« Tilbage til søgeresultaterne

"Hvortil skal vi opdrage vore Døtre?"

Af: Birgitte Berg-Nielsen

« Se emneord

Smaabemærkninger til


„Tanker til Eftertanke”.


I.


Side 46: ”. . . . Hun opfatter ikke sin Livsopgave som "Kvinde", men i Ligeberettigelse med Manden som "Mennesket" og forglemmer den Naturlov, der anviser hvert Køn sin Del af Arbejdet . . .”


Der er ikke nogen Naturlov, der anviser hvert Køn sin Del af Arbejdet. Om der var en saadan Naturlov, da var al Tale om, hvad der er Mandsarbejde og hvad der er Kvindearbejde, umulig, for da var det lovbundet, uomgængelig bestemt, saa intet deri kunde forandres. Det er en Naturlov, at Børn fødes af Kvinder, men, hvem der skal arbejde for at skaffe Børnene Føden, er der ingen Naturlov for; og netop fordi der ikke er nogen Naturlov for Arbejdets Fordeling, kunne de mange indbyrdes modstræbende Anskuelser komme frem, og hver for sig vove sig til at gøre Krav paa at være den eneste naturlige og sande.


Side 47: ". ... . Hustruen vil blive Mandens Kammerat, men ikke den Viv, der kommer ham i Møde med kærlig Omsorg og tillidsfuld Hengivenhed. . ."


Dette er simpelthen ikke rigtigt. Vi Kvinder, som er vore Mænds Arbejdskammerater, og ved vort selvstændige Erhverv hjælper til at fortjene Penge, er ikke ringere i Hengivenhed Og Tillid end andre Kvinder. Vi har ikke faaet en "ringere Idealitet" eller har sat vor Kærlighedsevne og vor Kvindelighed til under den strænge Kamp for at naa selvstændig Dygtighed. Dette er en Beskyldning, som atter og atter udslynges mod os som oftest af Folk, der hverken kender os, vore Hjem eller vor Arbejdsevne. Kvindesagens Modstandere kan aldrig finde Ord stærke nok til at dadle os gifte Kvinder, der udfører Lønarbejde. Vi arbejder for at skaffe vore Børn tilstrækkelig Ernæring og en Opdragelse, der gør dem det muligt at forsøge sig selv ved et Arbejde, de kan være glade ved; men en saadan Virksomhed gør os ikke til ukærlige Hustruer og pligtforsømmende Mødre. Med Haand og Aand arbejder vi for at holde Fattigdom og Vankundighed fjernt fra os og fra dem, vi har kær, men saa lyder Dommen:


Side 47: " ... hun vænner sig til kun at tænke paa sig selv, sørge for sig selv, og i sin Egenkærlighed og Følelsen af sin uafhængige Selvstændighed altid at tage Hensyn til sin egen Person . . "


Er der et Menneske, som tør gentage disse Ord, naar han eller hun staar Ansigt til Ansigt med den Kvinde, hvem disse Ord skulle gælde? Er der et Menneske, som tror paa, at aandeligt Arbejde og pekuniær Uafhængighed vil gøre Kvinderne saa slette? Gemmer Selvstændigheden saa store Farer for os Kvinder, da maa vi undres over, at de selvstændige Mænd ikke er rene Egoister, men at de endnu ejer Evnen til at leve og virke for andet og andre end sig selv.


Side 47-48: ”...... Bliver Kvindens Opgave som "Menneskeslægtens Moder" tagen under moden Overvejelse, nedgør den en mægtig Faktor imod Bestræbelse for fuldstændig Ligeberettigelse mellem de to Køn . . . "


Dette trænger til Bevis; thi det er kun en løs Paastand. Den fysiske Evne til at blive Moder tabes jo ikke ved Ligestilletheden. At en Kvinde skulde faa mindre Lyst til at gifte sig, naar hun i Ægteskabet blev sin Mands ligestillede Hustru, end nu, da hun er Mandens underordnede, er næppe troligt. Det ligger derfor nær at antage, at det er den med Ligeberettigelse følgende større Selvstændighed og aandelige Udvikling, der frygtes som farlig for vor Opgave som Mødre. Mon dette ikke skulde være Spøgelsesfrygt? Mon vor Evne til at være Opdragere virkelig skulde forringes i det samme Forhold, som vor Selvstændighed og aandelige Udvikling fremmes?


Birgitte Berg Nielsen, Kommunelærerinde.


« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner