Kvindelig Selvfølelse.

I sin Afhandling om Schopenhauer skriver Dr. Georg Brandes: "Han havde en uhyre Selvfølelse og deraf følgende ubegrænset Hensynsløshed "

Denne Sætning vækker mange Tanker. Mon det virkelig er rigtigt, at "ubegrænset Hensynsløshed" kan tilskrives Selvfølelse? Mon Hensynsløshed ikke snarere har sin Rod i Selviskhed, blandet med Forfængelighed og Hovmod? Mon ikke Selvfølelse snarere betinger Hensynsfuldhed? Et ydmygt Menneske kan være selvfølende, men aldrig hensynsløst. Man kan føle sig lille og ubetydelig og dog være sig sin Ret som Individualitet fuldt bevidst. Jo mere fin og sand Selvfølelse man har, jo villigere vil man være til at indrømme andre deres Ret, altsaa desto hensynsfuldere vil man være.

Selvfølelse er ligesaa berettiget og kan være ligesaa udpræget hos den ubetydelige som hos den fremragende. Naar denne sidste viser sig hensynsløs, er det ikke Selvfølelse, der driver ham, men uberettigede Krav og Fordringer, begrundede paa Omgivelsernes Underlegenhed.

Selvfølelse er den første Betingelse for en virkelig menneskelig Eksistens.

Den skaber ikke Hensynsløshed, men ud af den vokser meget mere en dyb og inderlig Forstaaelse af alt, hvad der er menneskelig Værdighed, en Respekt for det menneskelige saavel hos andre som hos en selv.

Paa Basis af en Misforstaaelse af Selvfølelsens Væsen har Kvindelighedsidealet i Tidernes Løb udviklet sig, lige saa meget til Skade for den mandlige som for den kvindelige Halvdel af Samfundet.

Kvindens mangelfulde Uddannelse, hendes Afhængighed af Manden, hendes større legemlige Svaghed, alt dette maatte gøre en fordringsløs Beskedenhed og Ydmyghed til hendes bedste Smykke, og da man mente, at Selvfølelse ingenlunde kunde forenes med disse Egenskaber, saa blev det da til, at en sand Kvinde uden Klage burde finde sig i al Slags Hensynsløshed fra Mandens Side. Det ansaas som Bevis paa Ukvindelighed, naar hun vilde paatale sin Personligheds og sin Menneskeligheds Ret, og ikke ydmygt logre for den Fod, der stødte til hende.

Saaledes er da Begrebet "Kvindelighed" vokset frem paa Selvfølelsens Bekostning, og Opfattelsen har, trods al Hulhed og Falskhed, slaaet saa dybe Rødder, at den endnu bestaar i vore Dage, der ellers paa deres Fane har indskrevet Individernes Ret.

Det kan vistnok uden Uret siges, at denne Opfattelse af Kvindelighed særligt florerer her til Lands, og at den er lige saa fastgroet i Kvindernes som i Mændenes Forestillingskreds. Vi er saa moderne i mangt og meget, men i det Spørgsmaal er vi vist mindst et halvt Aarhundrede bagud, vi er, kort sagt, grumme gammeldags paa det Omraade.

I de sidste Aartier har Kvindesagen gjort store Fremskridt, ogsaa herhjemme, i Retning af Uddannelse og Arbejdsrettigheder, men Følelsen af Kvindens Værdighed som Menneske, hendes Selvfølelse, har ikke holdt Skridt med denne tid vikling.

Aldrig er Kvinden bleven mere lavt stillet end i vor hjemlige Literatur efter 70erne, og hidtil har ingen kvindelig Røst hævet sig derimod.

Det er endogsaa lykkedes Mænd at bibringe mange Kvinder den Opfattelse, at Anerkendelse, af denne Forsmædelse er Bevis for Aandsudvikling og moderne Sans.

Den norske Literatur, Bjørnson, Ibsen, Lie og andre, har stillet sig anderledes i saa Henseende. Den har fremstillet Kvinder i mange forskellige Forhold og Belysninger, mens de danske Forfattere næsten udelukkende har behandlet hende som et erotisk Væsen, hvis Tilværelse er uden Interesse efter den korte Tid, da hun blomstrer Manden til Behag, et Væsen, der skylder ham Tak for et potenseret Liv i denne Periode, om Livet saa end senere, netop derigennem, styrter hende i Lidelser og Ydmygelser.

Som en af Undtagelserne fra denne Betragtningsmaade kan nævnes J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Underligt nok anses imidlertid netop Marie Grubbe for en Erotikens Repræsentant, og dog har Jacobsen i hende beskrevet en Kvinde, der er besjælet af en Ide, som hun Livet igennem forfølger, og som stiller hende højt over den almindelige Erotiks Sfære. Det er denne Ide, der som en rød Traad gaar gennem Bogen og væsenligt adskiller den fra Jacobsens senere Produktion, set fra Kvindens Standpunkt. Marie Grubbe fordrer sin Ret, hun bøjer sig ikke for Manden som saadan, men kun for de Egenskaber, der i hine uciviliserede Tider gjorde Manden til Kvindens Overhoved. Hendes Higen gælder sandt Mod og mandig Kraft, legemlig og aandelig. Hendes første varme ideale Sværmeri slaas ynkeligt til Jorden, da hun overværer sin Helts Jammerlighed i Dødsøjeblikket. Hun føler ingen Forpligtelse til ydmygt at bøje sig, naar hendes berettigede Fordringer overtrædes. I et Raseri, som hun selv næppe klart forstaar, griber hun til Kniven over for sin Mand, da han med Letfærd og Ligegladhed nærmer sig hende, der i Længsel, med Alvor og Savn, har imødeset dette Øjeblik, der genforener dem efter en længere Adskillelse. Det er et mesterligt Træk af Jacobsen saaledes, uden Forklaring, at fremstille hendes uvilkaarlige Forbitrelse, hende selv saa uforstaaelig, ung og ukyndig som hun er, at hun bagefter ræddes over sin Handling.

Senere ser vi hende i Norge, i den krænkede Hustruværdighed, urokkelig bestemt paa ikke at ville overse eller finde sig i uværdig Tilsidesættelse. Hendes Livs Længsel er en Mand, en mandig Mand, og den, der ligger under for en Karen Fiols Fristelser, er ikke mandig, men slet og ret dyrisk, han er ikke Herre over sig selv og har derfor ingen Bet til at være Herre over en Kvinde. Saa drager hun da bort, fulgt af sin Længsel efter det Mandighedens Ideal, igennem hvilket hun kan finde sin Plads i Livet, den Plads, som i de Tider og tildels endnu kun er Kvinden forbeholdt gennem Manden. Atter og atter skuffes hun og vaagner til Kval og Selvforagt, der sløver hende ind i et Ægteskab uden Indhold og Virkelighed. Men under Ligegyldigheden ulmer endnu Gnisten, og Længslen efter Idealet bryder atter frem den Ildsvaadens Nat, da hun ser Dødsforagtens Kraft og Mandighed levendegjort i en Personlighed, som efter vor Tids Begreber er hende langt underlegen. Man maa dog ikke glemme, at hans Underlegenhed kun var begrundet i Tidens Fordom overfor den uadelige. I Realiteten var den ufrelse ikke mere raa og udannet end hendes Ægtemager og de Herrer, med hvem hun havde traadt i zirlig Dans ved Hove. Ved at elske ham gjorde hun ikke Brud paa den ægte Kvindelighedsfølelse, der gyser tilbage for aandelig Underlegenhed og Mangel paa Finhed og Sjælsuddannelse.

Hun forlader alt og ægter ham, og saa kommer det Øjeblik, hvor det ser ud, som havde hun opgivet al Kvindens Selvfølelse,

Han banker hende! Og hun, ja, hun finder sig deri!

Atter her forbavses hun og forstaar, med Tidens Mangel paa Selvrefleksion, ikke sig selv. Og dog er hun i dette Øjeblik ogsaa i fuld Harmoni med sin Natur, hvad Jacobsen med fuldendt psykologisk Finhed har forstaaet. I vor Tidsalder maatte en dannet Kvinde med Rette føle sin Selvfølelse dødelig saaret ved at skulle finde sig i en saadan Brutalitet, der vilde stille hendes Mand langt under hende, men Marie Grubbe maatte føle det paa anden Vis.

Hun vidste, at Bank, selv fra en god Ægtemands Haand, ikke var noget uhørt i hendes egen Stand og var en dagligdags Begivenhed i den Samfundsklasse, hvortil hendes daværende Mand hørte. Hun bøjede sig beundrende for den Mandighed, der ikke lod sig imponere af hendes Fortids Storhed, men fastholdt sin ægtemandlige Ret trods den.

Saa havde hun da fundet sit Ideal, for det bøjede hun sig, ikke for en Mand, men for en Mandighedens Repræsentant. Hun tog sit Livs Kors op, og levede mange Aar et slidsomt, arbejdsomt Liv, uden at være ulykkelig.

Manden var en Stund i Tugthuset, men derved var jo Mandighedsidealet ikke brudt, heller ikke krænkedes derved hendes Ret i deres indbyrdes Forhold, og saa kunde hun bære det.

Jeg har dvælet saa længe ved Marie Grubbe, fordi det forekommer mig, at Jacobsen i hendes Historie har skænket os et mærkeligt Eksempel paa Selvfølelsens Bevarelse, selv hvor den synes helt opgivet.

Mangen Kvinde, som lever et langt renere og tilsyneladende værdigere Liv, begaar ofte ganske anderledes den Fejl at lade sin Selvfølelse træde under Fødder, til ubodelig Skade for de Mænd, med hvilke hun kommer i Berøring.

De samme Kvinder, som med Afsky omtaler Marie Grabbes Ukvindelighed, har ofte intet imod, at Hustruer ser gennem Fingre med deres Mænds Utroskab. De finder det rørende og kvindelig skønt, naar en Mand i sit Hjem modtages med ydmyg Kærlighed, efter at han har tilbragt sin Tid med en anden Kvinde og har haft al sin Tanke og al sin Interesse opfyldt af hende.

"For Børnenes Skyld" hedder det saa, bør alt glemmes og tilgives.

Og naar Børnene er store nok til at forstaa Situationen, eller snart vil blive det, hvad Slags Lære er det saa for dem at se en letfærdig Fader blive behandlet med Hensyn, hvad Slags Lære er det for dem at se deres Moder sætte al Selvagtelse til Side, og finde sig i, at hendes Hustruret trædes under Fødder? Hvor længe vil de respektere hende, naar hun ikke respekterer sig selv_; og undertiden oven i Købet forlanger, at de skal elske og agte den Fader, der hensynsløst har forbrudt sig mod hende og mod dem?

Hvilken Forvirring maa der ikke skabes i deres Begreber om, hvad man skylder Samfundets Ordning.

Sandelig, det er en daarlig Moder, der ikke forstaar, at det vilde være langt sundere for Børnene at se, at Faderens Letsindighed udslettede ham af deres Liv.

Mon ikke den Kvinde, der, tilsyneladende for Børnenes Skyld, ikke helt afskærer Forbindelsen med Faderen under saadanne Forhold, i sit Hjærte bevarer en Rest af Haab om, for sin egen Skyld, at genvinde en Kærlighed, som for den ægte Selvfølelse kun kunde være en ny Fornærmelse.

De hyppige Skilsmisser, med foregaaende Separation, der høres om i vore Dage, har antaget en højst besynderlig, for Kvindens Selvfølelse nedbrydende Karakter, idet Manden anser det for sin Ret at besøge sin fraseparerede Kone under Paaskud af at se til Børnene. Det hænder saaledes, at man om Formiddagen kan træffe en Mand hos den forladte Hustru, og saa om Aftenen paa en Koncert eller i et Theater kan se ham nyde Kunsten i sød Fortrolighed med sin Forlovede. Er det ikke en uforstaaelig Mangel paa Selvrespekt, at en Kvinde venligt modtager sine Børns Fader, som samtidigt er en andens forelskede Brudgom?

Og der gives Mødre med unge Døtre der ikke tager i Betænkning at modtage et saadan forlovet Pars Besøg. De unge Piger vænnes til at finde en saadan Forbindelse i sin Orden, mens de vist næppe paa samme Maade vilde se paa den separerede Kvinde, der vilde gaa om og præsentere sin Forlovede. I Sandhed, en smuk Skole for de unge med Hensyn til Forpligtelserne og Rettighederne i deres vordende Ægteskab.

Kan man tænke sig en større Ukvindelighed end den, der udvises af en ung Pige, der modtager Kur af og forlover sig med en Mand, hvis Ægteskab endnu ikke er hævet.

En saadan, desværre ikke ualmindelig, Opførsel, kan tildels tilskrives de forvirrede Begreber, der hersker om Kvindelighed og om Selvfølelse.

Og nu Mændene! Hvor mange af dem vilde ikke gennem deres Følelse som Fader holde deres Ægteskab helligt, naar de ved Kvindens værdige Selvfølelse forstod, at dette Ægteskab er et Enten-Eller, og at et Brud med Moderen udelukker alt Samkvem med Hjemmet og Børnene, idetmindste med de Børn, som Skilsmissens Ordning ikke hjemler Faderen Ret over. I Regelen vil en Mand næppe ønske at føre noget Barn med ind i det ny Forhold, og den uden Skyld forladte Part har vel dog den Rettighed at stille Betingelser med Hensyn til Børnene. Det kunde maaske synes, at Mandens Forpligtelse til Børnenes Forsørgelse, ogsaa efter Skilsmissen, maa give ham en vis Ret over disse; men ved Forsørgelsen indfrier han kun sin Forpligtelse mod Samfundet, der selvfølgeligt ikke vil indlade sig paa at forsørge en Mands Børn, fordi han faar Lyst til at indgaa en ny Forbindelse. Og han har forspildt sin moralske Ret til Indblanding i Moderens Forhold til Børnene ved at forlade hende og dem, udelukkende af Hensyn til egne Lyster.

Mænd stiller sig heldigvis anderledes overfor Hustruer, der forlader Hus og Børn. I det Hjem er man ikke udsat for at træffe den bortløbne Part, mens hendes Forlovede venter hende til en munter Aften.

Hvis Kvinder vilde forstaa, at Selvfølelse er den første Betingelse for Kvindelighed, saa vilde det være en Hjælp og en Støtte paa mange Maader for Mændenes Svaghed.

At disse ikke altid ser klart nok til at forstaa dette, er undskyldeligt. For dem er det saare bekvemt at kunne slutte og afbryde Forbindelser, baade lovlige og ulovlige, uden at have mindste Men deraf.

Der er jo Digtere, der ganske systematisk søger at paavirke Kvinder til at sætte deres højeste Ære i at kysse den Haand, der støder dem bort, efterat de i nogen Tid har nydt Lykken af dens Kærtegn.

I sine Dæmpede Melodier har Drachmann givet os en ganske klar Recept i saa Henseende. Stakkels Mary i et Aftenbillede har aabenbart hans fulde Billigelse, naar hun "stille" forlader sin Elsker, da hun mærker, at hans Følelse for hende begynder at kølnes.

Man føler, at Digteren beundrer hende, da hun, som taalmodigt har bøjet sit Hoved under Faderens Bebrejdelser og sorgfulde Harme, farer op i Vrede, saa snart Ordet "Skurk" udtales om Elskeren.

"Hvis ej din Mund

Fornærmeligt med Haansord skældte ham,

Jeg skulde Intet, Intet have svart."

"Jeg gav mig hen til ham, jeg gav ham alt,

Og tusindfold har han mig det betalt."

"Ja, jeg har elsket, og jeg elsker ham,

og han er stor og klog og rig og skøn!"

Og hensynsløs og egoistisk og sanselig og troløs, og uden sand, sædelig Alvor, se alt dette sidste maa en Kvinde naturligvis hverken tænke eller udtale.

Ja det kan jo være rigtig bekvemt og behageligt for Mænd at være Genstand for en saadan ukritisk Tilbedelse, en saadan hundetro Hengivenhed, men et andet Spørgsmaal er det, om det er sundt for dem, om det til syvende og sidst ikke er Mandens Ulykke saa godt som Kvindens, at Idealet for Kvindelighed har antaget en saadan Form.

En kritikløs, forgudende Kærlighed er altid uheldig for begge Parters Vedkommende. Som oftest ser man, at den, der er Genstand for den, ender med at faa Lede for den ydende Part, og misbruger og handler ilde med den.

Alligevel staar en saadan Kærlighed for mange som Kvindelighedens højeste Udtryk, fordi den er saa fuldstændig uselvisk og fordringsløs.

Der er dog noget, man ikke kan hylde selv i Kærlighedens Navn. Man bør hverken stjæle eller myrde eller gøre anden Uret til Fordel for den, man elsker. Saa bør man da heller ikke dræbe sin egen Personligheds Værdighed ved at finde sig i Tilsidesættelse og Utroskab, og forspilde sin Indflydelse paa den, for hvem man vil ofre sig, ved Opgivelsen af berettigede Fordringer.

En Kærlighed, der følger sin Genstand gennem alle Lidelser og Besværligheder, der dømmer overbærende endogsaa ind over Tugthusets Tærskel, vinder ofte mindre Sympathi og Forstaaelse, end den, der taaler alle personlige Krænkelser og Ydmygelser, kort sagt, end den Kærlighed, der ligner den trælbundne Kvindes.

Det er paa Tide, at vi Kvinder begynder at forstaa, at vi lige saa lidt som Mændene har Ret til at ofre vor Selvfølelse og vor Selvagtelse paa vor Kærligheds Alter.

Ibsen, Christiansen og Drachmann har som Idealer besunget os ædle Kvinder, der, trofast ventende henlever Livet, for med aabne Arme at modtage deres Ungdoms Elskede, naar han med revne Sejl vender tilbage fra sit Stormløb efter Livets Nydelser, under hvilket han end ikke har skænket den ventende en Tanke.

Hvor underlig gammeldags og uvirkelig er ikke denne Opfattelse af den ideale Kvinde.

Vilde de Herrer Digtere finde det skønt og rigtigt, naar de saa en kær Datter eller Søster ødsle Livet hen, ventende paa en uværdig, troløs Mand, en vagabonderende Natur, der farer Verden rundt, søgende Livet for sin egen Skyld, uden højere almene Formaal, og uden mindste nagende Tanke paa den, han har sveget.

Digterne forveksler Idealet for en Moders Kærlighed med det Ideal, der bør gælde for Kærlighed mellem Mand og Kvinde. Det er skønt, at en Moders Kærlighed aldrig trættes; hun har levet sit eget Liv med Gensidighedens berettigede Fordring; hun har ikke udvalgt Barnet som Individ, saaledes som det er, er det lagt i hendes Arme. I Følge Naturens Lov maa hun elske det trods Fejl og Mangler.

Hendes personlige Liv forspildes ikke, fordi hun venter og venter, altid rede til at modtage den forlorne Søn, der vender hjem sigende: "Jeg har syndet imod Gud og imod dig."

Men Daarligdom er det, naar en ung Kvinde ødsler sin Kærlighed paa en troløs, uværdig Genstand. Kærlighed mellem Mand og Kvinde bør kun opstaa ved en højere Dragning, og den bør kun bestaa ved Gensidighed.

Det er nemt nok for Per Gynt og Peter Plus og Jean de lOurs, og hvad alle de farende Svende i Poesien og i Livet hedder, naar de saaledes kan gøre Regning paa, at Hjemmets Lykke tilsidst venter dem i en trofast Kvindes Skikkelse, efterat de hensynsløst har udtømt alle Livets Nydelser og vender tilbage som Vrag.

Vilde det ikke være værdigere og rigtigere, om Kvinden følte, at den Kærlighed, som ringeagtes, bør udrives af Hjertet. "

Bør ikke et nyt og kraftigere Ideal for Kvindelighed afløse det forældede gammeldags, hvis Kvinden skal kunne lægge sit Lod paa Samfundets Vægtskaal, og skal være med til at raabe det "Excelsior" som bør lyde fra Jordens Børn.

Maatte der snart iblandt os opstaa den Digter eller Digterinde, som vilde synge til Pris for den sande værdige Kærlighed mellem Mand og Kvinde. Maatte der snart slaas til Lyd for en mandlig eller kvindelig Sanger, som vilde lægge alle gammeldags Opfattelser af Kvindelighedsidealet bagud, og hvis Sange, bedre end mine tørre Ord, kunde indprente Fremtidens Kvinde, at der paa hendes Fane først og fremmest bør skrives: Selvfølelse, offerberedt Selvfølelse.