Rejsebreve fra en kvindelig Snedkersvend.

Uddrag af Breve til en Veninde.

Berlin, den 14de Juli 94.

Rejsen herover gik rigtig godt. Da vi kom ud i rum Sø kunde jeg nok mærke, det begyndte at gynge lidt; jeg gik derfor til Køjs. Det hjalp udmærket, Køjen var behagelig at ligge i, jeg klædte mig helt af og faldt i Søvn. Kl. 9 vaagnede jeg ved, at Skibet begyndte at sakke af, og da jeg saa høje Skrænter, kunde jeg tænke, det maatte være det Badested paa Rygen, som vi skulde lægge til ved. Det kunde jeg ikke staa for, i Klæderne kom jeg i en Fart og op paa Dækket. Det saa meget kønt ud, en stor Skov var der paa Tangen, som løb langt ud i Havet, senere Hotellet og en hel Del Huse paa en meget høj Skrænt, noget lignende som Skodsborg, kun noget mere storslaaet. Vi sejlede straks derfra, og forbavset vil Du vist blive, naar Du hører, at jeg sov til næste Morgen Kl. 4½. I Stettin var vi før 5, men vi maatte vente længe, førend vi fik Lov til at gaa fra Borde, vort Tøj skulde jo efterses af Toldvæsenet. Det gik meget let. Et Bybud kørte mit Tøj til Stationen, og min Kuffert gik med som Rejsegods. I Berlin var jeg Kl. 11. Der tog en Drager mit Tøj og skaffede mig en Droske, saa alt det gik saa meget let. Da jeg kom til Pigehjemmet, var alt optaget, og jeg maa sige, det var ogsaa noget andet, end hvad jeg havde tænkt, der var fint og flot, men det kostede 65 Mark mdl., det havde jeg jo ikke en Gang Raad til. Fru Piper beklagede meget, at der var optaget og gav mig Anvisning paa et Pensionat, jeg kunde bo i, saa længe til der blev Plads. Kusken kørte saa derhen, men da jeg saa ham standse udenfor et fint Hus i en af Hovedgaderne, blev jeg forskrækket, dog gik jeg ind i Huset for at spørge mig for; men jeg ringede slet ikke paa, thi jeg kunde godt sammenligne det med et af Københavns fineste Pensionater, og saa passede det jo ikke for mig. Jeg tog da Fru Amsings Seddel frem igen og lod Kusken køre til Missionshotellet. Jeg kendte jo godt Københavns Missionshotel og antog dette for noget lignende. Hvor forfærdet blev jeg da ikke, da Kusken standsede ved et Hotel, der langt overgik baade Fru Pipers Hjem og det fine Pensionat, jeg var flygtet fra. Her kunde jeg desværre ikke flygte, thi aldrig saa snart var Kusken standset, før jeg blev overfaldet af tre Mandfolk, alle med Guldtresse om Hatten. De smækkede Vogndøren op, rev min Kuffert fra mig og tog, hvad andet Tøj jeg havde. Jeg opgav naturligvis straks al Modstand, betalte Kusken for 3 Ture, hvilket blev 2½ Mark; saa lod jeg mig saa roligt som et Lam føre op i Hotellet. En voldsom bred Trappe med Tæppe paa og Potteplanter langs Væggene. I første Etage blev jeg modtaget af en sortklædt Dame, der rask som var jeg en indfødt, tiltalte mig paa tysk; da jeg gjorde hende opmærksom paa, at jeg talte daarlig tysk, spurgte hun lige saa rask, om jeg da talte fransk. Jeg maatte da tilstaa, at jeg kun talte dansk, og beriget med hendes Medlidenhed gik jeg med Tjeneren til anden Etage, hvor jeg fik et Værelse anvist. Straks da jeg kom ind, slog den Tanke mig: hvor her vil blive dyrt at bo, dyrere end Fru Pipers Hjem og Pensionatet tilsammen. Jeg havde ogsaa Grund til at tænke det, for det første var her fine Nøddetræs Møbler, Tæppe paa hele Gulvet, rød Plydses Sofa og Vinduet vist 4 Alen højt; trykkede man paa en Knap, blev Stuen oplyst med elektrisk Lys; Vandtøjet saa stort, at jeg godt kunde staa paa Hovedet deri. Den kjoleklædte Tjener gjorde mig opmærksom paa forskellige Smaating ved Værelsets Bekvemmeligheder og forsvandt saa med mange Buk.

Straks han var gaaet, sank jeg halv bedøvet ned paa Sofaen. Jeg, Snedkersvend Cathrine Horsbøl, som var vant til at bo paa et Værnehjem for 50 Øre om Dagen og spise til Middag paa 35 Øres Spisehuse, var nu pludselig blevet puttet ind paa et Sted, hvor man maatte være en Krøsus for at bo. Jeg kan godt forstaa, at det maa være svært for Folk, der har været rige, paa en Gang at blive fattige og derved leve paa en anden Vis end de er vant til; men jeg har aldrig tænkt, at det omvendte kunde være lige saa svært, det fik jeg at føle i Dag. Hvor han generede mig, den kjoleklædte. Skulde jeg have Middagsmad, behøvede jeg to Kuverter, jeg kunde forstaa det, hvis jeg fik mere end en Ret, men den kjoleklædte gav mig kun Steg, og da jeg forlangte noget mere, blev han ganske forfærdet og spurgte, om jeg vilde have mere "Fleisch," tilsidst fik jeg da en Omelet. Ligesaa ved Aftensbordet, jeg spiste nemlig paa mit Værelse, jeg kunde ikke bekvemme mig til at gaa i Spisesalen, da jeg taler saa daarlig tysk. Naa paa den Maade kunde jeg ikke leve, det indsaa jeg straks. Kl. var imidlertid blevet 1, inden jeg kom til Hotellet, det tager ogsaa Tid at køre i Droske.

Da jeg havde faaet mit Tøj bragt op, vaskede jeg mig og klædte mig om, spiste Resten af mit danske Brød og gik ud. Jeg vilde søge mig et Logi og saa opsøge den danske Snedker, som jo skulde bo i Wasserthorstrasse. Det var en lang Vej, og jeg maatte stadig spørge mig for; jeg opdagede da, at jeg langt lettere kunde forstaa Mænd end Kvinder og spurgte saa, naar jeg saa en jævn tarvelig Mand, om Vej. De havde ikke ondt ved at forstaa mig, men jeg havde temmelig ondt ved at forstaa dem, dog gik det rigtig godt. Langt om længe naaede jeg Wasserthorstrasse og Nr. 25, men ak! der boede slet ingen Snedker Larsen. Jeg var begyndt at blive træt, og sulten var jeg i høj Grad, da jeg næsten slet intet havde spist den Dag. Jeg fandt hen til en Politistation og spurgte der om Larsen, de var meget flinke, saa ogsaa efter i nogle Bøger, men sagde saa, at de ikke kunde give mig Oplysninger om ham. Den Besked vilde jeg naturligvis ikke lade mig nøje med, thi hvor skulde man faa den Slags Oplysninger, naar det ikke var paa en Politistation. Jeg protesterede baade paa tysk og dansk; tilsidst kom der en gammel hvidhaaret Herre, som tog Bøgerne fra de andre, lagde dem til Side og tog andre frem. Efter kort Tids Søgen fortalte han mig, at Larsen boede i Prinzensstrasse 108. Jeg spurgte mig saa frem dertil og fandt virkelig Larsen. Nu var det saa underligt, thi da jeg søgte og søgte, faldt det mig ikke ind at græde, men da jeg endelig fandt Larsens og hørte dem tale dansk, da vilde det have gjort godt, om jeg rigtig kunde have grædt ud, men jeg beherskede mig selvfølgelig, dog kunde jeg ikke gøre for, at nogle Taarer alligevel piblede frem, og jeg maatte vente en Stund, førend jeg kunde tale. Det var nu ogsaa fordi jeg var saa træt og sulten, ellers plejer jeg da ikke at være saa forknyt, gør jeg vel? De havde ikke Snedkeri mere, og Manden troede aldeles ikke, det kunde gaa. Havde jeg ikke haft Svendebrevet, er jeg sikker paa, de vilde have anset mig for gal. Dog vilde han tale min Sag hos et Par Kolleger, og jeg kunde høre derud næste Dags Aften, saa Du faar ikke Resultatet at vide, ellers kommer Brevet for sent af Sted. Da jeg endelig kom hjem var Kl. 6 og jeg syg af Sult. I en Fart ringede jeg og fik den omtalte Middag. Jeg kunde selvfølgelig ikke blive der mere end den ene Nat, Regningen skulde blive stor nok endda; da jeg havde spist, gik jeg ud for at finde en Familie, jeg kunde bo hos. Jeg var oppe mange Steder - een vilde have 40 Mark alene for Værelset, endelig fandt jeg et Sted hos en ældre Dame, jeg tror hun er Enke og har en voksen Datter. Jeg skal have Kost og Ophold for 50 Mark mdl., billigere faar jeg det vist ingen Steder. Det er en meget stor Stue jeg har, paa et Hjørne i en af Hovedgaderne, og saa hører der en Slags Balkon til. Naar jeg gaar der ud, kan jeg se ned ad 3 Gader. Saa er her overordentlig godt møbleret: en meget stor Seng, en dobbelt Servante med Marmorplade og Vandtøj lige saa stort som Hotellets. Dobbelt Klædeskab, Chatol, Sofa med Bord, 6 Stole, 2 Lænestole og et mindre Bord, 2 Spejle, alt Mahogni. Linoleum over hele Gulvet, et Tæppe foran Sofaen, Lysekrone. Kl. var 12 Middag i Dag, da jeg flyttede fra Hotellet. Du kan vist ikke gætte hvad et Døgns Ophold kostede: 13 Mark. Det havde været rart, om Adressen havde været til et billigere Sted. Det var meget morsomt at pakke ud og hænge mit Tøj ind i Skabet og saa videre; blot jeg nu havde Arbejde, kunde jeg have det meget godt. Jeg har lige spist til Middag, Maden var meget god til at begynde med.

Den 20de Juli 94

Ja, Du véd vel nu fra K., at jeg har faaet Arbejde, og jeg tror nok, det skal gaa. Jeg kan nok mærke, at jeg er blevet forvænt med Hensyn til Materiale. Her maa jeg gaa omkring paa Værkstedet og finde mig et Stykke Finer et eller andet Sted. Lige saa med Træ. Saa er mit Værktøj saa daarligt, at jeg næsten ikke kan arbejde med det, og ved at jeg saadan skal søge mig Stumper og Stykker op, maa jeg lime og sætte sammen i en Uendelighed. Dog er jeg saa glad, saa glad ved at arbejde, thi naar jeg bliver bedre kendt og kan lidt mere af Sproget, skal det nok gaa lettere. Naar jeg nu har det første Stykke færdigt, gaar jeg til Mesteren og minder ham om det Værktøj, jeg skal have, thi jeg har naturligvis sagt ham det, men det kender jeg nok, det maa siges ofte. Svendene er rigtig flinke og i alle Maader pæne imod mig, de begyndte jo ikke saa godt, som Du kan se i Ks. Brev, men da de saa, jeg var en ordenlig Pige, gik det over, og nu gaar det lige saa godt som hos Hansen. Den danske Snedker Larsen gjorde alt for at tage Modet fra mig, saa Du kan tro, det var med megen Ængstelse, at jeg søgte Arbejde. Gud har hjulpet mig forunderligt, thi jeg var kun 3 Steder i Wilhelmstrasse, det var det hele. I Løbet af 2 Timer havde jeg Arbejde. Det vilde nu heller ikke have været saa rart for mig at gaa længe og søge, thi her arbejder Mesteren selv med, og saa skulde man jo gaa lige ind paa Værkstederne. I Gaar, da jeg gik til Middag, stod der en ung Mand og ventede paa mig paa Gaden. Det var et ungt Menneske jeg havde arbejdet sammen med hos Mørchs. Han havde set i en Avis, at jeg arbejdede hos Aschenbach og vilde nu hen at hilse paa mig. Han var meget forbavset over mit Held, thi Ascenbach gaar for at være en af Berlins bedste Snedkere, sagde han. Om Aftenen kom han op og blev næsten forfærdet ved at se min Stue, saa gik vi sammen ud til Kreutzberg, det er meget højt, saa vi kunde se hele Berlin og til en Side Omegnen. Hvor det dog saa smukt ud, der var ogsaa et kunstigt Vandfald, men Vandet bliver stanset Kl. 6, saa det kom vi for sent til. Her skal jeg ikke saa tidlig op, Kl. 7 skal vi være paa Værkstedet, vi arbejder kun 9 Timer, jeg vil se at komme paa Aftenskole eller ogsaa bruge mine Aftener til at læse Sprog.

Den 23de Juli 94.

Hvis Du tror, at jeg tilbragte min Søndag alene og længselsfuld efter Hjemmet, saa tager Du fejl. Jeg var paa Benene Kl. 5 og kom hjem, naar tror Du? Kl. 12. Jeg var i Skoven med en Forening, som den danske Svend og hans Broder er i, og som de skaffede mig Billet til. Vi toge med Dampskib flere Mil op ad Floden, gik i Land og spiste Frokost, som smagte udmærket. Men hvilken Masse Øl Tyskerne drikker, de betragter det som Næringsmiddel og man bliver ikke saa let beruset af det, jeg vilde nu ikke drikke saa meget, jeg syntes, det var Fylderi. Der var dejligt i Skoven og dejligt at sejle forbi Landsbyer og Villaer og smukke grønne Enge. Ved Skoven var en stor Sø, som Floden løber igennem, der blev leget "Enke" og senere spadserede vi i Skoven, og det syntes jeg bedst om; men jeg holder dog mere af vore stille Skovture hjemme. Det var en meget lang Tur, den kunde have været kortere, men jeg kan ikke sige, at jeg ikke morede mig.

Det er mærkeligt, at jeg, som gaar saa mørkt klædt, kan vække Opsigt, men det gør jeg i høj Grad. Voksne Mænd raaber "Junge" til mig, og Herrer og Damer vender sig efter mig og det kun for min Hat og mit Haars Skyld. Kort Haar ser jeg næsten aldrig og en glat Hat som min ingen Sinde. Her er mange søde unge Piger, som det er en Fornøjelse at se paa.

Den 31te Juli 94.

Jeg er saa glad for den Familie, jeg bor hos, det er en Enke, hun er saa flink, næsten moderlig imod mig, og Datteren er en stille ung Pige, der maa arbejde haardt. Sætterske er hun, jeg har været oppe at se hendes Arbejdslokale, et stort Rum til en 30 à 40 unge Piger. Da jeg kom derind, gøs det i mig, jeg følte, at det var langt strængere Arbejde end Snedkeri. Strængt ved den uforandret staaende Stilling og ved det monotone Arbejde; fra Morgen Kl. 7 til 6½ Aften kun flytte Bogstaver; intet Under, at hun om Aftenen ser bleg og daarlig ud. Vi er blevne gode Venner og der er intet for mig at risikere, nu sidder vi sammen om Aftenen paa Balkonen og taler sammen saa godt vi kan, tidt kommer hendes Moder derud, og imellem har der været fremmede, saa har vi været et helt lille Selskab. I Søndags var jeg sammen med dem paa et Forlystelsessted; en Veninde til Datteren og hendes Moder, samt Fruens Søster og et Par Niecer var med. Jeg kunde godt lide dem, trods mit daarlige tysk var de meget venlige mod mig, det var, som var vi gode gamle Venner, der ofte havde været sammen. Forleden Dag, da jeg stod og arbejdede, kom der en Journalist op paa Værkstedet; han vilde gerne skrive lidt om mig og spurgte derfor godt ud. Da jeg om Aftenen kom hjem, kom der en fra et illustreret Blad, som gærne vilde have mit Billede. Naa skade mig kan det vel ikke, jeg lod ham derfor tage Billedet. Det er vist bedst, jeg fortæller lidt om Værkstedet i Dag, jeg ser knap saa sort paa det som forleden. Det gaar alt andet end godt til at begynde med. Mesteren er et forfærdelig hidsigt Menneske, der gaar ikke en Dag, hvor jeg ikke bliver skældt ud (naar det skal siges, som det er) og kun fordi jeg har været for længe om mit Arbejde. Det er jeg ogsaa, men han maa tage i Betragtning, at det er det første, og han har kun ældre Svende, saa han er vel vant til, at det maa gaa hurtigt. I Mandags da han kom paa Værkstedet, blev han aldeles rasende ved at se, at jeg ikke en Gang var saa langt, som han troede. Det er et lille Skab, men det koster meget Arbejde. Han kom farende, rev Arbejdet fra mig, kylede det henad Gulvet, og det var ganske rart, at jeg ikke forstod et Muk af, hvad han sagde. Drevet har jeg rigtignok ikke; naar jeg med det elendige Værktøj sled, saa Sveden drev i Strømme, saa kunde Mester komme farende og raabe "es musz forter gehen" og saa en hel Masse mere. Hvorledes Arbejdet er gjort taler han aldrig om. Gud naade mig, hvis det ikke var ordentligt. Naa, da han saa havde kylet mit Skab hen ad Gulvet tænkte jeg "nu er det vist bedst, Du gaar, saadan kan det da ikke blive ved." Jeg samlede mit Værktøj og tog min Hat frem og lavede mig til at gaa. En kold Gysen gik igennem mig ved Tanken om atter at skulle søge Arbejde, det vilde ogsaa blive langt sværere anden Gang, thi det var jo ikke anbefalende, saa hurtig at komme fra et Sted. Mesteren var gaaet ud af Værkstedet, da jeg mærkede en Haand paa min Skulder og venlige Ord lød i mine Øren. Tænk Dig, disse Svende der den første Dag morede sig med at genere mig, de kom nu til mig, tog min Hat og mit Værktøj fra mig og bad mig blive. Jeg kunde bekæmpe mine Taarer, da der kun lød haarde Ord, men nu brast jeg i Graad. Aldrig vil jeg glemme disse Svende i den Time, ikke en var der, som var ligegyldig, og da jeg holdt paa at ville gaa, skrev de Adresser op paa gode Værksteder. Da kom Mester igen og sagde vredt, at jeg skulde gøre mit Skab færdig først. Da fik jeg endelig Munden paa Gled, spurgte ham, hvad jeg havde gjort og føjede til: "ikke i min hele Læretid har jeg hørt saa mange Ukvemsord som her i 14 Dage, det, De kalder Værktøj, er saa slet, saa den halve Tid er gaaet med at lave det i Stand". Saadan og mere fik jeg sagt, og Mester gik, men da vi saa talte mere derom, og jeg selv føler, at jeg lærer godt her, og det kun er fine Ting der laves, saa hængte jeg mit Tøj paa Plads igen og gav mig til at arbejde. Et Øjeblik efter saa Mester ind og lidt efter kom Karlen og skulde spørge, hvad Værktøj jeg manglede og skrev det op. Arbejdet bliver jeg færdig med i Morgen, giver han mig saa nyt, tager jeg trods alt med Glæde derimod. Værkstedet er godt. Svendene flinke, jeg synes allerede, jeg har lært ikke saa lidt og faar jeg et andet Stykke, skal det nok gaa hurtigere.

Den 13de August 94.

Det gaar rigtig godt nu, Mesteren har ikke siden den omtalte Mandag sagt mig et vredt Ord, og det er dog næsten 3 Uger siden, jeg tror ogsaa med Tiden at kunne arbejde ham tilpas. Jeg læser nu fransk med en Frk. Müllner, jeg læser kun en Gang om Ugen, men har saa des mere at læse hjemme, jeg har svært ved den franske Udtale, dog har Frk. M. godt Haab om mig. Naturligvis vil det falde mig langt vanskeligere i Paris end her, men her har det rigtignok ogsaa gaaet som Fod i Hose. Jeg ventede at skulle gaa saa meget igennem, men det lader til, at jeg kun skal have det let.