Fra min Onkels Skrivebordsskuffe.
Højstærede Redaktør!
At De ønsker mere fra min Onkels Pen, er jo den kraftigste Anerkendelse, der kan ydes. Ikke desto mindre takker jeg Dem hjertelig for den velvillige Omtale, De i deres sidste Skrivelse til mig skænker hans smaa Artikler. Jeg tillod mig at oplæse Brevet for ham, og skønt hans Ansigt skulde udtrykke den mest knusende Ligegyldighed for Ros eller Dadel, kunde jeg dog godt af de vældige Røgskyer, han under Læsningen stadig udsendte, forstaa, at Brevet optog ham i højere Grad, end han vilde være ved, og da Røgskyerne endelig fordelte sig, efter at han havde sat den udrøgede Pibe fra sig, opdagede jeg et ganske lille Glimt i Øjenkrogen, der yderligere stadfæstede min Gisning. Den steg til Vished: han følte sig smigret. Da jeg nærmede mig Skuffen, gjorde han heller ikke mindste Indvending.
Øverst fandt jeg vedlagte lille Opsats, som jeg kunde se, han for ganske nylig havde sat paa Papiret.
Deres ærbødigst forbundne Thomas.
Det svage Køn.
Det svage Køn. Det er en almindelig og yndet Betegnelse for den ene og større Halvdel af Menneskeslægten. Hvem der først har opfundet den, vides sagtens ikke. Den er rimeligvis uhyre gammel, i alt Fald saa gammel, at enhver tror paa den uden Undersøgelse eller Prøvelse af dens Holdbarhed; thi det er jo det mærkelige, ja fast ubegribelige, at selv den største Løgn - kan den kun holde sig det tilstrækkelige Antal Aar - bliver en uomtvistelig Sandhed; den avancerer op mellem Grundsætningerne, der vel ikke kan mathematisk bevises, men heller ikke behøver Bevis. Hvem forlanger Bevis for, at to og tre er fem. Lad Livet give det ene Modbevis efter det andet mod Betegnelsen "det svage Køn", hvem lægger Mærke dertil, og selv om man gjorde det, saa var det aabenbart en altfor stor Urimelighed at lade sig paavirke af saadanne Smaating som det virkelige Liv til at omstøde et Dogme, som man desuden befinder sig vel ved at opretholde.
En lille Episode rinder mig i Hu, ubetydelig i sig selv, men talende i al sin Ubetydelighed. Jeg besøgte en Gang en af mine Kendinge, der var Landsbylærer. I et Frikvarter havde vi spadseret lidt omkring i hans Have og paa Marken, var kommet i Samtale, saa Kvarteret var blevet af de lovlig lange. Jeg stod paa Legepladsen, da han kaldte Børnene ind, og saa et Par Smaapiger ile hen mod Køkkendøren for at laane en Vandøse - Hensigten gættede jeg nemlig straks. En Dreng kom dem imidlertid i Forkøbet, fik fat i Øsen, og en anden Dreng kom til og gav sig til at pumpe for ham. Han slukkede sin Tørst, gav derpaa Øsen til sin Kammerat, der, efter at have forsynet sig, slængte den fra sig. Pigerne, der i Virkeligheden var de første, stod taalmodige og ventede, uden Spor af Følelse af at være tilsidesatte, greb Øsen, skyllede den ren og slukkede derpaa deres Tørst. Saavel Pigerne som Drengene var stiltiende, uden Spor af Reflektion, enige i, at det var i sin naturlige og aandelige Orden: først det stærke, saa det svage Køn.
For nogen Tid siden var jeg i Selskab. Blandt Gæsterne var en ung Mand, der havde opnaaet den Lykke at faa en lille Enakter opført paa et af Theatrene. Det var en piéce de rideau og havde fornøjet Publikum. Forfatteren var i den syvende Himmel og modtog Selskabets Hyldest uden at blinke. Han følte sig selv som Samfundets Kreditor, der retmæssig indkasserede sit Tilgodehavende. Skulde han end ikke naa at frembringe mere, vilde han dog have en berettiget Plads for sig selv i dets Erindring og for sit Navn i biografisk Leksikon.
Da jeg lidt tidlig forlod Selskabet, fik jeg Tid til en lille Aftentur. Jeg var ærgerlig og holdt nu, under min ensomme Vandring, den sarkastiske Tale, jeg egentlig vilde have holdt ved Bordet. Et Billede dukkede op for mig. Billedet af en aldrende Kvinde; ikke just gammel i Aar, men i Lidelse, Savn og Kamp. Hvor saa jeg hende tydelig for mig, som jeg flere Gange havde set hende i hendes fejreste Ungdom. Faderen var Herredsfoged i en af vore smaa jyske Købstæder i en af Halvøens skønneste Egne. Smuk, ung, sorgløs og fyldt af Forhaabninger knyttede hun sin Skæbne til en livsglad, ung og smuk Mand. Han avancerede snart, og som Bogholder ved en ikke lille Sparekasse kunde han byde hende et anstændigt Hjem. Den livsglade, godsindede unge Mand havde altid været uhyre velset mellem sine jævnlige og deltaget i mangt et ungdommeligt Gilde, der just ikke altid var forløbet helt korrekt. Nu skulde alt sligt naturligvis være forbi, men Kødet er skrøbeligt, ikke mindst hos det stærke Køn. Der gik nogle Aar, fire kønne Smaabørn, der forlangte Tumleplads og Lov til at øve Lungerne, kunde jo til Tider virke forstyrrende. Han var oftere og oftere hjemmefra, kom tidt sent hjem og ikke i den Tilstand, der skal vække eller øge Sympatien. Kort: hans Kræfter nedbrødes. Tilmed opdagedes adskillige Misligheder, der havde hans Afsked til Følge.
Fremtiden saa ikke lys ud, men hun tog imod den. Hun vilde tage Kampen op for sine Børn, og hun blev nu alene Familiens Forsørger. I Hovedstaden, hvor han, som saa mange andre mislykkede Eksistenser, gemte sig, fik han nu og da lidt Arbejde, men det afbrødes altfor ofte af Udskejelserne, der gjorde ham mere og mere raa imod Hustru og Børn. Hun turde ikke vedblive Samlivet. Hun fortsatte Kampen ene og han Faldet. Til Tider synes han at rejse sig og kan da arbejde; saa er han rede til at erkende og ynkelig klage over sin elendige Svaghed. I saadanne Tider har hans Børn besøgt ham, og han er inderlig glad ved dem; men selv ikke i deres Nærværelse magter han sig selv. Bliver det alt for galt, maa han jo paa Hospitalet, og derfra kan han skrive til sin Hustru og Børn: "jeg er et Vrag, jeg ved det, jeg ligger og græder over det;" men kommen ud derfra kan han kun fortsætte. Børnene er nu vokset godt til, har faaet en udmærket Opdragelse og nyder den bedste Skoleuddannelse, Hovedstaden byder.
Fire gode Medlemmer har denne kæmpende Moder forhaabentlig tilført Samfundet; men det kender hende næppe, endsige tænker paa at mindes hendes Navn. Havde han tilfældigvis før Forfaldet skrevet et Par Noveller, vilde man sagtens ved hans Død beklage, at saa udmærkede Evner ved Skæbnens Ugunst skulde gaa til Grunde; men hans Navn vilde prange mellem dem, der har villet noget og kæmpet for Slægtens Fremskridt. Hvem kender Moderens aarelange Kamp gennem Nætter og Dage; hvem regner med den; hun tilhører jo - det svage Køn, og af det tør man ikke vente ret meget i Retning af Storværker; man tør selvfølgelig derfor heller ikke betro det ret meget.
