringelsesevne har udrettet.
Her, i et Hjørne af Salen, hvor stærkt Lys ikke er af saa stor Betydning, finder vi den „litterære Bod” med Dr. phil. Ellen Fries og Dagnys Redaktør, Lotten Dahlgren, som Repræsentanter. Strax ved vor Nærmelse flyver der os fra deres Hænder det lille Skrift i Møde, hvis Titelblad, smukt udført i oldnordisk Stil af Frøken Ottilia Adelborg, minder om en Julekalender. Da vi her i Landet ikke netop lider Mangel paa saadanne, føler selv en poetisk Natur sig ikke skuffet ved at læse Titelen, Den svenske Kvindes sociale Stilling, og ved nærmere Bekendtskab med den lille, tynde Bog, viser det sig, at dens Indhold er baade interessant og oplysende og givet i en saa kortfattet Form som muligt, noget, man ikke kan sige om alle Kalendere. Til en Begyndelse giver Frøken Fries et fortræffeligt Overblik over den svenske Kvindes sociale og retslige Stilling fra de ældste Tider til Midten af dette Aarhundrede; dernæst meddeler Hr. Zweibergk, en mandlig Dr. phil., en Kronologisk ordnet Oversigt over den svenske Lovgivning, vedrørende Kvinden, fra 1845 til indeværende Aar. Den tredie Artikel er Meddelelser om svenske Kvindeforeninger, omfattende „Foreningen for gift Kvinden Ejendomsret”, for hvis Virksomhed den nuværende Sekretær, Frk. M. Cederschiöld har gjort Rede og „Fredrika-Bremerförbundet”, skildret af Forstanderinden for dets Kontor, Frk. Gertrud Adelborg. Det ny Oplag, som skal oversættes paa Engelsk, inden Bogen afsendes til Udstillingen, vil sandsynligvis ogsaa komme til at indeholde en Beretning om kvindelige Fagforeninger i Sverige.
De for Udstillingen bestemte litterære Frembringelser vil komme til at omfatte 150 Bind, saavel fra det videnskabelige som fra det skønlitterære Omraade. Det er ganske naturligt, at den sidstnævnte Retning er rigest repræsenteret, men et af Komiteens Medlemmer beklagede meget, at Procentforskellen, var saa stor. Fra den hellige Birgitte og Dronning Kristina, maa man gøre et Spring tilbage tilbage til vor Tid, hvor kun et Par tynde Bind vidner om virkelig dybere videnskabelig Forskning, øvet af Kvinder (Elever ved vore Universiteter), mest i naturhistorisk Retning. Frk. Ellen Fries historiskbiografiske Arbejder og Fru Cecilia Bååths litteraturhistoriske fuldender denne Samling. Ved denne Lejlighed blev man sig det store Savn bevidst, at de Afhandlinger om forskellige alvorlige Emner, som vor ypperste kvindelige Stilist, og dybeste kvindelige Tænker, Ellen Key, har udkastet hist og her i Tidsskrifter og Kalendere eller i Broschureform som tilfældigt henstrøede ægte Perler, ikke til Dato er samlede i et Bind.
Inden jeg forlod dette Hjørne af Salen, viste man mig en Del af de litterære Frembringelser, smagfuldt indbundne og dekorerede af Bogbindersken, Frk. Lewysson. Under Boghylden laa et Album med Bind i Læderplastik udført med den fineste Skønhedssans af Frk. Düben og indeholdende udmærkede Kabinetsfotografier af vore Forfatterinder af Rang fra vor første Romanforfatterinde, Frk. Knorring til den nylig afdøde Hertuginde af Cajanello.
Det faldt ganske naturligt fra dette Intelligensens Skatkammer at gaa ind i en Sal, over hvis Dør læstes Ordet Skolen. En fyldig og livlig Dame kom mig strax i Møde. Et Præg af glad Energi og rolig Selvbevidsthed lod formode, at der stod en Bedrift bag denne Personlighed, og hun udmærkede sig for øvrigt ved sin store Evne til at udtrykke sig, og ved den lette og praktiske Maade, hvorpaa hun satte mig ind i sit Livsarbejde: et fuldt udarbejdet System for kvindelig Haandgeming i Folkeskolen. Efter omfattende Rejser i Evropa, hvor den Schallenfeldske Metode har givet hende de bedste Ideer, har hun siden selv herhjemme med original Skaberævne frembragt en Række Modeller, af hvilke det ene Led er ligesaa vigtigt og logisk fortræffeligt som det andet. I Deres Septemberhæfte for indeværende Aar findes imidlertid en god Redegørelse for denne Metode, saa jeg ikke behøver at udbrede mig derom. Teori og Praxis modsiger imidlertid tit nok hinanden her i Verden, selv hvor Teorien er saa praktisk som Frk. Hulda Lundins, saa at det maa tillades mig at sige, at Modellerne, udførte af Børn fra 7-14 Aar i deres simple Rækkefølge: Poser, Støvklude, Vanter, Linned m. m. ved deres pyntelige Præg (intet deraf var vasket) og deres fuldendte Udførelse gjorde Indtryk af at være Mesterstykker, paa samme Tid som de gav Løfte om en Karakterudvikling til praktisk Dygtighed og Orden, men ikke til Pedanteri.
I denne Sal traf man ogsaa en Dame af patricisk Ydre, Frk. Thorborg Rappe, den opofrende Forstanderinde for Idräthemmet. Her fremvistes ingen Serie af Arbejder, man havde foretrukket at udstille et enkelt Møbel, særdeles smukt udført i Træsløjd og med broderet Betræk, et Værk at en eller flere af Hjemmets ulykkelige Medlemmer, som nyder Arbejdets velsignelsesrige Indflydelse.
En Slags „Skole”, læs: en Kunstskole, og det ovenikøbet en meget kunstig, fandtes ogsaa i denne Sal, nemlig de broderende Damers fra forrige Aarhundrede. I deres Silkemalerier var der een Ting at beundre, Farvernes Ægthed og fine Nuancering. Man vilde haft ondt ved at tro, at disse Farver skrev sig fra et svundet Aarhundrede, hvis man ikke strax havde husket paa, at det er vor Tid, som udmærker sig ved uægte, let foranderlige Farver, og en forsvunden Tid, som er gaaet i Graven med sin Hemmelighed, Farvestyrken.
Her fandtes de sædvanlige fløjtespillende Hyrder i skrigende Klæder og med mærkeligt formede Ben og Hyrdinder med Stuelam i Silkebaand. Her stod Lotte i Empiredragt i en mystisk belyst Lund med foldede Hænder foran en askegraa Askeurne med Paaskriften Werther; med fin Følelse har den broderende Dame givet Lottes Halvhandsker samme askegraa Farve som Urnen, - da hun ikke har nænnet at give Lottes Kinder den. - En Embedsmand er af sin Hustru eller Datter bleven lyksaliggjort med et Silkebroderi i Glas og Ramme, forestillende en Del Pengesedler og andre lignende Papirer i sort paa hvidt, ret skikket til at glæde en stakkels Bureaukrats Øjne, naar han hvilede fra sine Embedspligter.