Fra Rigsdagen.

I. Kvindernes Udstilling.

Ved tredje Behandling af Finansloven i Folketinget vedtoges det at give en Art Tilskud til den paatænkte Kvindernes Udstilling. Bevillingen lyder i sin reserverte Affattelse saaledes:

"Til Forberedelse af en Udstilling af Kvindearbejder i København og til Dækning af et eventuelt Underskud ved samme, 15,000 Kr.

Deraf for Finansaaret 1894-95 til Forberedelse af Udstillingen, 5000 Kr." og der tilføjes følgende Anmærkning:

"Beløbet kan ikke udbetales, forinden der paa anden Maade er sikret et Beløb af mindst 35,000 Kr. til Foretagendets Fremme."

Det er, som man vil se, en Bevilling af meget tarvelig Art. Oprindelig havde Kvindekomiteen ansøgt om en Garanti af 25,000 Kr.; det blev i Ministerens Forslag ved Banden Behandling nedsat til 20,000 Kr. og nu ved tredje Behandling, i det vedtagne Ændringsforslag til Ministerens Forslag, til 15,000 Kr. Og det forlanges, at Kvindekomiteen selv skal kunne skaffe 35,000 Kr. Garanti i Steden for de 25,000, der forekom den selv som dens Evners Maksimum.

Der foreligger endnu ikke noget offenligt om, hvorledes Kvindekomiteen stiller sig til dette Folketingets Tilbud. Det vilde efter vor Mening være mest naturligt, om den med høflig Tak afslog dette Tilbud og opsatte Udstillingen til en Tid, hvor man er naaet til bedre Forstaaelse af den Sag, det drejer sig om, hvor det staar klart for Flertallet, at en Udstilling af det spesifike Kvindearbejde har ligesaa stort Krav paa Statens Støtte som Dyrskuer og Smørudstillinger.

Denne Tid er sikkert ikke fjern, saa indtil da kunde vi nok vente. Som Tingene er faldet ud, er det næsten for meget at vente, at Udstillingen skal kunne fremstaa i en saadan Form, at den vil bringe Kvinderne Gavn og Glæde. Thi vi kan ikke andet end slutte os til de Tvivl en af Sagens Modstandere, J. C. Christensen-Stadil udtalte under Forhandlingen, idet han bl. a. sagde:

"De 50,000 Kr. er jo kalkulerede under den Forudsætning, at Kunstindustrimuseet overlodes til Brug. Nu er denne Forudsætning bristet; faar man nu gratis Lokaler og gratis Montres? Jeg tror det næppe. Og om de 60,000 Kr. saa slaa til, derom ved man intet. Hvad skal Udstillingen koste? Jeg siger: det ved man ikke noget om .....

Og saa er der endnu en Ting til: Kan Kvinderne tage imod denne Bevilling, som her bydes dem? Kan de virkelig være tjente med disse 15,000 Kr.? Jeg ved intet derom, og jeg tvivler om, at de øvrige Medlemmer ved, om Kvinderne kan tage imod disse 15,000 Kr., hvoraf de 6000 er til Forberedelse, og de 10,000 til at dække det eventuelle Underskud. Jeg er ikke sikker paa, at de kan nøjes dermed. Derom ved man i al Fald intet. Jeg synes for Resten ogsaa, skønt det ikke angaar mig saa meget, da jeg ikke er med til Bevillingen, at naar man vil gaa til at bevilge Penge til en saadan Udstilling, bortset fra, at der ikke findes noget virkeligt Grundlag for denne Udstilling, nemlig ingen virkelige Oplysninger, skal man ikke være saa knap her, at man mellem 2den og 3dje Behandling knapper 5000 Kr. af, og saa dog ikke er sikker paa, at Pengene slaar til. Man maa, over for vore Kvinder, synes jeg, være noget mere, hvad skal jeg sige, generøs, i alt Fald noget mere rundhaandet, noget mere flot end her. Man kommer og knapper 6000 Kr. af, men ved ikke noget om, hvorvidt Pengene kan slaa til…"

Naar selv Modstanderne mener, Kvinderne burde have været behandlede mere "generøst", kan der nok være Grund for os til med et "Gud bevare os for vore Venner!" at oppebie bedre Tider.

K. F.

II. Skolebørns Ferierejser

var under Finanslovbehandlingen Genstand for Forhandlingen i Folketinget. Finansudvalgets Ordfører, Hr. Neergaard, anbefalede indtrængende Forslaget om at give de nødvendige Fribilletter. Vi faar 10,000 Fribilletter, udtalte han, men vi behøver 16,000. I Fjor maatte ca. 6000 Børn, som havde Steder at rejse til, blive hjemme, fordi de ingen Billetter kunde faa De københavnske Børns Rejser ud paa Landet i Sommerferien har udviklet sig til en Institution, som vi har Ære af, og som intet andet Land har Mage til. Det er en stor Gæstfrihed, Landboerne viser de københavnske Børn, og Børnene vinder ved disse Rejser Sundhed og Udvikling. Der skabes ved disse Rejser en god og sund Forbindelse mellem Land og By, og saadanne Forbindelser maatte man ønske sig mange af. Der bidrages ved dem heller ikke saa lidt til at fremme en god Forstaaelse og et større Venskab til hinanden mellem de forskellige Samfundsklasser. Det er naturligvis forbunden med Ulejlighed og Bekostning for Statsbanerne at befordre disse Børn; men Statsbanerne er jo dog til for Samfundets Skyld, og her er der en Samfundsopgave, som har Betydning, og som Statsbanerne kunde gøre noget for at løse. Skolerne har rykket Ferierne tilbage, for at Skolebørnenes Ferierejser ikke skulde støde sammen med den stærkeste Strøm af Ferierejsende. Faar vi ikke de nødvendige Billetter, vil det blive skæbnesvangert for den hele Institutions Udvikling; thi naar Folk Aar efter Aar indretter sig paa at modtage Feriebørn og ikke faar dem, bliver de ligegyldige for den Sag. Ogsaa fattige Børn paa Landet bør kunne faa Fribilletter til Ferierejser.

Ministeren for offenlige Arbejder (Ingerslev). Den ærede Ordfører mener, at det er noget lidt, at Statsbanerne befordrer 10,000 Børn. Jeg vil bemærke, at det forenede Dampskibsselskab befordrer ogsaa 10,000 *), saa det bliver dog ret rundeligt. Jeg tør ikke i Øjeblikket sige, om det er muligt at paatage sig Besørgelsen af flere. Jeg skal tage under Overvejelse, om man kan gaa videre.

*) Med Hensyn til Dampskibsbilletterne maa Ministeren have taget fejl af Tallet. Skolerne faar ikke 10,000 Billetter. De har i flere Aar faaet 1000 og fik i Fjor 1100 Fribilletter til Rejser med det forenede Dampskibsselskabs Skibe.

III. Prostitutionssagen.

Den gamle, kongevalgte Landstingsmand, E. Rosenørn, rettede i Slutningen af forrige Maaned følgende Forespørgsel til Justitsministeren:

"Er den højtagtede Justisminister villig til at nedsætte en Kommission, der har at undersøge, om der er Anledning til at ophæve eller forandre §§ 3-12 i Lov af 10de April 1874 om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse samt de i Henhold til denne Lov og Lovene af 11te Februar 1863 § 8 og 4de Februar 1871 § 2 c. udfærdigede Regulativer eller Vedtægter for Tilsynet med løsagtige Fruentimmer?"

Rosenørn begrundede sin Forespørgsel ved at henvise til de forskellige Fakta, som vidner om, at det danske Folk følte sig i høj Grad "ubehagelig berørt," ja "forarget" over den Maade, hvorpaa Loven af 1874 bliver sat i Værk. Han henviste til den store Petition som i 1888-89 blev indgiven til Regering og Rigsdag, underskreven af 150,000 Mænd (ca. omtrent hver fjerde Mand i Landet) og 114,000 Kvinder og til Tilstedeværelsen af et Selskab som "Foreningen mod Lovbeskyttelsen for Usædelighed," og hævdede dernæst, at det, der gav Forargelse, ikke alene var selve Loven, men Maaden, hvorpaa den udførtes, særlig den tvungne Indsættelse i Utugthuse. Sluttelig mindede han om, at Højt ansete Læger rundt om i Evropa havde erklæret, at de ikke blot ansaa Reguleringen for unyttig, men for skadelig i sanitær Henseende.

Justitsministerens Svar var i høj Grad afvisende. Han fandt det unyttigt at nedsætte en Kommission. Mening stod jo i dette Spørgsmaal mod Mening, baade hos læge og lærde, og da det Onde, der her tales om, var kendt alle Vegne, saa skulde det være højst mærkeligt, om man vilde tro, at man her i Danmark kunde finde en tilfredsstillende Løsning, naar man ikke havde kunnet finde den noget andet Sted i Verden. Desuden fraraadede de lægevidenskabelige Autoriteter, som Ministeriet maa støtte sig til, en Systemforandring, ligesom ogsaa den medicinske Statistik udviste, at der i de senere Aar havde været en ikke ubetydelig Nedgang i Antallet af syfilitiske Sygdomme i Hovedstaden.

Bjerre, P. G. C. Jensen. Th. Nielsen, Knudsen og Sthyr talte alle varmt for Nedsættelsen af en Kommission; særlig udtalte de sig mod den tvungne Visitation og Indskrivning. Th. Nielsen og Knudsen betonede bl. a. Kvindernes slette økonomiske Stilling som Aarsagsmoment til deres Fald, og Sthyr hævdede, at skulde Visitationen bibeholdes, burde den udføres af kvindelige Læger?

Caspersen spurgte, om ikke Ministeren, uden at nedsætte Kommission eller spørge Autoriteter, kunde træffe en Bestemmelse eller lade foretage Undersøgelser, hvorved vi kom bort fra den tvungne Indlæggelse i offenlige Huse, et Spørgsmaal som Justitsministeren lovede at tage under fornyet Overvejelse.

Sluttelig udtalte Forespørgeren sin dybe Beklagelse af Justitsministerens Svar, som var ham uforstaaeligt, ubegribeligt. Og saa, med en vemodig Alvor og Højhed, som om han følte, det var det sidste Ord, han kom til at sige Verden, sagde den gamle Mand:

"Inden jeg slutter, vil jeg dog sige et, som ligger mig paa Sinde, og det er, at det er Mænd, som har givet Lovene, det er Mænd, som har givet Regulativerne, det er Mænd, som sidder i Politiet og udfører Lovene, men Kvinderne - ja dem ofrer man i saa overordenlig høj Grad. Det er noget, som strider mod ens Følelse, det kan ikke fragaas.

Iøvrigt tillader jeg mig ogsaa at sige, at det, at der er kommet en ny Mand til at ordne Forholdet, vil jeg haabe tillige maa have den Følge, at disse Kvinder ikke bliver behandlede haardere og værre, end de fortjener. Thi at de behandles slet og daarligt, vil sætte det Lavmaal, som de destoværre allerede har, endnu lavere."

Mon Ministre kan føle - og hvis de kan, hvad mon Justitsministeren følte i det Øjeblik?