Fra min Onkels Skrivebordsskuffe.
Man skal aldrig forsværge noget. Dersom en af mine Venner for en Maaned siden havde spaaet, at jeg skulde blive Abonnent paa "Kvinden og Samfundet", "Hvad vi vil" eller et hvilket som helst andet Blad af Racen, vilde jeg have betragtet det som en grov Spøg. Og var det udtalt i Alvor, tror jeg, det kunde have indeholdt tilstrækkelig Grund for mig til at bryde Venskabet. Ikke fordi jeg skulde være Kvindehader, hvad man maaske efter denne Udgydelse kunde mistænke mig - en gammel Pebersvend - for. Nej, jeg hader ikke Kvinderne, jeg elsker dem, de bringer mig i Stemning. Disse letsvævende, smilende, sansebedøvende, sladrende, ubekymrede Væsener hører med til Landskabet ligesom Blomsterne paa Marken og Sangfuglen i Skoven paa en solklar Foraarsdag. Ja, hvor vilde Livet ikke blive glædesløst uden dem.
Altsaa: Kvindehader er jeg ikke;
Men -
Ja, naar jeg har set dem sætte den lille Mund, skabt til at smile, i alvorlige Folder for paa værdig Maade at køre op med Fæstningskanoner, om hvis Virkninger de vel næppe har andre Forestillinger, end dem, de har hentet fra Balsalen, naar de sammen med kalvekrøsbrystede Kavallerer har trukket Knallerter af i Cotillon - eller naar jeg hører dem raabe og skrige op om Stemmeret og Valgbarhed, ja, saa har de ærgret mig. "Herregud!" har jeg sukket, "hvad tænker de dog paa, hvis de overhovedet kan tænke logisk. Maaske ikke én af hundrede af dem ved, hvorledes der skal røres i en Gryde Grød. Jeg føler mig forvisset om, at de 99 af hundrede vil svare, at man skal røre rundt, skønt det ene fornuftige er at røre i et Ottetal, saa man under hver Omrøring kommer over Midtpunktet af Grydebunden, hvor Heden er stærkest og hvor Grøden derfor snarest svides. Og saa mener de endda at have Forstand paa Fæstningskanoner og paa at styre, Land og Rige! Nej, bliv ved din Naal, o Kvinde! Bliv agtværdige Husmødre, dygtige Styrere i Køkken og Bryggers, omhyggelige i Barnekamret, lap og stop og bliv saa for øvrigt Mandens Lyst og Glæde, naar I er pyntede og pudsede!
Ja, saaledes har jeg tænkt, og jeg haaber, at enhver, i hvis Aarer der ruller en konservativ Blodsdraabe, vil føle, at det er talt og skrevet ud af hans egen Sjæl.
Men -
Ja, man skal aldrig forsværge noget. Jeg læste en Gang for nogen Tid siden, rent tilfældigt naturligvis, muligvis paa en Café i et Øjeblik, da jeg sad og gabede og ikke havde noget som helst andet at lære eller tænke paa: at man paa et Kvindemøde - Pokker ved, naar og hvor det var, men hvem kerer sig ogsaa om det - var enedes om at indgaa til Regering og Rigsdag med Forslag om at faa Haandarbejdsundervisning (Syning, Strikning, Stopning og Lapning) indført som obligatorisk Fag i alle Landsbyskoler. Virkelig meget fornuftigt, tænkte jeg. De begynder at faa Hornene løbet af sig, kan man mærke. Jeg greb uvilkaarlig min Hat, der stod paa en Stol ved min Side og lod, som om jeg tog den af for dem. Saadan vil man aabenbart gøre i Rigsdagen, tænkte jeg, og saa tænkte jeg for Resten ikke mere paa den Sag. Jeg fik ogsaa Tid nok til at glemme den, for der skal Tid til alt og ikke mindst til Udvalgsbetænkninger.
Men hvo skildrer min Forbavselse! Forslaget indbringes i Thinget; men Udvalget gør ingen Indstilling. Hvad behager? jeg pudser mine Briller, men det stod der virkeligt: Udvalget gør ingen Indstilling.
Naa ja, men Motiveringen - hvor Pokker er Motiveringen! Naa, her er den. Ordføreren: "Som ærede Medlemmer vil have set, er der kun gjort to Indstillinger - Nr. 8, 3, 9 - naa ja; men hvor er -? naa her. Saa er der Andragendet under Nr. 11, som vi ikke har kunnet slutte os til. Det er indsendt fra "Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse." - Det, der gør, at man ikke gør Indstilling, ligger i de to meget stærke Udtryk "obligatorisk Fag" og "i alle Landsbyskoler." - Et saadant Paabud vilde medføre Udgifter af et saa betydeligt Omfang, at næppe nogen paa Forhaand vil kunne sige, hvor meget det vilde kunne blive, men det vilde vistnok række op ikke blot til Tusinder, men maaske endog til Millioner." Men Herregud! Naar de nu vil blive ved Naalen og lære alle Børnene Lapning og Stopning, hvorfor Pokker vil man saa ikke hjælpe dem dertil. "Det vil maaske koste Millioner," siger man. Bah! Hullerne, der skal lappes og stoppes, koster da ikke noget; af dem er der rimeligvis Overproduktion. Alle de mange Synaale, maaske Milliarder af Mile Traad, kan de koste Millioner? Snak, umuligt! men Lærekræfterne? ah, der har vi det. Lærerinderne vilde rykke mandsstærke - hm! ja, nu staar der mandsstærke, saa lad det staa - ind i Skolerne som nødvendige for Stopningens Skyld. Men man har dem jo allerede mangfoldige Steder baade i By og paa Land, og man priser dem for deres trofaste Skolegerning. Kunde man da ikke, bare for at faa begyndt, have gjort Haandarbejdsundervisningen til tvungent Fag i de Skoler, hvor der er Lærerinder og saa først sørge for disses grundige Oplærelse deri? Vilde man ikke det, kunde man dog i det mindste prøvet en Forhandling; men nej - ingen Indstilling!
Det løb rundt for mig. Jeg gik øjeblikkelig hen og abonnerede paa "Kvinden og Samfundet", og faar jeg en Gang Lejlighed dertil, saa stemmer jeg for Kvinders Valgbarhed og Valgret, for Logiken maa vi for enhver Pris se at redde, selv om vi skal piskes til at tage Kvinderne til at hjælpe os dermed.
