Fra inden- og udenbyes Venner. Havedyrkning *).

Anton Nielsen har skrevet et lille Digt, hvori han klager over, at det ser saa mørkt og faretruende ud i Øst, i Vest, i Syd, ja, at ogsaa her i vort kære Nord stiger der Taager af Jorden, og hvem ved, hvad de kan skjule; „men”, siger han videre,

„dog een Klarhed jeg skuer,

der trænger sig langsomt frem,

den brænder i rene Luer

og lyser fra tusind Hjem.

Se, det er Kvinden, der kommer

at bruge sin Magt og Ret.

Hil Dig, Du vil bringe Sommer

selv paa den goldeste Plet.

Velkommmen, Du Stormagt milde,

tag nu Din Højsædepart;

da vorder her tyst og stille,

det mørke faar Flugt og Fart.”

Vi er vel alle enige om, at Anton Nielsen har Ret i, at det i mange Henseender ser mørkt ud. Kunde vi nu bare trøste os til sikkert og roligt at tage vor Højsædepart og ved Mandens Side gaa i Kamp mod alt, hvad Ondt nævnes kan, saa er jeg vis paa, at Forfatterens Tiltro til Kvinden ikke vil blive gjort til Skamme. Hele Samfundet har lidt og lider under den Ring af Fordomme, man har slaaet om Kvinden, men i vore Dage har Kvinden begyndt at sprænge Formerne. Det var jo en Kvinde, der først rejste Kampen mod den offentlige Prostitution; en anden Kvinde drager Verden rundt i Afholdssagens Tjeneste, og i det mægtige Tyskland staar en Kvinde i Spidsen for Fredssagen. - Men naar vi foruden Krigen har nævnet Usædelighed og Drukkenskab, saa har vi vel nævnet tre af de værste Farer, der truer vort Samfund og vore Hjem. Maatte det nu lykkes de danske Kvinder at give et godt Bidrag til Arbejderspørgsmaalets Løsning, saa kunde vi da sige, at vi havde ogsaa været med. Det kan jo ikke nægtes, at dette Spørgsmaal ser temmelig indviklet ud. Der klages snart over Arbejdsløshed og snart over for lang Arbejdstid. Arbejdsgiveren paastaar, at Arbejdslønnen er for stor, Arbejderen, at den er for lille. Faar vi Lejlighed til nu og da at kaste et Blik ind i de forskellige Forhold, og vil vi være fuldstændig upartiske, saa kan det let ske, at vi kan komme til at sige som den politiske Kandestøber: „Du har Ret, og Du har ogsaa Ret!”

Skal vi ikke være enige om at raade Arbejderne til i store Skarer at give sig i Arbejde hos den store Arbejdsgiver, vor moderlige Jord! Den har Arbejde nok og Raad til at betale det. Den er en retfærdig Arbejdsgiver, der betaler ethvert Arbejde, eftersom det er udført, hvad enten det udføres af en Mand, en Kvinde eller et Barn. Ganske vist kommer den ikke med milde Gaver ved Juletid eller i Sygdomstilfælde, derimod er den flink til at komme med Lønningstillæg, efterhaanden som Vedkommende har erhværvet Erfaring og Dygtighed. Og saa er der det store Fortrin ved dette Arbejde, at det er sundt, baade legemlig og aandelig, ganske anderledes sundt end Arbejdet paa Fabrikkerne. Ja, har den, der dyrker Jorden, bare en Gang rigtig faaet Aandens Øje opladt, saa skulde det gaa underligt til, om han eller hun atter sløvedes under denne Gerning. Og læg saa Mærke til dette Arbejdes Evne til at binde Mennesket til sit Hjem og sin Gerning. Om vi kunde se tilbunds, mon vi da ikke ofte vilde finde, at en stor Del af vore Besværligheder skriver sig fra, at de Baand, der skulde holde Mennesket til Hjemmet, er bristede. „Det, som bærer Landet igennem Freden, er Hjemmets Pulsslag i Travlheden”, siger Bjørnson.

Al Ære for Mandens store og rige Evner, at værne om Hjemmet det bliver dog Kvindens Sag. Og derfor er der sikkert mange af de Kvinder, der har valgt en Livsstilling, som holder dem borte fra deres Hjem, der tidlig eller sent vil fortryde det. Det er ikke min Mening, at dette skulde blive Tilfældet med dem alle, langt fra. Jeg vilde blot ønske, at enhver maatte kunne følge sit Hiærtes Tilskyndelse i denne vigtige Sag. Og saa er jeg vis paa, at Hjærtets Tilskyndelse for mange Kvinder er at gaa og pusle i en Have. Denne Kærlighed til Jorden og dens Frembringelser ligger dybt grundet i den menneskelige Natur, baade Mandens og Kvindens. Og naar da Tusinder af Mennesker ved Forholdenes Magt holdes helt borte fra denne Gerning, da er det Vold mod Naturen og sligt straffer altid sig selv.

Jeg har i den senere Tid talt med flere erfarne Folk om Havebrug, og de have da sagt mig, hvad jeg forøvrigt vidste i Forvejen, at Jorden kan give fra det fire- til det tidobbelte Udbytte, stundom endog højere, naar den dyrkes som Have i Stedet for som Kornmark. Lægger man hertil de forskellige Indtægter, man kan have af Høns og andet Fjerkræ, af Bier, Geder, og hvad man nu ellers vil lægge Vind paa, og husker man endelig, at man her ikke som i saa mange andre Livsstillinger behøver at drive Brødnid for at komme frem; saa forstaar man let, at der paa dette Omraade er Udsigt til virkelig Fremgang i økonomisk Henseende. Nævnte Arbejder kan en sund og kraftig Kvinde udføre ligesaa godt som en Mand, maaske paa en enkelt Undtagelse nær, f. Eks. naar Jorden skal kulegraves.

Vi har fra „Kvinden og Samfundet” et dejligt Billede af en brav Kvinde, der paa en Skrænt ved Lillebelt har fundet Ly mod Verdens Storme for sig selv og sine Høns og Kyllinger.

Tænk, om vi kunde formaa mange til at følge hendes Exempel; om mangen ung Pige vilde bruge sin Ungdomstid til at sætte sig ind i Havebrug, Fjerkræavl og Biavl. Tidlig vilde hun kunne sætte Bo, stifte egen Husstand, og om hun giftede sig behøvede hun derfor ikke at komme i den pinlige Stilling at skulle opgive sit tidligere Arbejde; hun vilde kunne holde sine Børn om sig, og de vilde uvilkaarlig tilegne sig hendes Erfaringer, vokse fast til hendes Gerning og til Hjemmet.

Tænk, hvilken Støtte for Hjemmet og Samlivet. Og hvilken Forandring i Husholdningen, naar man altid havde Æg, Grøntsager, Frugt og Honning. Jeg har flere Gange hørt Husfolk paa Landet sukkende sige, naar de saa Ribsene hænge og raadne paa Buskene: „Bare der groede Sukker paa nogle af dem!” Men Honning, den er jo bedre end Sukker; naar man kun vilde holde Bier, saa fik man Honning.

Naar man vilde drive Havebrug med Forstand og Omhu, kunde det blive et Livserhværv. Hele Danmark bør dyrkes som en Have; ingen Hænder maa være ledige, og ingen Mund forgæves raabe efter Brød, thi der kan blive nok til alle.

Jeg mener ikke, at Havebrug fortrinsvis skal drives af Kvinden, men jeg mener, at Kvinden langt mere end nu er Tilfældet burde befatte sig dermed. Hun hjælper ikke alene sig selv derved, men hun hjælper hele Samfundet ved at gøre en Begyndelse til at vende Strømmen bort fra Købstaden og ud i den fri Natur, bort fra det ofte legemlig og aandelig usunde Fabriksarbejde ud i det velgørende Friluftsarbejde. Arbejdslønnen vil blive større, men Fattigskatten og Tiggeriet mindre.