Valgretsforeningen
holdt, i Anledning af det indbragte Lovforslag om kommunale Rettigheder for Kvinderne, Torsdag den 9de November et talrigt besøgt Møde.
Prakt. Læge Fru Lange dirigerede.
Foreningens Formand, prakt. Læge Frk. Nielsen, indledede med en Motivering af, hvorfor Kvinderne ønskede kommunal Valgret. Som de politiske Tilstande var, fandt Foreningen det klogt foreløbig kun at forlange denne og ikke tillige den politiske, men den kommunale Valgret og Valgbarhed ønskede Kvinderne for Samfundets Skyld, for deres egen Udviklings og for deres Arbejdes Skyld.
Fru Erna Juel-Hansen holdt et længere Causerie om Kvinder, deres Fortrin og Fejl, og derefter talte
Hr. Oskar Johansen varmt om de ugifte Kvinders Rettigheder.
Efterat Frk. Olufa Johannes atter havde gjort nogle Meddelelser om Kvindernes Stilling paa Island og
Hr. Herman Trier havde givet Beretning om Lovforslagets 1ste Beh. i Folketinget samme Dag, vedtoges følgende Resolution:
"Forsamlingen udtaler sin stærkeste Tilslutning til det i Folketinget fremsatte Forslag om Valgret og Valgbarhed for Kvinder til kommunale Repræsentationer og opfordrer i Ærbødighed indtrængende Regering og Rigsdag til at gøre Forslaget til Lov."