Niobe.
Bogen har laant sin Titel fra det græske Sagn, som fortæller om, hvorledes Guderne straffede Moderstolthed og Forfængelighed; og hvis man nogensinde har set Niobes Skikkelse, saaledes som den staar paa Galleriet i Florents, gennembævet af en navnløs, ulidelig Smertefølelse, saa stemmer alene Titlen én dybt vemodig. Grundanskuelsen i Bogen er ogsaa - skønt afgjort moderne - den gamle græske Tro paa en ubønhørlig Skæbnelogik. Det er Nemesis, man øjner i Baggrunden, hver Gang en Ulykke dukker op i Horisonten; og lige saa lidt som den kloge Fru Bentes Instinkt lader sig bedrage, tvivler Læseren om den tragiske Udgang, der maa komme.
Der er dem, som kun har set et Tendensskrift i Bogen, en Pamflet imod den moderne Opdragelse, en ny Kong Lear, hvor Læseren kaldes til Vidne paa, hvorledes Forældre kan mishandles af deres Børn. Men hvis dette var Tilfældet, saa var Livet selv en Pamflet. For det er et virkeligt Stykke Nutidsliv, der leves paa Elvsæt Doktorgaard. Det er endda et Hjem som de bedste, vi har kendt. Et lykkeligt Hjem, hvor der kun bliver vist Børnene gode Eksempler og den kærligste Omhu. Et harmonisk og arbejdsomt Hjem, hvor begge Forældre virker sammen i den ærligste Pligtopfyldelse og Kærlighed. Og Børnene selv er slet ikke Skiftinger. Igennem deres egoistiske Fordringsfuldhed lyder der et Krav, som ikke er helt uberettiget. Selv den modvillige Doktor maa, da han ser "Hr." Endre spille Hamleth sige: "Dette ser jo virkelig ud som noget." Og Kjel, Svindleren, havde en Gang været lige saa enkel og kort og grej som Massi med de seks gode Samvittigheder og var ubestridelig i Besiddelse af Evner, der, som han selv pukker paa, kunde sidestilles med mangen en højt prist literær Begavelse.
Heller ikke det "at være i Skønhed," "at optænde Idealitet hos Tidens virkende Mænd," som Minka vil gøre sig til Livsopgave og vistnok ikke er uskikket til, plejer at betragtes som noget helt ringe for en Kvinde, kun Skade rigtignok, at hun nyder sig selv, "som man suger paa Sukker." Men netop fordi Betingelserne synes snarest at ligge over de almindelige, og fordi Digteren ikke lægger sin Finger paa noget bestemt ømt Punkt, drives man til at granske efter, hvor den Skyld egenlig er, som saa uvægerlig kalder den onde Skæbne ned over Doktorens Hus.
Saa forskellig Doktor Baarvigs Børn optræder, saa staar de dog alle tre eller fire - for den ligesaa "vidtløftige" om end mindre tragiske Bertha hører med - som Repræsentanter for en Slægt, der har givet saa mange flere lyse Haab end Indfrielser. Og saa meget stærkere har Skuffelsen været, som netop denne Slægt havde faaet alt det i Faddergave, som den foregaaende havde savnet og sukket efter, Sympati fra de ældres Side, Plads for sin Ejendommelighed, Frihed til at udvikle sig og den dermed følgende Tro paa sig selv og sin Mission.
Hvor mange af os har ikke tænkt, at Savnet af dette var det eneste, der hindrede os i at sejre i "Kampen for Lykken". Hvad kan Forældre gøre mere end give alt dette, og saa tilmed som Doktoren og Fru Bente "plukke Dunene af sig selv," for at Børnene kan være med i det ny, som Tiden bringer, og som de længes imod?
Der er dog en Mangel, som vistnok er hel typisk og som maaske endog gør, at den Medfølelse, de unge møder, er dem mere farlig, end Modstand vilde være. Forældrene staar selv som umyndige Børn overfor Tidens Rørelser. De hilser disse med Glæde og Interesse, men er ganske ude af Stand til at bedømme deres virkelige Værdi og kan derfor ikke afgøre, hvor der skal holdes igen, og hvor ikke. De lider stærke Kvaler, naar der skal tages en Beslutning - om Minka tør sendes paa Fodtur med fremmede unge Herrer og Damer, om man bør skrive under paa en Veksel for Kjel, om Endre har Ret i, at Operettesang er Sang i fortrinlig Forstand o. s. v.; men de er aldrig heldige i deres Afgørelser, og kan derfor ikke støtte Børnene, som de burde. Og naar Endre som et uartigt Barn vil kaste Skylden for at han mislykkes over paa Forældrenes Mangel paa Verdensklogskab, er der et Gran af Sandhed i hans Tale - de har i Virkeligheden vidst meget lidt om, hvad det var for en Verden, de sendte deres Børn ud i. De har ment, at naar de lærte dem "at ride, skyde med Bue og tale Sandhed" eller som Kold udtrykker den simple etiske Fordring, der for ham staar som Opdragelsens Kærne: at tro paa Guds Kærlighed og Danmarks Lykke, saa vilde de være vel rustede til Livets Kamp!
Selv har Forældrene nemlig haft saa meget i Blodet af tidligere Tiders Autoritetstro og er bleven baaret saaledes oppe af Frihedstidens første varme Idebegejstring, at dette har været tilstrækkeligt til at sætte Bom for Egoismen og Fantasteriet og adle deres Arbejde. De ser ikke, at de gamle Idealer ikke har samme Magt over de unge, som af Mangel paa andre Guder kommer til at dyrke, sig selv, sin egen Evnerigdom og Fremtidsmulighed. Heller ikke er deres Menneskekundskab stor nok til at sige dem, at naar man ikke som i gamle Dage vil tvinge Børn til at arbejde, maa man paa anden Vis lade dem smage noget af Livets Alvor. Fordi om man befrier dem fra de hemmende Tryk, som har kvalt saa mangen herlig Vækst, skal man ikke undlade at danne Arbejdsvane, at udvikle Taalmodighed, Selvfornægtelse og andre i Livet nyttige og nødvendige Dyder. Der kan komme en Dag, da det ikke længer lade sig gøre. Thi dette er Nemesis, at hver Gang Kjel, Endre eller Minka gør et Skridt, som i deres egen Indbildning er et Fremskridt, kommer de blot dybere for Fald, fordi deres Livsførelse - maaske langt, langt tilbage i Tiden - var kommen ind i et falsk Spor. Ligesom en ubetydelig hygiejnisk Forseelse kan blive Aarsag til svære Lidelser, kan et tilsyneladende uskyldigt Fejlgreb i Opdragelsen, en Smule Forældrestolthed eller Blindhed, i sine Følger faa en dræbende Virkning. Og netop Nutidens stærke Interesse for Opdragelsen, den idelige Tænken paa Børnene, den mere intense Glæde over dem bliver sikkert ofte det plus, som fører Bevægelsen over i den forkerte Retning. Den gamle Opdragelse havde den Fordel, at den lod Børnene vokse op ubemærkede. Det er til ubodelig Skade, at Forældrene saa sjælden kan paalægge sig selv den Tvang og vise den Selvbeherskelse, som er nødvendig for at forene dette med den større Agtpaagivenhed og Vaagen over Børnene, som de nu til Dags med Rette fordrer af sig selv. Thi Nemesis skal jo ikke undlade at gælde igen tusendfold hver lille Fejl, der ogsaa i denne Henseende begaas.
Vi har kendt den Ungdom, som voksede op "med Hovedet i Skyerne", og set den blive "snydt for sin Ladning af Illusioner". Vi har nu det næste Slægtled - Massi og Arnt - midt iblandt os. Vi maa indrømme, at de har faaet en sundere om ikke en kærligere Opdragelse end deres ældre Søskende. De har lært at se mere nøgternt paa Livet; de véd, at der skal personlig Anstrengelse til for at naa frem. De har Tillid og Fortrolighed til Forældrene, fordi disse har taget Del i alle deres Planer og Haab. De vil kunne vedligeholde Aabenheden og udvikle Forholdet; thi om Fru Bente lever med dem, vil hun følge dem ind i den ny Tid med hele sit Hjærte, ja vil endog lade sig selv drage over af dem og stille sig selv og sin Livs visdom i Tjeneste hos dette ny. Men endnu skal det dog først vise sig, om Livet kan leves uden Drømme og Illusioner. At holde Begejstringens hellige Ild i Live med Virkelighedens smaa tarvelige Opgaver, at faa Livslysten og Haabet til at blusse hos de unge paa samme Tid, som man maa vise dem, at deres - den enkeltes - Rolle i Verdensdramaet altid maa være ringe og ubetydelig, det er Nutidsopdragelsens vanskelige Opgave. Den er lige saa meget mere indviklet end de gamles som Lies Niobe i Dybde og Følelse rager op over Grækernes beundrede Kunstværk.