Hvor langt er vi?

Hvad skal vi nu mere med et Kvindeblad? saaledes spørges der af og til omkring os, dels af dem, for hvem der overhovedet ikke eksisterer nogen Kvindesag, fordi de slet ikke regner Kvinderne med, naar det gælder om alvorlige Interesser, og dels af dem, der netop - i hvert Fald i Theorien - regner Kvinderne for fuldt gyldige ved Siden af Mændene og udtaler, at Mænd og Kvinder har ganske samme Interesser og derfor ogsaa maa kunne forliges om de samme Organer, hvilket jo i Praksis vil sige, at Kvinderne har at holde sig til Mændenes Anskuelser og Mændenes Foranstaltninger, helst uden at mukke. Men ogsaa fra virkelig alvorlige Kvindesags venner, fra dem, der for Alvor ønsker, at Kvinderne - efter deres Ejendommeligheder - maa faa den Indflydelse baade i Hjemmene og i Samfundet, som vilde være baade i Kvindernes og i disse Institutioners egne Interesser, ogsaa fra dem høre vi Spørgsmaalet: Hvad skal vi mere med et Kvindeblad? Har det ikke allerede gjort den Nytte, der behøves? Folk ved jo nu saa godt, hvad Kvindesagen er. Alvorlige Mennesker ler jo ikke længere ad os. Forældre sætter jo deres Døtre til at arbejde; de unge Piger strømmer jo i skarevis til Præliminæreksamen o. s. v.; hvad er der saa egentlig mere for et saadant Blad at udrette?

Ja vel er der udrettet et godt Arbejde i de sidste 10 Aar, Begreberne er klarede hos overmaade mange iblandt os; tænkende Mennesker kender nu Forskel paa selve Kvindesagen og dens Karrikatur, og derved er saare meget naaet; thi derved har vi opnaaet Respekt og faaet Ørenlyd. Og vel har unge Piger faaet Lyst til at faa flere Kundskaber og vel ogsaa til at faa dem anvendte og fortjene noget, ligesom vi ogsaa ser enkelte Kvinder inde paa Erhvervsmarkedet fremme ved Siden af Mændene, kæmpende sig frem til større og større Dygtighed. Men hvor langt er vi dog ikke tilbage alligevel? Tør vi sige, at det gennemgaaende staar klart for Forældrene, at de skylder deres Døtre lige saa meget som deres Sønner? Siden 1849 har vi haft Loven om, at Sønner og Døtre skulle arve lige efter deres Forældre; men den Arv, som bestaar i at være udrustet til at tage Kampen for Tilværelsen op, overfor den gælder endnu Svend Tveskægs Forordninger, at Kvinder kun arve halvt med Mænd og maaske knapt nok det, i det der sikkert gennemgaaende anvendes mere end det dobbelte paa de unge Mænds end paa de unge Kvinders Uddannelse. Og paa selve Erhvervslivets Omraade: Hvor lille er ikke den Skare af Kvinder, der har Mod til at tage fat paa et bestemt praktisk Erhverv, et Haandværk f. Eks. Jeg indrømmer, at det hovedsagelig er Forældrenes Skyld, men derfor bliver det lige fuldt en Kendsgerning, at vi har langt frem endnu, før den retfærdige Fordeling mellem Kønnene paa dette Omraade er naaet. Ja, netop Retfærdighed mellem Kønnene, Retfærdighed mod Manden lige saa vel som imod Kvinden er det, vi maa stræbe efter. Jeg kan ikke se rettere, end at der, som Forholdene endnu er, begaas stor Uretfærdighed mod Manden, i det en Mængde Kvinder uden virkelig faglig Uddannelse alligevel trænger ind paa Arbejdsmarkedet af den simple Grund, at de skal leve. Og fordi deres Arbejde selvfølgelig ikke kan staa ved Siden af Mændenes, saalænge de ikke har faaet en tilsvarende Uddannelse, derfor maa de arbejde for en billigere Løn; og paa Grund af den store Konkurrence sænker de derved Niveauet baade for Arbejdets og for Lønnens Vedkommende. Det er derfor ubetinget i Mændenes Interesse, at de Kvinder, der dog skal ernære sig ved Arbejde, ogsaa virkelig bliver oplærte dertil. Med andre Ord: at Forældrene virkelig i Praksis lader Døtrene arve lige med Sønnerne. Men hvor langt er der ikke frem endnu, før dette naas?

Og ligeledes paa andre Omraader: Vi er komne saa vidt, at der dog er en stor Del Mennesker, der mener, at Kvinderne kunne gøre Gavn i kommunale Sager. Men faar hun nogen Steds Lov dertil? Benytter Samfundet Kvindernes særlige Evner i sin store Husholdning? Nej der er langt frem endnu. Vi har end ikke opnaaet den simple Ting: at regnes for Skatteborgere, selv om vi betaler Skat. I Loven staar der, at enhver, der befaler en vis Skat til Kommunen, har Valgret i kommunale Sager - kun ikke Kvinderne. Vi have kun Lov til at være med til l Akt i denne Handling - nemlig betale Skatten - ganske efter samme Forhold som Mænd - men være medbestemmende over, hvortil Pengene skal anvendes, dertil regnes vi endnu ikke for kvalificerede, ja ikke engang til at vælge de Mænd, der atter direkte skal varetage de kommunale Interesser.

Og mon ikke netop de kommunale Institutioner kunde staa sig godt ved at faa Kvinderne med? Har ikke den store kommunale Husholdning lige saa god Brug for Kvinderne, som den lille hjemlige? Skulde Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Hospitalsvæsenet, Sundhedsvæsenet og hvad alle disse Væsener hedder, skulde de ikke kunne have Gavn af Kvindernes Erfaringer fra Hjemmene? Om disse Ting er der en Mængde Mennesker, som ved grumme lidt Besked, og det skal derfor være en Opgave for dette Blad - saa vidt muligt at bringe Kundskab om disse Institutioner og Kvindernes Stilling til dem. Saa der er nok at gøre endnu, nok af Fremtidsmaal at kæmpe for. Derfor: Netop fordi ” Kvinden og Samfundet” har gjort et godt Arbejde i de forløbne Aar, og kun derfor tør jeg vove at tage Arven op efter Frøken Elisabeth Grundtvig, idet jeg fra 1. Januar d. A. overtager Ledelsen af dette Blad. Men jeg gør det i det sikre Haab, at Bladets Venner vil hjælpe mig efter bedste Evne med at faa noget nyttigt og godt frem, og jeg slutter med at bede alle, der interesserer sig for Sagen, ikke at falde fra, selv om de er uenige med Bladet i eet eller andet, men hellere sige imod, saa vi kan faa en frugtbar Forhandling i Stand, der kan vække Opmærksomhed og Interesse for vor Sag, saa vil ogsaa den endelige Løsning: Retfærdighed mellem Kønnene, Retfærdighed mellem Kvinderne og Samfundet rykke os nærmere og nærmere.