Friskolebørns Bespisning.

Fra forskellige Sider er undertegnede allerede for flere Aar siden bleven opfordret til at meddele, hvorledes den nu saa populære "Friskolebørns Bespisning" er bleven til, og Svaret paa Opfordringerne har altid lydt: "med Glæde, naar Øjeblikket en Gang kommer;" nu synes dette Øjeblik at være kommet, og her følger da Sagens "Historie".

I Vinteren 1880-81 var undertegnede Lærerinde for en Klasse ca. 40 ganske smaa Drenge ude ved Gasvejens Kommuneskole paa Vesterbro. Nu er det saa, og det ved enhver af dem, der giver sig af med Undervisningsarbejdet, at man som oftest elsker sine Børn; og denne lille Drengeklasse bestod af en Flok søde, smaa Knægte, oplagt baade til Alvor og Spøg, Vi havde det udmærket sammen og morede os tit og mangesinde fortræffeligt ved vore gensidige fortrolige Meddelelser. Men hen i Januar Maaned blev Kulden stræng, der kom lige som mere Alvor over os allesammen. Mange

Drengene saa forknytte og blege ud og fik et underlig ligegyldigt Udtryk i Øjnene. Der var ikke noget at tage fejl af, det var Føde, de manglede. Efter forskellige Undersøgelser og Krydsforhør kom det frem, at nogle af Smaadrengene aldrig fik varm Middagsmad - kun sort Kaffe og Fedtebrød - andre Middagsmad om Søndagen og ovennævnte Traktement de øvrige Dage. Det var næsten ikke til at holde ud! Saa skrev undertegnede under Mærket "en Almue-lærerinde" i "Nationaltidende", om der dog ikke fandtes nogle Gode Mennesker, der, saa længe den strænge Vinter varede, vilde tage et eller flere fattige Børn hjem til sig og give dem Levningerne fra deres Middagsmaaltid. Der fandtes endda ikke saa faa, der var villige hertil, og det var en Glæde at sende de mest forkomne snart 2, snart 3 Gange ugenlig, nogle i øst, andre i vest ud til gode Mennesker for at faa de tomme Maver mættede. Imidlertid, en Dag paa Skolen, midt i en Religionstime - man tilgive Vidtløftigheden; men nu kommer netop den allerførste spæde Begyndelse til hele Bespisningsforetagendet - bankede det paa Døren og ind traadte en stilfærdig ældre Dame. Hun havde opsøgt "en Almuelærerinde" for at sige hende, hvor ondt det gjorde hende for de stakkels Børn, dog hjem til sig kunde hun ikke tage dem; men kunde Frøkenen ikke købe Mad til en af de fattigste for de 6 Kr, som hun med det bedste Udtryk i sit venlige Ansigt lagde paa Katedret. Efter lidt Overvejelse blev Pengene modtaget med Tak og anvendt saa godt, det lod sig gøre. Her var altsaa en Maade at hjælpe paa, der maaske kunde drage mere efter sig, og straks løb en ny Opfordring af Stabelen i "Nationaltidende" til den Del af Publikum, der ikke havde Lejlighed til at modtage Børnene i deres Hjem, om at betro "en Almuelærerinde" Penge, som hun vilde anvende saa godt, hun formaaede, og senere aflægge Regnskab for. Der kom en Del Penge ind paa "Nationaltidende"s Kontor med dette Formaal; de blev anvendt til at købe Middagsmad for i Frk. Zahles Husholdningsskole og paa et Dampkøkken og uddelt til Børnene. Det var en hel Fornøjelse hver Middag at følge en Flok af Gasvejens og Larslejstrædes Friskolebørn ordnet parvis i lang Række hen til Frk. Zahles Vaskekælder, der i en Hast var omdannet til Spiserum. Men hidtil havde kun ovennævnte tvende Skoler, ved hvilke "en Almuelærerinde" var ansat, nydt godt af de indkomne Tilbud og Penge. Da stillede Grosserer Ph. W. Heymann 1000 Kr. til "en Almuelærerinde"" Raadighed, og nu var Øjeblikket kommet til at dele med alle Københavns Friskoler, hvilket ogsaa skete. Nogle Dage efter, i Begyndelsen af Marts, tilbød endvidere Grosserer Gamél Skoledirektøren 100 Kr. daglig Maaneden ud (ialt 2200 Kr.} at anvende til Bespisning af Friskolebørn i Lighed med den af "en Almuelærerinde" ordnede Bespisning. Som man vil se, var efterhaanden denne Sag vokset fra en ringe Begyndelse og kendt saavidt, at den turde gøre Regning paa at leve længere end denne ene Vinter, om det kunde lykkes at faa den ordnet paa en fornuftig Maade. Det gjaldt nu om at finde Mennesker, der kunde og vilde hjælpe til at fortsætte i den en Gang begyndte Retning, og hvem, der erindrer Grosserer Moresco fra hin Vinter, med hvor megen Interesse og Varme, han fulgte Friskolebørnenes Bespisning, støttede den med store og rundelige Bidrag, og altid udtalte som sin faste Overbevisning, at Sagen kunde og burde blive en Samfundssag, der vilde leve og vokse, vil forstaa, at netop han blev den første, til hvem "en Almuelærerinde" henvendte sig, da Foreningen til Friskolebørns Bespisning dannedes. De to gav hinanden Haanden paa, at hvad deres tilsammenlagte Vilje og Kræfter kunde udrette for at føre denne gode Sag igennem, det skulde blive gjort, saa vist som "I altid har fattige hos Eder" og saa vist som de haarde Gæster "Sult og Nød" lurer paa at holde deres Indtog i hvert eneste fattigt Arbejderhjem, hvor Beboerne leve fra Haanden til Munden, de haarde Gæster, der som oftest viger med Foraarets Komme, men ubønhørlig møder tæt i Vinterens Spor og hvis Optræden kan aflæses paa Thermometret. I milde Vintre, hvor Arbejdet kun delvis standses, spores deres Fremkomst mindre; men i Vintre som f. Eks. 1881 og nu i 1893 huserer de forfærdeligt, og ingen lider haardere end de fattiges Børn.

Alle de, der anmodedes derom, var villige til at indtræde i Foreningen, hvis Formaal var at skaffe Penge til Børnenes Bespisning i Friskolerne. Et Forretningsudvalg paa 7 Medlemmer dannedes; dette Udvalg fordelte Arbejdet imellem sig, og efterhaanden er dets Opgave bleven at forestaa Indsamlingen af Bidrag og uddele dem til de forskellige Friskoler, hvor Bespisningen foregaar.

Forretningsudvalget, der for største Delen tæller de samme Medlemmer nu, som for 12 Aar siden, kom foruden Morsco og undertegnede til at bestaa af Fru Christine Schou, hvis store Arbejde for hele Foretagendet nedenfor skal nærmere omtales, Hr. Cand. mag. Jonas Collin, med hvem "en Almuelærerinde" vekslede nogle Repliker i Dagspressen, Repliker, der klart røbede Collins varme Hjærte for Sagen, Doktor Hempel, Frk, Beithe Knudtzon og endelig Skoledirektøren, Etatsraad Holbeck, der maatte være selvskreven til at staa som Formand for hele Foretagendet, om det skulde lykkes. Denne sidste havde forøvrigt mange Betænkeligheder og stillede sig i Begyndelsen noget køligt til Sagen, men Betænkelighederne svandt efterhaanden, og den gamle, varmhjærtede Skoledirektør omfattede med stedse stigende Velvilje lige til sin Død Friskolebørns Bespisning.

Med Foraarets Frembrud hørte Bespisningen i 1881 op; men den Mad, der i Vinterens Løb var anskaffet til Børnene, var altfor dyr: 25 Øre Portionen, i Frk. Zahles Husholdningsskole ganske vist nogle Øre billigere, men alligevel endnu altfor dyr. Dette havde Fru Christine Schou fra første Færd haft Blikket fæstet paa; hun hævdede med stor Bestemthed, hver Gang dette vigtige Spørgsmaal kom paa Bane, at Maden kunde og skulde laves for det halve - ja mindre end det halve - naar man valgte passende Retter med den rette Sammensætning. For at bevise denne sin Paastand, lod den ivrige og varmhjærtede Fru Schou et paalideligt Menneske, der i mange Aar havde været i hendes Tjeneste, lave Middagsmad til 20 Børn daglig i ca. 6 Uger, og hun indbød hvem der havde Lyst til at komme og smage paa Maden, for at de senere kunde bevidne, at den baade var god og blev givet Børnene i rigelige Portioner. Dr. Hempel var stadig Tilsyn ved denne Børnebespisning, der i enhver Henseende faldt ud til hans Tilfredshed. Retterne var Ærter & Flæsk, Hvidkaalssuppe & Flæsk, Suppe & Kød, o.l. Denne Fru Schous Prøvebespisning er senere lagt til Grund for hele Madlavningen paa Skolerne, og det skyldes hende, at Maden, hvor den laves med Orden og Sparsommelighed paa selve Skolen, kan fremstilles til den utrolig billige Pris af 12-13 Øre Portionen. Ved den endelige Opgørelse af Regnskabet over Prøvebespisningen viste sig det overraskende: at hver Portion kom paa ca. 10 Øre, dog maa det bemærkes, at det var smaa Børn, der bespistes. Alligevel et herligt Resultat - dobbelt saa mange Børn bespist for de samme Penge, om man kunde faa paalidelige Folk til at lave Maden og helst lave den paa Skolen. I de gamle Friskoler, med indskrænkede Lokaler, var imidlertid dette dels vanskeligt, dels umuligt; i de ny derimod vilde det være forholdsvis let at indrette en Bespisning i Kælderlokalerne. Borgmesteren for Skolevæsnet, nuværende Konferensraad Hansen, viste den største Imødekommenhed og Velvilje. Hvor det lod sig gøre, maatte Maden med Skoleinspektørernes Tilladelse laves af Skolebetjentens Kone paa Skolen mod en passende Godtgørelse. I de ny Skoler, der senere er bygget, er der i dette Øjemed indrettet Køkken og spiserum i Skolernes Kældere. Men alt dette tog Tid. Først efterhaanden er alle Friskolerne, paa en eneste Undtagelse nær, kommen med, og nu laves altsaa Maden over hele Linjen til hver Skoles Børn i samme Skoles tolder af Skolebetjentens Kone. Undtagelsen, Hiddegades Friskole, tager Mad paa Dampkøkkenet i Nærheden, hvor 3 Børn deler 2 Portioner Mad à 25 Øre, og Maden altsaa koster Foreningen ca 16 Øre.

Første Vinter uddeltes over 15,000 Portioner Mad. Nu uddeles det tidobbelte Antal. Omtrent en Femtedel Af alle Friskolebørn her i København bespises i de 3 første Maaneder af Aaret 3 Gange ugenlig for de Penge, der indkommer gennem Forretningsudvalget. Dette Udvalg har oftere drøftet, om det vilde være formaalstjenligt at følge andre Foreningers Skik: at hverve Medlemmer, der tegner sig for faste, aarlige Bidrag, som opkræves; men Kassereren, Grosserer Moresco, har altid ivrigt fraraadet dette, idet han hævdedes, at "Kulden opvarmer Hjærterne", og at Foreningen Netop burde holde paa de ubundne og frivillige Bidrag. Hidindtil har denne Form ogsaa vist sig at være den heldigste. Naar Vinteren begynder, lader Forretningsudvalget høre fra sig. Dette Udvalgs Formand, nuværende Skoledirektør Thejsen, er en varm Ven af Sagen. Grosserer Moresco har i de 12 Aar, Foreningen har bestaaet, paataget sig at være Kasserer, et Embede, der fører med sig et stort Arbejde og megen Besvær af forskellig Art. I Aviserne indrykkes de sædvanlige Anmodninger til Publikum om at støtte Bespisningen med Penge, og Grosserer Moresco gaar som oftest i Spidsen med 1000 Kr. som første Bidrag. Grosserer Ph. W, Heymann, der er Foreningens Æresmedlem, skænker som Regel ogsaa 1000 Kr. aarlig, og med et Par Ugers Mellemrum udsendes saa Vinteren igennem Opfordringer til Publikum og Regnskab for det indkomne, Opfordringer, der endnu aldrig har lydt forgæves.

Saaledes har da Friskolebørns Bespisning i disse Aar ført en beskeden, stilfærdig Tilværelse, indtil den nu i denne Vinter paa en Gang kommen paa alles Læber ved det store Vintermarked, som Generalinde Holten, Kammerherre Rothe (Formand), Grosserer Moresco og Kammerjunker Holten med mageløs Opofrelse har sat i Scene. Hvad den sidste, fra hvem Ideen egenlig er udgaaet, har udrettet i de faa Dage, paa hvilke det hele ordnedes, er fast utroligt. Alle, hvis Hjælp paakaldtes, ydede den med største Beredvillighed. Hendes Majestæt Dronningen overtog Protektoratet over Vintermarkedet samtidig med, at mange Beretninger sivede ud gennem Hoffets Porte, om hvor inderligt de fattiges Nød i den strænge Vinter gik hendes Majestæt til Hjærte. Prinsesse Marie fulgte villig Hendes Majestæts Opfordring og stillede sig i Breschen, ved at forestaa et Blomsterudsalg paa Markedet, et Hverv, som hun røgtede saa smukt, at næppe nogen skulde kunne gøre Prinsessen det efter. De tre smukke Festdage, der længe vil mindes, bærer talende Vidnesbyrd om de mange Venner, Friskolebørnenes Bespisning nu tæller i alle Samfundslag.