"Hvortil skal vi opdrage vore Døtre"
Tanker til Eftertanke, paa Grundlag af Adele Crepaz: „Die Gefahren der Frauenemancipation.”
Efter Gladstones anerkendte Udtalelser om Adele Crepaz' Piece: "Die Gefahren der Frauenemancipation", forskrev jeg i Oktober 1892 denne Afhandling og fandt den saa sund i sit Syn paa Kvindesagen, saa klar i sin Tanke og saa overbevisende i sin Form, at jeg formente, at en Oversættelse af den kunde være oplysende og retvisende for mange Hjem og støttende for den Modstand, jeg ved min Skoleplan har opbudt, og den Bevægelse jeg ved mit Husgærningskursus har rejst mod Kvindeemancipationens Begyndelsesstadium; Præliminæreksamen som Skolegangens afsluttende Led. De mange Krav, som min omfattende Virksomhed har stillet til min Tid i Vinterens Løb, har forsinket mig i denne min Plans Udførelse, og idet jeg nu oprigtig glæder mig over, at Bogen fra anden Side bliver oversat, vil jeg ved nogle Uddrag af den gøre mit til, at den faar saa stor Udbredelse som mulig.
Adele Crepaz skriver blandt meget andet sandt og fornuftigt i sin Afhandling:
"Kvinden fortrænger Manden fra de Omraader, som i Følge hans nære overlegne Aandskraft egenlig tilhøre ham, uden at yde noget af Betydning og fjerner sig mere og mere fra Maalet for sin naturlige Bestemmelse. Hun opfatter ikke sin Livsopgave som "Kvinde", men i Ligeberettigelse med Manden som "Menneske" og forglemmer den Naturlov, der anviser hvert Køn sin Del af Arbejdet. Kvindens Konstitution vil maaske kunne gøres arbejdsdygtigere, mere hærdet, dog kun paa Bekostning af hendes "særlige Bestemmelse", thi Naturens Love tilsidesættes ikke ustraffet."
"Vil nu Kvindens Ligeberettigelse med Manden bidrage til Menneskehedens Vel? Den Omstændighed, at enkelte begavede Kvinder med Held er gaaede ind i Mændenes Virkekreds og har vunden Anseelse og fortjent Penge, er ikke noget stærkt vejende Moment og kan i et saa stort Spørgsmaal absolut ikke være af afgørende Betydning. Vi tale her om Kvindens fuldstændige politiske og sociale Ligestillethed, som af Forkæmperne for Kvindesagen dog skal vindes gennem Kamp Skridt for Skridt, ikke om de Reformer, som den nyere Tid har gennemført til Gavn for Kvindens Stilling i Samfundet.
Antage vi, at Kvindens Ligestillethed med Manden gennemføres, staar Kvinden Side om Side med Manden paa Livets store Arena og kæmper med ham om de samme Maal, om de samme Rettigheder og ubevidst, uden Vidende og Vilje, skader hun som hans Rival hans Interesser. Ved den ny Levevis, ved Studeringer og det selvstændige Erhverv vil Kvindens aandelige Natur undergaa en forandring, Kvindens Ligestillethed med Manden vil hæmme hendes kvindelige Egenskaber i deres Udvikling og vil ophæve de Modsætninger, som betinger de to Køns gensidige Dragelse mod hinanden. Hustruen vil blive Mandens Kammerat, men ikke den Viv, der kommer ham imøde med kærlig Omsorg, med tillidsfuld Hengivenhed. Den unge Pige vilde ikke mere se noget ønskværdigt Maal i Ægteskabet. Hendes aandelig forandrede Natur, hendes ringere Idealitet vilde faa hende til som Manden af Ærgærrighed at stræbe efter andre Maal. Anseelse og Penge vil blive Parolen. Den Kvinde, der vier sig til de højere Studier, bliver fremmed for Familielivet, de Anstrængelser, som hun maa paalægge sig, løser hende fra alle, huslige Pligter, hun vænner sig til kun at tænke paa sig selv, sørge for sig selv og i sin Egenkærlighed og Følelsen af sin uafhængige Selvstændighed altid at tage Hensyn til sin egen Person. Manden maa nu til Dags sætte dobbelt Kraft ind paa at hævde sin Plads i Samfundet; faar Kvinden nu Ret til at udøve de samme Bestillinger, vilde Konkurrenceforholdene blive endnu ulideligere.
Naar Mand og Hustru vilde have samme Bestilling, kunde ganske vist herved en Fordel vindes: naar nemlig Lægens Hustru var kvindelig Læge og delvis kunde udfylde hans Plads, naar Advokatens Kone kunde være Koncipient i hans Kontor; naar Professorens Mage til Tider kunde holde Forelæsninger i Steden for sin Mand etc. etc. Men denne Fordel forsvinder ligeoverfor den Sandsynlighed, at Manden ikke gør sit Valg af Erhvervsspekulation, og at Lægen maaske netop gifter sig med den kvindelige Jurist, Købmanden med den kvindelige Læge o. s. v., hvorved ganske naturlig den gensidige Bestilling skilles ud fra hinanden. Men naar Mand og Hustru hver udøver sin Bestilling, saa maa Driftsomkostningerne, Bolig, Lokale, Tjenestepersonale tages i Betragtning; da imidlertid ved den stigende Konkurrence Indtægterne vil forringes, er det et stort Spørgsmaal, om Mand og Hustru vil kunne fortjene saa meget som tidligere Manden alene. Under en dygtig Husmoders Styrelse kan Husholdningen bestrides med langt ringere Midler end under Tjenestefolkenes Forvaltning; den Hustru, som med Forstandighed, med Flid og Kærlighed til Opgaven, helliger sig til Husligheden fortjener ogsaa med - om end ikke i positiv Forstand - fordi hun sparer mange Udgifter. Medens Manden har den Opgave at fortjene Pengene, opfylder Hustruen sin Forpligtelse i nationaløkonomisk Forstand ved at bestyre det erhvervede. Kvindens Opgave som "Menneskeslægtens Moder" taget under moden Overvejelse, udgør den en mægtig Faktor imod Bestræbelse for fuldstændig Ligeberettigelse mellem de to Køn. Det vigtige Spørgsmaal om Børnenes Opdragelse maa ogsaa komme i Betragtning ligeoverfor
Erhvervs-Kvinden. "Ligesom Opdragelse," siger Garve, "er den vigtigste Opgave i Familien, er den ogsaa den betydniugsfuldeste Opgave for Staten. Idet Hustruen opdrager sine Børn godt, tragter efter at danne deres Hjærte og deres Aand, udfylder hun den vigtigere Del af Menneskeslægtens Opdragelse. Med denne Opgave yder Kvinden Staten og Menneskeheden sin bedste Tjeneste."
Napoleon I sagde engang til Mme. Campan, Grundlæggerinden af Pigepensionatet i St. Germain: "De gamle Opdragelsessystemer dur ikke - vore unge Piger bliver ikke godt opdragne, hvad er Mangelen ved Opdragelsen i Frankrig." "Vi mangler Mødre," svarede Mme. C. "Rigtig," svarede Kejseren hurtig, "i dette ene Ord ligger Systemet for hele Verdensopdragelsen. De maa uddanne os Mødre, der kan opdrage deres Børn."
Ikke blot Sygdomme, men Idéer breder sig epidemisk. Nu til Dags skal den unge Pige for det Tilfældes Skyld, at hun ikke bliver gift, uddannes til et bestemt Fag, der gør hende selvstændig. Har hun erhvervet sig de fornødne Fagkundskaber, søger hun snart at gøre disse indbringende; hun er i Stand til ved dette Erhverv at bestride sin Trang til Luksus og sine større Fordringer, hvad Toilette og Fornøjelser angaar. Mange Familjer finder dette efterlignelsesværdigt, og mange unge Piger følger dette Eksempel. Mødrene mener ogsaa, at for den dannede Mand kan den højere Dannelse hos den Kvinde, han vælger til sin Hustru, kun være velkommen. Det sidste er ganske vist uomtvisteligt, naar den højere Dannelse, og de ofte deraf følgende større Fordringer, staar i lige Forhold til Uddannelse i huslig Retning. Men naar unge Piger ved Studeringer drages bort fra Sansen for Huslighed, saa blive de for de meste upraktiske og fordringsfulde. I Børnenes Sind skal Bevistheden om stræng Pligtopfyldelse tidlig indpodes. Den uforholdsmæssig store Forplejning og Hensyn til Barnet, som ser sig hævet til Midtpunktet for hele Hjemmet, kan kun virke skadelig paa dets Karakters Udvikling. Vor Tids Mani for at byde Børnene al Slags Underholdning, lærer dem hurtig at søge Fornøjelserne udenfor Hjemmet; hvor før en tarvelig Dukke eller et Spil tilfredsstillede, der strækker rigt og kostbart Legetøj ikke mere til. Børnene skal lære at nyde i samme Maalestok som de Voksne; men Pigerne og Drengene, der forvænte som de er ved altfor stor Forkælelse, ikke kender til Selvfornægtelse eller Opofrelse for Andre, vokser op til egoistiske Mennesker, som kun vil se deres egne Ønsker og deres egen Vilje gennemførte. Denne Opdragelse medfører ulykkelige Ægteskaber, og kvindeemancipationen vil i denne Retning ikke bringe nogen Hjælp.
Forfatterinden skriver dernæst meget indgaaende om Betydningen af kvindelige Læger og mener, at de ikke alene vil have ondt ved at staa sig i Konkurrencen med deres mandlige Kollegaer, men med sit Kendskab til den kvindelige Natur fortsætter hun saaledes: Tillige gives der - vi maa tilstaa det - ogsaa Kvinder, som ikke gærne anerkender en begavet Kvindes Overlegenhed. De ser med Ringeagt paa deres eget Køns videnskabelige Stræben, og føler sig saaret i deres Selvfølelse, naar de maa indrømme en anden Kvinde Aandsoverlegenhedens Fortrin.
Hvilke Fordele venter man sig af Kvindens Deltagelse i det politiske Liv, hvilken Erstatning byder denne for den Skade, som medføres for Familielivet?
Begavede Kvinder gaar med Begejstring ind paa de ny Idéer, men de glemme, at de bane Middelmaadigheden en Vej, der for mange Kvinder kan blive uheldbringende og fordærvelig. Den Ærgærrighed, der i vore Tider fører unge Mennesker af alle Stænder til Studeringerne, vilde derved, at det blev almindeligt, at Kvinder ogsaa gik den studerende Vej, forlede mange unge Piger, hvis Evner ikke svarer til de stillede Fordringer, til den samme beklagelige Beslutning. Men det daarlige Udfald af deres Eksaminer vilde skabe et aandeligt Proletariat iblandt Kvinderne; forfejlede Eksistenser, hyppig indtræffende Tilfælde af aandelig Sygelighed og Selvmord iblandt Kvinder vilde blive de uundgaaelige sørgelige Følger. Vil vi værne Kvinden med de ikke saa store Aandsanlæg mod forfejlede Livsbaner, skulde vi helst bevare de rigtbegavede Kvinder for Familielivet, det vilde ikke være ønskeligt, om dette unddroges de intelligenteste Kvinders Paavirkning. En aandfuld Kvinde; der trofast opfylder sine Pligter som Hustru og Moder, vil ikke alene befordre sin egen Familjes Vel, men hendes Eksempel vil ogsaa anspore andre Kvinder til Efterligning. Hun vil have en stor forædlende Indflydelse paa Samfundet, og hendes Virken og Stræben kan vise sig at være langt mere velsignelsesrig for Menneskeheden, end om hun havde stillet sit Liv til Videnskabens Tjeneste. Kvindens Virkekreds maa dog ikke indskrænke sig til Familielivet alene; hvor Forholdene tillader det, naar Børnene vokse til eller ikke findes, kan Hustruen tilfredsstille sin Interesse for alt aandeligt Liv og befordre dette ved sin Deltagelse deri. Vi véd, at begavede Kvinder til alle Tider har øvet deres Indflydelse paa Kunst og Literatur, at de har opmuntret og begejstret betydelige Mænd, Lærde og Kunstnere til ædel Daad og store Værker.
Vi komme nu til Slutningen. Idet vi bekæmper Bestræbelserne for Kvindens politiske og sociale Ligeberettigelse med Manden fra det idéelle saavelsom fra let prakliske Standpunkt, med Hjærtets og Forstandens Røst, staa vi ved vor Opgaves Maal. Vi haaber ikke omsonst at have paapeget de Farer, som truer os og kommende Slægter og er overbeviste om, at mange ædle Hjærter samstemmer med os. Vi ser ved disse Bestræbelsers Gennemførelse et af Menneskehedens højeste Goder Familjelykken - truet; vi frygter, at den ulige Kappestrid mellem Mand og Kvinde skal stille Kønnene fjendtlig overfor hinanden uden at lette nogen af dem Kampen for Tilværelsen; vi ængstes for Børnene, som udvikler sig lykkeligt under den moderlige Kærligheds og Omhus Beskyttelse, og tror vi ved disse Bestræbelser at kunne svare med et afgørende Nej paa det ovenfor stillede Spørgsmaål: "Om de to Køns Ligeberettigelse vil bidrage, til Menneskehedens Vel." Maaske er det lykkedes os at indvirke overbevisende paa Folk af modsatte Meninger. Mange lader sig rive med af Tidens Strøm uden nøjere at komme til Bunds i det Spørgsmaal, som den bringer frem. Saaledes gives der Døgn-Slagord som gaa fra Mund til Mund, som epidemisk udbreder sig videre og ogsaa sætter sig fast i de intelligenteste Hoveder. Men Ensidighed kan gøre megen Skade; er det psykiske Øje kortsynet, er dets Bedømmelse mindre træffende.
Sand Hengivelse og opofrende Kærlighed, Tilfredshed og Sans for Huslighed hos Kvinden vil gøre Hjemmet lykkeligere, og endelig vil en god Opdragelse a£ Børnene, i hvis Sind stræng Pligtfølelse fra den tidligste Barndom maa indpræntes, berettiger os til det Haab, at kommende Slæter ikke vil stræbe efter Forbedring af sociale Forhold ad falske Baner. Vi maa holde fast ved det skønnest og højeste vi Kvinder besidde: vort Kald som Hustru og Moder, og søge at vinde andre for vor Overbevisning.
I denne Betydning kan enhver ligetænkende Kvinde bidrage paa den ædleste og bedste: Maade til Kvindespørgsmaalets Løsning.
Adele Crepaz' Piece er et Ord i yderste Tid; den er til at faa Forstand af for ethvert Hjem, og den fortjener at blive læst og taget til Følge.
Johanne Overgaard.
Vi har med Glæde givet Plads i vort Tidsskrift for de Tanker og Meninger, som er komne til Orde i ovenstaaende lille Artikel. Netop fordi den Grundankuelse, hvorpaa de bygger, er dettes Tendens saa absolut modsat mener vi, det kan være gavnligt for Venner af Kvindesagen - ikke at gøre sig bekendt med den, for den er jo gammel og gængs og kendt nok, men atter at tage den op til Overvejelse og Prøvelse. Ikke mindst har vi ønsket dette, fordi den her bliver ført frem af et anset Navn i vor Skoleverden, af Skolebestyrerinde Frk. Johanne Overgaard, der praktisk er traadt i Skranken for de Tanker, den forfægter, dels ved at udelukke Præliminæreksamen fra sin Skole, dels ved til denne at knytte et Kursus i Husgerning, ligesom hun agter at oprette et lignende for ubemidlede unge Piger, hvilken sidste Plan - det være sagt her for at forebygge al Misforstaaelse -naturligvis kan paaregne den største Sympati fra vor Side, der atter og atter har gjort vort Tidsskrift til Talsmand for Husgernings Indførelse som Fag i Kommuneskolen.
Det skulde da glæde os, om den lille Artikel kunde give Stødet til en Forhandling om det vigtige og indviklede, endnu langfra tilfredsstillende løste Spørgsmaal, som vi har givet Artiklen til Overskrift: "Hvortil skal vi opdrage vore Døtre."
Red.
