Fra Bøger og Blade.

Kvinders Deltagelse i Ordets Forkyndelse.

I Nationaltidendes Søndagsnummer for 16. Decbr. 1894 har F. F. skrevet en Artikel om „Kvinders Deltagelse i Ordets Forkyndelse”, og denne har ansporet en flink Præstekone i Jylland til nedeestaaende Svar, som det er os en Glæde at gøre vore Læsere opmærksom paa:

„Forfatteren begynder sin Artikel saaledes:

„Ligesom det borgerlige Samfund har sit „Kvindespørgsmaal”, saaledes har den kristne Menighed ogsaa sit. Samtidig med, at Kvindesagens Venner arbejde for Kvindens friere Stilling i Samfundet, hendes Adgang til Stillinger, der hidtil have været lukkede for hende, hendes Stemmeret o. s. v., rejses ogsaa indenfor de kirkelige Samfund Spørgsmaalet om, hvor vidt der bør betros hende en Forkyndergerning i Guds Riges Tjeneste. Vil ikke ogsaa her Skrankerne falde, siger man, saa at Kvinden bliver ligestillet med Manden i Virksomheden for det Rige, til hvis Goders fulde Nydelse hun dog har den samme Adgang som han.”

Hr. F. F. findet, at der er meget, som taler for en Udvidelse af Kvindens Virksomhed for Guds Rige ud over, hvad der i tidligere Tider har været Brug. Menigheden er ved Forholdenes Magt bleven ført mere og mere ind paa Benyttelsen af Kvindens Kræfter i detrs Arbejde. Man tænke blot paa, hvor stor en Betydning kvindelige Sendebud paa Missionsmarker have faaet, hvilket velsignelsesrigt Arbejde troende Kvinder kunne komme til at udføre i Menighedsplejens Tjeneste, i Kampen mod Usædelighed og Drukkenskab, i Virksomhed for de hjemløse Børn o. s. v. Alt maa Kvinden efter F. F.s Mening nok have Lov at arbejde med, ja hun maa endog have Lov til „lejlighedsvis at aflægge et Vidnesbyrd, naar blot hun vil afholde sig fra Ordets Forkyndelse: thi det er „utilbørligt”. Og hvorfor det? For Paulus har sagt, at Kvinden skal tie i Forsamlinger, „det er hende ikke tilladt at tale, men, være underdanig, som Loven byder.”, Jeg har tit tænkt, hvad mon det er for en Lov, Paulus henviser til! Guds Lov er det ikke! Saa maa det vel være een af de jødiske Love;

men en saadan Lov kan ikke gælde kristne Kvinder i vore Dage, Og derfor kunne de Kvinder, som føle sig drevne af Guds Aand, der her og der optræde som Ordets Forkyndere, ganske rolig prædike videre, trods Pauli og alle Teologers Forbud. Gud er dog den største, og da han intet Forbud har givet mod Kvindens offentlige Fremtræden, det være sig paa dette eller hint Omraade, saa skal Kvinden ikke lade sig afskrække eller længere lade sig indbilde, at hendes Gerning altid skal være^ den underordnede. Hr. F. F. har Ret i, at naar Paulus i Galaterbrevet 3,28, siger „Her er ikke Mand eller Kvinde, thi I ere alle een i Kristus Jesus”, da er det ikke Meningen, at han vil stille Mand og Kvinde lige, men kun dette „at overfor Gud er Kvinden ligesaa god som Manden”. Dette har Teologerne tit villet trøste Kvinden med, men det er dog en overflødig Trøst, eftersom Kvinden aldrig har tvivlet derom. At Apostlenes Synsmaade og Tankegang i det menneskelige særlig med Hensyn til Kvinden var jødisk og altsaa ikke ufejlbar, viser ogsaa Disciplenes Udbrud efter Spørgssmaalet til Herren i Matthæus 19,3 om det var en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilken som helst Sag. Og da saa Herren svarede Farisæerne, at det var dem ikke tilladt at give deres Hustruer „Skilsmissebrev”, at Moses havde tilladt det for Hjerternes Haardheds Skyld, men at saaledes var det ikke fra Begyndelsen; saa var Disciplene ikke rigtig tilfredse hermed, men udbrød: „Staar Mandens Sag saaledes med Hnstruen, er det ikke godt at gifte sig”. Det kan og skal heller ikke nægtes, at Pauli Syn paa Ægteskabet, var i høj Grad jødisk, og vilde Kvinden lade sig besnære af et Ord som dette: „Ligesom Menigheden er Kristus underdanig, saaledes skulle ogsaa Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting” Ephes. 5,24, saa kunde Kvinden umulig blive for Manden den Medhjælp, som Gud skabte hende til at være. Der blev ikke fra „Begyndelsen” af Gud udtalt et eneste Ord om, at det skulde være en underordnet Medhjælp, men, der staar jo oven i Købet: „en Medhjælp, der var ham lig”. Og naar Mændene i Almindelighed og Teologerne i Særdeleshed har saa travlt med at henvise til de paulinske Skriftsteder, naar, der er Tale om, hvad Kvinden maa gøre eller ikke gøre, er der nok noget af „Hjerternes Haardhed”, der endnu giver sig tilkende, ligesom det ikke er frit for at tage sig ud som „Bogstavtrældom”.

Naar Kvinden er trængt tilbage paa alle Omraader i Samfundet, har dette sin Bod i Syndefaldet; men hvad der kom af Lave, var vor Herre Jesus kommen for at tjringe i Lave igen, saavidt det kan ske i en falden Verden, og alle Kristne bør stille sig ved Herrens Side i Kampen mod alt det onde og uretfærdige, som jo er Følgen af Synden.

Men da Kvinden jo nok maa have Lov til at „profetere”, saa Spaar jeg, at hun efterhaanden vil komme til mere og mere at deltage i Ordets forkyndelse, ja, tilsidst maa helt op paa „Stolen”. Men det er jo nok muligt, at største Delen af Teologerne i Nutiden vil blive forskaanede for dette skrækkelige Syn!

En jydsk Præstekone.

August Westrup: Vore Døtres Fremtid.

Vejledning til Uddannelse af unge Piger til Beskæftigelse i Hjemmet og Selverhverv.

En samlet Fortegnelse over alle - nej, lad os sige de fleste Erhverv (thi en opfindsom Hjærne vilde kunne tilføje en Del), som staar Kvindekønnet aabne. De unge Piger_, hvem Valget volder Besvær, vil med Udbytte gennemblade denne lille Bog, der giver mange gode Raad og samvittighedsfuldt gennemgaar alt, hvad der udfordres til de forskellige Fag, ligefra de studerendes mange Eksaminer til Korsetsyning, Frisering, Strygning o. s. v, Alle de Anstalter og Forretninger, der antager Kvinder eller uddanner dem, samt Betingelserne herfor, findes opgivne i Bogen. Hovedindtrykket efter Læsningen er det, som ikke for ofte kan indprentes vort Lands Kvinder, at der, for at man skal blive til noget, altid fordres Uddannelse. Saaledes skriver Sara Rasmussen i en Artikel om de finere Haandarbejder: Hovedgrunden til, at Kvinder ikke mere kan ernære sig ved Haandarbejde, er den, at de mangler Uddannelse. I andre Lande er det ikke saadan; der fremtræder Haandarbejde som udviklet Industri, og overalt er der oprettet kvindelige Industriskoler*). Et nødvendigt Led i denne Undervisning er Tegningen, hvilket man endnu ikke herhjemme har faaet Øjet op for. Overalt gælder det om at være uddannet, og; ofte - hvad mange overser - at være i Besiddelse af almindelig Dannelse. Blot for at kunne indlægge en Billet paa et Bladkontor maa man kunne skrive fejlfrit, da Billetten ellers straks vandrer i Papirkurven. En Sygeplejerske, der selv skal skrive sin Ansøgning om Optagelse paa Hospitalet, faar ikke denne bevilget, naar hun ikke kan skrive Dansk. Derfor begynder ogsaa Bogen med en Artikel om Fortsættelsesskoler, hvis Ønskelighed for Kommuneskolens Vedkommende stedse bliver klarere.

*) Den samme Tanke gør sig gældende i den Plan, som „Dansk Kvindesamfund” for Tiden arbejder med, nemlig Oprettelsen af en Fagskole for Syersker.