Hvordan skal vi opdrage vore Døtre.

Da jeg vilde være glad ved, om der kunde blive en levende Forhandling i Anledning af Frøken Overgaards Stykke "Hvortil skal vi opdrage vore Døtre", vil jeg begynde med at fremsætte mine Tanker om dette gamle Æmne, der dog stadig maa blive nyt, eftersom Tiderne veksler, thi faste Regler er ikke saa nyttige som den Udvikling, man kan faa gennem forskellige Meningers Udveksling, for dem, der gærne vil følge med Tiden, men ser en Fare i det meget moderne saavelsom i det stærkt konservative. Naar det saa tidt lyder, at Kvindens største Kald er at blive Hustru og Moder, maa det være underforstaaet, at der kan behøves ikke alene den størst mulige selvopofrende Kærlighed, men ogsaa den størst mulige Aandsudvikling og praktiske Dygtighed, hvis da hendes Opgave at være den hjælpende og vejledende Støtte for alle i Hjemmet baade Manden og Børnene, smaa og store og Tyendet, skal løses. Alt dette ydet i det skjulte, tror jeg skaber Lykken i et Hjem, og er den bragt til Veje, erkendes Husmoderens Stilling let, som den lykkeligste kvindelige Stilling, den Hjemmets bedste Kærlighed samler sig om; men - den store Betydning det har, med hvilket Sind en Kvinde bliver Moder, om det er et bevidst Offer, givet i Frihed, kun krævende Velsignelse for Slægten, eller om det er med et Trællesind, der finder, sig i det uundgaaelige, dette trænger til større Erkendelse. At man som Hustru og Moder kan staa i den mest nedværdigede Stilling, kommer de unge som Regel let over med deres lyse Forhaabninger; men Forældre og Opdragere maa ogsaa have dette for Øje; derfor tør jeg ikke rigtig sige hvortil, men hvordan skal vi opdrage vore Døtre; saa maa Tiden vise, hvortil. Her er jo mest tale om den voksne Ungdom, saa det er maaske overflødigt at bemærke, at ydre Tvang let vil gøre modsat Virkning, at der saa tidligt som muligt maa lægges Vægt paa at opdrage Personligheder ved, at der fra de voksnes Side kun gøres Indflydelse gældende og vaages over deres Liv, samtidig med at man finder sig i, at et af os givet Raad tilsidesættes, visse paa, det dog har gjort sin Virkning, om det saa kun er den, at vise dem, det var ikke for vor Skyld, vi gav det, men kun for deres egen. De unge maa imellem, støttes af egne Erfaringer for at faa Tro paa vore Udtalelser. Det har Betydning for et Menneske, om Arbejdsevnen er udviklet i Frihed derved, at det er blevet en Æressag at fuldføre et begyndt Arbejde, at der bliver taget et Ansvar op i det smaa; thi det er tidligt, et Barn kan føle Glæde over et vel tilendebragt Arbejde. Indtil Konfirmationen har det største Ansvar vel væsenligst været lagt paa Skolegerningen; men jeg er enig med Frøken Overgaard v at paa dette Tidspunkt bør Husgerningen tages op af unge Piger. Det føles jo som et nyt begyndende Afsnit i deres Liv, og mange Forældre har været bange for en pludselig Overgang, saa de har helst villet have Skolearbejdet fortsat, som om intet var forandret; men mon det ikke er at gaa med Naturen, naar man siger, nu er du over Barnealderen, maa tænke paa at gøre Gavn i Livet, det praktiske Arbejde frem med Ansvar, overfor hvad du for en Tid paatager dig. Det kan jo begynde smaat med et eller andet voksent Pigearbejde, der maa udføres godt. Kræfterne, Udholdenheden, Omtanken maa opøves, saa der skal omhyggelig Ledelse til, ogsaa for at styrke Lysten til Arbejdet, vel vidende, at den er den største Kraft til Dygtighed. Der maa ikke forlanges meget, men at det samme Arbejde udføres bedre og bedre; opnaas dette, kommer Hurtigheden tilsidst, og da kan Arbejdet blive dem kært, og saa maa der tages ny Arbejder op, der kræver ny Paapassenhed. Opnaar man, at der er en vis Spænding i Arbejdet med stadig ny Maal, bliver Øjet aabnet for, at det er ikke just saa let, men stort at blive dygtig til al Husgerning. Det indses jo let, at dette er nyttigt; bliver man gift, er det nødvendigt; en Levevej kan det ogsaa blive, og hvadsomhelst en Kvindes Liv bliver viet til, er det bedst, hun har et Hjem, hun kan gøre hyggeligt. Har mange Lærere Skyld i, at Skolegærningen er bleven forhadt og kedelig for Eleverne, saa tror jeg ogsaa, at mange Husmødre har Skyld i, at Husgærningen er bleven kedelig og foragtet af mange unge Piger. Al Opdragelse maa være gensidig, og det trænger vi ældre vel mest til at Huske paa. I Løbet af nogle Aar, naar de forskellige Gerninger i Husvæsen er gennemgaaede, er det ikke alle unge Piger, den Gerning kan fylde, og saa bliver der ingen Udvikling deri; da mener jeg, det er godt, der er frihed til, at de kan tage fat, hvor Lyst og Anlæg viser Vej; de er blot saa meget heldigere stillede end Drengene, der ofte nødes til at vælge for tidligt, for derfra at kunne komme i en Stilling. Kvinderne har saa dette praktiske almennyttige Arbejde, at være sjæleligt under, og jeg tror ikke, dette Led helt kan overspringes i kvindelig Udvikling, uden der bliver et Hul i hendes Aandsudvikling. Man hører saa tidt i vore Dage, "det er Ansvarsfølelse, Kvinderne mangler," og det er saa rimeligt, at hos Mennesker der ikke har faaet Myndighed, men begrænset Frihed, er Ansvarsfølelsen almindeligst ikke opøvet; men at vente med Friheden, til Folk i Almindelighed var fuldt færdig udviklede er meningsløst. Friheden kalder Kræfterne frem, og det kan da ikke være Ret, at det Menneske, der føler Kald og Kræfter til en nyttig Gerning i Samfundet, skulde holdes tilbage, fordi deres Eksempel kan virke uheldbringende for andre, der ikke har nogen af Delene, men er kun Efterløbere; dette gælder jo ligesaavel for Mænd som for Kvinder. Der holder jeg med Grundtvig, som siger: "skal for Misbrugens Skyld maaske paa Himlens klare Bue, vi heller Mulm og Mørke se, end Solens klare Lue." Det er godt, om unge Piger faar Øjnene op for Ansvaret ved at gifte sig og være den styrende i et Hjem, - at det ikke er den borgerlige Lov eller Tankegangen i et Samfund, der kan gøre Hustruen ligestillet med Manden, men at dette er individuelt. Myndigheden ligger kun i en ædel og klar Aandsudvikling, der gør sig gældende overfor, alle dem, hun har med at gøre. For Børnenes Skyld tror jeg, det er bedst at have en dannet fornuftig Moder, der i alt Fald er Faderen ligestillet; hendes Grundsyn vil lettere komme dem til Gode, simpelthen fordi hun har mere med dem at gøre. Børnene har naturligvis ogsaa bedst af, at Forældrenes Ord og Skøn har samme Myndighed; for dem er det vist lige svært, enten det er Fader eller Moder, der bliver undertrykket. De hyggeligste Hjem er vistnok de, hvor baade Mand og Hustru er lige bange for at krænke hinandens Frihed, hvor Manden fuldtud bøjer sig for Hustruens moralske Ret, uden mindste Hensyn til den juridiske. Hans Aandsmodenhed viser sig i hans Glæde over, hvad hun har kunnet yde ham af gode Raad og udvidet Syn paa et eller andet. Det er vel uomtvisteligt, at Aandsuddannelsen og Modenheden, indtil vore Dage væsentligst har været paa Mandssiden, maaske den vil blive det alle Dage, og det er vel i Kraft deraf, at Lovgivningsmagten altid har været lagt i hans Haand. Det kan være en Følge af, at det ene Køn er tilbøjelig til at se et Ideal i det andet; at Kvinden i Almindelighed ved Lovgivningen er set paa som et Ideal, der blot ved sin Indflydelse kunde yde Samfundet samme Gavn og have samme Magt som Manden har med Loven til Støtte, idet Myndigheden og Ejendomsretten i Hjemmene er forbeholdt ham.

Man har overset den Fare, der er i, kun at have sin Indflydelse at stole paa, at det udvikler Trællesind, List Underfundighed og Løgn. Er man saa opdraget til kun at interessere sig for, hvad der er indenfor Hjemmets 4 Vægge, er man sneversynet. Kærligheden til Mand og Børn kan jo være lige stor, og deri ligger Magten til at paavirke ham, men at dette sker i det skjulte, saa man har intet Ansvar, er netop det farlige. Har Kvindens Indflydelse derfor til Tider virket og opmuntret Manden til Stordaad, kan man med Føje slutte, at det modsatte oftere har været Tilfældet til stor Skade for Samfundet. Det er samme ideale Syn paa Kvinden, der gør sig gældende, naar det hedder, at hendes største Maal er at blive Hustru, og saa gøres det til Lov, som det eneste for hende, som om hun ene magtede at skabe lykkelige Forhold i ethvert Hjem, og hvor de ikke fandtes, var det Konens Skyld. Man kan ligesaa godt sige, det er Mandens kæreste Maal at faa et lykkeligt Hjem og blive Fader, men at tvinge dette ned til det eneste, føler enhver vil blive lidt lavstammet. Vor realistiske Tid maa faa Øjet op for det fejlagtige i at gøre Idealet til Lov, man faar saa let Skinnet i Stedet for Virkelighed. Idealet staar over os alle, held den, der kommer det nærmest; men Loven maa helst være saavidt muligt lige Ret for alle.

Vi kan glæde os ved, at de fleste Ægtemænd er meget bedre, end de efter Loven behøver at være, og er de oven for skildrede frie Hjem, hvor Mand og Hustru er ligestillede de bedste og lykkeligste, vil den Erkendelse vokse, at deri er en Foryngelsens Kraft, og Udviklingen maa da føre med sig, at Trangen til Ligestillethed ogsaa vil gøre sig gældende i det fælles store Hjem, Staten. Blot Kvinden bevarer Troen paa sin naturlige Ejendommelighed, bliver hendes Udvikling selvstændig, og hvad saa Maalet bliver for hendes Virksomhed, maa Ungdomstiden anvendes til nyttig Uddannelse, blot der ikke staas stille, saa hele Interessen optages af Nydelser og Venten paa en Frier og Forsørger. Et Barn magter f. Eks. ikke Opgaven at styre et Hjem, uden jeg derfor tør sætte nogen Aldersgrænse. Man gør vel i at støtte enhver nyttig Gerning, de unge faar Lyst til, blot Arbejdet optager dem, er Tiden ikke spildt, vi kan ikke vide, hvor Udviklingen fører hen, det kan gaa os som Bælgetræderen, der mente at træde til "Hvo ved, hvor nær mig er min Ende", og saa spilledes der "Af Højheden oprunden er." Det vilde dog være en daarlig Grund til at afholde Kvinder fra at uddanne sig til Læger, fordi "andre Kvinder vil føle sig saarede i deres Selvfølelse ved at maatte indrømme dem Aandsoverlegenheds Fortrin" - unaturligt vil det være, om alle Kvinder helst vilde have mandlige Læger. Skulde en Kvinde vente med at tilfredsstille sine aandelige Interesser, til hendes Børn var voksne, var det dog temmelig sent. Livet er saa alsidigt og kræver Frihed. Tager man blot Hensyn til hvert enkelt Individ, og føler Ansvaret ved at standse Livets Krav, saa tør vi nok have god Tro til Naturens regulerende Evne i Livet, og ikke lade os binde hverken af Moden eller gammel Vane.

Rødkilde Højskole.