Husholdningsskolen ved Sorø,
som Dansk Kvindesamfunds Sorøkreds længe har paatænkt, skulde nu til Maj tage sin Begyndelse.
Paa Skolen skulde der undervises i følgende Fag: Madlavning, saa vel den tarveligere som den finere (det sidste efter Fru Nimbs „Karen” ), Skræddersyning med tilhørende Lapning og Stopning, Brygning, Bagning, Strygning, Vadsk og Rengøring samt Bogføring.
Det er aabenbart, at der er Trang til en saadan Skole, hvor de unge Piger kunne faa en lignende Uddannelse i deres Fag, som de unge Karle faa paa Landbrugsskolerne; de mangfoldige Breve, jeg faar her om at skaffe Folk en Pige, lyde altid paa, at det endelig maa være en, som kan udrette noget paa egen Haand, lave Mad, stryge, gøre rent o. s. v. Desværre er det kun sjældent, at der mellem Højskoleeleverne findes nogen, der tør paatage sig noget af den Slags paa egen Haand, og dette viser jo tydeligt, at Trangen er der. I et almindeligt Bondehjem paa Landet læres ofte kun den allertarveligste Madlavning, Moderen kan jo ikke lære Børnene mere, end hun selv kan, og desuden maa der spares paa alle Omraader. Sparsommelighed er Løsenet for Landbruget for Tiden, men for at kunne føre en sparsommelig Husholdning, maa Konen have Forstand derpaa. Paa Landbrugsskolerne lære de unge Karle at dyrke Jorden paa den bedste Maade, at fodre Dyrene, som det er sundest og sparsommeligst efter Næringsværdien; skulde det ikke være lige saa vigtigt, at det samme Princip blev gennemført ved Madlavningen, maaske man da kunde undgaa noget af al den Sygelighed, som er saa almindelig alle Vegne. En anden vigtig Ting i et Hjem er at holde Tøjet vedlige; vi mene, de unge Piger bør lære Skræddersyning for at kunne sy i det mindste Husets daglige Tøj, og Lapning og Stopning for at holde Tøjet vedlige; nu da Mælkens Tilberedning sker udenfor Hjemmene, kan der nok blive en Del Tid dertil. Skønt Ølbrygning og Bagning ogsaa er gaaet fra Hjemmene, mene vi dog, at disse Ting bør læres, da vi tro, det alligevel betaler sig i Længden. Endelig mene vi, det er nødvendigt at have et Fag som Bogføring med, da det har sin store Betydning at kunne føre et ordentlig Regnskab.
Til at forestaa denne Husholdningsskole have vi fundet 2 Kvinder, en ældre og en yngre, som vi mene kan magte Gerningen. Nu er det vort Haab, at den maa faa saa mange Elever, saa den kan komme i Betragtning ved Uddelingen af Statsunderstøttelse, da vi mene, at den ligesaa vel kan gøre Krav paa denne som Landbrugsskolerne for Karle.
Skolen skulde være i en Villa, som er beliggende i Nærheden af Højskolen, hvilket vi mene vil være til stor Støtte for den paa mange Maader, først og fremmest ved at Husholdningseleverne vil kunne deltage i nogle af Foredragene paa Højskolen, tage Del i dennes Udflugter o. s. v.
Sorø Højskole, Bojsensminde, i December 1894.