Brev fra Finland.
Kvindesagsforeningen "Unionen" har givet Offenligheden meget baade at tale om og tænke paa ved de Diskussionsmøder, som den sidste Vinter har foranstaltet.
Først drøftedes det Spørgsmaal: "Hvorfor vælger saa faa Kvinder Diakonissegærningen", til Besvarelse af hvilket Forstanderen for Diakonissehjemmet blev indbudt. Han var af den Mening, at Grunden dertil maatte søges i, at Sagen hos os endnu var for lidt kendt; hvorimod Medlemmerne af Unionen troede, at Tanken nok i de 25 Aar, Diakonissevirksomheden havde eksisteret hos os, var kendt, men at Fejlen laa i selve Diakonisseinstitutionen. Diakonissehjemmene var næsten et Slags Klostre indenfor den lutherske Kirke og tog ikke tilstrækkeligt Hensyn til Individets Frihed.
Nogen Tid herefter blev en nylig udkommen Bog, "Præstens Hustru" af Juhani Aho, taget op af Unionen til Bedømmelse. Da den i Dagspressen var ble ven meget rost, men nu af Kvindesagsforeningen underkastedes en skarp Kritik, var dette skikket til at vække et stærkt Røre. Man kan sige, at hele det literaturlæsende Publikum har delt sig i to Lejre. En Del forsvarede Arbejdet paa det ivrigste og fandt ikke Ord stærke nok til at udtrykke deres Beundring; Modparten erkendte Bogens formelle Fortjenester, men fandt Indholdet yderst svagt. Man overfyldte naturligvis Aviserne med Udtryk for sine Sympathier og Antipathier. Ja, Bogens Beundrere gik endog saa vidt, at de ikke blot angreb deres Modstanderes Hensigter, men ogsaa gjorde deres Person til Skive for deres Spot og Vittigheder. - Nu er dog allerede "Præstens Hustru" gemt og glemt og Interessen optagen af andre Spørgsmaal. Forrest paa Dagsordenen staar nu Vielsesformularen.
Teologerne har i Almindelighed strængt holdt over Kvindens Lydighed og Underdanighed, og dette spores ogsaa meget tydeligt, naar man gennemlæser Vielsesformularen. I den hos os i Aaret 1886 indførte Alterbog har denne Formular ganske vist gennemgaaet nogle Forandringer. Saadanne Udtryk, som at Manden er begavet med større Visdom og af en stærkere Natur end Kvinden, samt at Hustruen skal kalde sin Mand Herre ligesom Sara i det gamle Testamente, er blevne borttagne, men endnu er der meget tilbage, som ikke taler for et jævnbyrdigt Forhold i Ægteskabet.
Frøken A. Ehrnroth, af Aar Unionens ældste Medlem, men af Sindelag og Hjærte et af dens yngste og mest begejstrede, undersøgte denne Formular nøje. I en Redegørelse, gennem hvilken der aander varm Religiøsitet og Kærlighed til alle undertrykte Hustruer, paaviser hun, at den af Paulus udtalte Formaning: "Hustruerne være deres Mænd underdanige som Herren" gjaldt den jødiske og hedenske Kvinde, men ikke mere kunde have sin Berettigelse under Nutidens Forhold. Paulus tillod jo heller ikke Kvinden "at hun lærer andre", til Trods for hvilket man dog nu havde et virksomt og dygtigt Lærerindekorps, som vel ingen ønskede afmønstret paa Grund af dette Forbud. Pauli Ytring beviser kun, at ogsaa han var et Barn af sin Tid og delte sin Tids Opfattelse af Kvinderne. Men samme Mand har i Korintherbrevet, 13. Kapitel, givet en vidunderlig Definition af Kærligheden, som det var mere rigtigt at oplæse, naar et Ægteskab skal indgaaes, thi Kærligheden kender ikke til noget over- og underordnet Forhold, hvor den ene har at befale og den anden at lyde. Den elskendes højeste Glæde, det være sig Mand eller Kvinde, bestaar jo netop i at tjene hinanden.
Denne Redegørelse, der gennem Kvindebladet, Hjemmet og Samfundet, saavel som i Særtryk, blev spredt om i flere hundrede Eksemplarer, blev lagt til Grund for Diskussionen ved det store Fællesmøde, Unionen havde foranstaltet den 17de April. For at Spørgsmaalene kunde blive alsidigt belyste, havde man indbudt flere uden for Foreningen staaende Personer, blandt hvilke Præster og teologiske Professorer.
Mødet blev indledet af Redaktøren for H. o. S. Frk. R. Welterhoff, som søgte at imødegaa de Ytringer, hun privat havde hørt falde til Fordel for den nuværende Vielsesformular. Paa den ene Side havde man søgt at tolke Pauli Ord: Manden er Kvindens Hoved, i frisindet Aand og paastaaet, at de kun tilkendegav den Stilling, Manden har som Forsørger og Beskytter. Men dette var at forvrænge Aanden i Pauli Ord og paa den Maaade blev det ikke opfattet af Mængden. Paa den anden Side fandt man det temmelig ligegyldigt, hvad der blev læst op ved en Vielse. Men herfra kom man let til, at det overhovedet var ligegyldigt, hvad der blev sagt i vore Skoler og Kirker.
Unionens Sekretær, Frk. H. Westermarck, gav nogle historiske Oplysninger om den kirkelige Vielses Oprindelse. Den var aldeles ikke saa gammel, som man mente. Den blev først gjort obligatorisk paa Kirkemødet i Trident 1563. De forskellige Kirker havde endog nu til Dags en forskellig Opfattelse af Vielsens Hellighed og Nødvendighed. I vore Dage har man i de fleste Lande indført den saakaldte borgerlige Vielse, enten obligatorisk eller vekslende med den kirkelige. Den bedste Reform vilde uden Tvivl være at arbejde for Indførelsen af den borgerlige Vielse, som alligevel ikke hindrede dem, som ønskede det, fra at lade sig vie.
Herefter bad den theologiske Professor, Rosenquist, om Ordet og oplæste en meget lang Imødegaaelse af Frk. Ehrnroths Udtalelse. Den var fuld af Beskyldninger mod Frk. E. Hun havde forvansket den store Pauli Ord, bagvasket ham og draget falske Slutninger. Hendes Misfornøjelse over, at Manden i Vielsesformularen blev formanet til at være overbærende med Kvindens Svaghed, vidnede om en "ikke ringe aandelig Svaghed", mindede om en Skoledreng, som vilde føre sin Lærer bag Lyset. Pauli Udtalelser om Ægteskabet var det højeste og bedste, som han havde givet Menneskeheden. Den lærde Professor lagde ikke saa lidt Intolerans for Dagen imod anderledes tænkende og syntes at anse alle Biblens Sætninger om Kvinden som Udtryk for en umiddelbar Inspiration, endskønt han kort Tid i Forvejen i sin Professordisputats meget liberalt havde indrømmet, at Bibelen i saadanne Spørgsmaal, som ikke har noget med Salighedslæren at gøre, kan indeholde Fejltagelser og Uvæsentligheder.
Lektor V. Heikel forsvarede varmt Frk. Ehrnroths Referat og forstod aldeles ikke, hvorledes man kunde drage saadanne Slutninger, som at hun bagvaskede Paulus. Meningen havde jo kun været at ombytte nogle af Pauli Skriftsteder med andre lige saa ægte fra hans Haand. -
En gammel Præst fra Landet talte om, hvor retsløs han i sin lange Embedstid havde fundet, at den gifte Kvinde var. En Mand, som mishandlede sin Hest, blev dragen til Ansvar, men Samfundet kunde rolig være Vidne til, hvorledes han i aarevis plagede sin Hustru. Udviklingsloven fordrede, at meget, som før havde sin Berettigelse, nu ikke mere kunde tilstedes. Talen om Underdanighed passede ikke i en Tid, hvor Kvinden var Mandens jævnbyrdige, men burde forandres til Hengivenhed.
Prof. Tudeer paaviste flere Steder i Vielsesformularen, der stillede Manden højere end Kvinden. Der tales om, at Hustruen skal søge at være sin Mand til Behag, som om det ikke var ligesaa nødvendigt, at han søgte at behage hende. Der tales om Kvindens Svaghed, men ikke om Mandens, om Mandens Kraft o. s. v. En Sætning, som ogsaa burde forkastes, er den, at Kvinden er til for Mandens Skyld, men ikke Manden for Kvindens Skyld, thi begge Parter behøver hinanden.
Blandt de indbudne var ogsaa en Professer Sahlberg, som har gjort sig bekendt ved at være en ivrig Sædernes Bevogter. I sin egen Avis plejer han kraftigt at angribe Tidens Forvildelser, men kan ikke al Tid skille Klinten fra Hveden. Han har f. Eks. faaet den Tanke, at Arbejdet for Kvindesagen undergravede Sædeligheden, og end ikke de tydeligste Modbeviser kan bringe ham paa andre Tanker. Selv ved dette Møde sadlede han sin gamle Kæphest og paaviste, at man ved alle disse Reformer arbejdede paa Indførelsen af den fri Kærlighed. Mødet varede næsten 4 Timer, og der fremkom mange Ytringer, som gik uden om Hovedspørgsmaalet, men de fleste var dog stemte for en Reform. Selv Prof. Rosenquist havde mod Slutningen intet imod, at visse af Pauli Sætninger blev ombyttede med andre Skriftsteder; og Forslag herom kunde stilles, det være sig enten af Mand eller Kvinde, Præst eller Lægmand. Det var virkelig alt, hvad man for Øjeblikket kunde ønske, og man forlod Mødet, tilfredse over, at Mennesker med saa vidt forskellige Livsanskuelser havde kunnet blive enige.
Men Spørgsmaalet havde paa ingen Maade hermed fundet sin Afslutning. Det store Publikum tog nu Sagen i sin Haand, og det begyndte at hagle med Protester og Modprotester.
Angrebet begyndtes af en Landsbypræstefrue, som var højlig forbavset over, at det kun var ugifte Kvinder, som havde udtalt sig om dette Spørgsmaal, thi disse havde jo ingen Erfaring med Hensyn til Ægteskabet. At Manden er Hovedet og Hustruen den adlydende, finder hun er en vis Ordning, som forhindrer os i at faa Anarki i Familielivet. De samfundsreformerende Damer i Hovedstaden burde betænke sig, før de kastede Brandfaklen ud, som kunde tilintetgøre al Samfundsorden. Denne ængstelige Dame har faaet Svar paa Tiltale. En Indsenderinde gør sig lystig over, at saa mange Kvinder i salvelsesfulde Toner taler om Hustruens Underdanighed, og dog raader der i saa mange Familier det saakaldte Tøffelregimente. En anden erindrede den Vrede Præstefrue om, at selv Mændene, deriblandt en Præst, var ivrige for en Reform, og disse Mænd var jo dog gifte og talte saaledes af egen Erfaring.
Det har været ganske interessant at følge med i disse Meningsudvekslinger, thi de beviser, at Kvindespørgsmaalet lidt efter lidt er blevet et brændende Spørgsmaal, som lægger Beslag paa Massernes Opmærksomhed. Og man kan al Tid haabe paa, at et og andet Frø kan falde i god Jord og bære Frugt i Fremtiden.
