« Tilbage til søgeresultaterne

Emmy Lange født Kramp.

Af: Birgitte Møller

« Se emneord

Blandt alle dem, der nu saa dybt savner og sent vil glemme Fru Lange, er der ogsaa de mange, for hvem hun ikke blot var den trofaste Ven, men tillige den gode og aldrig trættede Læge. Mellem hendes Patienter var der - naturligt nok - mange enligtstillede Kvinder. Højt til Vejrs boede mange af dem, trangt var der ogsaa ofte i de smaa Stuer og ensomt, - og naar saa Sygdom kom til, og Ensomheden blev tyngende, og de mange triste Tanker, der til daglig holdtes borte af Arbejdet og Livets Krav, fik Overtaget, saa kunde det jo undertiden se mørkt nok ud. Men hvor blev det ikke lyst og godt, naar Fru Lange traadte ind. Det syntes, som bragte hun Lægedom blot ved sin Nærværelse. Hvad var det dog for en underlig Magt, dette Menneske havde? Var det hendes store straalende Øjne eller hendes lyse Smil, var det den hjertevindende Godhed og aldrig svigtende Omhu, eller var det den Harmoni, der prægede hendes hele Væsen og fortalte saa tydeligt at her var et lykkeligt Menneske? Ja, det var vel alt dette tilsammen, der bredte sin Glans over hende, - og saa var det vel ikke saa underligt, at den syge følte Lindring, ja næsten Velvære, naar Fru Lange tog hendes Haand og talte saa mildt og forhaabningsfuldt. Hun havde den kvindelige Forstaaelses fine Instinkt til at finde de rette Ord, og den lette Haand, der saa stilfærdigt, ja næsten umærkeligt, forstaar at foretage de Smaaforandringer, der breder Hygge over Sygeværelset. Og selv om Fru Lange havde travlt, saa havde hun aldrig Hastværk, og denne velgørende Ro og den Klarhed, hvormed hun udtalte sig, skabte den store Tillid, hun vakte.


Her skal kun meddeles et enkelt Træk, der karakteriserer Fru Lange baade som Menneske og som Læge. For nogle Aar siden havde en af hendes Patienter, en ældre Lærerinde, været ret alvorlig syg, og en Dag, da Fru Lange kom ep til hende, var den syge, der ellers var en stærk og modig Natur, af Sygdommen gjort ganske modløs og forknyt. Fru Lange foreslog hende forskellige Ting, hun skulde spise for at faa Kræfter, men Patienten rystede blot paa Hovedet. Naar hendes lille Tjenestepige skulde lave noget til, var det aldrig, som det skulde være, hun stegte al Saft og Kraft ud af Kødet, det var kun til at ærgre sig over, og skulde just ikke give én Lyst til at spise. "Nu skal jeg gaa ud og tale lidt med hende," sagde Fru Lange. Saa lagde hun sit Overtøj, gik ud i Køkkenet og fik fat paa noget Kød, som hun bankede, skrabede og behandlede efter alle Kunstens Regler. Derefter fik hun Stegepanden over Ilden, og medens den lille Tjenestepige stod og saa forbavset paa denne kloge Fru Doktor, der kunde skrive Medicin op og ordinere Omslag, og dog ikke var for lærd til at stege Koteletter, bar Fru Lange selv den indbydende Ret ind til sin Patient, der spiste med god Appetit, medens hendes Læge sad ved Sengen og saa paa hende med glædestraalende Øjne.


Emmy Lange havde haft en lykkelig Barndom og en lys Ungdom, derfor traadte hun saa sikkert paa Jorden, og derfor svigtede hendes medfødte Takt hende aldrig. Og faldt hendes Udvikling paa visse Omraader end sent, saa kom den saa overvældende rig. Hendes klare Intelligens krævede den store Kundskabsmængde, som hendes Studium bragte hende, og hendes varme Hjærte trængte til den store Lidenskab, der blev Kronen paa hendes Livs Lykke.


Emmy Kramp blev født i København 1851. Hun gik i Skole hos Frk. Zahle og tog i 1874 Kommunelærerinde-Eksamen. Denne Eksamen var dog kun en Omvej, der gjorde det lettere for hende at slaa ind paa den akademiske Vej, til hvilken hendes Hu stod. I 1880 tog hun Studentereksamen. Hun var den fjerde i Rækken af Danmarks kvindelige Studenter, ligesom hun blev den fjerde af vore kvindelige Læger. Fra hendes Ophold som Kandidat først paa Almindeligt Hospital, senere paa Frederiks Hospital bevares der mange smukke Minder, saa vel blandt de gamle og syge, som blandt hendes Lærere, Kammerater og Venner. Hvor var det ikke hyggeligt, naar man ad de lange øde Gange havde naaet hendes Værelse med det store dybe Vindue ud til den stille Hospitalsgaard. Hvor faldt Samtalen ikke let med hende, for hvem intet menneskeligt mellem Himmel og Jord var fremmed eller ligegyldigt? Og hvor var hun ikke fin og munter som Værtinde ved disse smaa Arrangements, der var som Forløbere for de hyggelige Sammenkomster mellem Vennerne i hendes og hendes Mands, Lægen Chr. Langes, gæstfri Hjem. I dette Hjem har hun levet sit Livs lykkeligste Timer, og her har hun drømt sine smukke Drømme om at blive Moder, men her kom ogsaa de tunge Dage, da Sygdom og Smerte fik Overtaget over hendes sunde, stærke Legeme, da havde hun sit store Mod behov, det hun viste til det sidste.


Som hun viede sit Liv til særlig at bevare Kvindernes Sundhed og bekæmpe deres Sygdomme, saaledes var hun ogsaa altid rede til at tage Del i Kampen, naar det gjaldt hendes Kønsfællers aandelige Frigørelse, ikke alene ved sit Eksempel, men ogsaa ved beredvilligt at stille sine Kundskaber og sin Person til Raadighed. Stort anlagt som hun var, saa hun ogsaa stort paa denne Sag, der næppe har haft nogen Forkæmper som ved sit hele Liv og sin Personlighed har været virksommere for den end Lægen, Fru Emmy Lange.


« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner