Fra udenbyes Venner.

Hvortil skulle vi opdrage vore Døtre?

„Grave, grave Guldæbler!

hvor skal vi Guldæblet finde?

i Barnets Haand, i den lille Haand,

se, der glimter Guldæblet inde.”

Naar der er Tale om det andet Punkt i "Dansk Kvindesamfund" s Program, da kunne vi ofte høre Folk sige: Ja, Kvindens Uddannelse til selvstændigt Erhverv er et Maal, det nok er værd at arbejde hen til, for, ganske vist, det kunde være dejligt, hvis enhver Kvinde engang fik et Hjem, hvor hun kunde virke i Stilhed for sin Mand og sine Børn; men - alle Kvinder blive ikke gifte, og blandt dem, der gifte sig, en der mange, hvis Mænd ikke kunne eller ikke ville forsørge dem og deres Børn. Desuden er der en Mængde Familier, som tidligt miste deres Forsørgere, saa det vilde være et stort Gode, om det blev almindeligt, at unge Piger fik en Uddannelse, som satte dem i Stand til at tage en selvstændig Gerning op, hvis det blev nødvendigt.

Ved første Øjekast kunde det se ud, som om der i det anførte var Grund nok til at arbejde for Kvindens Uddannelse til selvstændigt Erhverv; men - ser man nøjere til, ville disse Grunde vise Sig at være Utilstrækkelige. Kvindens Uddannelse blev da ikke Maalet, men et Middel, hvorved man søger at naa et andet Maal, det nemlig at formindske Fattigdommen og den dermed følgende Nød. Men dette Maal kunde maaske naas ad andre Veje. Idealet bør man aldrig svigte, og var det ønskeligt, at alle Kvinder fik deres Livsgerning "inden for Hjemmets Døre", da burde der selvfølgelig arbejdes hen imod dette.

Men Kvindesagens Forkæmpere have et Maal, som gaar forud for det her omtalte, nemlig: "Kvindens personlige Udvikling". - Ethvert Barn har af Naturen modtaget en uvurderlig Skat i sin Naturs Ejendommelighed, og i de forskellige Evner og Kræfter ligger Spiren til Barnets Lykke. Der er Evnen til at elske og til at tro, Evnen til at udrette noget, og hvor disse Evner finde en harmonisk Udvikling, der dannes en Personlighed. Mennesket bliver i Stand til at fylde sin Plads i Samfundet, hvilket dog vist er een af de vigtigste Betingelser for, at Menneskets Lykke kan blive af Varighed. Om den Gerning, man faar at udføre, er stor eller lille, derpaa ligger der i Grunden mindre Vægt, kun at Mennesket faar Lov at leve i Overensstemmelse med sit personlige Krav. - Nu kan det vel undertiden have sine Vanskeligheder med at udfinde, hvad Barnet bedst egner sig til. Et kærligt, agtpaagivende Øje vil dog sikkert under Barnets Opvækst kunne opdage, om det egner sig bedst til at udføre et Aandens eller et Haandens Arbejde, om det f. Eks, i sidste Tilfælde helst vil sidde stille og bruge Fingrene, eller om det føler Trang til at komme ud og prøve Kræfterne. Til disse og lignende Tilbøjeligheder tror jeg, man burde tage mere Hensyn, end det hidtil har været Tilfældet.

Man vil finde de forskelligste Evner og Tilbøjeligheder saa vel hos Pigebørn som hos Drenge. - Medens den ene lille Pige idelig maa drives fra Bogen og ud i Køkkenet, saa maa den anden maaske med Magt føres fra Køkkenet ind til Sytøjet, medens en tredje maaske benytter enhver Lejlighed til at smutte ud i Haven eller i Værkstedet. Det er muligt, at en meget stor Del Kvinder bedst egner sig til at blive ved Husgerningen, lad dem saa endelig blive ved den! Det vilde være et stort Fejlgreb, om man af Iver for at fremme Kvindesagen, vilde arbejde paa at faa saa mange Kvinder som muligt bort fra det huslige Arbejde og ind paa det, man kalder Mændenes Arbejdsmark, uden Hensyn til, om de egentlig havde deres Plads der eller ej. Men - de faa eller mange, der slet ikke have Lyst til at sy eller lave Mad, skal man da fritage dem derfor? Det tror jeg ikke, lige saa lidt som man fritager noget Barn for at lære at læse, skrive eller regne, om man end paa Forhaand ved, at de aldrig ville blive videre dygtige i disse Fag. Man skal aldrig love den unge mere, end Livet kan holde; men det vilde man gøre, hvis man lod hende vokse op i den Tro, at hun kun behøvede at gøre, hvad hun havde Lyst til; saa behagelig bliver Livs vandringen næppe for noget Menneske. Men man bør ikke tvinge den unge Pige til at vie sit Liv til en Gerning, der ikke ligger for hende, det vilde være Synd. Lad os dog aldrig bilde os ind, at Naturen har givet noget Menneske Evne til eet og saa bestemt det til noget andet.

I Ordskiftet mellem Nora og Helmer i "Et Dukkehjem" minder Helmer Nora om, at hendes helligste Pligter, det er Pligterne mod hendes Mand og hendes Børn. Nora gør gældende, at hun har lige saa hellige Pligter mod sig selv, at hun først og fremmest er Menneske eller i alt Fald vil forsøge at blive det. Der var, og der er endnu højst forskellige Meninger om, hvor vidt Nora havde Ret eller ej. Lad os antage det sidste, lad os tænke, at en Moder virkelig skylder at tage mere Hensyn til sin Mand og sine Børn end til sig selv; men saa maa vi virkelig være ved Grænsen. Det er for meget, hvis man vil sige til den unge Pige: "Du skal opgive, hvad der nu staar for dig som den højeste Lykke, du skal ofre dine Evner, dine personlige Krav, og det skal du gøre af Hensyn til den Mand, hvis Kærlighed det muligvis vil lykkes dig at vinde, og til de Børn, du maaske en Gang i Tiden vil blive Moder til."

Med slige Lærdomme kan det maaske lykkes at faa den unge Pige til at opgive sit Livskald; sjældnere vil det lykkes at faa hende til med Iver og Kraft at tage fat paa en Gerning, naar Lysten mangler. Men selv om dette lykkes, og den Stund kommer, da det, man har fremstillet for hende som hendes Livsmaal, synes ganske nær, hvor ofte bliver det hele da ikke alligevel en smertelig Skuffelse. Hvor tit sker det ikke, at det Ideal, man har fremtryllet for hende, pludselig ligger knust, eller, hvad der er langt værre, hun er maaske dømt til gennem lange og tunge Tider at pine Livet af sin Kærlighed. Hvor finder hun da en Modvægt mod den knugende Sorg? I sin Kristentro. Ja, men den skulde være virksom i Kærlighed; men nu er Kærligheden syg, og det at virke synes hende en Lidelse. Naar de første stærke Udbrud er ovre, vil Trætheden og Livsleden som oftest indfinde sig, og hun vil da være tilbøjelig til ene at trøste sig ved det Haab, der rækker ud over Død og Grav. Men en saadan Tankegang er ikke sund og ikke sand kristelig; her gælder det jo netop om at tage hver sin Gerning op. Hver sin, ja, det er netop Sagen.

Held den Kvinde, der, naar et saadant Slag rammer hende, staar i en Gerning, hvortil hun har følt et indre Kald, hvori hun føler sig hjemme. Hun vil ikke saa let bøjes til Jorden eller synke hen i ørkesløse Drømmerier. For hende stiller der sig nu et nyt Maal, det at bevare sin Selvstændighed. Hun har ikke mistet alt, hvad der gav hendes Liv Betydning og Værd, noget har hun tilbage, og det vil hun kæmpe for at beholde. "Der er kun faa derude i Verden, der vil elske dig; men du skal tvinge dine Medmennesker til at agte dig", disse Ord, som en Moder udtalte til sin Søn, vilde jeg ønske, at mange Forældre vilde gentage for deres Døtre. Lykkedes det at faa de unge Piger til at fatte den Betydning, der ligger i dette, da vilde sikkert meget være vundet. Den daarlige Legen med egne og andres Følelser vilde ophøre, og et Slag som det nylig nævnte vilde ikke ramme saa haardt. Adele Crepax frygter, at Kvinden, naar hun uddannes til selvstændigt Erhverv, i mange Tilfælde vil foretrække den enlige Stand; jeg haaber, dette vil blive Tilfældet. Den personligt udviklede Kvinde, der har en selvstændig Virksomhed, vil forhaabenlig kun i eet Tilfælde foretrække den gifte Stand for den ugifte, nemlig, naar hun elsker og genelskes. Nu drives hun ofte af helt andre Bevæggrunde, i mange Tilfælde af økonomiske Hensyn; - hvor skulde hun dog ellers blive forsørget. Det er ikke enhver Fader, der har Raad til at lade sin Datter forsikre mod det Ulykkestilfælde at blive gammel Jomfru. Eller den unge Pige er ked af sin nuværende Stilling, og derfor griber hun den første den bedste Lejlighed til at faa den forandret. Men hvor disse eller lignende Grunde ere de afgørende ved Valget mellem den gifte eller ugifte Stand, der er der ikke megen Grund til at haabe paa et gunstigt Resultat. "En stræng, ædel Pligtfølelse" siger ovennævnte Forfatterinde, "gør Kvinden det muligt at holde ud ved Mandens Side, selv om hun ogsaa har taget fejl af sit Hjærtets Valg, selv om hun, dreven af uædle Motiver, uden Kærlighed har fulgt Manden i Ægteskabet". Ganske vist, skal Ægteskabets Lykke blive af Varighed, da maa Mand og Hustru hver for sig lære at bære over med hinanden og stille Fordringer til sig selv. Ædel Pligtfølelse og opofrende Troskab er lige saa nødvendige for den ægteskabelige Lykke som det, man sædvanlig kalder Kærlighed. Ja, man kan vel sige, at skulde et af de to mangle, da maatte man hellere savne det sidste end det første; men, skal Hjemmet blive, hvad vi dog vist alle ønske, det skulde være, da maa Kærligheden lægge Grunden, opofrende Hengivenhed bygge Murene, og Trofasthed lægge Taget og hejse Kransen. "Men", siger Adele Crepax, "man glemmer, at Ægteskaber af Kærlighed kun indgaas af ideale Karakterer, og at den unge Pige, der staar i Række og Geled med Manden, ikke mere vil være i Besiddelse af denne Idealisme. Fremtidens unge Piger blive til et erhvervende, beregnende "Neutrum, hvis Hjerte, er mindre modtageligt for Kærlighed, kun vil lade sig lede af ærgerrige egoistiske Motiver". Herimod protestere vi, der er fødte og opdragne af Kvinder, som fra deres tidligste Barndom og til op i Alderdommen stillede i Række og Geled med Mændene. Det var Skik paa Landet, og er det maaske enkelte Steder endnu, at Fattigfolks Børn, saa vel Piger som Drenge, maatte ud at tjene i 10 Aars Alderen. Det var ikke for at hjælpe til i Huset, at saadan en lille Pige blev antaget, nej, hun blev i bogstavelig Forstand sat ud paa Arbejdsmarken. Hun fik sin Gerning at udføre sammen med Drenge og Karle, uden at der toges det mindste Hensyn til den kvindelige Naturs Ejendommelighed. Derimod formanede man hende tidligt og silde til at blive dygtig og sammenholdende, og i Sandhed, det kunde behøves. Hvilken Forskel var der dog ikke paa Tøsen, der pjaltet og barfodet løb om som "Hund og Dreng" for alle, og saa Storpigen, der var naaet til at kunne udføre sit Arbejde, og som derfor heller ikke behøvede at lade sig hundse, kunde tjene sin Løn, der slog mærkværdig godt til i de Tider, saa der altid kunde lægges noget paa Kistebunden, og som stod i første Række baade paa Høstmarken og i Gildestuen. Man haanede dengang ikke en Pige, om hun blev noget til Aars, inden hun giftede sig, tværtimod, hun opmuntredes atter og atter til at vente paa, om der skulde tilbyde sig et heldigt Parti, og hvis ikke, da at vælge den ugifte Stand.

Ikke des mindre se vi den unge Pige frivilligt at give Afkald paa disse Goder, og i de allerfleste Tilfælde ombytte sin Stilling med en Huskones strenge Kaar, som hun dog godt kendte, og i hvilke hun vidste, at der næppe var Grund til at vente store Forbedringer. Kærligheden, den største Stormagt i Verden, havde taget hende til Fange, saa kunde man snakke for hende, saa længe man vilde, om fyldte Kister og om "sorgfri" Dage (?) hun fulgte sit Hjærtes Stemme.

Ja, det var strenge Vilkaar, vore Forældre og Bedsteforældre levede under. En Arbejdsdag, der varede fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen, ofte en lang Vej at gaa først og sidst. Og saa det tarvelige Hjem, hvor en Flok Børn, snart jublende, snart straalende løb Fader og Moder i Møde for at fortælle, hvilke Bedrifter de nu havde udført i Dag! Ja, vi led alle under disse Forhold, som vore Forældre ikke vare i Stand til at forbedre; men paa Ømhed og Kærlighed, paa Troskab mellem Mand og Hustru, saa vel som mellem Forældre og Børn, skortede det sandelig ikke. Jeg tror, at man lettere vilde kunne finde en lunken og ligegyldig Moder blandt de bedre stillede Familier end i de fattigste Arbejderfamilier.

Kvindesagens Modstandere ynde gerne at tale en Del om ægte Kvindelighed. Hvor har man dog, naar alt kommer til alt, ringe Tro til den sande Kvindeligheds Ægthed. Snarest kunde man efter manges Opfattelse ligne den ved en Politur, som først maa paastryges og derpaa omhyggeligt værnes for Sol og Vind saa vel som for profane Blikke, at ikke Glansen skal gaa af, ligesom "Forgyldningen af St. Gertrud".

En af Grundene til de ulykkelige Ægteskaber er den, at den unge Mand og Kvinde ikke kende hinanden, de have slet ikke haft Lejlighed til at fere hinandens Karakter at kende. Manden forelsker sig i den kønne unge Pige, bliver henrykt den Dag, hun giver ham sit Ja, og tæller nu Timerne til den Stund, da han kan føre hende til det Hjem, der nu ved hendes kvindelige Fuldkommenheder skal blive et Eden. At hans elskede er i Besiddelse af saadanne Egenskaber som Huslighed, Duelighed til Madlavning, Ordenssans, Skønhedssans o. s. v., falder det som oftest slet ikke den unge Mand ind at tvivle om. Dette hører jo efter den nu gældende Opfattelse til for at være "Kvinde". Og selv om nogen skulde faa i Sinde at meddele ham, at hans Brud savner en eller flere af disse Egenskaber, vil han trøste sig med, at de nok ville indfinde sig, naar hun først faar sit eget Hjem at værne om. I Begyndelsen synes dette Haab at skulle opfyldes, nygiftes Husholdning er i Reglen let at føre, og den unge Hustru anspænder alle sine Evner for at udfylde sin Plads som Husmoder paa en værdig Maade. Men snart begynder Vanskelighederne at indfinde sig, og samtidig svækkes Husmoderens Energi. Det er et temmelig sikkert Tegn paa, at et Menneske virker i den Gerning, Naturen har bestemt det til, hvis Energien skærpes, naar Vanskelighederne indfinde sig; i modsat Fald svækkes den. Nu kommer der jo i de allerfleste Hjem Tider, hvor Forholdene kræve en virkelig dygtig Hus moders hele Omtanke og Arbejdsevne, om alt skal gaa i den rette Gænge: men nu er maaske Hustruens Iver og Udholdenhed nærved at være udtømt, især da Manden ikke ret synes at paaskønne den; saa gaar det ned ad Bakke baade med Husholdningens Ledelse og med den ægteskabelige Lykke, indtil Manden omsider naar til det sørgelige Resultat, at hans Hustru ikke egner sig til at være Husbestyrerinde, hvilket efter manges Opfattelse vil sige det samme som: "Hun duer til ingenting". Og dog sidder maaske netop denne Kvinde inde med Evner, som, hvis de bleve udviklede, vilde sætte hende i Stand til at udfylde en Plads her i Livet. Om dette nu var sket, om Kvinden havde set, hvad hun duede til, mon hun da ikke tillige vilde være bleven klar over, hvad hun ikke duede til? Og i sidste Tilfælde, er det da ikke sandsynligt, at hun vilde betro sig til den Mand, der erklærede hende sin Kærlighed, vilde ærligt tilstaa ham, at hun ikke havde Anlæg for Huslighed? Om han nu af denne Grund trak sig tilbage, da vilde jo dette være det bedste Bevis for, at han aldrig vilde kunne finde sig tilfreds med hendes mangelfulde Dygtighed; men følte de unge sig dragne til hinanden ved Kærlighedens Magt, saa de ikke kunde give Afkald paa hinanden, men foretrak at finde sig i de Ulemper, som altid ville indfinde sig, naar Hustruen ikke kan være Husbestyrerinde, da tør man vel haabe, at det maatte lykkes dem at finde én eller anden Ordning, som de kunne være tjente med, især da Hustruen saa ved sit Arbejde bliver i Stand til at give sit Bidrag til Husholdningen. Men, som sagt, ingen Kvinde bør være helt ukyndig i Husholdningen, kommer der Tider, hvor Forholdene absolut kræve det, da maa hun kunde tage Haand i med. Er hun fra Barndommen af vænnet til at betragte dette som sin Pligt, og er hun ved sin sædvanlige Syssel vænnet til Flid og Omtanke, da ville saadanne mindre Forsøg paa at øve huslig Gerning maaske ikke falde saa uheldige ud.

Men, siger man videre, hvad skal der blive af Børnene? Jeg vil hertil svare: Det er Børnene, jeg taler om, og ikke om Børnebørnene. Lad os faa opdraget en Slægt af aandeligt og legemligt sunde og stærke Mennesker med udviklede Evner, faste Viljer, og vi tør vente, at disse ville være i Stand til at løse de Opgaver, der lægges for dem. Hvordan disse skulle løses, ere vi lige saa lidt i Stand til at sige forud, som vi kunne forudsige, om den unge Pige vil blive Moder eller ej. En Del Kvinder blive aldrig Mødre, blandt dem, der opnaa denne Lykke, vil en stor Del være i Stand til at udføre deres Gerning i Hjemmet, de kunne altsaa have deres smaa Børn om sig. De Kvinder, hvis Arbejde skal udføres udenfor Hjemmet, ville vel for det meste komme til at gøre et gøre et Ophold saa vel inden Svangerskabet som i den Tid, Barnet er ved Brystet. Jeg tror ikke, Kvinder derfor ville blive uskikkede til at tage fat igen, en Mand glemmer jo ikke, hvad han har lært, fordi han skal aftjene sin Værnepligt. At Moderens Helbred kan tage Skade af Fødslerne, er en anden Sag. Det vil hun komme til at lide under, hvad hendes Livsgerning saa end monne være. Men nøder Forholdene hende, til saa hurtigt som muligt at genoptage sit Arbejde, da maa vi haabe paa, at Arbejderforholdene ville blive forbedrede, hvilket sikkert vil ske for Kvindens Vedkommende, naar hun først ved Duelighed og Paalidelighed har vist sig at udfylde sin Plads, saa hun ikke kan undværes uden at savnes. Men ogsaa i andre Henseender kan man komme den arbejdende Moder til Hjælp, Vuggestuer, Børnehaver og Asyler pege jo i den Retning. Man vil vel sige, at dette er kunstigt, og at vi allerede er alt for langt inde paa det kunstige, vi maa tilbage til det naturlige.

Mon det virkelig skulde være nødvendigt? Hvad er vel Kunsten uden et Resultat af Menneskers Tankearbejde og Snille? Vor hele Levevis, vor Bolig, vor Klædedragt er jo præget deraf, ja man vilde vel ikke kunne opholde Livet her under vore Forhold, hvis ikke Kunsten kom os til Hjælp. Imidlertid, der maa være Grænse for alt, det gælder da at finde, hvor Grænsen bør være. - Jeg mener, at man her maa skelne mellem Kunst og Unatur. Unaturligt er det at berøve Barnet Modermælken, da det jo er en Kendsgærning, at ingen kunstig Ernæring kan erstatte denne. Og unaturligt er det at ville sønderbryde Hjærtebaandet mellem Barnet og dets Forældre. Erfaringen viser, at dette ikke holder, naar spæde Børn skilles fra deres Forældre. Herved mister Barnet og, maaske ikke mindst, Forældrene en Lykke, saa ren, saa skøn, saa hellig, saa dens Lige ikke findes paa Jorden; den kan altsaa aldrig erstattes; men - vær kun rolig! Moderen vil ikke skilles fra sit Barn. I det Øjeblik Moderen holder det i sine Arme, er Baandet knyttet, at sønderbryde dette vilde volde en Smerte, saa stor, at ingen vil udsætte sig derfor, med mindre den haardeste Nødvendighed byder det.

Dog alt dette hører Fremtiden til, lad os hellere opgive det ørkesløse Arbejde at ville bane Vejen for Børnene og hellere anvende vor Omhu paa at gøre dem saa legemlig og aandelig stærke som mulig. De vil da nok vide selv at bane sig Vej.

I gamle Dage troede man, at Menneskets Skæbne stod skrevet i Stjernerne, man gjorde derfor lange Rejser for at formaa vise Mænd til at udtyde hin gaadefulde Skrift og pege paa en Vej, ad hvilken denne eller hin Ulykke kunde afledes. Sligt er vi komne bort fra; men vi vilde dog gerne have et Kompas at styre efter under vor Søgen efter Barnets Lykke. Lad da den lille Spire, som Gud har nedlagt i Barnet, nemlig dets Evne og Tilbøjelighed, vise Vej. Lad Børnene opvokse, ikke til kælne Stueplanter, der ikke kan taale Sol og Vind - de skal dog maaske en Gang ud i Stormen - men til kraftige Frihedsplanter. Lad dem drage den Næring af de ædle Kilder i Hjemmet og Folkelivet, fra Nutid og Fortid, og vi tør haabe at faa opdraget en Slægt, der ikke ligger under i Livskampen.