« Tilbage til søgeresultaterne

"Hvortil skal vi opdrage vore Døtre?"

Af: Birgitte Berg-Nielsen

« Se emneord

Smaabemærkninger til „Tanker til Eftertanke.”


III.


Side 48: ". . . . Ikke blot Sygdomme, men Ideer breder sig epidemisk. Nu til Dags skal den unge Pige for det Tilfældes Skyld, at hun ikke bliver gift, uddannes til et bestemt Fag, der gør hende selvstændig . . . ."


Da der her i Danmark findes 150-200,000 ugifte voksne Kvinder (over 20 Aar), saa er det klogt, at den unge Pige er forberedt paa maaske at kunne komme i det Tilfælde at maatte leve sit Liv som ugift. At en ung Pige er forberedt paa at skulle leve af eget Arbejde, og derfor har uddannet sig i et Fag, hvorved hun kan ernære sig selv, kan aldrig blive til Hinder for hindes Giftermaal; derimod giver det en god Betryggelse for, at hun kun gifter sig af Kærlighed og ikke for at blive forsørget, eller fordi Forældre og Slægt finder, der tilbyder sig et passende Parti. Der findes sikkert mangen Kvinde, som stiltiende lider under, at hun tvang Hjærtet til at lyde Fornuften og Forældres gode Raad, eller at hun tog en Beslutning, før Hjærtet endnu var vaagnet. En Kvinde, som saaledes gives bort eller giver sig bort, før hun ved, hvad Kærlighed er, kommer ofte til at leve sit Liv uden Kærlighed eller maaske til at leve i Kamp med en Kærlighed, der er hende til Sorg og Fristelse.


Side 48: ". . . . Har hun erhvervet sig de fornødne Fagkundskaber, søger hun snart at gøre disse indbringende; hun er i Stand til ved dette Erhverv at bestride sin Trang til Luksus og sine større Fordringer, hvad Toilette og Fornøjelser angaar ..."


De Kvinder, som udfører Lønarbejde, ved i Regelen saa god Besked med, hvad Penge koster og er værd, at de ikke giver deres Løn ud til Lukus. Desuden er vor Tid og Interesse som oftest saa stærkt optagen af vort Arbejde, at vi ikke føler os særlig fristede af Fornøjelser og endnu mindre af Stadsen. For den Kvinde, som fra Morgen til Aften maa arbejde med sit Husvæsen, er det en Hvile og Adspredelse at komme lidt ud; men for os, der flere Timer daglig maa arbejde ude, er det en Hvile at komme hjem. Nej, det er ikke Luksus og Fornøjelser, vi ved vort selvstændige Erhverv vil naa; men det er en i pekuniær Henseende uafhængig Stilling, der sætter os i Stand til at indrette vort Liv efter vort eget Hoveds og Hjærtes Krav, viden at vi skal være tvungne til at leve af Naadegaver eller fristede til at sælge os for Brød.


Den, der betragter det som en Ulykke, at en Kvinde skal være nødt til at gifte sig uden at elske, kan ikke paa nogen bedre Maade end ved at lade sin Datter oplære til at kunne forsørge sig selv sikre hende mod en saadan Nedværdigelse; thi den Kvinde, som af Erfaring ved, hvor godt det er at arbejde i et Fag, hun har Lyst og Evner til, og hvorved hun kan ernære sig, hun kommer ikke til at føle sig tilovers og ringeagtet, fordi hun ikke bliver gift; hun gifter sig heller ikke for Brød eller for at faa en Gerning at leve og ofre sig for, at ikke hendes Liv skal blive tomt og interesseløst, men hun forstaar, at Livet ogsaa for den ugifte er værd at leve og gennem trofast Arbejde kan bringe en Lykke, der vel ikke er saa jublende som den ægteskabelige Kærlighedslykke, men dog er en Menneskelykke, hun langt vil foretrække for den Lod at leve sit Liv i Ægteskab med en Mand, hun ikke har Kærlighed til, eller som ikke er hendes Kærlighed værd.


Det er Synd at opdrage et Pigebarn med Ægteskabet som eneste Livsmaal; thi ingen Far og Mor kan sikre sig deres Datter den Lykke at elske og blive elsket, ingen ved, om den Lykke er hende beskaaren.


Det er bedre, at Forældrene spekulerer paa, hvad Pigebarnet skal lære, end paa, hvad hun skal være. Det er klogt, om de i Tide søger at vække Pigebarnet til Eftertanke og hjælper hende til at klare sine Tanker, at baade hun og de kunde blive klog paa, hvad hun har Lyst til, og hvad hun dur til, at hun kan finde og fylde sin Plads. Hvor vidt hun saa skal giftes eller ej, kan de ganske trøstigt overlade til hende selv, det bliver dog hende, der skal træffe Valget, om det skal blive til Lykke. At en Kvinde ved eget Arbejde har vundet en selvstændig Stilling, vil hjælpe hende til at stille hende frit i Valget af Ægtefælle. Om en Kvinde elsker en fattig Mand og han hende, da vil det ikke sjældent være saa, at de ikke kunne gifte sig, fordi hans Arbejde ikke bringer saa stort Udbytte, at en Familie kan leve deraf, kan hænde Frygten for kommende Nød gør, at de da aldrig faar talt ud med hinanden og ikke tilstaar hinanden deres gensidige Kærlighed; oftere gaar det vel saa, at de bliver forlovede og gaar aarevis og venter paa forøget Fortjeneste. I begge Tilfælder kan maaske Kærligheden bringe mere Sorg end Lykke. Var nu den unge Pige oplært saaledes, at hun ved sit Arbejde kunde tjene Penge, da var der ikke saa stor Grund til at frygte Fattigdommen, da var der mindre Fare for, at Kærligheden skulde lide Skibbrud paa de - desværre nødvendige, men ofte saa triste Beregninger over, hvor Maden skal komme fra.


Den økonomiske Selvstændighed er et nødvendigt Grundlag for Kvindernes Udvikling og Frigørelse; thi saa længe Kvinderne er afhængige af Mandens Pengepung, vil de ogsaa til Dels være afhængige af Mændenes Vilje og være nødt til at tage et skarpt Hensyn til deres Mening. At kunne forsørge sig selv er vel ikke i og for sig Frigørelse, men det er et af de vigtigste Midler til at vinde Frigørelse. Naar vi selv tjener Penge, saa kan vi skaffe os Undervisning, Oplysning og derigennem Udvikling. Selve det praktiske Arbejde giver ogsaa en sund Udvikling, idet det stiller Krav til Forstand, Vilje og Udholdenhed. Den økonomiske Selvstændighed er vel først et Maal; men, er Maalet naaet, da bliver det et Middel til at naa videre frem og vinde Selvstændighed ogsaa paa andre Omraader.


Om en Kvinde, gift eller ugift, ikke kan leve af eget Arbejde og ikke er myndig i Pengesager, da er det muligt, hun kan blive nødt til at finde sig i meget, der ikke blot ikke behager hende, men ikke er hende værdigt.


Jagtvej 2-2, København L., den 2. September 1893.


Birgitte Berg Nielsen. Kommunelærerinde.


« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner