Fru Nanna Jensen, f. Bojsen,

der vil være kendt blandt en stor Kreds af vore Læsere, er afgaaet ved Døden den 20. November 1894. Fra Mindetalen der holdtes over hende af Pastor Nissen-Juul har vi faaet Lov at uddrage følgende lille Karakteristik:

"... Da Posten Store-Bededags Morgen 1873 bragte os Meddelelse om, at vor kære hensovede Præstefrues Mand var kaldet til Sognepræst for Æbeltoft og Draaby Menigheder, blev der mange iblandt os glade, og Glæden blev dobbelt, fordi vi vidste, at vi nu fik Budstikke-Bojsens kære ældste Datter, Kunstnerinden, til Præstekone. Og vi blev ikke skuffede. Fra det første Øjeblik af, jeg saa og talte med hende ovre i Præstegaarden, forstod jeg, at det var hende om mere at gøre end at være den smukke Husfrue og den venlige Værtinde i Præstegården; jeg forstod, at det var hende om at gøre at være sin Mands Medhjælp i Gerningen ude i Menigheden, og hun blev det paa flere Maader, som ikke skal glemmes. ...

Var det ikke det Indtryk, vi alle sammen fik af vor kære hensovede Præstefrue, at hun saa gærne vilde være en Tjenerinde for alle i Menigheden. Jeg behøver jo ikke at opregne en Del Datoer eller nævne en Række Kendsgerninger for at stadfæste dette, jeg skal blot minde om én eneste Kendsgerning, som vi alle saa godt mindes, fordi den kom igen hvert eneste Aar. Naar den haarde Vinterkulde indfandt sig, og der blev Tale om at skaffe Smaafolks Børn en Ret varm Middagsmad, hvem var det saa, der altid var redebon til at paatage sig hele Ulejligheden! Det var vor kære hensovede Præstefrue. Hun holdt ikke sin Stue for fin eller for god til at tage imod de mange smaa Drenge og Piger; og hverken hun eller hendes Mand holdt sig for fornemme til at spise ved samme Bord, som de smaa, men de lærte dem at holde Maaltid med Sang og Bøn i vor Herres Jesu Navn.

For dette skal der lyde en Tak her ved hendes Baare fra smaa og store, rige og fattige.

Men vor kære, hensovede Præstefrue havde ved Siden af dette sin særlige Begavelse, der kom alle dem til gode, som vilde lukke Hjerte, Øje og Øre op derfor. Hun sang saa kønt og saa gærne om alt skønt i Himlen og paa Jorden, og hun fik mange baade ældre og yngre til at synge med. Naar vi nu her i Kirken har en saa god Menighedssang, som vi har, saa skyldes dette ikke mindst vor kære hensovede Præstefrue; thi fra det Øjeblik af, hun lod sin Stemme lyde her inde i Menighedens Forsamling, var der stadig flere og flere, der begyndte at stemme i med. Og hvor var det ikke dejligt at se hende i Børnekredsen omkring Juletræet ovre paa Højskolen, og hvor lød hendes Stemme ikke der som en yndig Akkord til Børnenes "Et Barn er født i Betlehem." Og hvor straalede ikke da hendes Øjne, det var, som stod hun i Betlehemsstalden og skuede Barn Jesus i Krybben lagt.

Ogsaa for dette skal der her ved hendes Baare lyde en Tak fra alle i Menigheden.

Men saa havde vor kære, hensovede Præstefrue ogsaa en anden særlig Begavelse, den at kunne betragte Lilierne paa Marken i al deres Skønhed, en Skønhed saa stor, at der er vidnet om den, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som én af dem. Og hun forstod jo med sin Naal at gengive Naturens Skønhed og at give Folk Syn for, hvad selv den faldne Jord ejer af Skønhed i hele dens store Blomstervrimmel. Og denne hendes særlige Begavelse drev hende ud til mange af Danmarks Byer og til mange af vore Folkehøjskoler; thi det var en Trang for hende at faa aabnet saa manges Blik som muligt for Skønheden i vor Blomsterverden. Og fra alle disse mange, der har nydt Gavn og Glæde af hendes Undervisning, gør jeg mig i dette Øjeblik til Talsmand og bringer hende en hjertelig Tak fra mange Kvinder hele Danmark over ......"