Kvindesagen paa Island.

Nedenstaaende Artikel fra en islandsk Dame er skrevet til det norske Kvindeblad „Nylænde”. Men da det sikkert vil have Interesse netop for danske Læsere at høre lidt om Forholdene deroppe, meddeles den herved:

„Den islandske Kvindes retslige Stilling er hovedsagelig den samme som i Danmark, med nogle enkelte Modifikationer, hvoraf en med Hensyn til de politiske Rettigheder vil blive nævnt nedenfor. Men faktisk viser det sig som en naturlig Følge af det særegne ved vore nationale Forhold, at Kvinden her, navnlig den gifte, har faaet en vægtigere Indflydelse paa forskellige Omraader af det sociale Liv, end det er Tilfældet i Danmark.

I saa Henseende kan fremhæves, at Konen i vore Hjem paa Landet i Almindelighed har en mere udstrakt Raadighed over de indre Anliggender, der ogsaa her ere mere bestemt afsondrede fra Mandens Virkekreds.

Dette begrundes i flere samvirkende Omstændigheder.

Da vore Kommunikationsforhold er uhyre vanskelige, og da der som Regel bliver søgt til hvert enkelt Handelssted fra umaadelig store Landstrækninger, gør den islandske Bonde saa faa Rejser i Handelsanliggender som mulig, og det anses for heldigst at besørge alle Indkøb til et Aars Forsyning paa een Gang. Herved kommer Konen til i højere Grad at blive raadende ved Bestemmelsen af Hjemmets Udgifter. Der appelleres i større Grad til hendes Sparsommelighed og Omsigt, og det bliver absolut nødvendigt, at hun viser sig som en dygtig og nænsom Husmoder ved Bestyrelsen af den Del af Gaardens Drift, der gaar ud paa direkte at frembringe Livsfornødenhederne, da en Mangel maaske slet ikke vil kunne afhjælpes før efter Maaneder. Landet er ogsaa blottet for Fabriker, Haandværkerstanden er uforholdsmæssig faatallig, og vore Produkter bliver ikke bearbejdede i Landet udenfor Husflidens Enemærker, men denne er til Gengæld meget betydelig. Hele den lange Vinter er indarbejdet Hovedbeskæftigelsen paa den islandske Gaard, og dette styrker igen Konens Stilling i Hjemmet.

Men dernæst er der en anden Omstændighed, der har stor Betydning. Da der i Almindelighed ikke findes Skoler for Børn paa Landet, bliver Opdragelsen, der besørges i Hjemmet, næsten udelukkende overdraget til Kvinden, hvilket er vel egnet til at hæve hende i den almindelige Opfattelse, gennem Indflydelsen paa de opvoxende Børn, der vil bevares i deres modnere Alder. Dette gælder saa meget mere, som den islandske Almue staar meget højt i almindelig Oplysning, hvilket tildels grunder sig paa Folkets bekendte Forkærlighed for Sagn og Historie, der ikke er mindre hos Kvinderne end hos Mændene. Det er saaledes ret betegnende, at de episke Kvad, der Landet over indtil den sidste Tid er blevne sungne i de lange Vinteraftener, i de fleste Tilfælde begynde med en Henvendelse til de kvindelige Tilhørere og med Ønske om at maatte falde i deres Smag.

Bybefolkningen er forholdsvis meget ringe i Antal, og det, jeg her har sagt, gælder saaledes om den overvejende Del af Folket. I Forbindelse hermed er det værd at bemærke, at man i Følge Handelsforholdene ikke har let Adgang til at skaffe sig spirituøse Drikke, da disse maa købes paa een Gang sammen med de andre Varer til Hjemmets Forsyning eller ogsaa undværes. Stadig Drikken er derfor næsten ukendt blandt Almuen, og den Nedværdigelse for Hustruen, som saa ofte i de fattigere danske Hjem følger med Mandens Forfaldenhed til Drik, vil yderst sjelden blive truffen her.

Den Antagelse, at Kvindesagen her har lysere Udsigter end mange andre Steder, bestyrkes ved den Modtagelse, Forslag til Udvidelse af Kvindens politiske Rettigheder har faaet paa „Althinget”. Paa Althinget 1881 fremkom der Lovforslag om, at enhver Kvinde, der havde fyldt 25 Aar og forøvrigt fyldestgjorde de almindelige Betingelser, skulde have Valgret til kommunale Bestillinger. Der var ingen Stemme, der udtalte sig herimod; derimod beklagedes det, at et saadant Forslag ikke allerede for længe siden var fremkommet.

Tillige blev der af flere Medlemmer foreslaaet, at Valgbarhed til disse samme Bestillinger skulde gives Kvinder ved den samme Lov. Men dette forhindredes den Gang ved, at man ansaa det stridende mod en rigtig Fortolkning af Forfatningsloven. Paa Althinget 1892 fremkom der Forslag om Kvindens Valgbarhed til kommunale Bestillinger og dette blev næsten enstemmig vedtaget. Forhandlingerne om disse Lovforslag vise paa det klareste, at der er almindelig Stemning for at forbedre Kvindens retslige Stilling her. Men foreløbig er der en anden Strid, der vil optage baade Mænd og Kvinder her i Landet.

Der er for Tiden en stærk politisk Gjæring i det islandske Folk. Man har i mange Aar søgt at faa en Revision af Forfatningsloven igennem, og her tilsigtede Lovforslag er Gang paa Gang blevne vedtagne af Althinget, men de er stadig blevne mødte af den danske Regering med kategoriske Afslag. Ligeledes er der en stærk Stemning oppe for at faa et indenlandsk Universitet. (Vi tænker os et Universitet med det for Landets og Folkets nuværende Udvikling nødvendige Omfang, der saa kunde vokse samtidig med Folkets Tarv); da et saadant af de fleste frisindede Islændere anses for det bedste Middel til faktisk at emancipere os fra den fremmede Indflydelse og til at oparbejde en sand Nationalitetsfølelse hos Folket. Men ogsaa i dette Punkt viser Regeringen sig afgjort utilbøjelig til Indrømmelse.

Man vil nu let kunne forstaa, at saalænge en saa fattig og spredt Befolkning, som Islands, der har stærk Frihedstrang og store Traditioner, kæmper mod et ydre Tryk, der hæmmer vor politiske og aandelige Udvikling, - vil Trangen til saadanne indre Reformer som Udvidelsen af Kvindens Rettigheder ikke føles saa stærk, men paa den anden Side vil det ogsaa let forstaas, at Forslag i denne Retning, der af enkelte Emancipationsvenner maatte blive bragte under Debat, her næppe vilde møde saa stærk Modstand, som mange andre Steder, allerede af den Grund, at den fælles Modstand mod den ydre Ufrihed nærmer de to Køn til hinanden.

Det var i god Overensstemmelse hermed, at en Kvindeforening i Reykjavik, der nu tæller ca. 700 Medlemmer, og som dannedes efter at en Subskription til det projekterede Universitet var sat i Gang efter næstsidste Althing, paa sit Program optog denne Sag, som Nummer en.

Det blev almindelig antaget, at man vilde kunne udrette meget i denne Sag ved private Gaver, og denne Ide optoges saaledes af Kvinderne i vor største By med en Tilslutning, der er aldeles enestaaende.

Skønt denne Kvindeforening vel har det almindelige Formaal at opnaa en bedre Retsstilling, har den endnu kun beskæftiget sig med Universitetssagen, og det hedder saaledes i det trykte Program, der er blevet sendt Landet rundt i den Hensigt at danne en almindelig Sammenslutning til denne Forening blandt de islandske Kvinder: „Der er nutildags her i Landet vaagnet en glædelig Interesse for Udvidelsen af Kvindens Rettigheder, og vi vil kæmpe for Opnaaelsen heraf, men vi vil ogsaa underkaste os de almindelige Pligter. Vi anser det for passende, at vi Kvinder viser vor Interesse for det, der staar øverst paa Folkets Program, og at vi efter Evne befordrer alle Fremskridt.”

Jeg er overbevist om, at den Vej, som denne vor første store Kvindeforening er slaaet ind paa, er heldig.

Det bedste Argument for, at vi fortjener Ligeberettigelse med Mændene, er netop, at vi deltage i det almene Arbejde mod Folkets fælles Maal paa en saadan Maade, at det skaffer os Agtelse hos vore mulige Modstandere.

Paa lignende Maade som ovenfor nævnt med Hensyn til andre Omraader, er det her de politiske Forhold, der aabne en vid og betydningsfuld Virkekreds for vore Kvinder, hvor der appelleres til deres Frisind og højere Evner.

Og for at blive ved dette enkelte Exempel, er der endnu intet gjort i praktisk Henseende til Fremme for Universitetssagen heroppe, der har saa stor Betydning, som den ovennævnte Sammenslutning af Kvinder. Der skal saaledes om nogle Dage holdes en stor Tombola her i Byen til Bedste for Indsamlingen, og der er blevet arbejdet ihærdigt for, at den kan give et godt Resultat.

Naar Tombolaen er forbi, vil der blive gjort Skridt til at organisere Foreningen paa en saadan Maade, at den kommer til at omfatte hele Landet, og der vil lægges Vægt paa, at Foreningen ikke alene har Kvindens særlige Interesse for Øje, men navnlig, at den deltager i den almindelige Kamp for Frihed og Fremskridt.

Denne Forening er det første Skridt, der er blevet gjort offentlig af Kvinder her i Landet for at hævde deres Stilling, og den er et glædeligt Vidnesbyrd om, at en saadan Bevægelse kan være uegoistisk, kan stræbe hen til Opnaaelsen af Ligeberettigelse ud fra det Synspunkt, at netop den vil være til fælles Bedste.

Reykjavik i November 1894.