« Tilbage til søgeresultaterne

En Kvindes Tanker om Alderdommen.

« Se emneord

I Anledning af et Foredrag om "Anlæg og Opdragelse", som Doktor Edvard Lasker i sin Tid holdt, og hvori han bl. a. priser Alderdommens Lykke og Skønhed, tilskrev Fanny Lewald, der saa anderledes paa Sagen, ham et Aabent Brev, optaget den Gang i Maanedsskriftet Deutsche Rundschau. I sin Helhed er Brevet for vidtløftigt til at meddeles her, og det indeholder desuden mange Hentydninger til Vedkommendes fælles Bekendte, der er uden Interesse for os. Her skal blot gengives de særlig karakteristiske Udtalelser om Alderdommen, som Fanny Lewald, den Gang i Treserne, fremkom med.


. . . Hvad Alderdommen og dens Skønhed angaar, da er jeg aldeles ikke enig med Dem; og da De, som staar midt i en kraftig Manddomsalder, holder Lovtale over Alderdommens Skønhed, saa vil det vel sømme sig for mig, der takket være en gunstig Skæbne, glæder mig ved en meget lykkelig Alderdom, at forsikre Dem om, at denne Alderdommens Skønhed kun tager sig ud i Frastand, som man plejer at sige. Og maa jeg saa atter tillade mig at gentage: "Prøv det først selv!" og at anføre Dem Goethes Ord: "Doch etwas anders fand ich das." *)


. . . Det udgik fra en rigtig Forstaaelse af Virkeligheden, at de fintfølende og i deres dybsindige Visdom saa skønhedselskende Grækere tillagde deres Guder, deres levendegjorte Idealer, en evig Ungdom! Ikke for intet priste de Achilles lykkelig, at han i sin fulde ungdommelige Manddomskraft blev bortrykket fra Livet.


. . . Saa vidt jeg véd, har ogsaa Digtere til alle Tider tilstaaet og beklaget Alderdommens Besværligheder. Homer lader aldrig Nestor tale om sin Alderdom uden med Beklagelse over, at han ikke mere er den, han tidligere var, og han ledsager overhovedet altid denne Alder med Tillægsordene: "sørgelige, trykkende, besværlige Alderdom!"


I Aristoteles Rhetorik falder den dybsindige græske Tænkers Dom, idet han afvejer Fortrinene ved de forskellige Aldere, ingenlunde ud til Fordel for Alderdommen, men afgjort til Fordel for Ungdommen og den modne Mandsalder, hvilken sidste han lader slutte med det fyrretyvende Aar. Om denne Livsalder udtaler han, at den forener alle de heldige Egenskaber, som hos Ungdom og Alderdom optræder adskilte; at den i det rette og passende Maal besidder, hvad hin har formeget af og denne for lidt.


... Den gamle Walther von der Vogelweide udbryder i den rørende Klage, som Jakob Grimm i sin Afhandling om Alderdommen anfører: "Oweh, wohin sind verschwunden alle meine Jahr! Ist das Leben mir geträumet oder ist es wahr!" - **)


. . . Og for atter at komme tilbage til den store Aand, som vi i næsten alle Retninger maa tillægge det dybeste Kendskab til den menneskelige Natur indenfor vore nuværende Tilstande, for at komme tilbage til Goethe, hvor siger han ikke som med et Suk: "Keine Kunst ists alt zu werden, es ist Kunst es zu ertragen." - ***)


. . . Alderdommen er for de forskellige Mennesker en aldeles forskellig Ting. Efter min Mening vil de højere begavede og mere udviklede Naturer i aandelig Henseende lide mere under Alderdommen, føle den dybere og tungere end den store Masse, for hvem den mulig endog kan byde en Udsigt til en bedre Livsaften . . . Da de menneskelige Naturer stedse vil vedblive at være forskellige, saa vil de rolige, til Studeren og Tænkning tilbøjelige Mennesker lettere bære Alderdommen end de, i hvis Lod det falder at skulle handle, lede og styre. Ogsaa den troende, der føler sig overbevist om den personlige Udødelighed, vil med mere Ro se hen til Alderdommen og den snart forestaaende Død, end hine andre, for hvem Troen er en Umulighed, medens en Gaaen op i og Fornyelse i Altet ikke byder Erstatning for et individuelt Selv. Ja, jeg vover endog at paastaa, at det for det legemlig skønne og kraftige Menneske er langt sværere at iagttage sin gradvise Aftagen end for det uskønne og svage.


. . Ungdommen er fuld af Haab, Alderdommen har intet eller dog kun lidet at haabe. Hos Ynglingen vokser Modet, hos Oldingen vokser Forsagtheden. Manden er tillidsfuld, Oldingen har Betænkeligheder; Manden er gavmild, Oldingen sædvanlig sparsommelig indtil Gerrighed. Det er rentud Naturbetingelser, thi hine Egenskaber udspringer hos den ene af Tillid til hans Kraft og hos den anden af Bevidstheden om hans tiltagende Svaghed.


. . . Den, der lever længe, den, der har gennemvandret mere end to saakaldte Menneskealdere, lever i en vis Betydning, selv om han ikke har forladt sit Fødested, ikke længer i sit egenlige Hjem, knap nok mellem Landsmænd, i det mindste ikke i vor hurtig levende Tid. De forskellige Generationers Anskuelser og Opfattelser er ikke de samme; selv et Folks Karakter kan forandres lidt efter lidt.


. . . Der gives næppe en eneste nogenledes begavet ung Mand, som ikke nærer den Tro, at med ham begynder en ny Æra; Verden har ventet paa ham! Og hvor mangen moden Mand nyder ikke den glade Bevidsthed, at være en af de Støtter, hvorpaa Samfundets Vel hviler. Oldingen derimod, som har set saamangen Stormand gaa i Graven, uden at Verdensaltet derfor stod stille, ser som oftest med et Smil tilbage paa sin forhenværende Virksomhed, fordi Erfaring har lært ham, at ingen er uundværlig, at enhver tom Plads snart bliver udfyldt.


Og saa denne Hjærteensomhed, der bliver Alderdommen til Del. Der gaar næppe en Dag, uden at Aviserne bringer Oldingen Budskab om en af hans Bekendtes, en af hans Venners Død! Ganske uvilkaarlig opstaar da hos ham den Følelse, hvormed man silde paa Aftenen ser sig om i en Selskabssal: Rummet omkring ham er blevet tomt, den muntre Samtale, i hvilken han har taget Del, er forstummet. Han ser sig omkring, Gæsterne er næsten alle borte - og med en Art Skræk siger han til sig selv: nu maa Du ogsaa gaa - Festen er endt! -


. . . Jeg indrømmer, at det kan være værd at ønske sig Alderdommen, at den endog kan være glædelig, saalænge de Mennesker lever med os, som vi nærmest og inderligst tilhører, for hvem det er os en Glæde, ja en Lykke at leve og som vilde savne os ved vor Bortgang. Men i denne Alderdommens Kjærlighedslykke blander sig den bitre Fornemmelse af dens nære Ophør. Man kunde daglig istemme Franz d. førstes smertelig længselsfulde Klage: Cest trop peu dune vie pour tant damour! ****)


. . . Hvis Alderdommen har Gæder, saa er de i al Fald ikke personlige; i Deltagelsen for andre, i sine nærmestes Kærlighed og ved at det gaar dem godt, kan man føle Glæde og Tilfredsstillelse. Alderdommen kan føle sig løftet ved det skønne i Kunsten, ved Videnskabens Fremskridt, ved Folkenes tiltagende, almindelige Velvære, naar det er den forundt at leve i Tider, hvor store fremskridende Udviklinger foregaar. Den kan finde en vis Trøst og Beroligelse i, at Virkeligheden arbejder paa Iværksættelsen af dens Idealer, og en Tilfredsstillelse ved, naar Arbejdet endnu lykkes for den, naar den ny Generation, som den lever iblandt, glæder sig derved, og det er unægtelig en Del. Glæden derimod, denne overvældende Glæde, hvoraf et Øjebliks Nydelse kan erstatte En aarlange Sorger og Savn, hin Glæde, hvori Mennesket føler sig som et fuldkomment, for enhver Lykke, og kun alene for Lykken bestemt Væsen - denne Glæde er en Gang for alle nægtet Alderdommen. Selv om man i sin gamle Alder kan se tilbage paa en hæderlig og virksom Fortid, vil det næppe kunne nægtes, at man er gladere til Sinds med Ungdommens lange vide Udsigt for sig, end med en uflyttelig Skranke foran det matte Blik! Selv en Goethe siger jo:


Saa giv mig da de svundne Dage,


da selv jeg i min Vorden stod,


da svulmende min Fryd, min Klage


brød frem i Sange lig en Flod,


da Knoppens Løfter var saa mange,


da Verden laa i Morgenglød,


da jeg de tusend Blomster brød,


der myldred frem paa alle Vange.


Vel var jeg fattig, men mit Liv var rigt!


Jeg søgte Sandhed og var glad ved Digt,


Lad atter som i hine Dage


mig Lykkens Vemod vorde rakt


med Hadets Kraft og Elskovs Magt!


Giv mig min Ungdoms Tid tilbage! *****)


Mærkelig nok skulde Dr. Edvard Lasker, Alderdommens Lovsynger, gaa bort i sine yngre Aar, medens Fanny Lewald (f. 1811 d. 1888) opnaaede en ret anselig Alder og var arbejdskraftig til det sidste. Hun efterlod en ufuldendt Novelle, der er udkommen efter hendes Død.


*) Jeg fandt dog, at den var noget andet.


**) O ve, hvor er alle mine Aar svundne hen? Har mit Liv været en Drøm, eller er det Virkelighed?


***) Det er ingen Kunst at blive gammel, men det er en Kunst at bære det.


****) Et Liv er altfor lidt til saa megen Kærlighed.


*****) Faust: P. Hansens Oversættelse.


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner