Fra Rigsdagen

Den 28de November var Forslaget om Kvindernes kommunale Valgret til første og eneste Behandling i Landstinget.

P. G. C. Jensen kritiserede Folketingets Behandling af Sagen: det havde aldeles ikke drøftet den til Trods for, at Forslaget var meget forskelligt fra det, som Folketinget vedtog i Samlingen 1887-88.

Paa dette Forslag var Valgbarheden bleven udstemt, og det gjaldt kun Enker og ugifte Kvinder, mens det nu foreliggende og i Folketinget vedtagne lød paa Valgret og Valgbarhed og medtog de gifte Kvinder, der svarer direkte Skat. Folketinget havde ingen Forklaring givet af sit forandrede Standpunkt. Taleren endte saaledes:

"Efter min Opfattelse er der for dette Ting al Anledning til at vise Forslaget netop den samme Interesse, som Folketinget har vist det, i Henseende til dets Behandling, altsaa at undlade at drøfte denne Sags Realitet. Da jeg desuden ikke let kunde tænke mig, hvad der skulde have foranlediget Landstinget til at forandre sit Standpunkt fra 1888, vil jeg tillade mig at foreslaa, at man gentager den Dagsorden, som den Gang blev vedtaget, og jeg skal derfor tillade mig at foreslaa, at Tinget vedtager følgende Dagsorden:

"Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken vil være i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret - saa lidt som Valgbarhed - gaar Tinget over til den næste Sag paa Dagsordenen."

Jeg skal tillade mig at anbefale Vedtagelsen af denne Dagsorden."

Om denne Dagsorden og ikke om selve Forslaget kom altsaa Forhandlingen til at dreje sig.

S. Jensen fandt det hensynsløst at stille Forslag til en saadan Dagsorden. Hensynsløst mod Folketinget, hvis Flertal rimeligvis fandt, at det drejede sig om en saa naturlig og billig Ret, at videre Drøftelse var overflødig, og hensynsløst mod Kvinderne. Hvorfor skulde de danske Kvinder savne de Rettigheder, som Kvinderne paa Island og i vore Nabolande havde? At Forslaget skulde lægges hen af Hensyn til Kvinderne, forstod Taleren ikke. Der forelaa ingen Ting om, at Kvinderne i de Lande, hvor de havde større borgerlige Rettigheder, følte sig besværede af dem. Heller ikke Hensynet til Samfundet forstod han. Vi selv havde haft tre berømte Dronninger. Og i hvor mange af de "smaa Hjem" var ikke Kvinden den bærende Kraft? Og stod der ikke betydelige Kvinder bag saa godt som alle store Mænd? Endelig fandt Taleren det uklogt at afvise Sagen. Den Bevægelse, man

kalder Kvindesagen, var nu en Gang oppe, og det var Lovens Opgave at lede den ind i det rette Spor.

Oct. Hansen gjorde opmærksom paa, at det var en Misforstaaelse, at Lovforslaget ogsaa omfattede de gifte Kvinder, som svarede Skat. Det gjorde det ikke. Det hed udtrykkeligt, at Valgret og Valgbarhed tilkom Kvinderne, for saa vidt som de, bortset fra deres Køn, iøvrigt opfyldte Lovgivningens Betingelser for kommunal Valgret og Valgbarhed. Men en af Betingelserne derfor var Fuldmyndighed, og den gifte Kvinde er ikke myndig. At Forslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget, laa i, at det drejede sig om et uddebatteret Spørgsmaal. Det var ikke Vennerne, men Modstanderne af Sagen, der burde komme med Grunde. "Men," fortsatte Taleren, "der er ikke én Grund, man kan tage i sin Mund, som virkelig er værd at tage i Munden. Det er en Sag, hvor man, som det saa ofte sker, handler efter Følelser og Sympatier. Er man meget konservativ anlagt, har man imod, at Kvinden skal have samme Ret som Manden med Hensyn til kommunal Valgret, og saa stemmer man imod det, men man holder ikke af at komme med sine Grunde."

Det var uklogt af Landstinget at afvise de store Spørgsmaal, som virkelig bevæger Verden; til dem kunde ogsaa Kvindespørgsmaalet regnes. Og Taleren sluttede:

"Jeg tillader mig altsaa at advare dette Ting fra at gaa videre paa en saadan politisk Bane. Jeg tror ikke, at de Medlemmer, der stemmer for en Dagsorden som denne, vil styrke dette Tings moralske Berettigelse og Stilling i Nationens Bevidsthed. Jeg tror, at man efterhaanden kommer til det Punkt at betragte Landstinget som en Hemsko for alt fremskridt, som ikke værende et konservativt Ting, men tværtimod et Ting, derved en saadan Politik bevirker, at den rolige, konservative Fremskriden bliver udelukket i dette Land,"

J. Pedersen vilde stemme mod Dagsordenen, skønt han betragtede Forslaget som et Agitationsforslag. Folketinget burde have begrænset, ikke udvidet sit Forslag fra 87-88, hvis det havde ment, at Forslaget skulde gaa igennem. Der var Krav i Retning af udvidet Myndighed for Kvinder, som Landstinget vel nok kunde gaa med til. I alt Fald burde det have behandlet Sagen.

P. G. C. Jensen tiltraadte J. Pedersens Betegnelse af Forslaget som et Agitationsforslag, og saadanne vilde Landstinget ikke røre med til. Saavel han som Indenrigsministeren (Ingerslev) slog fast, at Lovforslaget ikke kunde komme til at gælde gifte Kvinder. Hvis Tingene var enige om at gennemføre en Lov om kommunale Rettigheder for Kvinder lig den paa Island, vilde Regeringen kunne tiltræde den. Men selv nærede den ikke noget Ønske i saa Henseende.

Dagsordenen vedtoges med 25 Stemmer mod 12.