Studenterforeningen og de kvindelige Studenter.

Da i 1877 de første kvindelige Studenter lode sig indproponere i Studenterforeningen, faldt det dem ikke med en Tanke ind, at der i Lovene kunde findes noget til Hinder derfor. Kunde de blive akademiske Borgere maatte de ganske naturligt ogsaa kunne blive Medlemmer af de akademiske Borgeres Forening. Det daværende Seniorats Formand delte ogsaa denne Opfattelse, men hans Kolleger havde en anden Mening, og saaledes fremkom den Lovfortolkning, i Følge hvilken Studenterforeningens Love med Ordet Student kun skal betegne mandlige Studenter. Paa en Generalforsamling, som i den Anledning afholdtes, fik Senioratets Opfattelse en lille Majoritet, og saaledes udelukkedes de kvindelige Studenter, idet Senioratet fik Magt til at handle ud fra sin Opfattelse. En Lovfortolkning af bindende Kraft kunde en simpel Majoritet ikke give; hele Sagen blev stillet paa Magtspørgsmaalet.

Det kan nu neppe være Tvivl underkastet, at det daværende Seniorats Lovfortolkning kun var et Udslag af, at det ikke ansaa det for heldigt, at de kvindelige Studenter bleve Medlemmer. Det blev meget bestemt udtalt dengang, og har ogsaa siden stadig været Kærnen i Striden. Derved er Spørgsmaalet om de kvindelige Studenters Optagelse et Realitetsspørgsmaal, og ikke et ganske ligegyldigt formelt Lovfortolkningsspørgsmaal. Men ved at dette Realitetsspørgsmaal i 1877 blev afgjort ved en ganske ligefrem Magtbestemmelse, er det senere hen kommet ind i et Uføre, som gør det til ét af de mest indviklede Spørgsmaal, der findes.

Der var selvfølgelig mellem dem, som dengang i 1877 stemte for de kvindelige Studenters Optagelse mange, som følte sig pinlig berørte ved at se, at der i Studenterforeningen herskede saa gammeldags Forestillinger, at man i en kvindelig Student saa noget, der stred mod al ægte Kvindelighed, og ikke kunde tænke sig Muligheden af et kammeratlig Samvær mellem mandlige og kvindelige Studiefæller. Det blev disse Menneskers Opgave at arbejde for at hidføre en Forandring i disse Forestillinger, og der er i de forløbne Aar gjort mangt et ærligt Forsøg herpaa. Da en simpel Majoritet havde tiltaget sig Magt til at udelukke Kvinderne i 1877, maatte det naturlige synes at være, at en anden Majoritet maatte have Ret til at optage dem; Maalet maatte synes at være blot at naa saa vidt, at Flertallet i Foreningen hyldede en friere og humanere Opfattelse af de kvindelige Studenters Stilling. Men i Stedet for sneg den Opfattelse sig ind, at det engang var slaaet fast, at Lovene ikke hjemlede de kvindelige Studenters Optagelse, og saa forlangtes der ? Majoritet for at faa Lovene ændrede. Derved var der lagt en uendelig sværere Opgave over paa deres Skuldre, som ønskede Kvinderne op. De skulde ikke blot dreje Stemningen saaledes, at den tidligere Minoritet blev Majoritet, men de skulde vinde den langt overvejende Del af Foreningens Medlemmer. Og denne allerede i og for sig urimelig vanskelige Opgave blev gjort endnu vanskeligere ved forskellige Omstændigheder.

For de mandlige Studenter kan Interessen for de kvindelige Studenters Optagelse selvfølgelig væsentlig kun være af principiel Natur. Et Livssyn, der stiller Foreningen saa begrænsede Opgaver, at de kvindelige Studenter ikke kunne være med, hænger paa saa mange Maader sammen med, hvad der for øvrigt sætter Skæl mellem Frisind og det modsatte, at enhver frisindet Student maa ønske, at hans kvindelige Kammerater ikke udelukkes. Men tages Spørgsmaalet om de kvindelige Studenters Optagelse rent isoleret, saa er det ikke et Spørgsmaal af stor Betydning. De kvindelige Studenters ringe Antal gør det allerede sandsynligt, at de ikke ville bidrage synderligt til at berige Livet i Foreningen; det er heller ikke i og for sig videre sandsynligt, at de gennemgaaende skulle være dygtigere eller intelligentere end deres mandlige Kolleger. Altsaa, man kan meget vel tænke sig, at Livet i Foreningen vilde bevare den samme Værdi, selv om ikke en eneste kvindelig Student meldte sig ind. Foreningen rummer jo langt fra alle mandlige Akademikere, ja mange af de mest fremragende tage jo netop slet ikke Del i Foreningslivet. Men Menneskene ere nu engang saaledes indrettede, at de rent principielle Spørgsmaal have vanskeligt ved at bestemme dem; og at Spørgsmaalet om de kvindelige Studenters Ret til at blive Medlemmer kunde have sin Betydning rent bortset fra, om de faktisk gad være Medlemmer eller ikke, blev det derfor ret vanskeligt at faa gjort de mandlige Studenter begribeligt. Stillingen blev derfor for dem. der havde Øje for denne principielle Forbindelse mellem Kvindespørgsmaalet og en frisindet Tankegang i det hele, noget nær haabløs.

De kvindelige Studenter selv, som bleve afviste i 1877, vege straks tilbage for den Magterklæring, hvorved de udelukkedes fra Foreningen. Deres Standpunkt blev den krænkede Værdigheds Standpunkt. De vilde ikke trænge sig paa, de kunde godt leve Studenterforeningen foruden. Dette Standpunkt er i og for sig ganske naturligt; Studenterforeningen byder ikke saa store Fordele, at man ikke kan drive sine Universitetsstudier den foruden. Og da siden Studentersamfundet oprettedes og aabnede sine Døre for de kvindelige Studenter, fandt disse endnu mindre Anledning til at banke paa Foreningens Dør, ja holdt sig maaske endnu yderligere tilbage af en vis Taknemlighedsfølelse over for Samfundet. Men ved denne Tilbageholdenhed fra de kvindelige Studenters Side, blev Stillingen yderligere vanskelig for dem, der i Foreningen kæmpede for at give dem Adgang. Det eneste, som kunde have bragt Spørgsmaalet fra de rent principielle Højder ned paa en konkret Basis, vilde netop have været de kvindelige Studenters eget levende Ønske om at blive Medlemmer. Og jeg nærer ikke nogen Tvivl om, at havde de kvindelige Studenter selv for Alvor arbejdet for at faa Ret til at blive Medlemmer af Foreningen, saa havde Spørgsmaalet forlængst været løst.

For mig stiller det sig saaledes, at de kvindelige Studenter for deres egen Skyld kunde indtage et andet Standpunkt, end det ikke at ville trænge sig paa. Naar man berøves en Rettighed, saa finder man sig i Almindelighed ikke blidt og sagtmodigt i det. Man kæmper for sin Ret. Det er ogsaa en Værdighed, og i de fleste Tilfælde nok saa anbefalelsesværdig. Og naar engang den Adgangsret, som ikke vil kunne nægtes de kvindelige Studenter i Længden, bliver opnaaet, saa vil det ogsaa være behageligere og stoltere for disse Kvinder at have Bevidstheden om, at de selv har lukket Dørene op for sig, end at dette skulde være noget, de havde andre at takke for.

Under den Politik, som mit Parti har ført i Vinter, har det væsentlig været Maalet at faa slaaet fast, at Udelukkelsen af Kvinderne ikke sker i Henhold til Lovene, men at denne saa vel som deres Optagelse er et Magtspørgsmaal. Vi have formentlig opnaaet dette i fuldt Maal og samtidig knyttet dette Spørgsmaal saa fast til vort øvrige Program, at det vil løses med det samme, vi næste Gang sejre. Men for at retfærdiggøre denne Politik, og gøre det muligt for os snart at naa dette Maal, vilde en bestemtere Optræden fra de kvindelige Studenters Side være ønskelig. Hvor stærk Stillingen i Øjeblikket er, kan bedst maales derpaa, at saa mange konservative have lovet at stemme for Forslaget, naar det stilles som Lovændring, og at den nuværende ledende Senior har givet bindende Tilsagn om at stille dette Lovændringsforslag til Efteraaret. Jeg haaber, at det vil lykkes at samle ? Stemmer om et saadant Forslag, men jeg tror det ikke rigtig, og jeg kan ikke værge mig mod den Tro, at flere af de ivrigste Talsmænd for, at Forslaget skal stilles, men stilles som Lovændring, hemmelig nære den Overbevisning, at det ikke gaar igennem, og saa paa ny skal forsumpe i Aaringer. De kvindelige Studenter kunne her faa stor Indflydelse paa Sagens Gang ved selv at give tilkende, om de ønske eller ikke ønske, at Studenterforeningens Porte skulle lukkes op for dem. Centrums Opgave er det at slaa fast, at en Lovændring ikke behøves, at Adgangen er en Ret, som Kvinderne kunne fordre respekteret. Det bliver de kvindelige Studenters Sag at vise, at det er en Ret, som de sætte i al Fald nogen Pris paa at besidde.