Kvindernes Udstilling.
Som forlængst meddelt af Bladene, tog Ministeren ved Sagens Forhandling i Folketinget foreløbig sit Forslag om en Bevilling tilbage for at bringe det frem ved tredje Behandling af Finansloven "i en ny og forbedret Skikkelse", - og havde han ikke gjort det, var Forslaget blevet forkastet.
Dette Resultat kom noget overraskende: et Forslag af Ministeren, tiltraadt af Flertallet i Finansudvalget, plejer ellers at gaa temmelig sikkert gennem Tinget. Især naar det begrundes og anbefales saa varmt, som dette blev, baade af Ministeren, Hørring, og Ordføreren, Neergaard. Ogsaa flere Medlemmer fra forskellige Lejre, som Bluhme og Provst Nielsen talte gode og vægtige Ord for det.
Men hos Tingets Flertal var der ikke Stemning for Sagen - rimeligvis fordi der ikke var nogen rigtig Forstaaelse af den.
I alt Fald hørte man mange underlige Indvendinger. Christensen-Stadil kendte ikke den Kreds af Kvinder, som repræsenteredes af de to Ansøgere, vidste ikke, om det var "10 eller 100 eller 1000 eller 50,000" Kvinder, der stod bag dem, mente, at Kvinderne mere burde benytte de Rettigheder, de havde, bl. a. til at lade sig uddanne til Haandværkere, syntes, det var forkert at give 20,000 Kroner til et Formaal, som ikke var særlig produktivt. Byriel Jensen var bange for, at Kvinderne ved en saadan Udstilling skulde drages bort fra det grove Arbejde, og Klavs Berntsen fandt ingen Anledning til at være saa flot med Statens Midler, naar Tusender af Familier "sidder med Angst for ikke at kunne faa det daglige Brød."
Hvis en af de Kvinder, som er interesserede i Sagen, havde været Folketingsmedlem - utænkelige Tanke! - var der sikkert blevet givet et Svar omtrent saalydende:
"Til det ærede Medlem for Ringkøbing Amts 1. Valgkreds (Christensen Stadil) vil jeg sige, at naar han ikke ved, hvilken Kreds af Kvinder, der staar bag de tre Ansøgere, saa er det væsentlig hans egen Fejl; thi det er i høj Grad repræsentative Navne - efter fattig Kvindelejlighed. Der staar Kammerherreinde Oxholm som Repræsentant for de "Aristokratiets Damer", som det ærede Medlem for Assens (K. Berntsen) i Aanden ser befolke Udstillingen i tætte Skarer, for de lykkeligt stillede Kvinder, som ønsker at give de mindre heldigt stillede "Hjælp til Selvhjælp" Og der er Kirstine Frederiksen, hvis Navn som teoretisk og praktisk Pædagog er vel kendt Landet over, og som i en Aarrække har staaet som Formand for et over hele Landet forgrenet Samfund, Dansk Kvindesamfund, der tæller henved tusend Medlemmer, og hvis Formaal er "at virke for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat". Og endelig Kristiane Konstantin-Hansen, en af vore første kvindelige Industridrivende, der har bidraget til at skaffe dansk Kvindearbejde Anerkendelse ogsaa udenfor Landets Grænser. Altsaa: Kvinder, som repræsenterer Kvindesag og Kvindearbejde af hvad Art tænkes kan, Aandens saavel som Haandens.
Saa sagde det ærede Medlem, at Kvinderne mere burde benytte de Rettigheder, de har, bl. a. den til at lade sig uddanne til Haandværkere. Jeg skal tillade mig at oplyse det ærede Medlem om, at denne Ret findes saa godt som kun paa Papiret; thi der ledes stadig med Lys og med Lygte - og ikke mindst af Dansk Kvindesamfund - efter Haandværksmestre, som vil tage kvindelige Lærlinge. De Par kvindelige Bogbindere og Snedkere, som nu er uddannede, har maattet udfolde den største Energi for at faa lært det, de har, og for Øjeblikket staar vi stille og kan ikke faa flere uddannet. Tror ikke det ærede Medlem, en Udstilling, der for en lille Tid samlede den flygtige almene Interesse om Kvinders Arbejde, kunde paavirke den offenlige Mening paa dette Punkt?
Endelig udtalte det ærede Medlem, at en Kvindeudstilling ikke var et videre "produktivt Formaal". Ja, det kommer vel an paa, hvad man forstaar herved. Efter min Mening er det et højst produktivt Formaal at skaffe Kvinderne bedre Afsætningsvilkaar, større Marked for deres Arbejde, noget Udstillingen selvfølgelig tager Sigte paa. Og desuden, en saadan Udstilling vil for Kvinderne sige: Evners og Kræfters alleryderste Anspændelse, forøget Interesse for Arbejdet, Lejlighed til at studere og sammenligne og faa ny Indtryk og Ideer - og er det ikke i højeste Forstand et produktivt Formaal?
Det ærede Medlem for Skanderborg Amts 2. Valgkreds (Byriel Jensen) vil jeg berolige med, at baade Vaskerkoner og Strygejomfruer med Interesse ser Udstillingen i Møde og agter at fremlægge Arbejde der.
Og endelig til det ærede Medlem for Assens (K. Berntsen) - hvis Forslag om en Garanti i Steden for en Bevilling jeg for Resten fuldkommen samstemmer med - vil jeg sige: I enhver Familie, som sidder "med Angst for det daglige Brød", er der i al Fald en, maaske adskillige Kvinder. Mon ikke mange af dem, især af den unge Generation, kunde lære af en saadan Udstilling, om end blot det, at finde sin Plads i Tilværelseskampens Geled? Og endvidere: udenfor Familierne, blandt de enligtstillede Kvinder er der Tusender, som ikke ved, hvorfra de skal, tage Brødet. Dem har vi ikke mindst for Øje med denne Udstilling, og de er maaske dem af alle Landets Børn, som Folkets Repræsentanter har tænkt mindst paa - derfor er der al mulig Grund til at gøre det, naar en nem Lejlighed gives.
Det er mit Haab, at dHrr. vil tage Sagen under fornyet Overvejelse, saa de, naar Bevillingen kommer frem igen, enten det nu bliver ved tredje Behandling eller først ad Aare, vil kunne stemme for den."