« Tilbage til søgeresultaterne

Har Holberg skrevet en Kvindetragedie?

« Se emneord

Ved at læse en og anden Artikel i Bladene i den senere Tid angaaende de holbergske Stykker har jeg fattet Mod til at genoptage nogle gamle Betragtninger, som tidligere har sysselsat mig temmelig levende, og som det nu er faldet mig ind, mulig en og anden kunde finde en Kende Opmærksomhed værd.


Iblandt gamle Breve finder jeg et, af hvilke jeg med Vedkommendes Tilladelse citerer følgende:


"Har jeg fortalt Dem om Frk. J.s besynderlige Mening, at Holbergs Vægelsindede er det eneste Tilløb, der er gjort til en virkelig Kvindetragedie? Nu sværmer Frk. J. jo ganske vist for at sige Paradokser; men jeg tror, hun mente det. Forøvrigt har hun indrømmet senere, at siden Hedda Gabler saa Lyset, maa man tale om to Tilløb. Hun spurgte mig, om vi ikke skulde skrive et aabent Brev til Hr. Kammerherre Fallesen med Bøn om, at det maatte forundes os vægelsindede her af Staden at se os i Spejl hos Holberg, en Gang for en Forandrings Skyld, og som Forsøg paa en ny eller rettere fornyet Kurmethode. Jeg svarede, at jeg maatte virkelig først føle mig lidt bedre overbevist. Hun sagde saa paa sin løjerlige Maade, at det var egenlig ikke værd, at jeg blev overbevist; det var saa kedeligt at være enige. Jeg tror bestemt ogsaa, hun i saa Tilfælde havde taget det modsatte Parti. Det kan man kalde finfint, ikke sandt? For - hvis jeg da ikke rent har misforstaaet min Tid - det, det gælder om for fine Sjæle, det er jo, at være i Mindretal. Altsaa, Enkelttallet maa vel være det allerfineste?


Saa faar jeg forleden et helt Ryk af Glæde. Jeg ser i Avisen, at den "Vægelsindede" er ansat til Opførelse. Naturligvis var jeg henne at se den, skønt De nok véd, at jeg ellers nødig gaar i Theatret. Man morer sig jo ikke derhenne, vel? Ja, jeg ved nok, at de siger, at det er Theaterbestyrelsens Skyld; det kan jeg nu ikke dømme om, og desuden synes jeg, der er saa mange Hunde om det Ben, saa det vil jeg lade ligge. Derimod ved jeg, at jeg sidder med en meget daarlig Samvittighed derhenne; jeg er ikke "med"; der bliver talt til mig, man gør sig megen Ulejlighed, og jeg giver ikke Genklang. Saa tilsidst, endelig - eller før Enden sommetider - gaar jeg min Vej, hjem at tænke videre over min egen Bedrøvelighed, jeg faar virkelig ikke Tid til at tænke over de andres Synder. Jeg vil virkelig saa gærne, at de skal tale mig helt ind til Marv og Ben, men der er saa mange kritiske Hinder! De andre vil jo ogsaa gærne blive varme om Hjærtet og kan det heller ikke; det er jo Dig, siger jeg til mig selv, der er en Stymper, at Du ikke hjælper dem. Der gives jo faktisk ingen Lov, der forbyder Dig at skrive et Mesterværk, som kan varme Folks Sjæle eller risle Glæde ind i dem.


Om jeg da ikke morede mig over den Vægelsindede? Hm! Ja kan jeg nu slet ikke sige, og nej er jeg egentlig bange for at sige, da jeg mulig kunde krænke Sandheden. For hvor kan dog ja og nej være god Tale, naar Sandheden gærne er Afskygningernes Afskygning? Der er jo som oftest en og anden Scene, hvor man bliver glad forbavset over ikke at blive saa meget skuffet. Men hvad jeg derimod kan sige af mit fulde Hjærte og uden at krænke Sandheden, det er: Ak, ak!"


Naar jeg har citeret dette Brev saa vidtløftjg, skønt det ikke synes at komme Holberg saa ret meget ved, saa er det dog med velberaad Hu, idet det forekommer mig at være et lille, men ret tydeligt Bidrag til en "Publikummer"s Karakteristik. Og da det er Holberg paa Scenen, disse Betragtninger gælder, saa er Stemninger og Tilstande paa Tilskuerpladsen jo ikke uden Betydning, hvor ubetydelige saa Tilskuerne hver for sig maaske kan være. Desuden, netop den i Brevet omtalte Komedie falder det mig saa meget naturligt at gøre til Udgangspunkt, som det netop var Opførelsen af den Vægelsindede - i 1892, saavidt jeg husker - der først satte de Tanker i Drift, som jeg nedenfor skal søge at gøre Rede for.


Sagen var den, at den Vægelsindede, med hvem Stykket jo staar eller falder, udførtes af en Skuespillerinde, der maaske var talentfuld nok, men hun spillede "mare" ikke Holberg. Naa, dette behøvede nu ikke at være utilgiveligt, man kunde vel faa Valuta ogsaa paa anden Maade. Men hun spillede Vaudeville! Lukretia var en køn lille Taske, saavidt man kunde skønne; af virkelig Karakteristik, af ægte stor Komedie, ikke Spor!


Kan man nu egentlig let tænke sig noget meningsløsere, end en heibergsk Holberg? Den ene er altid net, den anden aldrig; den ene raader over hele den fine Konservations Omsvøbsdepartement, den anden taler rent ud af Posen.


Og, maa jeg nu spørge, spilles Holberg paa vor Scene ikke gennemgaaende som Vaudeville? At det kan have sine gode Grunde, nægtes ikke. Vaudevillen har haft og har jo endnu et stort Publikum, Skuespillerne er voksede op i dens Urtegaard, og de er saavel heibergsk som alment velopdragne, dannede Væsener. At de nu tildanner det mindre kendte - og Holberg ligger ikke den nuværende Generation af Skuespillere, paa en enkelt Uudtagelse nær, ret paa Tungen - i Lighed med det mere kendte, er naturligt nok, men derfor bliver det dog ikke rigtigt. En Maler maler dog ikke Sol og Maane ens, selv om han har mest Rutine i at male Maaneskinsbilleder; han ved, at han maa arbejde sig en ny Slags Dygtighed til for at gengive Solskinnet. Heller ikke falder han let paa at gøre Græsset blaat, fordi Himlen er blaa og Havet blaat, skønt det unægtelig vilde simplificere Sagen. Det skulde da være, at han fandt den græsgrønne Farve skærende og ufin. Naa, det maatte blive en Sag mellem Vorherre og ham; saa vidt er dog Publikum ikke naaet, tør vi dristig paastaa, men det udbeder sig sikkert at maatte beholde sin Smule Sansefelt ubeskaaret - foreløbig idetmindste.


Er der da saa himmelvid en Forskel imellem Komedie og Vaudeville? Ja, det er netop det, der er. Vaudevillen har til Hensigt at adsprede Folks Tanker, den vil skaffe Folk en behagelig og ikke anstrængende Nydelse efter Dagens Anstrængelser. Komedien derimod, den store, ægte Komedie, vil nok ogsaa more, men dette Hensyn er underordnet det alvorlige Øjemed. Da Holberg satte sig til at skrive sine Komedier, havde han saa alvorlig og god en Vilje til at forbedre sit Folks Sæder som nogen Reformator. Han tænkte netop paa fra Scenen under Komediens Maske at lokke Publikum til Eftertanke efter Dagens spredende Gerning.


Se, naar nu Holberg spilles saaledes, at Løjerne bliver tilbage, men Alvoren gaar fløjten, hvor bliver saa Udbyttet for Aandsdannelsen af? Mildest talt maa det blive overfladisk, ja meget tyndt overfladisk endog, i Lighed med den Fløde, man faar - af skummet Mælk.


Og vi raffinerede Nutidsmennesker, som ikke kan nøjes med mindre end la creme de la creme!


Mange kunde maaske bemærke her, at det snarere er Farcen end Vaudevillen, der truer Holberg, og at man oftere ser Løjerne end Nysselighederne overdrives af Skuespillerne. Det kan være muligt; derom kan vel Meningerne være delte, men det forekommer mig heller ikke at kræve nærmere Undersøgelse, da Farcen og Vaudevillen jo ikke er væsensforskellige, de er begge "blot til Lyst", og derfor grundforskellige saavel fra Komedien som Tragedien. Naar jeg har fremhævet Vaudevillen som faretruende, saa er det, fordi det at forflygtiges forekommer mig at maatte rumme den største Fare for Bestaaen. Ganske af samme Grund, som jeg, hvis jeg i al Almindelighed skulde nævne en Fare for Samfundet, vilde lade uomtalte de Ørefigener, der uddeles mellem Aar og Dag, men derimod henvise til disse moderne nette Smaatingester, der lægges saa sindrigt i Smug, som Torpedoer under Arken.


Det er ikke just, fordi jeg finder de holbergske Platheder saa uundværlige. Den Tid er unægtelig forbi, da de var sikre paa Latteren. Alt i alt er vi Nutidsmennesker Skuespillerne taknemmelige, naar de hjælper os lidt nemt over Ubehagelighederne, d. v. s., vi takker for Figenbladet, om ogsaa vi tillader os et ganske lille bitte lønligt Suk efter Tiden - før Figenbladet.


Dette er imidlertid af underordnet Betydning. Det afgørende ligger i Udførelsen af Karaktererne, at de bevarer deres Skarphed, eller om man vil, deres Grelhed. Udviskes Konturerne, mistes overhovedet Sansen for Konturen, jævnes Personerne ud til at ligne almindelige Mennesker, saa Farvel Holberg! Der stikker da en anden i Din Forklædning.


Men Herregud, naar det nu ikke ligger for den nuværende Generation af Skuespillere at spille anderledes end de spiller, hvorfor skal de saa skrue sig op til at være unaturlige? De ved alle, at Holberg er vores alles Fader Holberg og værner om ham saa godt de kan!


Og det er alt, hvad man med Rette kan forlange, siger Folk, hvis de er lidt nøjsomme.


Desværre er Evnen saa fattig, hører vi stadig Kritiken sige med et Suk, og det er slemt, for nuomstunder er det Sukkene og ikke Latteren, der er smittende.


Mon det ikke skulde kunne være muligt at komme ind i en bedre Tilstand? tillader jeg mig at spørge. Blot ved at dreje en lille Smule om ad et Hjørne. Sommetider kan jo en uendelig lang kedsommelig Gade vise os saa trøstesløs en Udsigt, indtil vi lige med et ved en Sidegade, blot ved at vende Næsen hen i et andet Verdenshjørne, maaske fornemmer Luften fra den nære Mark eller Strand.


Hvor skulde Komedien da finde en saadan lykkelig Sidegade? I Tragedien.


Der gives et radikalt Hjælpemiddel, naar man ikke føler Nydelse ved at gaa i Theatret, det er at blive derfra. Det er sandt, det kan vi gøre, og det gør vi vel ogsaa for en Del, men derved vindes jo ikke noget. Vi kan ogsaa, naar Fordøjelsen er i Uorden, afholde os fra Føde, men rigtig ønskeligt er det dog ikke i Længden for Helbreden overhovedet. Helst skulde man vel gaa en Mellemvej, sætte os lidt paa Diæt, føje os lidt i vor Kræsenhed, thi vi, det bedragede nittende Aarhundredes Børn er nu en Gang sære og vanskelige, og det er ikke til at haabe paa, at vi foreløbig skulde lægge vore Unoder af.


Vil vi da saa gærne have Tragedie? Aa Gud, nej! Ja, det vil sige, det er godt, vi har den, den rigtige, store Tragedie. For det første, fordi der er dem, der har Smag for den, nemlig Mineralogerne, nej, hvad jeg vilde sige, Fagmændene, der ikke skuffes ved at faa Sten i Steden for Brød - som vi andre sultne Hunde. For det andet, for de unges Skyld - dem der ikke er gaaet Orm i endnu -, som har saa overordenlig megen Fornøjelse af et se paa de fæle Ting, vel at mærke uden at ane, at de er fæle. Deres unge Hjærter svulmer, naar en Mand staar der med Guldkrone paa Hovedet og taler dybe Ord om at snyde og bedrage, de beruses af al den Rang og Klang - og er for den Sags Skyld lige indignerede over Mordet i Pilestræde.


Hører da skønne Ord til det, vi ikke kan fordøje? Det tror jeg dog ikke. Vi lytter gærne efter skønne Ord, det vil sige, vi lytter efter, om der er Sangbund bag ved dem. Vi har et fint, et meget fint Øre for hul Klang; mærker vi det ikke vibrere bag Ordene, undværer vi heller deres Skønhed, thi den tvinger os blot til at fryse og føle os endnu sygere om Hjærtet end før. Ja, saa lydhøre og kritiske er vi overfor Skvalder, at, naar vi hører det stormskjoldbuldre oppe paa Scenen, er vi ikke langt fra at ønske en lille ondskabsfuld Nisse deroppe, som jævnligen kunde gøre lidt Løjer med det hele. I Virkeligheden sidder der en saadan Nisse i vort Sind. Det er en slem Fyr; jo mere Ordene runger, jo mere kæphøj bliver han, men han kan slaas af Marken. Vi ved det, har erfaret det: der er Toner og Klage, han ikke staar for - der er Trold over Trold.


Alt i alt, hvad vi foretager os, naar vi ser et Skuespil, det er: vi venter paa Ekko fra vort Jeg, vi reducerer og reducerer, til det er tilbage, hvis Rythme vi kender. Vi er ikke langt fra at maatte reducere Kothurnen til Sokker - for at blive klog paa den.


Vi kender det bedst saaledes fra Livet - dette med Nissen og hans Overmand. Vi har betydelig lettere ved at finde grinagtige Mennesker end Heltesjæle. Vi har overordentlig meget at udsætte paa hverandre, i vor Stump fin de siecle; sjofle, latterlige, stygge Mennesker synes os at vokse paa Træerne; vi har stor Evne til at tyde andres Handlinger i uheldig Retning. Ved Siden deraf har dog enhver - Verden er og bliver jo den samme - en tragisk Bevidsthed om sig selv; thi det er aldrig Spøg at være til.


Alvoren er uadskillelig fra Livet - baade for Geniet og Taaben - men "Komedien" er der tillige, de fleste Øjeblikke.


Kunde det ikke være ret naturligt at gense dette Forhold paa Scenen?


I Virkeligheden har vi, eller mange af os, set dette Forhold gengivet for en Del Aar tilbage. Jeg tænker paa "Jeppe paa Bjærget" med Phister i Hovedrollen. Han spillede netop Jeppe "tragisk", det vil sige, bibragte én den centrale Forestilling om Manden, den, der aldeles intet har at gøre med Dom, men kun med Forstaaelse. Naturligvis var han tillige uendelig komisk, men dette fremkom ved Siden af det første Forhold, ved at se ham objektiveret. Jeg erindrer for mit eget Vedkommende, at jeg havde den største Møje med at skjule mine Taarer; thi saa ung var jeg dog den Gang, at jeg mente, det var naragtigt, at græde over en Komedie.


Men det er jo absurd! Komedien skulde virke tragisk og Tragedien komisk! Beder om Forladelse, men vi kan ikke gøre for, at det kan træffe sig saa.


Nonsens! Ja, men Herregud, der er virkelig saa megen Nonsens til og slet ikke saa megen "bon sens" endda, og der er ogsaa noget, som i gamle Dage hed Nefas, og allerede paa Holbergs Tid hed Drikkepenge, og som kan være en højst ønskelig Ting for mangen fattig Djævel. Om Komedien og Tragedien indgik en skøn Forening, vilde det virkelig være saa meningsløst? Hvis nu Forholdet er det, at Trangen til Skillemynt er større end til det rene Væsen...?


Der er f. Eks. Den Stundesløse. Er der noget i Vejen for at tænke os denne Karakter gengivet tragisk? Ja, der er det i Vejen, at saaledes har Holberg aldeles ikke tænkt sig det, men det ser vi jo nu engang bort fra, da vi jo her tænker paa "Diæten" og ikke paa, hvordan Kosten var i det attende Aarhundrede. Der er intet hos den stundesløse, der bestemt udelukker Sympathien; han viser kun en yderliggaaende Egenskab, som mange af os kender ikke saa lidt til, en Egenskab, der tilmed nuomstunder snarest vilde henregnes under det pathologiske, følgelig den alvorlige Forstaaelse deraf lettes. Ikke umuligt var det heller, at mange af "os" stundesløse Mennesker, der nu kaldes nervøse og derfor nærmest interessante, kunde have godt af at komme lidt i Kur hos Holberg.


Eller f. Eks. Den Vægelsindede. Vi ved, at ved en stor Skuespillerindes Kunst fik dette Stykke en Gang et fornyet Liv paa Scenen. Goldschmidt bemærker et Sted om Fru Heibergs Lukretia, at "man fik saa meget at vide om hende, som man ikke havde vidst før," en Bemærkning, der træffende anskueliggør for os, hvor rigtigt Fru Heiberg maa have opfattet stor Komedie. Det er vel ikke rimeligt, at vi i vore Dage vilde finde Fru Heibergs Fremstilling fyldestgørende; hun har naturligvis udfyldt Rollens store Rumfang - der er Plads til meget indenfor det at være vægelsindet - med den Slags kvindelige Væsen, som Datiden bedst kendte og forstod. Hun var overvejende indtagende, saa det gjordes forstaaeligt, at man kunde glemme hendes Vrede, saa saare Smilet var der. Nuomstunder vilde det vel ikke være Lukretias Ynde, en Skuespillerinde - af Fru Heibergs Rang, mener jeg - vilde lægge mest Vægt paa, skønt undværes kunde den naturligvis ikke, derimod vel snarere paa det, der havde mest Udsigt til at interessere vor psykologiske Tid, altsaa mere paa selve det gaadefulde Vægelsind end paa Yndigheden trods Vægelsindet. Om Stykket siger Holberg selv, at "store Kendere sætter det højest"; nuomstunder synes det ikke at være meget i Kurs. Mig forekommer det, ligesom Brevskriverinden, at være et meget mærkeligt Stykke. Det er ikke ret tit, at man i litteraturen - der jo er dannet af Manden og præget af hans Aand - træffer Kvinden skildret anderledes end i sit Forhold til Manden som hun tager sig ud fra hans Stade; det er sjældent, at hendes Væsen i sig selv eller hendes Forhold vis à vis Tilværelsen alene betragtes. Naturligvis har Holberg, af gode Grunde, ogsaa betragtet sin Lukretia fra Mændenes Stade, men han har gjort sig overordenlig Umage for at tage en troværdig Studie af hende - thi hun forbavser ham og interesserer ham - men komponeret noget detailleret Billede af hende, det har han ikke gjort. Han er vel som andre varsomme Naturforskere bange for, at Støvet paa Vingerne skulde lide derved. Som bekendt holdt Holberg jo meget af Fruentimmers Kompagni - paa Grund af deres Pølsesnak, der akkommoderede ham og undte hans Hjærne Pavser - og havde god Lejlighed til at iagttage mer end én Lukretia rimeligvis, men derfor er han dog lige nær, naar han skal forklare, hvorfor hun er, som hun er.


Han lader Henrik gøre Løjer, denne og Petronius bilder sig ind, at han forklarer det, men selv siger han blot: se det og det har jeg nu set, Resten maa I Fruentimmer selv om at gøre begribeligt. Det er jo ogsaa det, vi venter af Fremstillerinden, - at hun skal gøre os denne Side af det særlig kvindelige Væsen forstaaeligt indvendig fra - om ogsaa Skinnet er imod.


Lukretia er ikke usympathetisk; Holberg tillægger hende hverken Egennytte eller Behagesyge eller Beregning; hun er fuldstændig oprigtig, naar hun er oprigtig, rigtig venlig, naar hun er venlig, naturlig glad, naar hun er glad, for Alvor vred, naar hun er vred, inderlig bedrøvet, naar hun er bedrøvet. Kun i det ene - men rigtignok meget væsenlige Punkt, - adskiller hun sig fra det normale, at alle disse Stemninger kun dvæler et Øjeblik i hendes Sind. Af sine Omgivelser - paa Scenen - høster hun kun Fortræd for sin Opførsel og med Rette, thi den strider mod al sund Fornuft; Tilskuerne derimod maa forstaa, at der er noget til, der hedder den vægelsindedes Verden, og at i denne er alt, som i enhver anden Verden, paa sin Vis begrundet og følgerigtigt. Det lader sig maaske tænke, at et Menneske, der har seksten Sind om Dagen, til en vis Grad lever et rigere Liv end andre, at det er mere intensivt til Stede i det enkelte Øjeblik end almindelige Mennesker, for hvem Sammenhængen mellem Øjeblikkene spiller den fremtrædende Rolle? Kort sagt, det var ikke umuligt, at en vægelsindet, hvis hun kunde gøre sig forstaaelig, kunde fortælle os mærkelige Ting. Vende det døve Øre til, vilde vi ikke godt kunne være bekendt, thi for det første er vi dannede Mennesker, og for det andet er vi et demokratisk Folkefærd, der har besiddet den kære Frihed lige siden 1848, altsaa næsten siden Verdens Skabelse, - og denne kære Frihed er det vel vor første Pligt ikke at forholde nogen, der maatte ansøge derom. Om det saa skulde være, at Øjeblikkene faldt paa at kræve Selvstændighed og Frihed for at blive traadt i Hælene af Fortiden!


Det vilde blive for vidtløftigt og desuden unødvendigt at gennemgaa flere Eksempler. Jeg nævner blot i Flæng, nogle af de Karakterer, der naturligt kunde spilles tragisk Don Ranudo, Donna Olympia, Montanus, Philosophus udi egen Indbildning, Pernille i Komedien af dette Navn o. fl.


Min Hensigt med disse Sider har kun været at gøre et Forslag i al Almindelighed, eller jeg vilde hellere kalde det et Spørgsmaal. Thi jeg spørger jo kun, om ikke mulig en eller anden skulde være af samme Mening som jeg i et og andet af, hvad jeg har sagt.


Rimeligt vilde jeg finde, om man kun saa det absurde i det hele; thi det er der jo, det nægtes slet ikke. Desuden er min Berettigelse til at tale med, liden eller ingen, eller maaske rettere: det er en Frihed, jeg tager mig. Jeg er ikke andet end "en af Publikum", en af dem, der længes, der gærne vil have Sindet løftet lidt i denne, som det synes, saa deprimerende Verden.


Og saa har jeg tænkt mig, at mulig Holberg, der er saa stor en Avtoritet for os danske, kunde tale til os med en ny Slags Myndighed.


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner