Nogle Ord til Overvejelse.
Kvindesagen er jo i vor Tid en i meget høj Grad aktuel Sag, som fra alle Sider underkastes Drøftelse. Baade gennem Tale og Skrift kæmpes der for og mod den, og denne Kamp er tidt varm; man sparer ikke paa Krudtet. Men særlig fra Kvindernes egen Lejr gaar det af og til hedt til. Dette er jo forstaaeligt, da det i første Række er Kvinderne, Sagen drejer sig om. Jeg tror heller ikke, at Varmen skader Sagen, naar man blot ikke i den glemmer at holde fast det, jeg vil kalde det "naturlige" Synspunkt for Kvindesagen og dens Drøftelse. Men her er det netop, jeg finder et svagt Punkt; og jeg mener at have bemærket, at - overfor en Del af Kvindesagsforkæmperne - et Raab: "Se naturligt paa Tingene", tiltrænges.
Jeg er en Tilhænger af Kvindesagen og søger selv som Kvinde i mit Liv at praktisere særlig én af dens Ideer. Ingen kan inderligere end jeg ønske Kvindesagen Fremgang, den inderste Kærne i den gjort til Virkelighed, den nemlig, at Kvinderne udvikles til selvstændigt tænkende og selvstændigt værende Mennesker under gunstige Livsvilkaar jævnsides Mændene. Netop derfor har det bedrøvet mig at se, at Kvinderne ofte selv tager saa unaturligt paa denne for os alle saa vigtige Sag. I den ofte unaturlige Maade at tage Sagen paa tror jeg nemlig, vi maa søge en af de vigtigste Grunde til Modstanden mod Sagen. Lad mig straks "tage Tyren ved Hornene" og vise, hvori det unaturlige efter min Mening bestaar.
Det er i dette, at man glemmer, at, som der af Naturen er sat Love for Livet i sin Helhed, er der det ogsaa for det individuelle Liv, Love, som det straffer sig ikke at respektere. I dette særlige Tilfælde er det denne Naturens Lov, at Manden i sin Egenskab af Mand er en Individualitet for sig, som Kvinden i Følge det, at hun er Kvinde, er én for sig, man altfor lidt tager Hensyn til. Man har for ofte og for stærkt hævdet, at Kontrastforholdet mellem Mand og Kvinde langt fra er saa stort, som det almindeligvis opfattes. Man siger som saa: "Fra Begyndelsen var Mand og Kvinde saa omtrent lige, baade hvad aandelige og legemlige Evner angik, men Livet, hvori Manden brutalt har taget Overherredømmet for sig og under kuet Kvinden, har ført til det Kontrastforhold, som nu er til Stede". Ja, det være langt fra mig at underkende Livsvilkaarenes væsensomdannende Magt; ogsaa jeg tror, at Kvinderne ved deres tilsidesatte Stilling har tabt baade i legemlig og aandelig Habitus. Men jeg tror ligesaa sikkert, at de forskellige Livsvilkaar, selv om de har Aartusinder paa Bagen, kun tildels kan virke væsensomdannede. Fra Naturens Haand er der sat den Væsensforskel, som. Livsvilkaarene nok kan ændre og har ændret noget, men som i sin Grund altid vil bestaa. Et Sandsynlighedsbevis herfor kan man hente fra Dyreriget. Hvad enten man søger til tamme eller vilde Dyr, vil man der overalt finde en udpræget Væsensforskel mellem Kønnene. Ser man paa det fysiske Forhold, springer det f. Eks. straks i Øjnene, at Hannen med Hensyn til Kraft er den bedst 4
udstyrede. Væsensforskellen her maa man antage altid at have været til Stede. Tror man nu paa, at en og samme Aarsagslov gælder i Naturen, saa maa nævnte Eksempel, der jo kunde øges med flere fra andre Omraader, bevise min Paastand om en oprindelig Væsensforskel mellem Mand og Kvinde i alt Fald paa nogle Omraader. Men nægter man saadanne Eksemplers Beviskraft, saa maa man dog indrømme, at der til Kendsgerningen, Kvindens Underkuelse, maa findes en første Aarsag, hvad enten denne nu er aandelig eller legemlig. Hvordan skulde ellers Underkuelsen være bleven begyndt? Men denne Aarsag er jo saa den naturbestemte Væsensforskel.
Et Forhold, som absolut viser os denne naturbestemte Væsensforskel, er Moderforholdet. Alene Kvinden kan føde Børnene, og hun alene kan være Moder for dem ogsaa siden. Jeg mener da ogsaa, at det maa staa klart for os, om vor Tankegang ogsaa paa dette Punkt skal være naturlig, at vi i Hustrustillingen og Modergerningen har det for Kvinden særlige og det, hvorved først ret alle hendes Evner og Kræfter kan udvikles, komme til sin Ret og gøre Fyldest.
At Kvinderne ofte ikke tilstrækkelig klart har set den tilstedeværende Væsensforskel mellem Mand og Kvinde, har ført til, at de i Kampen for Frigørelse ikke blot har fordret Plads og Ret for Mennesket, Kvinden, men ogsaa for det af Mandsindividualiteten, som de mente at finde hos hende. Og det er det fejle! Hvad Kvinden har i Eje af Kræfter, kan maaske være tusindfold bedre end det, Manden sidder inde med; men vi maa holde fast, at det ikke er det samme - og være glade til! Uden Forskellighederne kunde aldrig det inderlige, dybe Forhold mellem Mand og Kvinde komme i Stand, det, der udgør det lifligste menneskelige Forhold, det, ved hvilket det bedste er, at de to kan udfylde hinanden, hjælpe hinanden paa alle Livets Veje. Ja, vi maa forstaa, at Mand og Kvinde altid netop paa Grund af Væsensforskellen trænger til at hjælpes af hinanden, og, at det Forhold, hvori de inderligst kan komme til at gøre dette, er det lykkeligste for begge Parter. Forstaar vi det, har vi et sandt og sundt Grundlag for vor. Kamp for Kvindesagen.
Og Kvindesagen er en stor og vigtig Sag, for saa vidt den er et Led i den Kæde af Samfundsopgaver, der vil og kan skabe bedre Kaar i Menneskeheden for saavel det aandelige som det materielle Livs Vækst og Trivsel. Men disse bedre Kaar kan Kvindesagen netop kun hjælpe at fremme i Følge den ovenfor hævdede Individualitetsforskellighed hos Mand og Kvinde, ja, den alene forklarer og berettiger Kvindesagen med dens forskellige Krav.
Hvorfor ellers f. Eks. Kampen for Kvindens Deltagelse i det offentlige Livs Arbejde, i det politiske som det kommunale. Var hun og Manden ensartede Individualiteter, da kunde han jo ligesaa godt være ene om det. Ja, hun kunde fordre Plads som hans Jævnbyrdige og Lige; men deri vilde aldrig komme til at ligge saa stor Vægt. Nej, paa Grund af deres Forskellighed maa hun med ind deri. Deres Ejendommeligheder maa flyde sammen, om det bedste Resultat skal naas.
Er Talen om Kvindens Adgang til Erhverv, ses maaske Betydningen af Væsensforskellen mellem Mand og Kvinde ikke saa meget her. Dog ogsaa i dette Tilfælde kan og bør denne Forskel danne Grundberettigelsen for Kvindens Kommen frem. At den kan det, ses let paa mange Omraader f. Eks. paa Lærergerningens.
At Adgangen til Erhverv i stedse højere Grad bliver muliggjort for Kvinderne, vil ikke alene virke som Hjælp for disse til dette at kunne eksistere, men først og fremmest vil det virke som et gavnligt Opdragelsesmiddel. Adgangen til Erhverv fører jo det med sig, at man maa dygtiggøre sig til det særlige, man skal have fat paa, og deri ligger noget i høj Grad udviklende og opdragende, lad Gerningen, man skal uddannes til, være stor eller lille. Man vokser sig derigennem til større Klarhed, Støthed og Ro overfor Livets mangehaande Forhold.
Ja, men hvorfor ikke lade den unge Kvinde holde sig til Dygtiggørelsen til Hustru- og Modergerningen, da du jo dog mener, at hun dér er bedst paa sin Plads og kan naa den største Lykke. Dertil vil jeg svare: Jo, lad hende det, hvis hun derved føler sig tilfredsstillet; Uddannelsen dertil, naar den tages alvorlig, kan være ligesaa udviklende som Uddannelsen til mangen anden Stilling. Men her maa vi huske, at mange Kvinder ikke bliver gifte, men maa nøjes med det at have en selvstændig Gerning at tage vare.
Derfor siger jeg ogsaa: Lad de unge Piger tage fat paa, hvad de føler Trang til og tiltror sig Evner til, der kan maaske komme den Dag, da den Gerning, de som unge valgte, skal fylde et stort tomt Rum i deres Liv. Ja, men naar de saa alligevel gifter sig, er saa ikke Tid og Penge spildte? Nej, ogsaa da vil det faa sin store Betydning for Kvinderne, at de har brugt deres Tid til Uddannelsen til og Udøvelsen af en selvstændig Gerning. Allerede ved Spørgsmaalet, om de vil giftes eller ej, og ved Valg af Ægtefælle, vil det komme til at spille en Rolle, idet den selvstændige Stilling kan stille dem friere i Valget. Ja, Kvinder, som under andre Forhold maaske maatte "tage til Takke" og kunde finde sig deri, behøver nu ikke at gøre det første og er for udviklede til at kunne det sidste.
Er de saa gennem frit Valg naaet til at blive Hustruer og faa et Hjem, kommer maaske dog Hoved betydningen ikke blot for dem selv, men for Hjemmet og Samfundet. Af de enkelte bygges Hjemmene, og af Hjemmene Samfundet; og her gælder det som altid, at først og fremmest maa Grundvolden for det hele være saa solid som mulig. Og det tror jeg, at vi af Kvinder, som er uddannede til selvstændig Gerning, faar bedre Hustruer og Mødre end af de smaa søde Piger, der gaar hjemme hos Far og Mor og ellers faar deres meste Opdragelse og Udvikling i Selskabs- og Balsalen. Det, at man er sød og rar, er nu en Gang ikke nok til at tage en Livsgerning op og vel dog allermindst Hustru- og Modergerningen.
Ja, om de forskellige Sider af Kvindesagen kunde der jo være mangt og meget at skrive; men i denne min lille Artikel var det ikke min Hensigt at indlade mig derpaa. Jeg vilde kun fremsætte det Hovedsynspunkt for Kvindesagen, hvorudfra jeg mener, Kampen maa føres, om Sagen skal vinde Fremgang, som den fortjener. Jeg tror, at kunde vi mødes i dette Hovedsynspunkt og fastholde det i Kampen udadtil, vilde det ikke alene være til Gavn for os selv, men vi vilde vinde mange for Kvindesagen, som nu er imod den, særlig mellem Mændene. Deres Anker vil da efterhaanden forsvinde. De maa sige: Kvindens Individualitet maa vi have ind i det offenlige Liv, den maa der som i Hjemmene sammenblandes med vor. Vi behøver ikke at frygte Tab af Kvindelighed, den vil netop udvikles derigennem. Kvinden maa have Lov at prøve sine Kræfter i selvstændig Gerning; vi faar derved bedre Hustruer, modige og kække Døtre; og vi slipper fri for de gamle strikkende, sladrende Tanter. Konkurrence paa Arbejdsmarkedet har vi ikke nødig at frygte; Kvindens Individualitet vil afstikke hende Grænser, og skulde en eller anden Gerning glide fra vor Haand over i hendes, ja, hvad saa; det, vi vinder, er meget mere værd end det, vi taber. Ja, vi maa lade Kvinden have Lov til helt igennem at røre sig frit med sine Ejendommeligheder, som først derved ret udvikles og kommer til at indgaa den Forbindelse med vore, der kan give et godt Resultat til Velsignelse for Hjemmene og Samfundet.
