Fra Bøger og Blade.

„Norske Kvinders sociale og retslige Stilling”

af Gina Krog.

Udgivet af Norsk Kvindesagsforening. Kristiania 1894. (82 S. 1 Kr. 40 Ø.)

„Nærværende Skrift”, hedder det i Forordet, „er efter Anmodning af Norsk Kvindesagsforenings Bestyrelse udarbejdet i Anledning af Chicagoudstillingen og bestemt til i en norsk og en engelsk Udgave at indlemmes i det internationale Bibliotek i Kvindernes Bygning i Chicago, hvor der findes lignende korte Beretninger om Kvindernes Stilling i flere andre Lande.”

Dette Formaal præger Bogen; den har ikke Stridsskriftets Flamme, men den har - kortfattet og knap som den er - Haandbogens solide Indhold og varige Værdi. Den læses ikke med den Lethed, vækker næppe den Varme og Interesse for Kvindesagen, som f. Eks. Astrid Stampes lille Skrift derom fra 1887, men det er jo heller ikke dens Formaal. Den er rettet ikke til Modstandere men til Venner af Kvindesagen, den er et Arsenal, hvorfra disse kan for Norges Vedkommende hente gode og stærke Vaaben.

Og dette gælder særlig os Danske. Det kan varme en „Skandinav” lige ind til Hjerteroden - og overhovedet enhver, hvem Samfølelse og Stammeslægtskab glæder, hvor man saa finder den

- at se i hvilken Grad vi og Norge har fulgtes ad paa dette Omraade. Ikke saa underligt, at vi gjorde det i de 400 Aar, vi var ét Land - om man saa tør sige - i alt Fald med den samme Lovgiver. Men interessant er det at se, at vor Lovgivning med Hensyn til Kvindernes Stilling ikke blot frembyder saa mange Lighedspunkter i Oldtiden og Middelalderen, før „Unionen”, men ogsaa efter Adskillelsen i 1814 er vedblevet at følges ad indtil den nyeste Tid, da vor Lovgivning paa dette som paa saa mange andre Omraader er forsumpet i „Reaktionens” Dødvande, medens den norske Lovgivning - i nær Sammenhæng med Venstres Sejr i 1884 - har taget en Fart i Fremskridtet, som vi ganske vist maa misunde dem, men paa den anden Side ogsaa glæde os over, saa sandt som det, netop paa Grund af vort urgamle Følgeskab, har sin store Betydning for os under Forsøgene paa at „naa frem”, stadig at kunne henvise til den norske Lovgivning.

Som Punkter, hvor Norge saaledes, ifølge de her givne Oplysninger, er kommet forud for os, skal jeg fremhæve følgende:

1. Alle Kvinder - ogsaa de gifte, jfr. Lov 29. Juni 1888 - bliver fuldmyndige ligesom Mænd med deres fyldte 21 Aar (Lov 27. Marts 1869).

2. „Den Mand, der unddrager sig for at yde en af ham udenfor Ægteskab besvangret Kvinde fornøden Bistand, straffes med Bøder, Fængsel eller Strafarbejde, hvis han derved bevirker, at hun begaar nogen strafbar Handling, rettet mod Fosterets eller Barnets Liv. Hvis han uagtet vidende om, at hun har saadan Hensigt, ikke søger Gerningen forebygget, straffes han med Fængsel og Strafarbejde indtil 3 Aar; under samme forudsætning kan i Tilfælde af Barnets Død Straffen gaa op til 6 Aar.” (Lov 18. Juni 1892).

3. Tillæg til Straffeloven af 28. Juni 1890 bestemmer: „Hvo, som uden gyldig Grund vægrer sig ved at indgaa Ægteskab med en Kvinde, der efter hans fyldte 21 Aar under vitterlig Forlovelse eller i Tillid til givet Ægteskabsløfte af ham har ladet sig besvangre, straffes med Fængsel eller Bøder.”

4. Ifølge en Lov af 1892 skal det Bidrag, som Faderen til et udenfor Ægteskab født Barn skal udrede til Barnets Underhold, afpasses „.efter hans egne og Moderens økonomiske Vilkaar.”

5. Loven af 29. Juni 1888 har bl. a. truffet følgende Bestemmelser om Formueforholdet mellem Ægtefæller:

Ægtefællerne kan gennem Ægtepagt saavel før som efter Ægteskabets Indgaaelse ordne sit indbyrdes Formuesforhold paa den Maade, Parterne finder tjenligst.

Fællesboet bestyres af Manden alene. Dog maa han ikke uden Hustruens Samtykke bortskænke mere end en Tiendedel af samme. Manden er uberettiget til uden Hustruens Samtykke at bortgive, afhænde, pantsætte eller bortleje fast Ejendom paa Landet, som af hende er indbragt i Fællesboet.

Hvis Manden i Fællesejets Bestyrelse viser Uforstand eller Letsindighed, kan Hustruen kræve Skifte og sin Fart udlagt som Særeje.

Hvor der ved Ægtepagt er oprettet Særeje, har hver af Ægtefællerne Raadigheden over og Bestyrelsen af sin Formue uafhængig af den anden.

6. Kvinder kan ifølge Lov 20. .Juni 1889 om Folkeskolen vælges ind i Skolestyrene, der har en betydelig Myndighed, samt i Tilsynsudvalg..

7. Lov 18. Juni 1884 giver Kvinder samme Adgang som Mænd til at bestyre og drive Apotek -Hustruer dog kun for saa vidt de er fuldt raadige over deres egen Formue.

8. Kvinder har adskillig større Adgang end hos os til Bestillinger under Post-, Telegraf- og Jernbanevæsenet saavel som i Ministerierne. Der er derhos al Udsigt til, at der i en nær Fremtid vil blive givet Kvinder Adgang til under samme Betingelser som Mænd at blive Professorer ved Universitetet - det er anbefalet af alle Fakulteterne undtagen det theologiske - samt Sagførere.

9. Kvinder har Adgang til Real- og Latinskoler (1885-1886) og til Statsseminarierne (Lov 14. Juni 1890) samt til Legater og Stipendier ved „Universitetet”, forsaavidt ikke særegne Bestemmelser er til Hinder derfor (Lov 14. Juni 1884).

Endelig bør fremhæves, at Stortinget den 28. Juni 1893 med 58 Stemmer mod 56 vedtog, at Kvinder skulde have Stemmeret i Stat (og Kommune?) efter de nu for Mænd gældende Regler, men da der til en saadan Lovforandring kræves ? Stemmers Flertal, er det endnu ikke blevet til Lov.

Det ses altsaa, at der ganske vist endnu er langt tilbage, ogsaa i Norge, men der er dog Fart i Bevægelsen. Gid det samme kunde siges hos os!

Endnu blot en sproglig Bemærkning. Det er ret mærkeligt, at Redaktøren af „Nylænde” her pletter sit Sprog ved flere slemme „fremmede” Ord, som sikkert ogsaa paa Norsk maatte kunne erstattes med mere hjemlige. Jeg nævner alene for „Forordet” følgende: „Tendents”, „funktionere”, „Institutioner”, „Impulser”, „Konsekvenser”, „epokegørende” og „reagere”. Derimod skal jeg indrømme, at en Del af den Slags Udtryk ikke kan lægges Forfatteren her til Last, idet de nødvendig hænger sammen med det ualmindelig „gebrokne” Sprog, som endnu har Hjemmel i det norske Statsliv, f. Eks. „Konstitution”, „Repræsentant”, „Komité”, „Kriminalloven”; men Ord som „resultere”, „generel”, „Revision”, „Damer” o. s. v. kommer dog paa Forfatterens egen Regning.

Naa, dette er naturligvis kun af underordnet Betydning og forringer ikke den Tak, alle Venner af Kvindesagen er Forfatteren skyldig, for det store Arbejde, hvoraf denne korte og klare Oversigt er Frugten.

Svend Høgsbro.

Karen.

Af Fru Louise Nimb.

„Karen” er ikke nogen realistisk Skildring af en Tjenestepiges Liv, men det er en grundig og nøjagtig Anvisning til Udførelsen af en Tjenestepiges Arbejde, meddelt i en let læselig og fornøjelig Form. Karen er en Enepige i et mindre københavnsk Herskabshus, hun beskriver nøjagtig, hvorledes hendes Arbejde er lagt, og hvorledes hun udfører det, og til denne Beskrivelse er knyttet Skildringen af hendes Forældres fattige Hjem, og hvorledes hun ved sin Frues Hjælp bliver til Gavn for sine Forældre. Meningen med denne sidste Del af Bogen er vel at give Anvisning paa forskellige billige Retter og Anvendelsen af adskilligt, som gaar tilspilde i større Husholdninger.

Det er udelukkende københavnske Forhold, Bogen tager Sigte paa, selv om mange Raad og Anvisninger ogsaa kan være anvendelige i landlige Forhold. Det ligger i Sagens Natur, at Tjenestepigen er idealiseret, da hendes Arbejde jo skal tjene til Mønster for andre, men hun synes at være hurtigere til sit Arbejde end de allerfleste Piger, og hun hører sikkert snarere til den gammeldags Stab af Arbejdere, hvis Rækker udtyndes mere og mere, end til Nutidens Piger. -

„Karen” er en god og praktisk Bog, som enhver Husmoder og Pige vil have godt af at læse, selv om det atter og atter maa erkendes, at Husvæsen ikke læres af Bøger men kun af Livet. Det kræver meget Arbejde at blive en god Husmoder, og egentlig burde enhver Kvinde, som vilde paatage sig at styre et Hus, selv først gøre en Tjenestepiges Arbejde, saa vist som man bør være Svend, før man bliver Mester. Men det er kun de færreste Kvinder, som gennemgaar en saadan Læretid. Naar det er, fordi et Fagstudium, beregnet paa at fortjene noget, ikke levner dem Tid, da er det meget undskyldeligt; men langt mindre undskyldeligt er det, naar Grunden er, at den unge Pige kun skal opdrages til at være „Dame”. For de Kvinder - og det er Flertallet af Kvinderne - som mangler denne Foruddannelse, vil „Karen” være en ypperlig Bog, naar de gaar ind i Ægteskabet, om det end maa betvivles, at de slipper for at lære Husvæsenets mange Hemmeligheder gennem Livets haarde Skole. „Karen” indeholder mange udmærket gode Raad og Anvisninger, og jeg vil anbefale enhver Kvinde, der styrer eller skal styre et Hus, og enhver Tjenestepige at læse den.

A. S.