Fra min Onkels Skrivebordsskuffe.

Til Redaktionen af "Kvinden og Samfundet".

"De ønsker mere af samme Skuffe," skriver de. Det glæder mig paa min Onkels og egne Vegne. Skønt han ikke med et Ord, end ikke med den svageste Hentydning - dertil er han altfor fin og stolt i sin Tankegang - har røbet det, saa tror jeg, at han har følt sig lidt skuffet ved, at jeg ikke siden Januar har hentet Bidrag fra hans Skrivebord. At træde navngiven frem for Offenligheden med nogle af sine Produkter, ligger lige saa fjernt fra min kære Onkels Tanker, som det ligger fra mine at sende Bidrag til et russisk Tidsskrift. Det vilde løbe ham koldt ned ad Ryggen ved at tænke paa, at man en skøn Dag rundt omkring i Danmark sad og læste og kritiserede hans lille Opsats og samtidig blandede hans Navn med ind. Paa denne Maade derimod tror jeg, det fornøjer ham. Idet enkelte af hans Smaaprodukter læses, modtager han derigennem lige som et lille varmt Pust af Paaskønnelse for sit Arbejde. Og han føler dog ingen Kuldegysninger, for han véd, at ingen har fjerneste Anelse om, hvem den Onkel er, fra hvis Skuffe de stammer. Han gaar paa en Maade - i al Fald som Forfatter - usynlig omkring; ja, jeg tror, han, i Kraft af denne Tryghed, kunde staa ganske rolig ved Siden af hvilken som helst af "Kvinden og Samfundets" Læsere eller Læserinder og fornøje sig over, ja - i Læ af sin Anonymitet - tage hjertelig Del i den mest knusende Kritik. Naar jeg altsaa i længere Tid har holdt mig tilbage fra at sende Bidrag, er det ikke min Onkels Skyld, da jeg føler mig forvisset om, at han, efter én Gang at have ladet sig overtale, er vel tilpas dermed; men det har forekommet mig, at "Kvinden og Samfundet" har været rig nok paa langt mere aktuelt Stof end disse smaa Opsatser gør Fordring paa at indeholde. Men naar den ærede Redaktion o. s. v., vil jeg altid være til Tjeneste. Jeg har denne Gang taget en Optegnelse med et novellistisk Snit.

Deres med Højagtelse meget forbundne

Thomas.

P. S. Maa jeg gøre den Forbemærkning, at min Onkel er - ja, Pebersvend véd de, han er - Læge i - nej, hvor tør jeg naturligvis ikke røbe. Det turde maaske heller ikke være overflødigt at minde om, at jeg kun har renskrevet hans Opsats, saa Stilen er ganske min Onkels.

Th.

Et Liv?

Jeg kørte en Eftermiddag ved Midsommertid hjem fra et Sygebesøg. Det var blikstille. Luftlaget laa rigtig og dovnede og lod sig bage af Solstraalerne, saa det var slet ikke saa let at faa Vejret. Jeg døsede hen i min magelige Doktorstol. Bums! en Sten for et af Hjulene; saa vaagnede jeg. Vi nærmede os netop et lille net udseende Hus. Udenfor stod en lille brunøjet Tingest af en Pige og bed af en Humpel Brød, som hun holdt med højre Haand, medens hun med venstre skød en Barnevogn, der mellem nogle Pjalter gemte en snavset Unge, frem og tilbage. Af og til hoppede hun, lo og raabte til Barnet, naar dette formodenlig fandt, at der trængtes til lidt Afveksling for at gøre Tilværelsen udholdelig. Jeg lod Vognen standse og saa opmærksomt paa Pigebarnet, der vedblev at gumle paa sin Brødskorpe.

"Er du ikke Kristen Nielsens Kristine?" spurgte jeg.

"Jov."

Men hvad er saa det for et lille Barn, du har i Vognen?

"Det er min Søster."

"Din Moder døde jo for halvandet Aar siden."

"Ja, men hende, jeg nu har, hun er min Stedmoder."

"Ja saa, Farvel Kristine!"

Jeg lod Kusken køre til. Den afdødes Billede stod tydeligt for mig. Jeg havde mange Gange som Læge været i Kristen Nielsens Hus og var bleven godt kendt med hans afdøde Kones Livsforhold. Træk for Træk kom de frem for mig.

Hun hed Marie og var ældste Datter af en lille Husmand med mange Børn, der var fulgt hurtig oven paa hverandre. Saa snart Marie kunde nogenlunde magte at skubbe Barnevognen, var hun bleven anbragt der og holdt trofast ud fra sit 6te til sit 14de Aar. De faa Skoledage, indskrænkede til det mindst mulige paa Grund af den lange Skolevej og den store Børneflok, afgav en kærkommen Afveksling i hendes ensformige Liv. Hun havde en - om end uforstaaet - Følelse af selv at leve, naar hun i Skoletimerne lyttede til Lærernes Fortælling eller i Frikvartererne kunde lege lidt med sine jævnaldrende. Det var hende strængt paalagt uopholdeligt at skynde sig hjem, naar Skoletiden var endt, for saa straks at anbringes ved Barnevognen, hvor hun fik nok at gøre med at bringe Ro paa et Par af sine smaa Søskende, der endnu ikke havde Anelse om den Kunst at beherske sig, men paa det kraftigste søgte at overbrøle hinanden.

Hver Fridag fra Skolen - Søn- som Søgnedage - havde hun Pladsen bag Barnevognen fra Morgen til Aften, med mindre hun en enkelt Gang til Afveksling slæbte sig ganske skæv med et af Børnene paa Armen.

Saa blev Marie konfirmeret og skulde ud; men fin og spinkel af Bygning, som hun var, frygtede man for, at hun var for spæd til det strænge Bondearbejde i de første Aar. Det laa derfor lige for Haanden at faa hende anbragt som Barnepige. Det, kunde Moderen forsikre, havde hun godt Greb paa. Hele Forskellen paa før og nu blev derfor kun den, at det nu blev fremmedes Børn, hun kørte og dansede for, medens det forhen havde været hendes egne smaa Søskende. Husgerning fik hun selvfølgelig ikke lært noget af, og da hun havde et mildt Sind og en god Maade at omgaas Børn paa, og der stadig tilbød sig ny Pladser, eftersom hun blev overflødig paa den gamle Plads, naar Børnene blev lidt større og kunde tumle omkring paa deres egne smaa Ben, saa blev hun i Stillingen, til hun en skøn Dag flyttede ind i sit eget lille Hjem. Det var et Hus, hvor der kunde holdes en Ko og med Tiden, naar Jorden blev bedre opdyrket, maaske to. Jeg saa hende kort efter Brylluppet i Maj. Smuk var hun, frisk og blomstrende som en nys udsprungen Rose. Kvikt og let færdedes hun i Stald som Køkken og Bryggers. Hun var lykkelig. Jeg havde en Følelse, som saa jeg et Menneske, der, efter et uden Brøde mangeaarigt Fængselsliv, var sluppen fri og nu i fulde Drag nød sin Frihed. Men det varede saa kort. Et Par Maaneder efter Brylluppet begyndte hun at føle sig ilde tilpas, hun var med Barn. Da Tiden kom, blev jeg hentet; Fødselen var meget stræng, men jeg har sjælden haft taalmodigere Patient. Manden kunde ikke taale hendes Skrig; han opholdt sig hele Tiden i Udhuset. Det var da godt, mente hun, at det gjorde ham ondt, at hun led saa meget og derfor ikke kunde taale at have Plads ved hendes Side, da Striden stod paa. Og usigelig taknemmelig var hun, da Smerterne var forbi, og hun laa med sin førstefødte, en Søn, i Armen. Saasnart det paa nogen Maade kunde lade sig gøre, stod hun op. Hun savnedes jo i Huset, og Kristen var slet ikke tilpas med at have Nabokonen til at gaa til Haande; det kostede jo ogsaa. Nu fik hun sin gamle Plads bag Barnevognen. Og da der kom flere Børn efter med kort Mellemrum, saa slap hun den ikke. Ud kunde hun ikke komme eller deltage i noget som helst. En Gang imellem, naar hun kunde liste En til at sidde ved Børnene, maatte hun da i Kirke. Naa, hun havde jo heller ingen Forstand paa Politik eller Skole- eller Fattigsager, mente hun. Hun havde ogsaa lært for lidt til at kunde følge et Foredrag; det kunde Kristen meget bedre, sagde hun. Naar han saa var til Møde et eller andet Sted om Aftnerne, saa sad hun og tyssede og sang, skubbede Barnevognen med Foden, mens Hænderne havde travlt med Stopning og Lapning. Det kunde der jo sagtens al Tid være nok af. Jeg blev flere Gange hentet til hende, oftest efter de hyppige Fødsler. En Efteraarsaften - uhyggeligt Vejr, sludfuldt, bidende Blæst - holdt en Vogn i min Port. Det var Bud, om jeg ikke vilde følge med straks, for Marie var da bleven saa meget syg. Jeg kom i min Pels og tog af Sted og efter en halv Times rask Kørsel holdt Vognen for Døren. Jeg kom ind. Der laa hun, bleg og udtæret, men smuk endnu, paa Dødslejet. Jeg saa straks, at her var intet for min Kunst at udrette. Hun aabnede Øjnene et Øjeblik, da jeg stod bøjet over Sengen. Hun takkede mig - det saa jeg i Blikket -- fordi jeg vilde komme. Paa den anden Side af Sengen stod Barnevognen med den yngste, og hendes højre Haand holdt den troligt fast. Gav Barnet et lille Skraal, brugte hun sine sidste Kræfter til at sætte Vognen i Bevægelse. Hun vilde tale. Jeg søgte at hindre det; men hun rystede paa Hovedet. "Tak, at De kom - nu er det nok - paa det sidste?" Jeg nikkede uvilkaarligt til hende. "Jeg mærker det godt," hviskede hun, "og det er jo ogsaa godt, skønt Kristen og Børnene - " Mer fik hun ikke sagt. Et dybt Suk, og hurtigere, end jeg havde ventet, var det afsluttet, dette - Menneskeliv. (?)