Kunstudstillings-Causeri.

(Sluttet).

Men den store Kunst, den, som har været, og som saa mange længes efter, vil Kvinderne kunne være med til den? Ja, hvad er det egentlig for noget, stor Kunst? Det er aldrig lykkedes mig at danne mig noget klart Begreb om, hvad der menes dermed; jeg vil haabe, at det ikke er et altfor kompromitterende Bevis paa kvindelig Skrøbelighed at tilstaa dette, og at jeg ikke maa være altfor ene om denne glippende Forstaaelse. Stor Kunst, kan man forstaa, maa være noget andet end god Kunst, eller er den maaske god Kunst plus noget mere? for ren Modsætning til god Kunst kan det vel ikke være? Hvori bestaar saa dette Plus? Bliver Kunsten stor naar man behandler store Æmner? I saa Fald, hvad menes der med store Æmner? Naar man maler hundrede Personer paa et Billede, behandler man saa et stort Æmne, og hvis man maler en, et lille? I saa Tilfælde kommer den store Kunst vel nok igen; Kvantiterne plejer at kunne skaffes tilveje; naar man blot sparer Skillingerne sammen, kommer Dalerne nok. Eller, hvis man maler 2 Personer, der bestræber sig for at slaa hinanden ihjel, er dette saa et stort Æmne og stor Kunst? men hvis de sidder hver i sin Stol som fredelige Borgere, er det saa Smaatteri? Men saa har det jo ogsaa gode Veje: saa bør Kunstnerne samle sig om at indgive en Adresse til Rigsdagen med indtrængende Anmodning om, at det maa forundes Forbryderæmnerne at kultiveres, i Stedet for nu at gemmes hen i Forbedringshuse og Tugthuse. Det er jo bevisligt, at da den store Kunst florerede, rakte Lovens Arm ikke saa langt som nu; de store Optrin af Menneskelivet, Vold, Mord og Marter, var Kunstnerne saa lykkelige at have paa nærmere Hold i hine Tider, og at kunne fremstille overensstemmende med Virkeligheden, medens vore stakkels moderne Malere ikke har et saadant „Dagligliv” for Øje, og i deres Enfoldighed saa tager deres Tilflugt til at fremstille den Virkelighed, de ser.

Eller er det den Tanke, der ligger til Grund for et Kunstværk, der bestemmer dets Værdi? Hænger stor Kunst paa det nøjeste sammen med Kunstnerens Betydelighed som Menneske? Da er der vel nok mindre gode Udsigter for den store Kunst; thi blandt det kunstneriske Folkefærd, som vi kende, er det snarere en Undtagelse end en Regel, at en Maler tillige er Tænker. Om det altid har været saaledes, ved jeg ikke, men man kunde jo tænke sig, at det meget store Arbejde, som i vore Dage maa anvendes for at erhverve sig den rent tekniske Dygtighed, der kræves i stedse større Udstrækning, at dette Haandens Arbejde tildels kun kan ske paa Bekostning af Hjernens; utænkeligt er det jo ikke. Men forøvrigt, med hvad Ret forlanger vi af en Kunstner, at han skal være spekulativ? Hvis et Menneske er spekulativt anlagt, vil det som Regel følge andre Livsveje. Naar man ret skal se til, er det heller ikke Kunstnerne selv, men de spekulative Hoveder, Skribenterne, Kritikerne, der har fundet paa at stille denne Fordring til Kunstneren. Ja, i denne Sammenhæng kunde man fristes til at spørge, om ikke overhovedet „Fortælling” i Kunsten er fremkommet som noget Kunsten uvedkommende, kun som et Slags Kompromis mellem Ordets Riddere og Farvens. Er det ikke karakteristisk, at vi paa vore Udstillinger altid finder Publikum foran de Billeder, hvori der fortælles, fordi nu engang Udviklingen i vor Verden har været saadan, at det Indhold, der kan fortolkes i sammenhængende Rækker af Ord, er det, Menneskene lettest opfatter. Borttages derimod „Fortællingen” og overlades det til Iagttageren selv at løse Farvegaaden, forvirres han og føler sig ilde stedt, ligesom Barnet, der unddrages Lærerens „Pegefinger” og hjælpeløst skal til at finde Vej i Bogstavernes tilsyneladende Kaos. Og dette gælder ikke blot for det almindelige Publikum, der vil, at Kunsten skal underholde og adsprede, men ikke anstrenge dem; selv Intelligensens „Spidser” kommer med Krav til Kunsten, som i og for sig maa forekomme „Farve-Studenterne” helt mærkelige. Som Regel arbejder en Maler ikke efter ordnede og sammenhængende Tankerækker; vi derimod, Ikke-Kunstnerne, Betragterne af hans Værk, som se, hildede i vor bevidste Tænknings Fordom, vi forbavses over, at han, Kunstneren, i en Verden, saaledes som den forekommer os, en Verden saa alvorlig, saa sørgelig, saa fuld af Problemer, af Elendighed, af Gaader, af Modsætninger, at han, som synes os at maatte have den samme Verden for Øje, kan have Sans for saa usle Smaating, saa ligefremme Narrerier, som at en bøjer sin Arm for at rede sit Haar, at en Ko vifter med Halen, at Solen skinner paa noget Havegrus, at en ung Dame har en Tallerken i Haanden, eller en hvid Dør befinder sig Side om Side med en hvid Væg. Vi erkender, at han har set alt dette godt og fremstillet det dygtigt; men vi sukker: hvor er det interessante, det dybe, det mysteriøse? Kunstnerens Øje vil kunne svare os, at for ham er det der altsammen, baade det interessante, det dybe og det mysteriøse, det er for ham gemt i Lysets syvfoldige Hemmelighed, i Solskinnet danser Alferne og i Maanens Straaler huserer baade Nisser og Ellepiger, ganske som i Virkeligheden - for de Øjne, der kan se dem. Og han kan føje til: Hvorfor kan I ikke se det, I andre? Det er sandt, han kan med lige saa stor Ret kalde os blinde, som vi kan kalde ham aandsfattig; tit maa vi dog indrømme, at Kunstnerne, de underlige Børn, kan have den Lod, som Børn kan have, at finde Himmerigsmundfulde; som bekendt er der de Ting, der egner sig bedre for Himmeriges Rige end de Vises Konversation.

Mon ellers ikke det hele skulde være ret godt som det er? Der fører jo mange Veje til Rom og vist endnu flere til det store menneskelige Maal. Og vi fordrister os til at haabe paa, at Kvinderne, der er Mennesker, maa kunne være med til den store Kunst saavelsom til den lille.

De har jo Tiden for sig; saa sangvinske er vi dog, at vi ikke antager Verden vil forgaa hverken i Morgen eller i Overmorgen, og Kunsten har jo gammelt Ry paa sig for at være lang. Mon ikke det skulde falde i Kvindernes Lod at være med til mer end én Udluftning i Kunstens Haller; de har antagelig det tilfælles med andre menneskelige Opholdssteder, at Støv falder og gammel Slendrian indfinder sig der? Ja, jeg er desværre ikke „hjemme” i Kunsten og tør ikke have nogen Mening om de „lokale Forhold” i Kunstens Verden, men som et Slags Surrogat for den Kritik, jeg ikke tør indlade mig paa, vil jeg fortælle en Slags Vision, jeg havde forleden oppe i de Charlottenborgske Haller. Jeg havde sat mig til Hvile paa en af Bænkene og var falden i Tanker; saa hører jeg bag Væggen, hvorved jeg sad, nogle Personer samtale; de talte et Sprog, jeg aldeles ikke kunde forstaa, det lød ikke blot fremmed men saa aldeles mærkværdigt, heller ikke Stemmerne syntes mig ret lød som menneskelige Stemmer. Sæt nu, tænkte jeg, at det er Turister, der er kommen hertil fra en anden Planet! Sandt nok, endnu er der ikke tilvejebragt nogen Forbindelse mellem Kloderne, men hvem véd, - mon det er rigtig sandt? Er det maaske blot disse gamle Midtpunktindbildninger, der endnu sidder os i Blodet, saa vi bilder os ind at det er os, der skal „opfinde” Forbindelsen? Sandsynligvis ligger Vejene rede fra Arilds Tid ligesom Havet for Sejlerne, og sandsynligvis, sender de andre Klodebeboere mange Ilbud til vor Jord, ja højst sandsynlig fare de vel lystig fra og til, medens det blot er os, der endnu ikke har den Sans færdig, hvormed vi kunne fornemme dem. Hvem der dog kunde forstaa, hvad det er, de Væsener der siger! I samme Nu som jeg tænkte dette, var det som der gik et Lys op for mig, og jeg forstod deres Tale som den naturligste Ting af Verden.

„Hvordan kan man opnaa her paa Jorden at blive anset for en stor Kunstner?” spurgte en af Planetbeboerne. (Naa, hvor jeg spidsede Øren, her kunde jeg faa et af mine svage Begreber klaret.)

„Det opnaas”, svarede en anden, der lod til at have sat sig ind i Jordens Forhold og at spille en Cicerones Rolle, „det opnaas bedst og sikrest ved saa vidt mulig at ligne Rembrandt og Rafael, to forlængst afdøde Kunstnere”. „Hvad Slags Kunstnere var da de?” „De var store Kunstnere”. „Hvem lignede da de?” „De lignede ingen”. „Lignede de ingen?” „De var sig selv”. „Hm -”

„Hvordan bærer de store Kunstnere sig ad med at ligne Rembrandt og Rafael?” „De efterligner dem”. „At ligne og at efterligne vil altsaa sige det samme her paa Jorden?” „Tværtimod, det anses for to helt forskellige Ting”. „Hm. -”

„Efter vor Sprogbrug vil jo den, der efterligner en anden Mand, som udmærker ved, sin Ejendommelighed, mindst af alt kunne kaldes en, der ligner ham”. „Ja, men paa denne Klode er det aldeles modsat; her i Landet kalder Folk sig f. Eks. Lutheranere, eller lutherlige, og mener dermed blot at de er af Luthers Mening og ikke af nogen egen Mening”. „Saa var det da ikke denne Luthers Særpræg at være af andres Mening?” „Tværtimod, det var hans Særpræg, at han optraadte mod de herskende Meninger”. „Hm. -”

„Hvad anses almindelig for Kunstens Opgave her paa Jorden?” „At fremstille Skønhed”. „Hvad forstaar Jordbeboerne ved Skønhed?” „Det er et eget kombineret Slags Indtryk en Ting gør paa Sindet, idet den paa engang overrasker dem og samtidig glæder dem, fordi de føler Evne til at forstaa den”. „Saa maa altsaa Skønhed afhænge af den seendes Evne til Forstaaelse?” „Nej, Skønheden er en Værdi, som den store Kunst har fastslaaet”. „Hm -”

„F. Eks. denne Dame, der sidder der paa det Billede, er hun skøn?” „Ja, hun gør et Skønhedsindtryk”. „Hvorved?” „Derved, at hun ligner en Hollænderinde”. „Hollænderinderne er altsaa særlig skønne?” „Saaledes som de store gamle Mestre har fremstillet dem, viser de sig skønne”. „Disse gamle Mestre maa altsaa have bevirket Forstaaelsen af Hollænderinderne, siden de kan forekomme skønne?” „Ja”. „Men dengang de malede disse Hollænderinder, var Hollænderinderne da ikke ansete for særlig skønne?” „Det tror jeg ikke”. „Hvorved frembragtes da Skønhedsvirkningen?” „Jeg ved ikke om de frembragte saa stort et Skønhedsindtryk paa deres Samtidige, som -”

Stemmerne tabte sig i det næste Værelse, og jeg sad der paa min Bænk ganske forkommen af Jordfornemmelse, og fortabte mig i Gisninger, om det monstro var Mars- eller Venusbeboere, hvis Tale jeg havde hørt. Sandsynligheden forekom mig at være for, at det maatte være Venusbeboere, og at deres større Trang til anvendt Logik kunde hænge sammen med at være Solen de Millionskridt nærmere. Og som jeg nu bedst tænkte herpaa og paa vor fortrykte Stilling i Universet, saa kom en ny varm Følelse listende over mig, og Jorden forekom mig igen rigtig god som den er, lys og smuk, om end noget drilagtig og mysteriøs, men vi Mennesker er jo ogsaa saaledes indrettede, at vi holder af, hvad der pirrer og ægger. Fremtiden er nok rig; det er det bedste ved det hele, at alt ikke er spekuleret ud endnu. Virkeligheden er saa stor og Kunsten endnu ikke gammel; endnu har den maaske kun løftet en Flig og pløjet et Hjørne op for os - sæt Skønhedens Land er lige saa stort som Virkeligheden, er Virkelighedens store Overdrev gradvis gennemfuret af Kunstnerens Plov? Saa ligger et stort Arbejde paa Kunstnerens Skuldre, og vi andre længes efter at han skal lære os at forstaa og saa at glædes.