Fra Indland og Udland.

Kvindelig Læseforening holdt kort før Jul en festlig Sammenkomst med sit alderstegne Æresmedlem, Frk. Arnesen-Kall. Mødet indlededes med et interessant Foredrag af Hædersgæsten om dennes Søster, Marie Arnesen, Forbilledet for Heibergs Valgerda. Ved Fællesspisningen udbragte Frk. Falbe-Hansen Hædersgæstens Skaal, og følgende Sang blev afsungen;

Snart halvhundred Aar svandt hen

siden Vaabendansen,

som Valgerda kæk og væn

- første Mø paa Skansen

traadte med den Biedermann,

saa det gjalded over Land,

vakte Folk af Dvale.

Sol brød over Danmark ind

Vaarluftspust fra Strande

tændte Blus paa Pigens Kind,

Tankelyn bag Pande.

Clara slynged ud sin Bog,

og Sibylla, fin og klog,

førte flinkt sin Lanse.

Støt og modig, hjærtevarm,

tro til sidste Stunden,

har Poulines stærke Arm

føjet Sten til Grunden,

hvor den Bygning stolt blev rejst,

og den nye Fane hejst.

Kvindens Frihedsbanner.

Ej vi mægter hver og en

af de mange nævne,

som med Fynd og Vilje ren

i den Dyst gav Stævne.

Ak, saa mangt et Blik blev slukt,

skued ikke Udsæds Frugt,

høsted aldrig Takken!

Tag imod den, du, som gav

os dit bedste Eje,

trøstig fulgte Tidens Krav

ad de nye Veje.

Tak for trofast Hjærtelag,

Tak for nyttig Arbejdsdag,

Tak, vor Søster kære!

Chikagoudstillingen er i Højskolebladets Nr. 49-60 beskrevet af Fru Ingeborg Appel. Med særlig Forkærlighed omtales Kvindernes og Børnenes Bygninger; der gives en god Oversigt over Udstillingens vigtigste Bygninger og deres Indhold; Forfatterens Dom over de enkelte Udstillingsgenstande vil næppe - særlig hvad Kunstkritiken angaar - tiltrædes af ret mange; men det hele er set med saa fornøjeligt unge og friske Øjne og meddelt i et saa livligt og naturligt Sprog, at det synes os at høre til de bedste af de Bidrag til Forstaaelsen af Verdens ottende Underværk, vi har set her hjemme. .

Mishandling af Hustru. Nedenstaaende er sendt os af en af Dansk Kvsfds. ældste Medlemmer med Paamindelse om ikke at glemme, at ogsaa her er en Opgave. Dansk Kvsfd. har ikke glemt den, det har jævnlig virket for den - afdøde Professorinde Rovsing var meget varm for denne Sag - og nogen Fremgang er der sikkert at spore. Men at Samfundsbevidstheden stadig trænger til at mindes om, hvad der gaar for sig, det turde denne Beretning vidne om.

Under en til Højesteret indanket Justitssag var en Indsidder i Thyrsting tiltalt for Mishandling af sin Hustru under følgende Omstændigheder. Tiltaltes Hustru havde under Sagen forklaret, at tiltalte, med hvem hun har været gift i ca. 20 Aar, i de sidste ca. 17 Aar ofte har pryglet hende og nappet hende omkring paa Legemet saaledes, at hun bar baaret Mærker deraf flere Dage efter, at det som oftest har været med den flade Haand, at han har slaget hende, idet han har tildelt hende, som hun har udtrykt sig, drøje Lussinger i Ansigtet, hvorimod han, naar andtages det nedenfor anførte Tilfælde, ikke har brugt Stok eller andet Redskab til at prygle hende med. Hun havde saaledes nærmere angivet, at han en Dag i forrige Sommer gennempryglede hende særlig slemt og nappede hende, samt, da hun paa Grund heraf søgte Beskyttelse hos en ca. 1000 Alen fra deres Hjem boende Nabo, vedblev at forfølge hende derhen, hvorefter Naboen fik ham talt til Rette, saa at han gik hjem i sin Seng, medens hun først gik ind til ham, da hun mærkede, at han sov. Ligeledes havde hun forklaret, at Tiltalte en Aften midt i August Maaned d. A. efter at hun var gaaet til Sengs, gennempryglede hende i Sengen, og da hun, for at undgaa hans Mishandlinger, med sit den Gang ca. 1 Maaned gamle Barn vilde ty hen til den ovennævnte Nabo, men paa Grund af Mørket og sit daarlige Syn ikke kunde finde derhen, indhentede Tiltalte hende, og tog Barnet fra hende. Hun fulgte da efter ham til deres Hjem; men her pryglede han hende atter og drev hende ud, hvorhos han, da hun senere gik ind til det spæde Barn, fordi dette, der var forblevet hos Tiltalte, gav sig til at græde, atter slog hende og drev hende ud, hvilket gentog sig flere Gange, saa at hun den Nat slet ikke kom i Seng. Endelig havde Tiltalte den 25de August f. A. flere Gange slaaet hende, idet han med et Alenmaal af Træ tildelte hende 5 à 6 Slag over Ryggen, hvilke, ihvorvel han ikke slog til med al sin Magt, gjorde meget ondt. Angaaende dette sidste Optrin havde tre Kvindepersoner, der havde opholdt sig i Lejligheden ved Siden af, forklaret, at Tiltalte tilsyneladende slog haardt til med Alenmaalet, idet hans Hustru græd og ømmede sig ved hvert Slag. Det ene af de nævnte Vidner havde derhos forklaret, at hun, der nævnte Dag opholdt sig i en Lejlighed ved Siden af Tiltaltes, bemærkede, at han af og til hele Dagen igennem tildelte sin Hustru Lussinger samt puffede og stødte hende fra et Sted til et andet, og at Tiltaltes Hustru beklagede sig herover til Vidnet og gik og græd hele Dagen over den Behandling, Tiltalte lod hende blive til Del. Samme Vidne, der tjente paa en Gaard, hvor Tiltaltes Hustru har arbejdet, har tillige udsagt, at denne ofte kom til Gaarden i stærkt forslaaet Tilstand og fuld af blaa Pletter i Ansigtet, hvilke, efter hvad hun grædende fortalte, hidrørte fra Slag, som hendes Mand havde tildelt hende.

Tiltalte havde erkendt Rigtigheden af de ovenanførte Forklaringer angaaende det den 25. August d A. passerede, at han i det hele ofte, naar han er kommen hjem og har været paavirket af Spiritus, har slaaet til sin Hustru og puffet til hende, idet han dog har paastaaet, at han aldrig har slaaet hende med knyttet Næve, med kun med den flade Haand, hvorimod han med Hensyn til hans Hustrus Forklaring angaaende det i forrige Sommer passerede, havde nægtet at have slaaet hende, da hun søgte Tilflugt hos den ovenommeldte Nabo, idet han kun ved denne Lejlighed vil have nappet hende eller taget hende haardt i Armen, og at der muligen nok var Mærker deraf paa denne, ligesom han heller ikke vil kunne mindes at have slaaet hende, da hun den ovennævnte Aften løb ud af Huset med det spæde Barn, men kun at han slog til hende og puffede hende, da. han udenfor Huset tog Barnet fra hende og gik ind med det. Efter det oplyste maatte Aarsagen til Ufreden mellem barn og hans Hustru, at hun undertiden har givet Anledning dertil, idet hun ikke kunde lide, at han drak saa megen Spiritus, antages at ligge i Tiltaltes Hang til Nydelse af Spiritus. For sit Forhold var Tiltalte ved Overrettens Dom anset efter Straffelovens § 206 med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

Højesteret stadfæstede den 19 ds. Overrettens Dom.

Vor Meddeler minder om, hvorledes man i England for nogle Aar siden standsede denne Art af Raahedsforbrydelser ved at genindføre Pryglestraffen for de Mænd, der mishandlede deres Hustruer. Mange vil vistnok synes, at det er en modbydelig Straf, og det er Synd at idømme Mænd den. Men disse Koner da, skulde man ikke ogsaa have lidt Medlidenhed med dem?

England. Kvinder og Videnskab. Det geografiske Selskab i London har nylig nægtet at optage kvindelige Medlemmer under det Paaskud, at Selskabet var et videnskabeligt, ikke et Fornøjelsesselskab. Dette har vakt megen Opsigt og Forundring, især da det samme Selskab for kun et Aar siden har optaget 22 Damer, der havde udmærket sig til dels som rejsende, som Æresmedlemmer og af sine mandlige Medlemmer ikke fordrer nogen som helst Udmærkelse i videnskabelig Henseende.

Som Tilsynshavende ved Fattigvæsenet har i Aaret 1893 176 engelske og skotske Kvinder virket. 39 af disse blev valgt for første Gang men paa ny Steder. De øvrige var genvalgte, mange for syvende, ottende eller endog tolvte Gang.