Fra min Onkels Skrivebordsskuffe.

Til Redaktionen af "Kvinden og Samfundet".

Kortene paa Bordet, aabent Spil! lad mig derfor sige det lige straks: jeg følte mig hædret ved den ærede Redaktions Anmodning om Bidrag til deres Blad. Dette i Forbindelse med min udelte Sympathi for den gode og retfærdige Sag, De kæmper for, samt mine bedste Ønsker for dens Fremme, affødte et - maaske? - noget forhastet Løfte fra min Side. Sympathi og gode Ønsker tynger imidlertid for lidt i Vægtskaalen; der maatte mere til, forstod jeg: Arbejde! Jeg plantede mig ved mit Skrivebord, gjorde Udkast - skrev - stregede ud - skrev igen - stregede atter ud o. s. v. Resultatet blev en Afhandling af omtrent lutter Udstregninger. Jeg forsøgte, næste Dag, men alt, hvad jeg naaede at producere, var - Sved. Da fik jeg i Aftes en - efter min Mening - lys Idé, som jeg øjeblikkelig virkeliggjorde. Jeg aflagde min ugifte Onkel en Visit. Han bebor en hyggelig Ungkarlelejlighed og har megen Tid til fri Raadighed.

"God Aften, Onkel!"

"God Aften, min Dreng!"

Han er nøjagtig 2 Aar og 3 Maaneder ældre end jeg, og denne Aldersforskel, i Forbindelse med hans Eneboerliv og Hang til Filosofi, gør, at han som Regel finder denne Tiltale mest passende.

"Hør, Onkel! jeg har faaet en meget ærefuld Opfordring."

"Glæder mig."

"Det er om at levere Bidrag til "Kvinden og Samfundet", og jeg har givet Løfte."

"Meget dumt af dig."

"Ja, hvorfor?"

"Har Du da noget Bidrag?"

"Nei."

"Hei! Du kalder det ikke dumt at love bort, hvad man ikke har?"

"Ser Du! jeg tænkte - "

"Nej, bild mig ikke det ind, min Dreng!"

"Jo, jeg mente virkelig - "

"Nu, det lader sig høre. Hvad mente Du saa?"

"At jeg naar det kneb, kunde gaa til dig."

"Ja saa!"

Slaget var vundet, saa jeg. Et lille Smil, der spillede i Øjenkrogen og om Munden, truede med at tage Magten og aabenbare al den Elskværdighed, han i Virkeligheden sidder inde med, men søger at skjule. Jeg pegede paa Skrivebordsskuffen, hvor jeg vidste, der var Bidrag for en Tid. En Aften, da han - forglemmende de 2 Aar og 3 Maaneder - samtalede med mig som med en jævnaldrende, fik jeg ud af ham, hvorledes ban tilbragte sine ensomme Aftener. Paa løse Papirstykker - ubrugte Sider af modtagne Breve, Indersiden af brugte Konvoluter - nedskrev han sine Tanker om et eller andet Spørgsmaal, han for Øjeblikket var optaget af: Han klarede sine Tanker paa denne Maade, sagde han. Derfor kom hans Opsatser aldrig længer end i Skuffen. Dér laa de: Politik, Theologi, Æsthetik, novellistiske Smaaforsøg imellem, hverandre.

"Naa, Onkel! maa jeg saa faa Lov til at pille lidt ud af Skuffen?"

"Ja-a! - han trak paa Skuldrene - jeg véd næsten ikke - ja, hvad vil Du med det Rageri, omarbejde det?"

"Paa ingen Maade, nej, bruge det, som det er."

"Nej Du! saa kommer jeg ind i alt dette - faar mit Navn oversavlet."

"Aldeles ikke; det bliver den dybeste Hemmelighed. Ser Du, Onkel! Læserne aner ikke, hvem jeg er, og saa vil Du indrømme, der skal mere end menneskelig Skarpsindighed til at hitte ud, hvem min Onkel er, ikke sandt ?"

"Lad gaa da; maaske det for en og anden kan blive Tanker til Eftertanke."

"Bravo!"

"Jeg tog straks fat og valgte til Prøve et Stykke Theologi. Jeg har kun renskrevet det, saa det helt igennem er min Onkels Stil.

Lidt Theologi. I Jesu Bjærgprædiken, den vidunderligste, indholdsrigeste og mest gribende Tale, der er holdt paa Jorden, læses disse Ord: "Der er sagt, at hvo som skiller sig fra (maaske dog bedre oversat: hjemsender, bortjager) sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev; men jeg siger Eder, at hvo som bortjager sin Hustru - uden for Hors Sag - er Skyld i, at hun bliver Ægteskabsbryderske, og hvo som ægter en bortjaget (Hustru), er Ægteskabsbryder," (Math. 5, 31.- 32.).

Dejlige Ord, udtalte i glødende Nidkærhed i Retfærdighedens Navn, talte til Frigørelse, men brugte af Kirken til Undertrykkelse. Naa, disse er ikke de eneste af Mesterens Ord, der er brugte saa bagvendt; men det er rigtignok en stakket Trøst. Men staar det da ikke skrevet med klare at Ægteskabet er uløseligt? Nej! Staar det da ikke skrevet, at Skilsmisse, uden for Hors Sag, er Ægteskabsbrud ? Nej! Staar det da ikke skrevet, at hvo, som ægter en fraskilt, er Ægteskabsbryder? Nej og atter nej! Mesteren taler aldeles ikke om Ægteskabet og endnu mindre om dets Uløselighed. Det var ikke hans Sag at lægge Aag paa Menneskers Skuldre; han kom for at løse Lænket. - Men om hvad taler han da i disse korte Sætninger? Om Kvindens Menneskeret og imod den oprørende Behandling af Kvinden som en Ting, man kan tage og fornøje sig ved saalænge det lyster en af "Skabningens Herrer" og saa kaste fra sig, naar han kedes ved den.

Dersom man havde spurgt Herren: "se, her er et Par, Mand og Hustru. Deres Samliv er et Helvede for dem begge; de vil helst gaa hver sine Veje, hvad siger nu Du?" saa véd jeg ikke, hvad Herren vilde have svaret; men jeg véd, at han ikke i sin Bjærgprædiken har svaret paa dette Spørgsmaal. Det kunde nemlig slet ikke opstaa, for M anden vilde - inden det var kommet saa vidt - ganske simpelt med loven i Haand have gjort kort Proces og jaget sin Hustru paa Porten.

Det er imod denne Lov i Mandens Haand, at Vorherre taler, og hans Ord falder som Hammerslag.

"Alle I stolte Lovens Mænd!"- saa klinger hans Ord i deres Øren - "I vandrer med oprejst Pande, retfærdige og uangribelige, og dog er I Forbrydere til Hobe, skyldige under Ægteskabsbryderens Dom: Døden. Thi jeg siger Eder, at hvo som med Loven i Haand (det virkelige Ægteskabsbrud undtaget) jager sin Hustru fra sig, skal bære hele Brøden, og hvo som ægter en saadan bortjaget er Ægteskabsbryder, for hun - den bortjagne - er Hustru. Med Vold er hun fjernet; men ingen Voldsmagt kan berøve hende hendes Ret."

Hvor er de ikke mægtige, disse Linjer i Jesu Bjærgprædiken! - disse Linier, der tager Kampen op - saa at sige - med en Verdensorden, hævdvunden gennem Aartusinder, og grundlægger en ny. Der stiger et Billede frem for min Sjæl, idet jeg læser dem: Jeg ser en Kvinde ligge i Støvet og en Mand sætte sin Fod paa hendes Nakke. Jeg ser én Mand nærme sig. Der er guddommelig Højhed over hans Skikkelse og Harme i hans Aasyn.. Han tager Kvinden ved Haand, rejser hende og stiller hende ved Mandens Side. "Dér", siger han, ” "er hendes Plads, Du Mand! og ikke under din Hæl!"