Marie Topsøe.

Jenny Blicher Claussen: En Bryllupsrejse.

For en fjorten, femten Aar siden lavede jeg følgende lille Rim:

"I Vester-Hæsinge Præstegaard

fylder liden Jenny sit syttende Aar.

Hun er lang, hun er tynd, hun er meget andet,

mangfoldige Tanker spøger bag Panden.

Med Bog under Arm og Pisk ud af Lomme *)

man ser hende tit henad Vejene komme.

Med Nymfer og Elverfolk er hun Venner,

og mere end det jeg tror, hun kender;

snart er det mest Drømmen, snart er det mest Livet,

hvortil hun sin Sjæl og sit Hjærte har givet.

Det meget vi ønsker til ét maa blive:

Et Menneske, som sig samlet kan give

til hvad der er skønt og stort paa Jorden!"

I den ny Bog, "Bryllupsrejsen", mener jeg, at dette Ønske er blevet opfyldt, og jeg er derfor meget glad ved den, glad paa den Maade, som man kan være, naar noget er brudt igennem og staar ungt og foraarsfriskt og blomstrende. Det, der glæder mig saa ubetinget er, at Jenny Blicher Claussens umiddelbare, selvstændige Personlighed er i den Grad i Bogen, præger dens Indhold og farver dens Stil, saa det skrevne Ord bliver lyslevende. Der er Aand i alt, hvad der er lyslevende, og af noget bedre kan man da ikke blive mødt i en Digtning.

"Troen staar, hvor Tvivlen faldt, Kærlighed forsøder alt!" kunde gærne, i kort Begreb, kaldes Bogens Thema. Ja, Tro paa Livet, varm, sympatetisk Kærlighed til alt, hvad der lever, er Grundakkorden.

"Jeg vil aldrig leve mit Liv paa Ord

jeg vil leve det fuldeligt ud,

leve det, som det blev skabt af Jord

og virkeliggjort af Gud -

leve det, ej som en fager Drøm

i svævende Himmelflugt,

kæmpe det frem gennem Tidens Strøm

til Gerningen sætter Frugt!"

Den unge Fru Erna i Bryllupsrejsen repræsenterer disse Kræfter. Hun er Livsglæden, Sundheden og Sympatien i egen Person. Hun er vokset paa Solsiden og er i Pagt med alle gode Magter: "Aldrig har mig det evige skræmt!" Og hun har en Moder, som har haft Evne til at synge hendes iltre, trodsige Sind til Ro, og som hun véd, hun kan gaa til, selv om hun en Gang skulde snuble og falde for Alvor.

Med dybe Rødder i Tilværelsens frugtbareste Muldjord, jubler hun hele Naturen i Møde: Solen, Blomsterne, Fjeldluften, Fuglene, alt flyder sammen i en frejdig Følelse af dybt Velbehag. Ikke Spor af Reflexion, ikke saa meget som en Tanke paa, hvor længe Vejret holder, nej "ligesom den lystige Hvalp gør af Lyset og Luften, af Græsset og Solen, - fordi den er selv i et Perlehumør," saaledes smelter ogsaa hendes Væsen sammen med Naturstemningen.

Som den unge, modige, varme Kvinde begynder Erna sit Ægteskab med Tom, men i hans Anlæg er der meget, som er hende modsat. Han er indesluttet, reflekterende og gaaende op i videnskabelige Grublerier. Umiddelbarheden er veget for Overkultur, og det lader til, at Folk i det hele har noget ondt ved at forstaa dette Ægteskab. Hendes gamle Legekammerat, Lægen Povl Rønning, buser i det mindste ud med: "Sig mig dog, hvor gik det til, at dit Valg i Ægtestanden netop traf paa - Hun: Alvorsmanden? Jo, det skal jeg straks Dig sige, hvis Du kan forstaa mig da -: Tom har Øjne! "Øjne!"

Som Kongedatteren i Æventyret saa den Guldring om Bjørnens Hoved, som ingen andre kunde se, saaledes har Erna fundet noget, hvormed hun er i Forstaaelse, noget som Solblink paa en skyet Dag.

Tom har studeret Teologi, men for længe siden opgivet al positiv Tro. Spotter er han slet ikke, tvertimod, som et Sagn fra gamle Dage dirrer bløde, religiøse Stemninger imellem i Hans Sind. Da han vilde præke til Dimis, lagde han sig ud med Kleresiet, fordi han tog Bladet fra Munden og kom med den Paastand, at den Onde var uskabt til fra Evighed, lige saa vist som Gud er det. Derved er han kommet bort fra den almindelige Embedsvej, og han har saa kastet sig over Fysiologi og har overvejende drevet fri Studier siden.

Efter et forholdsvis kort Bekendtskab bliver han og Erna forlovede og ikke længe efter gifte. Hun er hans Lys og Glæde, og med sin svage Karakter indsuger han sin aandelige Næring gennem hende, han lever af sin Hustru, hvis han overhovedet skal leve, men allerede fra først af faar man en Anelse om, at de ikke helt udfylder hinanden.

Han synes, at hendes Moder er for meget for hende, og hun, at Videnskaben er for meget for ham, men imidlertid, Livet ligger Lys i Lys for dem begge, da de drager ud paa deres Bryllupsrejse.

Skildringen af deres Samlivs første Bage er saa fin og let og varm i Tonen, saa man hører Klokkerne i den gamle Stad Nürnberg ringe Solen op og er med dem, hvor de færdes i den prægtige Bjergnatur i Salzkammerguth. Men det varer ikke længe, førend de møder Turisten, som er den gamle, røde Mefistofeles i Nutidens almindelige graa Rejsedragt. Han interesserer Tom, og man forstaar, at han gør det, som man forstaar, at det er fængslende for Mænd, der studerer det samme eller har Gerning og Stilling tilfælles, at tale sammen. Trin for Trin drages Tom herved bort fra Erna og tilbage til sine tidligere golde Spekulationer.

Turisten har intet Standpunkt i nogensomhelst Tro eller i Kærlighed, alt er negativt, graat i graat, over hele Linjen.

Han eksperimenterer med alt, vender op og ned, saa at ingen Ting faa faste Omrids, og ægger og vækker Tvivlen og Grubleraanden ved sit evige "hvorfor", og naar Tom er ved at blive klar over ham, forflygtiger han sine Paastande ved selv at erklære dem for Paradokser og Tankegymnastik: "Hvorfor skulde De og jeg ikke kunne gøre det samme, som Folk kalder, at Gud skaber? Hvad vil det sige? Rimeligvis ikke andet end en Slags kemisk Proces, hvorved uorganiske, døde Stoffer gaar over til at blive levende Organismer. De har jo Lyst til saadanne videnskabelige Eksperimenter, saa De skulde virkelig prøve, om De ikke kunde finde Løsningen. Gør Underet efter, saa er Underet forbi!"

"Ha ha! Saa De tror, den røde Fanden, med Bukkebenet og Hestehoven og Hanefjeren ned over Panden, De tror, han eksisterer endnu!"

"Nej, ikke just han - men maaske en anden:

Jeg tror, han kan skifte Ham med Tiden: En Gang var det Venus, en anden Gang Bacchus, saa blev det Dyd og Moral uden Tro, nu er det mættede, livslede Tanker, nu gaar Fanden omkring paa Listesko!"

Og Tom rives med. Han, som i sit Ægteskab har sat Liv ind i Verden, indretter sig et Laboratorium i Rom, hvor han Dag og Nat sidder og lurer paa det Moment, da Livsgnisten skal bevæge de uorganiske Stoffer, som han eksperimenterer med i sin Retorte, saa at Overgangen fra det døde til det levende sker.

Hans Hustru, hans Lykke, alt bliver til intet for ham i Sammenligning med hans Granskninger, Livet glemmes af Iver for at udspekulere Livsprincipet, - og saa gaar han, - fuldstændig sindssyg, - under i de taagede Lande. Han er helt viljeløs, - hader Livet, forbander det og forbander Gud.

"Sandhed er, at jeg er sløv!

Sandhed er, at Gud er døv,

naar om Hjælp jeg højest skriger!

Sandhed er, hvad her jeg siger: -

Min Sjæl er som et udbrændt Kul,

der ej sin Form har tabt,

der er blot ikke mere Gnist

af Varme i den skabt!"

Det er en trang Sindssygehistorie, og jeg tror nok, den breder sig over et vel stort Antal Blade mod Bogens Slutning, Tilbagefald paa Tilbagefald, Kamp og Udholdenhed og sejg Energi fra Fru Ernas Side, før hun, - gennem sin lille Dreng, - begynder at vinde Drengens Fader tilbage for Livet. Bryllupsrejsen bliver paa flere Aar og indoptager i sig den Inderliggørelse og Vækst, som en alvorlig tilkæmpet Udvikling giver.

"En Udfartskamp,

som gemmer Hjemgangsfred,

det er, hvad jeg vil ligne Bryllup ved!"

siger Erna, da Tom, efter de mørke Tider, atter tør haabe at hejse Krans over Huset, og ser Hjemvejen til Danmark blomsterstrøet og solklar, saaledes som Vejen ud efter havde været det i deres Samlivs første, lyse Dage.

Vilje til at opfatte sandt og tale sandt, har givet Bogen sit Stempel, og denne Oprigtighed og Ærlighed vejer, synes jeg, de Gentagelser, som der ganske vist kan findes i Tanker og i Rim, mangfoldige Gange op.

Ernas Karakter er et lille Mesterværk af Paalidelighed og Troværdighed, og jeg mener, at hun maa komme til at staa som en af de kønnest og bedst tegnede Kvindeskikkelser i den danske Literatur. I sit Krav paa Livets Fylde kan hun fristes langt ud, men at nogen af hendes nærmeste skulde tro bedre om hende, end hun virkelig er, nej, det er der ikke Tale om, hun kan finde sig i. Selv der, hvor hun vover uendelig meget overfor sin syge Husbond, maa Sandheden dog frem, og læg Mærke til i hvilken Grad naturlig og ukonstlet.

I stor Glæde og Taknemlighed udbryder Tom ved deres sidste Opgør: "Du slap ikke mig paa min tornede Vej!" Og derpaa svarer hun helt samlet og aldeles stilfærdigt:

"Jeg tror dog, jeg slap dig en Gang, Tom,

det var, da jeg flyttede bort fra Rom,

da jeg hverken fik Bud eller Breve fra Dig,

da jeg troede Du aldrig mere kom.

Poul var saa glad, da han atter mig fandt,

saa var det en Aften, da Duggen randt,

og Kærlighed talte fra alle Stene,

vi gik i Pompeji - ganske alene -

da var jeg saa nær, aa, saa nær, ved at svige Dig!

Ja, det var blot det, som jeg vilde sige Dig."

Der er vel nok for mange Samtaler og Tankeudvekslinger i Bogen, lidt større Korthed hist og her havde gjort, at den havde staaet noget mere sluttet, men sikkert er det, at de mange Problemer har spøget bag Jenny Blicher-Claussens Pande i lange Tider, saa et Førstehaandsarbejde er og bliver det.

Men det er saa rimeligt, at hun, som fra lille af har levet i og drømt med Naturen, naar højest, hvor det egentlig lyriske Element stærkest bryder igennem. Der hænger Duft af Fjeldegnene og af Italien i hendes Vers, man drages ind i Stemningen og man siger: "Ja, saadan er det netop!" Hele Iscenesættelsen med selvoplevede Rejseindtryk til Baggrund er derfor aldeles nydelig gjort. Den har aldrig taget Magten, er ikke blevet til Rejsebeskrivelse, men kun til det Stemningsfulde Akkompagnement, gennem hvilket man hele Tiden kan høre den egentlige Melodi.

Lys og varm, frisk og ung møder "Bryllupsrejsen", saa burde den ikke ogsaa nok tages imod med et fornøjet og glad "Velkommen".

Sandholt, i Juni 1894.