Sophie Adlersparre f. Leijonhufvud.

Ved Friherinde Adlersparres Død d. 27. Juni har Sverige mistet en af sine første, for ikke at sige sin første nulevende Forkæmper for Kvindesagen.

Sophie Leijonhufvud var født d. 6. Juli 1823, Datter af Oberstlieutenant Erik Knutsson Leijonhufvud. I 1869 ægtede hun Kommandør Axel Adlersparre, en dygtig Søofficer og frisindet Medlem af den svenske Rigsdag. Han døde 1879.

Fra sin Ungdom af havde Sophie Adlersparre givet sig af med litterære Sysler, havde bl. a. oversat Romaner af Dickens og Walter Scott paa Svensk. Og da hun fandt sit egentlige Virkefelt, sin Livsgerning i Arbejdet for Kvindesagen, for Forbedring af Kvindens Kaar i Familien og Samfundet, begyndte hun ogsaa, som Tiden krævede, sin Virksomhed litterært.

1859 grundlagde hun, sammen med Rosalie Olivecrona, „Tidskrift för hemmet”, det første nordiske Kvindetidsskrift, og redigerede det uafbrudt, til det nedlagdes for at erstattes af „Dagny” (1885). I T. f. h., der fik Betydning ikke blot for Sveriges, men for hele Nordens Kvinder, behandledes alle Spørgsmaal, der havde speciel Interesse for Kvinder, og Redaktøren selv var under Mærket Esselde (S. L - d.) den flittigste Bidragyder til sit Tidsskrift.

Saa kom den Tid, da Bevidsthederne var saaavidt revolutionerede, at de Ideer, T. f. h. havde været Talsmand for, kunde gøres til Virkelighed, og som Handlingens Menneske var Fru Adlersparre vistnok først og fremst paa sin Plads.

Hun deltog med Iver i Stiftelsen af Sygeplejeforeningen Det røde Kors og væsentlig paa hendes Initiativ stiftedes Stockholms Afskrivningskontor og Læsesalon, Foreningen „Handarbetets vänner” og tilsidst det omfattende Fredrika Bremer Förbund. Fra 1886-88 redigerede hun Forbundets Tidsskrift Dagny, og selv efterat hun opgav Redaktionen, gav hun ofte sit Ord med i Laget i de Diskussioner, som bragtes frem i Tidsskriftet.

De sidste Aar af sit Liv arbejdede Fru Adlersparre paa en Biografi af Fredrika Bremer, og endnu to Dage før sin Død syslede hun med dette Arbejde.

I det sidst udkomne Hefte af Dagny findes et lille Stykke af Fru Adlersparre, et Tilbageblik paa Arbejdet for Kvindesagen i Sverige. Det faar nu, da hun er død, forøget Interesse, og vi hidsætter det her, bl. a. for at give de mange interesserede af den yngre Slægt, som ikke kender Fru Adlersparre, Lejlighed til at læse nogle Linier af hende:

Af et Brev til en Ven.

Du beder mig om nogle Oplysninger om vort mere end trediveaarige Arbejde for Kvindesagen i vort Land, og jeg skynder mig at opfylde Dit Ønske. Dog henter jeg fortrinsvis mine Meddelelser fra Arbejdets indre Verden, da jeg vel ved, at den ydre forlængst er Dig bekendt.

Kvindesagen har i Sverige fra Begyndelsen af faaet et ganske særligt Præg, som lidet eller slet ikke ligner det, den har i andre Lande. Den har ikke som sit væsentligste Maal haft Reformer i Lovgivningen, hvilket ogsaa var unødvendigt; thi netop paa den Tid, da Kvindesagen vakte Opmærksomhed og blev optagen til Diskussion i større Kredse, medførte en liberal Strømning i Rigsdagen den ene Reform efter den anden til Bedste for Kvinden. Hun opnaaede saaledes kommunal Valgret og dermed indirekte Indflydelse paa Valgene til Rigsdagens første Kammer, Adgang til forskellige Embeder, til de højere Skoler og Universitetet m. m., alt uden direkte Indgriben fra hendes Side. Det gjaldt derfor om nu at lære hende at forstaa og blive værdig til sine nye Opgaver uden derfor at svigte de gamle.

Kvindesagen i Sverige kom saaledes til at bevæge sig indenfra udad, ikke modsat, hvad der ellers er det sædvanlige. Det blev vor Stræben i Hjemmenes Kreds at forberede Reformerne og bane Vejen for de ny Synsmaader. Man søgte at indskærpe Begrebet om Arbejdets Ære og Glæde og paa samme Tid forsone Hjemmet med Arbejdslivet udenfor. Man vilde slaa Bro mellem Familiens og Samfundets Interesser, forsone Kærlighedens Krav med Selvstændighedens og stille den ægte Frihed paa Vagt mod den falske.

Efterhaanden blev det dog nødvendigt mere aktivt at tillempe de Grundsætninger, hvorpaa Kvindebevægelsens første Ledere havde bygget deres Arbejde. Saa skete det da, efter over tyve Aars Virken, at det lykkedes en af de første Ledere, støttet af nogle faa ansete og dygtige Kvinder og Mænd, at danne en Institution med det Formaal at arbejde for Kvindesagens Fremgang efter en større Maalestok. Du ved, at Institutionen antog Navnet Fredrika-Bremer-Förbundet som Bevis paa, i hvis Aand det vilde virke, og Du ved ogsaa, hvilken uventet Fremgang dens Arbejde har haft. - Endnu et Par Spørgsmaal har Du gjort. F. Ex. spørger Du, hvad der kan betragtes som det endelige Maal for Kvindesagsbevægelsen. Hvad vort Land angaar, kan vi svare med Ordene: Hustruens Ligestilling med Manden, etisk og økonomisk, samt Kvindens Deltagelse i Samfundslivet. Naar disse Maal en Gang naas, bør Kvinderne være værdige til at bruge deres Magt, uden Overgreb og uden Fejghed. De maa da ikke indskrænke sig til at være blot et Ekko af Mændene, men maa forstaa i Arbejdet for Familiens og for Folkets Vel at nedlægge deres egen bedste og ædleste Kraft: Moderlighedens.

Tilsidst opkaster Du endnu et Spørgsmaal: Hvorledes kan Kvindesagen føres frem i Modgangens og Misforstaaelsens Tider?

Det Spørgsmaal tør ingen besvare med Hensyn til den kommende Tid, hvor truende Skyer allerede trækker sammen og muligvis kræver nye Udveje baade til Forsvar og til fremtidig Forsoning. Dog haaber vi stedse at blive os selv og vor Opgave tro.

For mig har Hjælpen ligget i dette ene: Troen paa Ideen som en Guds Gave og en vis Evne til Initiativ i dens Tjeneste. Hvor gærne vilde ikke den fordums Leder kunne overføre en Del af denne Hjælp paa dem, som skal overtage Hvervet efter hende!

Hvorledes end Fremtiden maa forme sig, tror og haaber Vi dog, at det Arbejde, som hidtil er gjort for Kvindesagsbevægelsen i vort Land, har givet denne Karakteren af en sund historisk Udvikling, hvor Ret og Pligt, Frihed og Ansvar gaar Haand i Haand. -