« Tilbage til søgeresultaterne

Rejsen til Amerika.

Af: Kirstine Frederiksen

« Se emneord

Det følgende skrives ikke for at opfordre nogen til at udvandre. Om en Udvandring skal lykkes, beror paa mange forskellige Ting, først og fremmest paa vedkommendes personlige Egenskaber. Man maatte derfor kende den meget nøje, som man turde opmuntre til at søge sin Lykke i den ny Verden.


Nogle mangler ganske den Bøjelighed, der er nødvendig for at finde sig til rette mellem Mennesker og Forhold, som er anderledes end de tilvante. De finder alt fordrejet i den, ny Verden, og dersom de da vender tilbage, ser de i den gamle Mangler, som de før ikke havde Øje for. Enkelte bliver saa stærkt overfaldne af Ensomhedsfølelse, at det hele bliver en eneste lang Pine, som de dog af Stolthedsfølelse eller andre Aarsager ikke finder Midler til at bryde af. Mange gaar fra det ene haarde Arbejde til det andet i det stadige Haab, at Lykken en Gang skal vende sig for dem, lige saa vel som for deres Kammerater, indtil de en skøn Dag ser sig ældede og berøvede den legemlige og aandelige Kraft, som er en Livsbetingelse for den, der skal arbejde sig frem i et nyt Land. Paa den anden Side er Udvandring nu til Dags et uundværligt Middel til at udligne mangfoldige Misforhold ikke mindst blandt Kvinderne; og jeg for mit Vedkommende finder det langt mere bravt og modigt af en ung Pige, som har Kræfter dertil, at gaa ud som Tjenestepige i den ny Verden end at lade sig af Venner og Velyndere lodse ind i en Stilling hjemme, som hun hverken har Lyst eller Evne til.


Meningen med efterfølgende Linjer er da blot den, at anvise en Vej, som forekommer mig forholdsvis sikret, for dem, som har kastet Tærningen og besluttet at gaa til Amerika. .


De fleste hjemmefra styrer Kursen til New York eller Chikago; og begge Steder er der fuld Brug for stærke Arme og villige Arbejdere. Svenske Piger har i de senere Aar ogsaa fundet Vejen til Boston, og denne By har vistnok ogsaa sine Fordele. Den er mindre og har dog flere dannede Familier end de andre Byer; og saa vidt jeg har erfaret, er Kvindeforeningerne der særlig godt organiserede og kan derfor virkelig yde de unge fremmede Støtte og Hjælp. Der er saa stor Trang til Tjenestepiger, at man forsikrede, at om Evropa sendte ti Tusende derover, vilde de kunne anbringes i Løbet af et Aarstid. Det er derfor i Befolkningens Interesse at hjælpe dygtige unge Piger til Rette og sørge for, at de finder sig vel der.


At dømme efter et flygtigt Besøg er "Joung Womens Christian Association" (Unge Kvinders kristelige Forening) godt skikket hertil. Denne Forening har sit Hovedkvarter i en stor Bygning paa Hjørnet af Berkeley og Aplitun Street. Her findes alle Slags Erhvervsskoler for unge Kvinder. De kan gaa ud herfra som Lærerinder i Gymnastik, Sløjd og Husholdning; de kan lære Skrædersøm og Modepynt, Stenografi og Maskinskrivning, Bogføring o. m. m. De fleste af disse Kursus er imidlertid et- eller toaarige, saa de er kun egnede for dem, der allerede er kommet et Stykke paa Vej. Forholdsvis let er det derimod at blive forberedt til at tage Plads som Tjenestepige. Man bør, siger Forstanderinden, Mrs. Drinkwater, have omtrent 40 Kr. i Lommen og ordentlige Klæder paa Kroppen. Man kan da blive taget op i Hjemmet og i tre Maaneder gennemgaa et Kursus i amerikansk Husskik og Madlavning samt Engelsk, maaske ogsaa Regning. Der vil man blive anvist Plads, bedre eller ringere i Henhold til den Dygtighed, man har vist. Man begynder vel med noget lavere Løn, men vil efterhaanden kunne naa 5 Dollars om Ugen som Enepige, 7 som Specialist f. Eks. Kokkepige. Rejsen fra København til Boston kan gøres (f. Eks. med Cunardlinjen) for 205 Kr. paa anden Klasse. At rejse paa tredje Klasse vilde jeg ikke raade nogen ung Pige til. Ved Ankomsten til Boston bliver man modtaget af en Udsending fra Foreningen. Forsigtigst vil det være at skrive i Forvejen og melde, hvilket Skib man kommer med. Dette kan gøres enten direkte (Mrs. Drinkwater, Y. W. Chr. A, Berkeley Street 40, Boston, Moss. U. S. Amerika) eller igennem Dansk Kvindesamfunds Kontor. Dersom man efter sit Ophold paa Hjemmet føler sig knyttet til det, vil man vedblivende kunne have Tilhold der, høre Foredrag, deltage i Aftenundervisning o. lign. Den store Anstalt, hvor unge Kvinder færdes daglig i hundredevis, synes at blive omfattet med megen Varme ogsaa af tidligere Gæster derfra.


« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner