Pundita Ramabai. *)

At fortælle om Ramabai er lige som at fortælle et Æventyr - dog ikke et i H. C. Andersens Stil. Hendes Liv lignede ikke det dejlige Æventyr, han sammenligner sit med. Hendes Liv er en Saga, fuld af Død og Savn og Taarer. Det underfulde ligger i, hvor dette Liv begyndte, og hvor det har ført hen; deri, at hun, der var knyttet gennem Slægt og personlig Tilegnelse og Opdragelse til en urgammel Civilisations Tankesæt og Livssyn, har kunnet bryde igennem og optage i sig Nutidens, Englands og Amerikas Ideer og i enkelte Retninger gøre sig til Tolk for dem i sit Fædreland. Det ligger ogsaa i Storheden af det Maal, hun har sat sig: Omskabelsen af de indiske Kvinders Stilling, derigennem af Indiens sociale Forhold, en Kamp, hvorved hun mener at berede Kristentroen Vej, og hvor hun har hellige Love, religiøs Overbevisning, Fordom og al vanhellig Brutalitet mod sig, foruden Aartusinders Vedtægt. Det ligger endelig i hendes stille, faste Mod, som ingen tung Skæbne har kunnet bøje, og hvormed hun sætter Livet ind paa en Gerning, i sine Resultater tilsyneladende saa haabløs lille, alt imedens hendes Sind klart fastholder den smertefulde Bevidsthed om de store og indgribende Reformer, der skal til, for at det, hun vil, kunde naas.

Ramabai fortæller følgende om sin Moder og Fader:

En Indier var paa Pilgrimsrejse med sin Hustru og to Døtre, den ene ni, den anden syv Aar. De havde holdt Rast i en lille By ved den hellige Godaveri Flod. En Morgen gik Faderen ud for at bade sig i Floden, da saa han en smuk yngre Mand gaa til Vandet i samme Hensigt. De gennemgik Renselserne og bad Morgenbønnen, og Pilgrimmen spurgte derpaa den fremmede, hvem han var, hvilken Kaste han tilhørte og hvor han levede. Manden var Brahmin, hed Ananta og havde mistet sin Hustru. Uden videre Indledning tilbød straks Faderen denne fremmede sin lille Datter paa ni Aar for saaledes at afslutte et af disse Barneægteskaber, som i Indien er en af Kvindernes Ulykker. Det regnes der for en Skam, naar Forældre ikke faar deres Døtre gifte. De forloves ofte i deres sjette og giftes i deres tiende Aar. Inden en Time var alt aftalt. Næste Dag var Ægteskabet indgaaet, og Faderen drog sin Vej videre, let om Hjærtet, fordi der nu kun paalaa ham Pligten til at forsørge én Datter; den lille Pige, der en Gang skulde blive Ramabais Moder, førtes bort af den fremmede, omtrent 900 Mil fra sin forrige Hjemstavn. Livet, som disse Børn fører i deres tilkommende Svigermoders Hus, er oftest meget pinligt. Skilt fra alle deres egne, kommer de blandt Mennesker, der baade mangler Forudsætninger og ofte god Vilje til at forstaa dem. Naar Sønner sætter Bo forbliver de sædvanlig hos Forældrene, saa at flere Slægtled kan rummes under samme Tag. Den ny Svigerdatter har altsaa intet eget Hjem, selv naar den Tid kommer, du hun virkelig bliver sin Mands Hustru, og i Aarene, der gaar forud herfor, staar hun helt under Mandens Moders Opsigt og er hende voldgiven. Strengt Arbejde følges ofte af ydmygende Behandling, der planmæssig er lagt an paa at knuse al Selvstændighed hos Kvinden.

Det Barn, Brahminen bar bort paa sine Arme, fik det imidlertid bedre end de fleste andre. Ananta havde studeret i Puna. Der havde han fulgt sin Lærer til det fyrstelige Slot og hørt ham undervise en af Fyrstens Yndlingshustruer i Sanskrit, forbavset over, at det tillodes en Kvinde at vide saa meget. Det tiltalte ham, og han besluttede, at hans lille Brud derhjemme - ogsaa han var allerede bleven gift som Barn - skulde have samme Kundskaber. Men alle hans senere Bestræbelser i den Retning strandede paa Moderens, Slægtens og hans unge Hustrus afgjorte Uvilje mod dette nye. Nu var det Anantas faste Vilje i sit andet Ægteskab at gennemføre, hvad der første Gang mislykkedes. Straks han kom hjem med Barnet, tog han fat paa Undervisningen. Samme Modstand rejstes mod ham, og træt deraf vendte han en skønne Dag sin Landsby og Samliv med Mennesker Byggen, og drog med sin unge Brud til Gungamul Skoven i de vestlige Ghatesbjærge. Ramabais Moder har fortalt hende, hvorledes Rejsens første Nat tilbragtes. Med Mørket nærmede en stor Tiger sig Lejrpladsen. Tæt tyllet i sin Bomuldsplæd laa Barnet, stiv af Rædsel, medens Manden vandrede frem og tilbage paa Vagt, til Daggry brød frem. Faa Dage senere stod der paa Stedet, hvor deres Hjem skulde være, et Træhus, og der levede de to Mennesker, ene, henviste absolut til hinanden, i Skovens dybe Ensomhed, begge fordybede i det Arbejde, der skulde føre deres Sjæle nærmere til Gud. Intet forstyrrede de lange Læretimer. I den tidlige Morgen, i Aftenkølingen, i de mørke Nattetimer, naar de vilde Dyrs Brølen holdt dem vaagne, lød de hellige Ord fra Mandens Læber og optoges i Laksh-mibais kloge, modtagelige Barnesind. Aarene gik, og Barnet blev Kvinde, Hustru og Moder. En Søn og Datter havde hun allerede, før Ramabai fødtes (1858).

Da var deres Forhold forandrede. Brahminens Enebo søgtes af unge Mænd, der vilde have ham til Lærer. Med usædvanlig Fordomsfrihed lod han den ældste Datter dele Sønnens Undervisning. Men Tiden slog ikke til for ham til straks at undervise Ramabai. Det blev Moderen, der fra først af oplærte hende. Og hun havde meget Arbejde: Børnene, den gamle Svigerfader og Moder var komne til; mod de talrige tilrejsende skulde Gæstfrihed øves som en hellig Pligt - Omsorgen for alt dette under smaa Kaar hvilede paa hende. Derfor fandt hun ingen anden Tid til at undervise sin lille Pige end Daggryets første Time. Ramabai husker, hvorledes hun, endnu søvnig, vækkedes med mange gode Ord og Kærtegn, og medens Fuglesangen hilsede det frembrydende Lys, lærte hun, staaende mellem Moderens Arme, sine første Lektier, uden Bog, fra Moderens Læber, idet hun gentog, hvad denne sagde, Sætning efter Sætning. En underlig Begyndelse paa Skolegang for en, der senere skulde følge Universitetsforelæsninger mellem Studenter!

Foran i den Bog, hvori Ramabai har skildret Højkastekvindens Liv, staar der som Tak for disse Timer og meget andet: "Helliget Mindet om min elskede Moder, Lakshmibai Dongre, hvis blide Paa virkning og kloge Undervisning har været mit Livs Lys og Vejledning."

Hvor fordomsfri Faderen ellers var, bortgiftede han alligevel efter Skik og Brug sin ældste Datter som Barn. Dermed begyndte en Række af Sorger for Familien. Det havde været en Aftale, at Drengen, hendes tilkommende Mand, skulde blive i Brahminens Hus og opdrages sammen med sin Brud. Men næppe var Ægteskabet sluttet, før hans Forældre sveg deres Løfte, og han voksede op hjemme som en raa og uvidende Fyr, medens Ramabais Søster under Faderens Vejledning blev en sjælden udviklet ung Kvinde. Tretten Aar senere gjorde Manden Krav paa sin Hustru, som han imidlertid var aldeles ude af Stand til at forsørge. Fader og Datter var lige uvillige til at respektere hans Fordringer, men en Del Folk, der holdt strængt fast ved de gamle Vedtægter, skaffede Dagdriveren Penge til at anlægge Sag mod sin Svigerfader; han vandt den, og førte sin fortvivlede Brud, der betragtede ham som en forhadt fremmed og foragtede ham som et daarligt Menneske, med Magt fra Hjemmet. Under al den Jammer, dette førte med sig, lærte Ramabai - maaske for første Gang og paa nært Hold - at kende de praktiske Følger af Kvindens retsløse Stilling, og utvivlsomt er allerede da Følelsen vaagnet i hende for al den Elendighed, den fører med sig. "Lykkeligvis," skriver hun, døde Søsteren kort efter af Kolera. Og hun tilføjer: "Disse Epidemier, der aarlig hjemsøger vort Land, er, hvad man saa ellers kan mene om dem, ikke uvelkomne for mange af de ulykkelige Kvinder, der ellers ofte ender deres Dage ved Selvmord."

Denne store Sorg fulgtes af Bekymringer af anden Art: Brahminens Gæstfrihed mod de mange, der droges til ham af hans Navn, havde ført ham i Gæld. Halvdelen af den Jord, han ejede i sin Fædrenelandsby, tilkom Sønnen af andet Ægteskab; den solgtes for at dække Gælden. Men Familien brød derpaa op for at leve paa en Maade, der er aldeles fremmed for evropæiske Tanker: de drog som hjemløse, omvandrende Pilegrimme fra et helligt Sted til et andet. I syv Aar, fra Ramabais niende til hendes sextende Aar, levede de saaledes. Under dette omflakkende Liv fortsattes trofast Ramabais Undervisning af Faderen og Moderen. Hun fritoges for det tidlige Ægteskab, og det mærkelig begavede Barn erhvervede sig indenfor en vis Sfære store Kundskaber. Hun lærte med Lethed de Egnes Mundarter, hvor de til forskellige Tider opholdt sig, og Professor Max Müller, der senere traf hende, fortæller, at "hun kunde mere Sanskrit udenad end hele Iliaden og Odysseen tilsammen." "Min Fader og Moder", siger hun, "kastede mig ikke i Uvidenhedens Kilde ved at tvinge mig til Barneægteskabet."

Da, i hendes sextende Aar, døde først Faderen, der i flere Aar havde været svag og blind og derpaa kun seks Uger senere Moderen. Atter skete en af disse underlige Ting, der gør hendes Liv helt fremmedartet: Broderen og Søsteren var saa fattige, at de ikke kunde betale for at faa Moderens Lig baaret til Brændingsstedet. Tilsidst tilbød to Mænd deres Hjælp, og sammen med disse bar Ramabai og Broderen deres døde Moder den lange Vej. Ramabai, der var lille af Vækst, maatte skyde sit Hoved ind under det elskede Legeme, og saaledes vandrede de fremad ad lange øde Veje, i Dage fulde af stor Smerte og sælsom Uhygge.

Nu var der kun de to tilbage. De fortsatte Pilgrimsfærden, skønt det er tvivlsomt, om de endnu i Hjærtet var deres Fædres Tro hengivne. Til Fods gennemvandrede de store Dele af Indien, idet de tjente Føden ved at fremsige Sanskrittekster. Dette, siges der, er en anerkendt Næringsvej i Indien, ligesom det tidligere var det i Evropa at være Minnesanger. Ramabai og Broderen blev snart berømte for deres Kundskaber. Efter en anden Beretning om denne Tid synes det, som om de allerede da havde offentlig talt om, hvad der laa særlig hende saa stærkt paa Hjærte: Højkastekvindens bedre Opdragelse. Det var paa disse Rejser, at hun i Calcutta fik Æresnavnet Pundita: den Skriftlærde, efter en Eksamination, læs: en Slags Doktorgrad.

Men denne fredelige Tid var kun kort. Broderen blev dødssyg. Han led meget af Angst for Ramabai. "Hvad skal der blive af Dig, alene i Verden?" klagede han. Hun trøstede ham med hint eneste fyldestgørende Trøstens Ord: "Gud kan hjælpe Dig og mig," og den døende fandt, som Tusinder af angstfulde Sind, Hvile deri.

Han døde. En Kvinde kan i Indien ikke staa alene. Faderen, Broderen, Manden og tilsidst Sønnen er hendes stadige Værge og Formyndere. Seks Maaneder efter Broderens Død ægtede Ramabai en Bengaler, en Kandidat fra Calcutta Universitet. De viedes borgerligt, da ingen af dem troede hverken paa deres egen eller den kristne Tro. Denne Mand kom hun til at elske, og nitten lykkelige Maaneder levede de sammen. Hun fik en lille Pige, som de i deres Glæde gav Navnet "Hjærtensfryd." Kort Tid efter brød atter Døden ind over hende, denne Gang for at ramme hende som aldrig før: hendes Mand døde af Kolera. Søster, Fader, Moder, Broder og nu Manden - alle var borte. For hende var alt forbi, ikke blot saaledes som Livet altid er det, hvor et Menneskesind mister, hvad der var Hjærtets dyreste Eje, men ogsaa Livets ydre Kaar, der nu ventede hende, var uudholdelige. Den unge Enkes Stilling er i Indien - særlig naar hun ingen Søn har - helt ulykkelig. Af de rettroende regnes hun som den, der ved stor Brøde under en tidligere Tilværelse har forskyldt Mandens Død. Hun lever - ofte raget, under strængt Arbejde og knap Kost, kun et Maaltid tilstaas hende daglig - som en Fange, der stadig krænkes ved slet Behandling og Mistro. Ramabai kunde ikke, frit som hun var opvokset, underkaste sig dette Liv, der driver saa mange til Selvmord i Fortvivlelse. Hendes Barn, om hvilket al hendes Hjærtes Evne til at elske samlede sig, var en Datter. Hun kunde ikke udholde Tanken om, at Barnet skulde vokse op og lide, hvad Indiens Kvinder lider. En af hendes Venner siger om hende: "Hendes Hjærte var knust, men ikke hendes Mod." I denne store Smerte kom hendes Livskald til hende. Nu havde hun, som Horace Mann siger om sig selv, lært "alle Smertens Tungemaal" og derfor kunde hun tale til de Lidende i det Sprog, de forstaar, og hun kunde tale deres Sag, saa andre begyndte at høre og forstaa.

Hun drog i de nærmest følgende Aar rundt og holdt Foredrag, agitatoriske Foredrag, om Kvindens Stilling i Indien og de nødvendige Reformer heri. Hun angreb det bestaaende ud fra, hvad hun mente var den rette Forstaaelse af de ældste hellige Skrifter, en Fremgangsmaade, der var mere egnet til at skaffe hende Ørenlyd, end om hun i Retfærdighedens og Sandhedens Navn havde krævet Reformer af et Folk, der er bundet i Traditionens allerstærkeste Lænker. Maaske fulgte hun Ram Mohun Roys Eksempel, han, der med Held havde kæmpet for at faa afskaffet Enkens Opbrænden med den døde Husbond. Som venteligt vakte hendes Tanker stærk Modstand, men hendes Viden var saa stor, hendes Dygtighed saa anerkendt, den Række af Kendsgerninger, hun fremlagde som Beviser, saa slaaende og endelig hendes dybe Medfølelse for al den Ulykke, hun vilde raade Bod paa, saa gribende, at hun snart samlede en Venneskare om sig. Modstandens Braad brødes hos de orthodokse Hinduer, fordi hun ikke udskilte sig fra Fædrenes Tro, men talte ud fra den, medens alle, der var berørte af evropæisk Civilisation, maatte finde hendes Krav saa selvindlysende retfærdige. Hun stiftede i Puna en Kvindeforening, der til Program havde de to Hovedpunkter, hendes Arbejde foreløbig samlede sig om: bedre Undervisning for Pigebørn og intet Barneægteskab. Rundt om i Byerne, hvor hun kom, talte hun Interessen op for Sagen og stiftede Underafdelinger af Selskabet.

September 1882, da "The Education Commission" kom til Puna for at undersøge Forholdene dér, mødtes 300 Højkastekvinder og deres Børn med Kommissionen, hvad der var et stort Vidnesbyrd om den Interesse, der ganske paa egen Haand uden Regeringens Tilskyndelse var vakt for Spørgsmaalet om Kvinders bedre Opdragelse. Ramabai valgtes til Ordfører. Præsidenten for Kommissionen, Dr. Hunter, forelagde hende tre Spørgsmaal, som han bad hende besvare. Senere oversattes hendes Svar og udkom i Særtryk. Hans første Spørgsmaal gjaldt hende selv, og hvad Lejlighed hun havde haft til at danne sig Mening om Kvindernes Opdragelse. Heri sagde hun: "Jeg er Datter af en Mand, der har udstaaet meget, fordi han talte Kvindeundervisningens Sag, og som udførte sine Idéer under stor Modstand. Til min sidste Dag vil jeg regne det for min Pligt at kæmpe for denne Sag og at forsvare den indiske Kvindes Ret til en anden Stilling."

Det andet Spørgsmaal gjaldt, hvem der maatte anses for de bedste Lærere for Kvinder. Hun svarede: "Veloplærte Kvinder af ansete Slægter; Kvinder, der foruden at undervise Børnene kan være dem til et godt Eksempel," hun udtalte sig om Nødvendigheden af stor Løn, særlige Skolebygninger, der kan tjene som Pensionat etc.

Det tredje Spørgsmaal gælder hendes Mening om Manglerne ved, hvad Regeringen allerede i Retning af Undervisningsværk har bragt i Gang, og hvilke Forbedringer, hun maatte have at foreslaa.

Hendes Hovedindvending gaar ud paa, at Pigeskolerne absolut kun bør staa under Tilsyn af Kvinder, "af meget høj Klasse og udmærket Uddannelse, hvad enten de er indfødte eller engelske." Som Grund giver hun de indiske Kvinders overordenlig store Frygtsomhed over for Mænd. Dernæst fortsætter hun, og her besejrer Harmen, der flammer op i hende og gennemgløder Ordene, hendes indiske Taalmod og Selvbeherskelse:

"I nioghalvfems af hundrede Tilfælde er dette Lands dannede Mænd Modstandere af, at Kvinder skal undervises og naa den Stilling, der tilkommer dem. Dersom de nu ved deres Inspektion af Skolerne opdager den ringeste Fejl, forstørrer de Sennepskornet til et Bjærg og prøver paa at ødelægge en Kvindes gode Navn og Rygte: dette lykkes dem ofte fuldstændigt, da Kvinderne her hverken er synderlig oplyste eller ret modige. Mænd har lettere ved at faa Myndighederne i Tale end Kvinder, der skubbes til Side. For en faderlig Regering burde begge være lige, den skulde behandle sine Børn, enten de var Mænd eller Kvinder, med samme Retfærdighed. Det er indlysende, at Kvinderne, Halvdelen af dette Lands Beboere undertrykkes og behandles med Grusomhed af den anden Halvdel af Landets Beboere."

Og, idet hun gaar videre end Spørgsmaalet kræver, griber hun Lejligheden til et Forslag, der blev Aarsag til Hjælp over for dyb, upaaagtet Nød:

"Jeg vil gærne gøre Regeringen opmærksom paa Nødvendigheden af kvindelige Læger. Der er mange mandlige, men ingen kvindelige Læger her i Indien. Men Indiens Kvinder er langt mere sky end Kvinderne i andre Lande, og de fleste af dem vilde hellere dø end tale til Mænd om deres Sygdomme. Og Følgen er, at virkelig hundrede tusinde Kvinder dør en altfor tidlig Død. Jeg ønsker inderlig at lægge vor Regering paa Hjærte at sørge for, at det medicinske Studie drives af Kvinder, for at disse Masser af Liv kan spares."

I Følge "Times of India" skal disse Ramabais Ord have vakt Kejserindens, Dronning Victorias Interesse for Sagen, og Ramabais Opfordring blev første Anledning til Dannelsen af Selskabet: "The National Association for Supplying Female Medical Aid to the Women of India," **) der til Præsident fik Countess Dufferin, Vicekongen af Indiens Hustru.

Paa denne Tid, henimod 1883 var det, at Ramabai besluttede sig til at rejse til Evropa. Hendes Motiver anføres forskelligt. Prof. Max Müller fortæller, at det den Gang var hendes Mening selv at studere Medicin. Hendes amerikanske Ven, Rachel L. Bodley, Dekanus for "Wornans Medical College of Pennsylvania", ***) der har skrevet en Indledning til Ramabais Bog om Højkastekvindens Stilling, siger, at hun i England vilde uddanne sig som Opdragerinde for saaledes selv at realisere sine Ideer. Denne Indledning er øjensynlig skrevet under Ramabais Tilsyn, hvad der særlig fremgaar af Slutningsordene. Rachel Bodley citerer angaaende Rejsen Ramabais Ord - desto værre uden at angive om efter Hukommelsen eller om det er en skreven Udtalelse. "Jeg følte," hedder det, "en hvileløs Længsel efter at rejse til England. Jeg kunde ikke have foretaget denne Rejse, hvis min Tro paa Gud ikke havde vokset sig stærk; thi for en Hindukvinde er det, at drage over Havet, et saa voveligt Skridt; hun afskærer sig altid derved fra sit Folk. Men til mig lød en Stemme som til Abraham ... og jeg drog som Abraham bort fra mit Land og mit Folk uden at vide, hvorhen jeg egentlig drog."

Hun kom til London sammen med sit Barn og en Veninde. Men hendes Penge slap op, og hun vidste ingen anden Udvej end at søge Hjælp hos et kristent Søsterskab, hun i Indien havde set noget til gennem dets Udsendinge, der arbejder blandt de Indfødte som barmhjærtige Søstre. Prof. Max Müller siger: "Ærlig, som hun altid var, sagde hun straks, at intet vilde bevæge hende til at ombytte hendes egen Religion, som hun satte meget højt, med den kristne;" - dertil maa bemærkes, hvad hendes borgerlige Vielse uden nogen religiøs Skiks Overholdelse beviser, at disse Ord ikke kan forstaas saaledes, at hun endnu holdt paa sine Fædres Religion. Det synes snarere, som hun efter en Tids fuldstændig Skepsis atter var begyndt at søge Sandheden, og i Gudstroen havde fundet et første Holdepunkt. Hvordan det nu end var: "Søstrene" viste sig ikke sneverhjærtede, de tog hende, Barnet og Veninden til sig. Det var da, hun besøgte Prof. Max Müller i Oxford. Men hendes Studieplaner afbrødes brat. Veninden blev syg; hendes Hoved angrebes, og under sin Hjærnesygdom indbildte hun sig, at de med Magt vilde gøre hende til Kristen. En Nat gjorde hun et Mordforsøg paa Ramabai og begik derpaa Selvmord for saaledes, efter sin Tro, at redde sin Sjæl. Denne Ulykke brød Ramabai legemligt ned for lange Tider. Hendes Nerver var saa ødelagte, at hun ikke turde sove eller sidde ene i et Værelse. Og kort Tid efter ramtes hun af endnu en meget svær Prøvelse: hun mistede Hørelsen. Det medicinske Studium maatte opgives. "Saadanne Stød (M. M.) kunde vel have knust det stærkeste Hjærte, men Ramabai holdt ud. Hun var i mit Hus som en Fugl, hvis Vinger man havde brækket - men den sang endnu." Med stor Kraft kastede hun sig ind i Arbejdet, foruden at uddanne sig til Lærerinde lærte hun ogsaa Sygepleje.

Og midt under alt dette foregik det Omslag i hende, som gjorde, at hun trods Ordene: "intet skal bevæge mig til at skifte Tro," dog nu offentlig gik over til Kristendommen, og den 29de September 1883 blev døbt tillige med sit Barn. Prof. Max Müllers før anførte Ord, og endnu saa langt mere hele Ramabais Liv og Væsen er Borgen for, at der maatte en stærk og ærlig Overbevisning til for at hun skulde gøre dette Skridt.

Ramabai selv siger: "Hos Søstrene i Mariehjemmet lærte jeg lidt efter lidt at føle Kristendommens Sandhed (to feel the truth of Christianity), og at indse, at Kristendommen er en Filosofi, der lærer højere Sandheder end noget af vore Systemer; at se, at den ikke alene giver Lærdomme men henviser til et fuldkomment Eksempel; at den ikke alene giver os Lærdomme, Forskrifter og Eksempel men tilsikrer os guddommelig Naade, hvorved vi kan efterfølge Eksemplet."

Det er disse noget svævende Ord, hvori der gives Forklaringen af. hvad der bevægede hende til at skifte Tro.

Det synes først heraf at fremgaa, at det, der greb Ramabais Hjærte var at møde sande Kristne, Mennesker, der virkelig fulgte Herren efter. Det berettigede Krav, man som Fritænker eller Hedning altid stiller - saafremt man ikke har tilsat Evnen til at tro paa andres Ærlighed, og da uden videre klarer Sagen ved at kalde de Kristne for Hyklere - Kravet paa at se Troen af Gerningerne, Kravet paa at genfinde noget af Kristi Aand hos dem, der kalder sig efter, ham, det var, synes det, sket Fyldest i St. Maryhouses stille Søsterhjem. Det er ikke umuligt at det var første Gang, hun lærte andre end Navnkristne at kende.

De derpaa følgende Ord: "jeg indsaa, at Kristendommen er en Filosofi" etc., er vistnok særlig karakteristiske ikke blot for hende, men for en Opfattelse af Kristendommen, der maa ligge hendes Folk nær. For Inderens halvt filosofiske, halvt fantastiske Spekulation synes Kristendommen let at kunne blive en Tankebygning mellem flere, en Række Læresætninger mellem andre. Det underlige Skyldforhold til Livet, hvori han tror sig fangen, idet blot det at leve, at eksistere, allerede gøres synonymt med Udskillelse, Fjærnelse fra Guddommen og derigennem med Synd, tynger ham paa en Gang ned og berøver paa samme Tid Syndserkendelsen sin Braad, idet Ansvaret hovedsagelig flyttes fra ham over paa den Vilje, alt har sin Begyndelse i. Læren om Saligheden som en Fortabelse i Guddommen, en Opgaaen, som Vand, der strømmer i Vand, en Slippen af hvert Personlighedsmærke, maa atter undergrave Personlighedstrangen og i høj Grad prædestinere ham til, hvad der for Kristendommen er et af den aandelige Døds sikre Mærker: den store Resignation, i hvilken et Menneskes Jeg mister sin afgørende Betydning for Mennesket selv, sin evige Gyldighed og sit uafviselige Krav paa Selvhævdelse.

Men det ny Testamentes Kristentro har vel næppe stærkere Modstand at bryde, end hvor Skyldfølelsen og Personlighedstrangen er udslukt i et Menneske.

Det synes ikke for Ramabai at have været det afgørende, at Kristendom ikke først eller væsenligst er en Livsanskuelse, en Tankebygning, en Erkendelsessag, heller ikke væsentlig en til Dels ny Moral, men derimod Menneskets Frelse fra Fortabelse og Tilbageførelse i det oprindelige Forhold til sin Gud, gennem Syndens Tilgivelse, gennem den af Gud valgte ene Vej: Jesus Kristus; at den er en Sjælens Genfødelse af Gud; et rent personligt Forhold til en personlig Frelser, den Jesus Kristus, der en Gang levede her paa Jorden og nu lever hos Gud; et Samliv med Herren og - hvor Troskaben bevares - en deraf følgende Omdannelse til Lighed med ham. Derfor ændredes heller ikke hendes Plan for sit Folk i det væsentlige ved, at hun blev Kristen. Hendes Kald vedblev at staa for hende mest som et civiliserende, Ret og Retfærdighedsbringende; hun blev en Bærer af ny Ideer, der skulde hjælpe og omforme Tilstande, ikke en Forkynder af den ene frelsebringende Sandhed, der skal frigøre Sjælene. Dog er det paa Grund af hendes Udtryks Vaghed - et enkelt Sted kalder hun Kristus "the blessed Redeemer," ****) et andet Sted siger hun, at hendes Gerning skal berede Vej for Kristendommen - umuligt at afgøre, hvor inderligt hendes Sjæl var greben, og hvorvidt hun for at skaffe sig Vej til sine mente at turde slaa af af Klogskabshensyn.

Hendes Skole har til Hensigt "at naa Hindukvinderne som Hinduer." Studiet af Bibelen, Kendskab til Kristentroen kræves ikke; men paa Skolebibliothekets Hylder hedder det, at hun vil "stille Side om Side Bibelen og Østens hellige Bøger og saa bede Gud inderligt, at han vil føre de unge Kvinder til Erkendelse af sin frelsende Sandhed."

Det ser klogt nok ud, vil ogsaa kaldes frisindet af mange, men maa dog blive et underligt halvt og uholdbart Standpunkt - uholdbart, fordi det er umuligt for hende at lade være at bekende eller paavirke andre, hvis hun virkelig tror, at Kristus er Menneskenes Frelser. Standpunktets tilsyneladende Fordele svækkes naturligvis ogsaa i høj Grad derved, at hun selv, Skolens Leder, vides at være en døbt Kristen.

Til 1886 levede Ramabai i England, da indskibede hun sig atter, dog ikke for at vende hjem, men for at rejse til Amerika, hvor en Landsmandinde af hende, Fru Anandibai Joshu (i Filadelfia) studerede og skulde creeres til Doktor. Det var første Gang, de to mødtes, men de havde brevskiftet gennem flere Aar, og holdt af hinanden, fordi de, om end forskellige i meget, kæmpede for lignende Maal.

Anandibai Joshu var atten Aar gammel kommen til Amerika, fast besluttet paa, som hun sagde, at forlade Fædrelandet som en Hindukvinde og vende hjem igen som en Hindukvinde. Under sine Studier overholdt hun nøje Kastereglerne og prøvede fra først af ogsaa at tilberede sin Føde selv for at sikre sig mod mulig Overtrædelse. Hun skildres som en lille, meget alvorlig, overordenlig stille Kvinde, hvis taalmodige Blidhed hurtig vandt Menneskers Sind. Hun vendte hjem igen til Indien, beredt paa atter at bøje Nakken under alle de Pligter, Tro og Fordom lagde paa hende, medens dog hendes Mand og hendes Slægt tillod hende at være Kvindelæge. Hvad hun havde kæmpet for med saa meget Heltemod, skulde ikke lykkes hende. 1886 blev hun ansat som Kvindelæge ved Albert Edwards Hospital i Kolhapur men allerede 1887 i Februar døde hun af Tæring. Det fremmede Klima, det anstrængende Arbejde, den foreskrevne Maade at leve paa, som ikke passede med de forandrede Betingelser, alt brød hende ned. Hun led forfærdeligt, men der siges om hende, at den samme klageløse Stilhed, der havde været over hende i Livet, fulgte hende ind i Døden. De begravede hende i Puna, hendes Fødeby, under Overholdelse af alle orthodokse Ceremonier, og stor Ærbødighed og Kærlighed til hende viser sig i hendes Landsmænds offenlige Udtalelser i Anledning af hendes Død. Denne Indiens første unge Kvindelæge, der kun naaede at give sit Liv for den gode Sag, havde i høj Grad lettet Vejen, ja, banet den for Ramabai i Amerika. Hun fandt hurtig Venner og Sympathi, for hvad hun vilde. Medens Studierne fortsattes, udvidede hun sit Kendskab til Undervisningen ved Besøg i amerikanske Skoler; de praktiske Skolebøger med deres gode Billeder tiltalte hende, og hun oversatte en Del, som hun vilde bruge i Fremtiden. Hun talte offenlig og skrev ogsaa der sin Bog om Højkastekvindens Stilling.

Meningen var, at den foruden at udbrede Kundskab til Forholdene, tillige skulde være et Slags Opraab til Amerikas Kvinder om pekuniært at støtte den unge Skole, hun vilde have frem i Indien. Skønt Beløbet ansloges til 15,000 Dollars første Gang og derefter 5000 aarlig i 10 Aar, lykkedes det hende fra England og Amerika at samle, hvad hun behøvede.

Saa vendte hun atter tilbage til Indien. I Puna har hun nu en Skole for unge Piger og Enker, som uddannes til Lærerinder og andre selvstændige Erhverv.

Efter saa mange og omskiftende Livsvilkaar, efter saa store og oprivende Sorger har hun modig taget fat paa denne Gerning, der i al sin Lidenhed dog er et stort Særsyn og spaar om ny kommende Tider. Hele Skolen rummer kun mellem 40-50 Børn og "i Indien findes der Tusinder af Barneenker." "Men," siger Prof. Max Müller: "Ramabai besidder et Mod, som kun faa har til at gøre godt i det smaa og stille. Hun er lykkelig i sit Arbejde, for saa vidt man efter saadanne Ulykker endnu kan tale om jordisk Lykke. Hun afdrager ærligt den Gæld, Livet paalægger os alle, som Manu lærer."

Ramabais egne Ord til Amerikas Kvinder, da hun gennem Rachel Bodley opfordrede dem til Hjælp var: "Husk, at "fra Nazareth" kom den velsignede Forløser: atter og atter er store Reformer blevne fuldbragte gennem Mennesker og Midler, Verden foragtede. Hjælp med til Højkasteenkernes Opdragelse; thi det er min faste Tro, at denne forhadte og foragtede Kvindeskare skal, naar de bliver oplyste og opdragne, ved Guds Naade være Midlet til Indiens Genfødelse."

Af disse Ord fremgaar det, at om Gerningen end er lille, saa er Haabet, hvormed den gøres, næsten dumdristig stort; og et Sind, der, knust i Smerte som hendes, alligevel bevarer eller genvinder en saadan Haabets Evne, har vistnok i sig meget af det Stof, hvoraf Helten og Sejervinderen dannes.

*) Efter Ramabais Bog: "High-Caste Hindu Women." Rachel L. Bodleys Indledning dertil og et Foredrag af Prof. Max Müller, overs. i "Dansk Missionsblad."

**) En Forening, der har det Formaal at skaffe Indiens Kvinder kvindelige Læger.

***) Pensylvaniens Lægeskole for Kvinder.

****) "Vor velsignede Frelser".

August 1894.