Kvinderne i "Bygmester Solness".

Foredrag af Fru Ragna Nielsen.

Mine Herrer og Damer!

Som vi alle ved, er der et Utal af Kommentarer til "Bygmester Solness". Hvad jeg har at sige, gir sig ikke ud for at være nogen Kommentar. Jeg gør udtrykkelig opmærksom paa, at det er i en Kvindesagsforening, jeg taler, og at jeg derfor her maa være berettiget til simpelthen at fremstille Kvindeskikkelserne i Ibsens store Drama saaledes, som de efter Læsningen af Skuespillet stod for en Kvindesagskvindes Opfatning. For mig indeholdes der i de tre Kvindeskikkelser i Ibsens Drama en Præken til Kvinderne saa vældig, at jeg bare vilde ønske, alle Kvinder vilde høre og forstaa. De tre Skikkelser indeslutter i sig som i en Sum hele Kvindekønnets Fornedrelse og Forkvakling, men ogsaa Løftet og Haabet om Oprejsning. Det var dette, jeg vilde bede Kvinden forstaa og lægge sig paa Hjærte.

Bygmester Solness opfattes almindelig som Skuespillet om Geniet. Geniet, som bruger og ødelægger Mennesker, deres Lykke og deres Liv, uden anden Undskyldning end at de trængte til dem. Og vi er saa vante til at høre, at dette er Geniets Ret, og at det er smaaligt og kjærringagtigt at standse for at tænke paa de blødende Ofre, som ligger langs Geniets Vej. Det har været ophøjet til et Dogme det, at Geniet har Ret til at knuse og ødelægge om sig, især Kvinder naturligvis. Det har f. Eks. hørt med til vor Barnelærdom at beundre Gøthe, fordi han levede som en Gud paa Olympen, uden at det lader til, at hans Samvittighed i mindste Maade besværedes af de Friederiker eller Lili'er eller andre saadanne Blomster, han havde knækket paa sin Vej, - det er jo Blomsters Skæbne at knækkes, og saa tænker man ikke mere paa dem. Men Ibsen viser os noget andet. Han viser os et Geni, der ikke holder op at være et følende og lidende Menneske, der akkurat som alle vi andre lider i sin Samvittighed, fordi han, idet han fulgte den geniale Drift i sig, syndede mod den anden guddommelige Fordring, der ogsaa lever i ham, Fordringen til Karakterens Fuldkommenhed, fordi han ikke var aarvaagen i Kampen mod "Troldene i Hjertets og Hjernens Hvælv."

Men Bygmester Solness behøver ikke bare at være Geniet. For mig staar Bygmester Solness som Manden, Skabningens Herre, Adam Homo, og Skuespillet handler for mig om Manden i hans Forhold til Kvinden. Vi har Manden i de løse, erotiske Forbindelser i Solness's Forhold til Kaja, vi har Manden i Ægteskabet i Solness's Forhold til Aline, og vi har Manden i hans Forhold til Idealet, til den Kvinde, der skulde have været hans, til Hilde, som tillige er Fremtiden.

Det er Mandens slette Samvittighed, som knækker hans Kraft, standser hans Livsgærning, foraarsager hans Ødelæggelse, - hans slette Samvittighed og intet andet. Og denne slette Samvittighed kommer ikke af Solness's Grusomhed lige over for Brovik, ikke af hans Lumpenhed lige over for Ragnar, ikke af hans Samvittigsløshed lige over for Kaja. De Forbrydelser kan se store ud for andre Mennesker, - de er for ham selv forsvindende lige over for hans Livs store Synd. Hans Livs store Synd, det er Synden mod hans Hustru, den nagende Tvivl og Frygt for, at det er ham, som har ødelagt og forspildt hendes Liv og hendes Livs Frugt og dermed Fremtiden. "Det er det store, forfærdelige Spørgsmaal", siger han til Hilde, "det er Tvivlen, som nager mig baade Nat og Dag". Denne Replik er for mig den centrale i Stykket, og det er derfor, "Bygmester Solness" staar for mig, ikke nærmest som Skuespillet om Geniet, men som Skuespillet om Manden i hans erotiske Forhold, i hans Forhold til Kvinden.

Kaja og Aline er Kvinderne saaledes som de har været og til Dels endnu er. De har begge det forkvaklede og forkrøblede, som maa blive Resultatet, hvor Udviklingen ikke har foregaaet i Frihed, hvor legemlige og aandelige Kræfter ikke er blet opøvet og brugte. De har ikke lært at forstaa sit eget Værd, sin egen Natur, og er ikke blet forsynet med Vaaben for den Kamp mod sig selv, som enhver Kvinde maa føre, hvis hun vil bli et frisk og selvstændigt Menneske, der ikke bare instinktmæssig gaar efter det, som er den stærkeste Drift i hende. Den stærkeste Evne i de fleste Kvinder er Evnen til at elske, og er der ikke bygget noget op i hende, som regulerer, ja modarbejdet denne Drift, da vil hun følge den blindt, og saa vil hun høste Mishandling af ham, der er Genstanden for hendes Kærlighed, og Sorg og Ulykke for sig selv.

Kaja er betagen af Solness. Tosset, viljeløst, idiotisk betagen af ham. Vi kan gærne kalde hende hypnotiseret, men da blev der mange Kvinder i Verden, der maa kaldes hypnotiserte, for det bliver da alle Kvinder, som uden nogen Viljesanstrængelse lader sig betage og fylde og drive frem af en Forelskelse. Vi har allesammen sværmet en Gang for denne Slags erotiske Forhold, det var Kvintessentsen af al sand Kvindelighed at elske paa denne Maade. Digterne priste dem, - og jo mere ophøjet og Gud lig Manden var, og jo ydmygere og mere hundeagtig Kvinden, des yndigere var det. Mangen ung Pige har med bankende Hjærte nynnet for sig selv et Vers som f. Eks dette:

"O, hvilken Fryd blot at smykke hans Dage,

frede hans Hjem, som en syslende Terne,

gætte hans Savn og hans lønlige Klage,

følge hans Fjed i det ødeste fjærne,

tage hans Byrde og bære den gærne."

Og mange unge Piger, som havde læst Tennyson f. Eks., drømte om at blive tyranniseret og mishandlet af en grusom Herre, og jo mere grusom og jo mere ophøjet Manden var, desto bedre, for desto ydmygere og mere hengiven kunde jo hun vise sig, og desto mere glansfuldt kunde hendes sande Kvindelighed bestaa den Prøve, som den grusomme Herre sætter hende paa. Men Ibsen bærer sig ikke ad som Digterne før i Tiden. Han lægger ingen falsk Glans over et Forhold, der kun i Digtning kan faa et idealt Skær, men i Virkeligheden, i Livet, vil drage de Konsekvenser, som maa følge, naar Menneskene kritikløst følger Instinktet, kritikløst, uden at undersøge, om disse Instinkter er af dem, som kan følges, eller som maa modarbejdes.

Solness benytter Kaja, benytter hendes hundeagtige Hengivenhed og giver hende til Gengæld Foragt og lidt Medlidenhed. Staar ikke det Forhold der som Type for alle løse, erotiske Forbindelser. Hvad andet er det, en Mand gør i den Slags Forbindelser, andet end benytte en Kvinde. Benytter hende for sin Sanselighed, for sin Forfængelighed, for sine egennyttige Formaal. Og hvad andet høster hun end det, Kaja fik, - den korte Frydens Rus, naar han, Guden, nedlader sig til at kysse hendes Haar, saa højst hans Medlidenhed, og saa sine Omgivelsers Foragt, sine kæres Sorg og Ulykke.

Jeg har hørt fortælle, at der er en Præst, som naar han skal forberede sig til sin Søndagspræken, begynder med at læse Ibsen. Det kan jeg godt forstaa. Kan der være nogen bedre Præken til alle

kærlighedsfulde, svagsindede Kvinder, for hvem det falder saa inderlig let at lade sit hele Liv ødelægge af en Forelskelse, end Kajas Forhold til Solness. Er det ikke, som man havde Lyst til at skrige til dem: Riv dig da løs fra din uværdige Svaghed. Det lykkes ikke at faa den hypnotiseret, der ikke vil lade sig hypnotisere. Kald da en Smule Stolthed til Hjælp - bare en Smule sund Fornuft. Ved du ikke, at det, du faar til Løn, efter at han har brugt dig til sine Formaal, er Foragt, i det højeste en Smule Medlidenhed. "Det stakkels lille Fæ" - det er Solness's sidste Ord om Kaja - det er Lønnen for hendes grænseløse Betagenhed og Hengivenhed.

Kaja staar for mig som Typen for alle disse uudviklede Kvinder, som intet andet kan end elske. De har intet selvstændigt aandeligt Liv, intet andet Indhold, de kan intet, ved intet, vil intet uden det at tilbede.

Og Aline staar for mig som Typen paa de Kvinder, hos hvem Moderligheden var den stærkeste Evne, men hos hvem Moderinstinkterne er standset i Væksten og blot forkrøblet. Ibsen lader Solness fortælle os, at dette var Alines Livskald, det hun havde Anlæg for, at bygge op smaa Barnesjæle, saa de kunde rejse sig i Ligevægt og i ædle, vakre Former, højne sig til ranke, voksne Menneskesjæle.

Men selv om Ibsen ikke der havde sagt det ligeud, vilde vi have kunnet forstaa det, af hvad Aline siger om de brændte Dukker. Jeg undres, om der gives en eneste Mand, som rigtig kan forstaa, hvor mesterligt det Træk med Dukkerne er. Der gives mange Kvinder, som ikke kan forstaa det. For det er ikke alle Kvinder, som fødes til Verden med det stærke Moderinstinkt, der bringer den lille Pige til at leve et Liv med Dukkerne, der gør dem til levende Væsener for hende, ja til levende Venner i den Grad, at hun som voksen ikke kan faa Øje paa, at det er en død Skindskrot og et udtryksløst Porcelænsansigt - for hende har enhver af de gamle Dukker Liv, enhver af dem sin bestemte Karakter og Temperament, saa stærkt har hun som liden Pige levet sammen med sine "smaa ufødte Børn", som Aline kalder dem. Alt det, som tilhørte Alines Barndom, det er taget bort fra hende, og det er dette, hun sørger over - thi i Barndommen, da var endnu ikke hendes Aand forkrøblet, da var Mulighederne der endnu, da voksede Aline endnu, og kun i Vækst er der Glæde. Men Solness berøvede hende Barndomshjemmet - hindrede i al Fald ikke, at det blev hende berøvet, - og saa vilde han, som saa mangen Mand har gjort, at hun skal finde sig til dette, at hun skal vokse og tvives og fylde sin Plads i det ny Hjem. Men det kan hun ikke - og det har gaaet mange Kvinder som hende. Hun var for uudviklet, da hun kom, og nu er hun standset i Væksten. Det er aldrig let saaledes at gaa over fra sit Barndomshjem til sin Mands Hus, selv ikke for den, der har mere Udvikling end den stakkels Aline, - de Traade, som knytter hende til Barndomshjemmet, maa ikke grusomt skæres over, de maa fredes om, for af de Traade skal der spindes videre i det ny Liv. Men de skæres over for Aline, alt det ny er hende for stærkt, for alvorligt for ukendt, hun kan ikke selv finde sig til Rette paa de ny Steder, og der er ingen, som forsigtig søger at lede hendes Skridt, - og saa bliver hun staaende aldeles stille og bliver hængende fast i Sorgen over de Traade, som brast.

Naar Kritiken affærdiger Aline som den "skinsyge Ægtemadame", saa er det, fordi Kritikerne i sin Uvilje ikke giver sig Tid til at forstaa hende; Ibsen giver dem ikke Lov til det. At være skinsyg vil dog vel sige at være syg over noget, der er et Skin. Men Kajas Forhold til Solness er sandelig intet Skin, og Alines kvindelige Sporsans har ikke taget fejl. Og vi Kvinder protesterer mod den blandt Mænd meget brugelige Praksis at blande sammen den utilladelige, urimelige Skinsyge, den Skinsyge, som virkelig er det, som Ordet udtrykker, med den Vrede og Smerte, som enhver Hustru og enhver Ægtemand er berettiget til at føle over den andens vitterlige Utroskab, enten denne nu indskrænker sig til Følelsen eller viser sig i Handling. Hvor i al Verden vil de, at en stakkels Hustru skal tage det Panser fra, som bevarer hende for at tage sig nær den Mands Utroskab, som hun elsker.

Nej, det er ikke Alines Skinsyge, som gør, at vi ingen Sympathi har for hende - den var berettiget nok. Det er hendes Svaghed og hendes Fejghed, som virker, at vi ingen Deltagelse kan føle. For ligesaa meget som Svagheden appellerer til vor Sympathi hos den, som har Lov at være svag, ligesaa megen Uvilje føler vi ligeoverfor den, som er svag og burde være stærk. Synder Manden mod sin Hustru ved ikke at være varsom nok, ved ikke at støtte og hjælpe nok, naar Traadene skal knyttes mellem Barndomshjemmet og hans Hjem, og ved ikke at styrke hende til at tage fat paa den alvorlige Virkelighed i Steden for det Liv, hun som Barn og ung Pige har ført i en Fautasiverden, til at følge og hjælpe ham i hans Virksomhed, til med en langt dybere Glæde og Tilfredsstillelse at tage fat paa sine Pligter mod de levende Børn i Steden for Dukkebørnene, hun levede sammen med i Fantasien - kort sagt til at tage fat paa Livet som et voksent, ansvarligt Menneske, - saa er jo hun derfor ikke ansvarsfri, saa synder jo hun baade mod ham og mod sig selv ved ikke at ville tage fat paa Virkeligheden, paa Alvoret, paa Udviklingen, men vil blive hængende fast i Minderne og Sorgen over Tabet af det, som var langt ringere, men ogsaa mindre besværligt. Og i dette Ord tror jeg det ligger, mine Damer. Aandelig Dovenskab, det er saa mange Kvinders Fejl, det har gjort mange Mænd ulykkelige i deres Ægteskab, det har berøvet mange Børn en Moder, som kunde været noget for deres aandelige Liv.

Den, som intet har, fra ham skal endog fratages det, han har. Aline havde som Barn og ung Pige Muligheder i sig, hun ogsaa. Men hun har ikke arbejdet paa at udvikle nogen af disse Muligheder. Ikke i et af de Forhold, hvori hun staar, slaar hun til. Livet bød hende den største Lykke, der kan bydes en Kvinde. Først havde hun det, ethvert Menneske har; hun havde sig selv. Hvorledes har hun brugt det, som levede i hende? Hendes Religiøsitet, hvorledes har det sig med den? Er den de stærke Vinger, som atter og atter bærer hende op til Samfund med det evige, er den, den, altid sprudlende Kilde, hvoraf hun om igen og om igen kan drikke ny Kraft, ny Styrke og Glæde, en Styrke og Glæde, som uden at hun selv ved, hvorledes det gaar til, meddeler sig til alle hendes Omgivelser? Nej, Alines Religiøsitet maa være døet ud i hendes Hjærte, nu findes den i det højeste i hendes Hjærne og paa hendes Læber som Pligt, - død og tør og kedelig er den og magtesløs til at udvide og forfriske hendes Hjærteliv. Og ligesaa tørt som hendes Forhold er ligeoverfor hendes Gud, ligesaa tørt er hendes Hjærteforhold overfor Menneskene. Ikke for en eneste af sine Omgivelser er hun noget, ikke et hjærtelig Ord hører vi af hende, aldrig et uvilkaarligt Udbrud af Hjærtelighed - hun afværger Hildes Kærtegn. Og sit Forstandsliv, hvad har hun gjort for at udvikle det? Dum og udenforstaaende gaar hun blandt de Omgivelser, for hvem hun kunde været saa meget. For hvad kunde ikke en forstaaende Hustru været for Solness. Men der svigter Aline allermest - naturligvis. Hvad Sympati har hun for hans Stræben? Hendes eneste Stræben er at holde ham nede. Og saa lar hun ham gaa alene, med den geniale Drift i sig, der bringer ham til brutalt at slaa alt overende, som vil stille sig i Vejen for ham, til at begaa Forbrydelsen, han ikke vilde ha begaaet, hvis han ikke havde været saa frygtelig alene, hvis der havde været en, som med Kjærlighedens Magt havde hjulpet til at holde ham rank. Og ligesom hun ikke har magtet at tage imod den Lykke at være et Menneske, ligesom hun ikke har magtet at tage imod den Lykke at være hans, den genialt stræbende Mands Hustru, saaledes magter hun heller ikke at tage imod den Lykke at være Moder. Hvad Ret, hvad Lov havde hun til at lade Fejgheden overvinde sig saaledes, at den dræbte hendes Smaabarn? Moderfølelsen, som er saa stærk, at den har gjort svage Kvinder til Løvinder, ikke

engang den kunde overvinde Slapheden og Fejgheden i hende. Og saa gjorde hun Fiasko i alle Livets Forhold, - daarlig var hun som Menneske, daarlig som Hustru, daarlig som Moder.

Men for hvert Menneske kommer der en Regnskabets Stund, hvor det staar klart for os, hvor det er, vi har svigtet, hvad det er, vi har forbrudt. Og den eneste Gang, vi føler Sympati for Aline, det er i denne hendes Selverkendelses Stund, hvor hun bryder ud i Anklage mod sig selv. Hun siger:

"For med det gamle Huset, - med det fik det nu endda være som det være vilde. Herregud, naar nu engang Ulykken var ude, saa -

Solness.

Ja, det har Du Ret i. Ulykken raar en jo ikke for, siger man.

Fru Solness.

Men det forfærdelige, som Branden drog efter sig -!

Det er det! Det, det det!

Solness (heftig).

Bare ikke tænke paa det, Aline!

Fru Solness.

Jo, just det maa jeg tænke paa. Og faa tale om det endelig engang ogsaa. For jeg synes ikke, jeg kan bære det længer. Og saa, at jeg aldrig har Lov til at tilgi mig selv.

Solness (i Udbrud).

Dig selv!

Fru Solness

Ja, for jeg havde jo Pligter til to Sider. Baade imod dig og imod de smaa. Jeg skulde ha gjort mig haard. Ikke ladt Skrækken faa slig Magt over mig. Ikke heller Sorgen, fordi Hjemmet var brændt for mig. (Vrider Hænderne.) Aa, om jeg bare havde kunnet, Halvard!"

Ja, om hun bare havde kunnet! Hvorfor kunde hun ikke, den stakkars Aline? Hvis er Skylden? Vi gaar altid om og spør: Hvis er Skylden? og saa gaar vi omkring i den samme Ring bestandig, og saa standser vi bestandig ved det samme Resultat; lad da ialfald os gøre, hvad vi kan, for at gi Børnene, de unge, Betingelserne for at kunne leve sit Menneskeliv, for at Skylden ialfald ikke skal bli vor, om de ogsaa gør Fiasko.

Ligesaa mørk og trist som den Fortidens Saga er, der repræsenteres af Kaja og Aline, ligesaa lys og fuld af Haab er Hildes.

Har der nogensinde i nogen Literatur været beskrevet et friskere, sødere, morsommere, naturligere, dejligere Pigebarn end Hilde? Ja ikke saa at forstaa, at hun ikke kanske nar voldt sine Omgivelser meget Bryderi. I hendes Barndom kan hendes Søster Bolette ofte nok have haft Anledning til at sige "din uskikkelige Unge" til hende. Saadanne friske, kække Unger gennemgaar mange underlige Farer. Og nu som ung Pige er det meget langt fra, at hun er comme il faut*) i sit Væsen. Hvert Øjeblik støder hun dydsirede Fruer og Frøkener ved sin Mangel paa Dannelse, i pænt Selskab siger man hverken isch eller fy eller skidt, man gaar ikke omkring i fremmede Menneskers Stuer med Hænderne paa Ryggen og kiger paa det, som ligger paa Bordene, man siger ikke til fremmede Herrer, at ens Undertøj er saa svært skident saa, heller ikke kalder en velopdragen ung Pige gamle Damer paa Sanatorier for Kærringer. Der er ikke Spor, af hvad vi i gamle Dage kaldte kvindeligt, i Hildes Væsen. Hun var godt i Stand til f. Eks. at forfærde Bedstefar og Bedstemor ved at røge sig en Cigaret imellem, - skønt rigtignok det sandsynlige der er, at hun vilde sige: isch nej, en faar saa stygge Tænder af det. For Hilde er ikke lige glad med, hvorledes hun ser ud, som en Kritiker har sagt. Nej, det tager han fejl i. Hun vilde ikke være Inkarnationen af alt naturligt, ung pigeagtigt, hvis hun var det. Selv det lille Træk har Ibsen passet paa at give os. Hun har forandret noget paa sin Dragt, da hun anden Gang kommer ind. Og da Solness om Morgenen spørger efter hende, siger Aline, at hun sidder og steller med sit Tøj. Men Hilde er rigtignok ikke som saa mange unge Piger, der aldrig et Øjeblik slipper det ud af sin Tanke, hvorledes de ser ud, og hvorledes de tar sig ud. Dertil har Hilde altfor meget andet at tænke paa. - Hun har gaaet alene med sin Ransel paa Ryggen ned fra Fjeldstuen, og saaledes er jeg vis paa, at hun gaar alene, hvor hun vil, og naar hun vil - simpelthen fordi det ikke falder hende ind andet, end at hun som Menneske har Lov til frit at bevæge sig paa Menneskenes Jord. - Nej. hun er - som sagt - ikke, hvad vi i gamle Dage kaldte kvindelig. Men bekymrede Mødre og Bedstemødre behøver ikke at være bange for Hildes Manerer, Ligesaa sikkert at Vaar gaar over til Sommer, ligesaa sikkert vil alt det barnagtige falde bort fra Hilde, naar hendes Sommer rigtig begynder.

Hilde er ikke kold som Aline. Det spidse Ord Pligt kan hun ikke udstaa. Naar man gør alt ud af et overstrømmende varmt Hjærtelag, saa behøver en jo ikke at tale om Pligt. Varmt og kærligt skal alting være. Er det saaledes, De vil ha det, spør Solness. Ja, saaledes vil jeg ha det, siger hun.

Hilde er den ny Kvindetype, som skal komme, som har begyndt at udvikle sig. Den har Ungdommens Fejl og Ungdommens Uformethed endnu, men ogsaa dens Løfterighed. Og alle de frygtagtige Sjæle, som troede, at Frihed for Kvinden, det var Kvindens Fordærv, bør lukke Øjnene op og prøve paa at forstaa. Hvor ofte har ikke vi hørt Jammer over, at hvis Kvinderne ikke længere blev lukket inde i Husene og der som før lænket med de gamle Baand, da vilde ialfald én Ting være vis; Kærlighedsforholdet vilde fordærves, Manden vilde ikke længere ha noget Ideal, ikke længer nogen Medhjælp hverken for sit aandelige eller legemlige Liv. Og hvad er nu Hilde, den ny Kvinde, i Virkeligheden for denne Mand? Fra hun var liden, har hun gaaet og længtes efter ham, drømt om ham, sværmet for ham, troet paa, ham. Saa staar hun en Dag for ham i hele sin Ungdommelighed og Friskhed, og han føler da, at han har gaaet og længtes efter hende i alle disse Aar, skønt han selv ikke vidste af det. Hun er for ham den gryende Dag; naar han ser paa hende, da er det, som han saa mod Solopgangen. Han har raabt paa hende indvendig. Og hun gir ham alt det, som Kaja og Aline ikke var i Stand til at gi ham. Han er ikke længere alene, han har som Adam en, han kan tale med. Hun forstaar ham, fordi hun er ham lig. Straks han fortæller, at nu bygger han ikke Kirker længer, kun Hjem for Mennesker, spør hun, om han ikke kan bygge "sån lidt Kirketaarn over de Hjemmene ogsaa", noget som peger ligesom frit til Vejrs med Fløjen saa svimlende højt oppe. Hun vil ikke holde ham nede, - nej, hun vil ha ham op paa Højden, se ham stolt og fri sætte Kronen paa den højeste Tinde. Derfor blir hun fortvivlet, da han siger, at for ham er det haabløst. "Snak da ikke slig. Vil De ta Livet af mig! Ta fra mig det, som er mig mer end Livet. At se Dem stor." "Er det muligt, at i min Bygmester ikke tør stige saa højt, som han selv bygger." Men nogen Lumpenhed maa han rigtignok ikke begaa - Tak, det skal hun ikke ha noget af. Hun har sagt, at han er denne, som gaar og lærer de andre op, bare han skulde have Lov til at bygge: Men da hun saa hører, at han vil holde Ragnar nede, fordi han er bange for ham, da sparer hun ham ikke: "Dette her var svært stygt af Dem. Rigtig fælt stygt var det. Og haardt og ondt og grusomt var det." "Men De sagde jo selv nylig, at det bare var mig, som skulde have Lov at bygge," siger han. "Ja, sligt kan jeg si, men De maa ikke," siger Hilde. Og hun faar ham ligesaa let fra at begaa Lumpenheden, som det vilde været umuligt for Kaja eller Aline. Og alle Spøgelser, saadanne som kan skræmme en, naar man er alene, de viger for Hilde. Hvorfor skal han være ræd for Ungdommen? Kommer Ungdommen en Dag og banker paa hans Dør, nu vel, saa luk op for Ungdommen. Hilde ved, at man ikke behøver at blive gammel, naar man ikke selv vil det. Og hvis Hjælperne og Tjenerne ikke vil lystre ham længer, saa faar han lægge ivej paa egen Haand da, siger Hilde. Se det er Kvindelighed det, mine Damer!

Men Hilde er ikke som Kaja og Aline, der intet fordrer, Hilde fordrer, intet mindre end et Kongerige - fordrer hun af ham. Han har lovet hende det, siger hun. Og det er det underlige, at Hilde fra Verdens Skabelse af altid har indbildt sig, at hendes Bygmester har lovet hende et Kongerige - men tænk! han har altid glemt det. Det er saa virkeligt, saa nærværende for hende, men han maa først mindes om det. Om Bygmesteren nogen Sinde vil blive villig til og i Stand til at give hende det, ja, det vil jo først Tiden vise. Kan han bare bringes til at føle, at han svært har savnet Hilde, netop Hilde, at han ikke kan undvære Hilde, saa har hun jo alt Kongeriget - næsten.

Endnu et Ord om Hilde for ikke at misforstaas, opfattes ikke hele Skuespillet symbolsk, da maa Hilde heller ikke opfattes som Fremtidens Kvinde. Er ikke Bygmester Solness Manden, den kæmpende, opadstræbende Mand, som staar der alene og ulykkelig med sin slette Samvittighed, fordi han har gjort Oprør mod den mægtige, - et Punkt, som ikke jeg vil gaa nærmere ind paa, da det ikke er om Solness, jeg skal tale, - og slet Samvittighed, fordi han frygter for, at han ikke har behandlet Kvinden, den anden Halvdel af Menneskeslægten, som han skulde, at han har forspildt og ødelagt Kvindens Liv, da er Hilde ikke den ny Kvinde. Da er Hilde ganske simpel den unge Frøken Vangel, som er kommet ned til Bygmester Solness's Hus i den smukke Hensigt at faa et Kærlighedsforhold i Stand med ham, skønt hun ved, at han er gift. Da betyder de Ord, hun siger, om at hun gærne vilde skaffe ham en robust Samvittighed simpelthen, at hun vil opfordre ham til at opføre sig kæltringagtig mod sin Hustru! Da betyder det hun siger om sin Rovfuglenatur, at hun er en Rovfugl, som tager sit Bytte, Manden, hvor hun lyster, hvor hun kan komme til, akkurat som Rovfuglen tager sit. Da er altsaa Frøken Vangel forelsket i Bygmester Solness, og da synes jeg, den Anmelder havde Ret, som saa smagfuldt kaldte hende et forrykt Pigebarn, for da var det forrykt af den forelskede Frøken Vangel at udsætte sig for at miste Genstanden for sin Forelskelse ved at sende den svimle Mand op i Taarnet. Der bliver Hilde bare en almindelig Bohemefigur. Er der noget i Ibsens Digtning, som berettiger en til at tro, at han har ment noget saa tarveligt? Ibsen, som for nogle Aar siden offenlig udtalte sit Haab om og sin Tro paa, at Kvinderne skulde hæve Samfundet? Nej, Manden trænger til at faa en mere robust Samvittighed, for hans Samvittighed er nu ikke alene slet, men den er som hos alle, der har lidt for meget, der ikke har Fred med den mægtige, den er syg og svag, den kan nok trænge til baade at læges og at styrkes. Og naar Hilde siger om sig selv, at hun er en Rovfugl, saa tror jeg, at Ibsen derved spaar om, at Fremtidens Kvinde ikke længer vil være saa passiv, naar det gælder hendes Livs Lykke, men at han vil have Lov til som Rovfuglen frit at spejde efter den, - og naar dette bliver hendes Natur, vil det ogsaa falde af sig selv, at hun gør det. Og Hildes Følelse for Solness er ikke Kærlighed til denne enkelte Mand. Hildes Følelser for Solness er Udtrykket for den Følelse, som enhver naturlig, normal ung Pige har ligeoverfor Manden i det hele taget, før hun endnu elsker nogen enkelt. Hun tror paa ham, hun er ganske overbevist om, at det er fra ham, hendes Lykke skal komme, - Hilde er Legemliggørelsen af denne den unge Piges Begejstring, Tro og Forventning.

Hilde blev denne Bygmesters Fordærvelse, - ja, - men det var ikke hendes Skyld. Hun vilde helbrede ham for Svimmelheden eller rettere sagt, hun troede, det var umuligt, at hendes Bygmester kunde være svimmel. Hun forstod ikke, hvad slet Samvittighed virker. Hun var den unge, og han var den gamle. Og det er ikke frit for, at der er Tegn til, at den unge, ny Kvinde kanske vil komme før den unge, ny Mand. Solness gaar der endnu, nok saa blind og døv og uforstaaende, ved ikke rigtig en Gang, at det er Hilde, han længes efter. Det var bedst, han skyndte sig lidt baade med at komme til Forstaaelse om, hvad han selv trænger, og saa med sit Arbejde paa at blive kvit de svarte Djævlene og Troldene, saa han kan være færdig til at tage imod Hilde, naar hun kommer. Og lad da den unge Solness behandle den gamle med ligesaa megen Hensynsfuldhed og hjærtelig Deltagelse, som Hilde viser Aline. Og lad ham for alle Ting skynde sig at bryde med Kaja.

Det er ikke om Solness, jeg skulde tale, det drister jeg mig ikke til. Kun saa meget vil jeg sige, at ingen skal faa mig til at tro, at det altid skal blive ved med Nødvendighed at være de menneskelige Vilkaar dette, at Solness behøver at gøre Oprør mod den mægtige, saa at han behøver at frygte for Gengældelsen. Det er, fordi han er alene og ulykkelig over sin slette Samvittighed, at han gør Oprør. Det maa kunne gaa an for Solness, hvis han har Hilde ved Siden af sig, baade at faa Kærlighed og Lykke og saa følge sit Kald og bygge baade Kirker og Hjem for Mennesker. For det er bare i Mismod, han siger, at han ikke havde Brug for saadant et Hjem. Han har Brug for det. Hilde kommer til at bli fortvivlet, hvis han ikke har Brug for det. Han skal ha Brug for det.

Hilde fik sin Bygmester til at vise, at han kunde stige saa højt op, som han selv byggede, men han omkom under Forsøget, fordi han havde den slette Samvittighed og frygtede for Gengældelsen. Hildes Sommersaga er forbi - men derfor maa vi ikke tro, at hendes Livs Saga er ude. Hvorfor skulde hun ellers have hedt Hilde? Nu begynder hendes Livs Arbejde. Hvad det bliver, ved vi ikke, vi ved bare, at hun vil lægge hele sin Sjæl og al sin Energi i det. For Hilde er ikke aandelig doven som Aline. Hilde har det ubestemmelige Udtryk i sine Øjne, for Hilde tænker, - hun vil forstaa, hun vil lære, hun vil være med, hun vil leve. Hun har ogsaa Anlæg for at bygge, enten nu disse Anlæg er de samme som Alines, eller det er noget andet.

Ibsen bruger aldrig de bombastiske Navne, ellers kunde han have kaldt dette Skuespil for Menneskets Epos. Hver Replik er saa rig, saa tung af Indhold, at der kunde holdes Foredrag over omtrent hver eneste af dem. Hvis der har været nogen af de unge Gutter, der ligesom Ragnar har ønsket at faa se Mesteren holde sig nede, saa fik de ikke se det denne Gang. Det er en almindelig Bebrejdelse mod Ibsen, at han tager Mod og Tro og Haab fra os. Ja, jeg for min Part har aldrig kunnet forstaa det. Jeg synes, en er aldrig saa oplagt til at kæmpe mod Djævler og Trolde, som naar en har læst Ibsen. Naar man ikke er i Pagt med Troldene, hvorfor behøver en da at være ræd dem? Trold kan være et stygt Syn ja, men det er nu interessant ogsaa at gøre deres Bekendtskab og svært nyttigt, naar man vil være med om at bekæmpe dem. Og denne Gang kan da i al Fald ingen Kvinde se, at han tager Mod og Tro og Haab fra en. Her er da vel baade Tro paa Kvinderne og Haab om, hvad de skal kunne blive til.

Naar nu det en Gang sker - og det har alt begyndt at ske, - at Hilde under den ny Fane drager ind i den unge Bygmester Solness's Hus, og de to begynder at bygge sammen, ikke Luftslotter, som bare er Surrogat for Lykken, ikke Lykken selv, men det, som er baade Kirke og Hjem for Mennesker, det Slot, hvori de begge bor, som ligger i deres eget Kongerige, det allerdejligste, som til er i Verden, da vil han i Forundring og Fryd og Glæde si til hende:

Hvorledes er De blevet slig som De er, Hilde?

Og da vil hun svare:

Hvorledes har De faaet mig til at blive slig, som jeg er?

Og det vil alle vi Kvinder med Tak erkende, at naar Hilde en Gang staar der fuld færdig til at hjælpe sin Bygmester at leve et Menneskeliv, der er Mennesker værdigt, da falder en stor Del af Æren for, at Menneskene har naaet saa højt, paa de enkelte store Bygmestere, der aldrig midt under Kajas og Alines Daarlighed og Fornedrelse har tvivlet paa, at der var en Hilde.

*) Som man bør være.