Kvinders Deltagelse i Sædelighedskampen.

Det er maaske tilfældigt, at 1895 er kommet til at spille en større Rolle i Kampen for Sædelighedssagen baade i Norge og Danmark. I begge Lande har Striden været standende i en Række af Aar. Norge er dog kommet et Skridt foran Danmark, i det man der har afskaffet „den lovordnede Prostitution”, medens Danmark endnu staar med sin Lov af 10. April 1874 som en Undtagelse blandt de civiliserede Stater. Hvad der imidlertid har været fælles for de to Lande i 1895 er, at en ydre Anledning har bragt Indignationen skarpt frem og sat Sindene i en voldsom Bevægelse, der har affødt store Protestmøder og langer Artikler i Bladene o. s. v.

I Norge var Anledningen den, at en Mand voldtog og dræbte en ung uskyldig Pige saa at sige i een af Christianias Gader, i hvert Fald i en Udkant af selve Byen. Her var det Kvinderne, der i dyb Harme rejste sig og samledes til et Massemøde, som „Norsk Kvindesagsforening” sammenkaldte i Arbejdersamfundets Sal 9. Januar. Tusinde Kvinder havde givet Møde, og mange stod udenfor uden at kunne faa Plads. „Norsk Kvindesagsforenings” Formand, Fru Ragna Nielsen, gjorde Rede for, hvad Mødet vilde: dels udtale den almindelige Harme over, at Retssikkerheden paa Gaden var saa lille, at en saadan Ugerning virkelig kunde foregaa, og dels drøfte, hvad Kvinder burde forlange af Myndighederne, for at sligt kunde hæmmes.

Mødets Karakter var en saadan, som aldrig før har været set i Norge. Alle som een var i høj Grad oprørte over, hvad der var sket, og især over, at der var Tale om at erklære Ugerningsmanden for sindssyg og derved unddrage ham Retfærdighedens Haand. Derimod var der nogen Uklarhed over, hvorledes man skulde stille sig til Diskussionens andet Punkt, Henvendelsen til „Departementet” angaaende hvilken Straf, man skulde fordre for slige Forbrydelser. Fru Ragna Nielsen og mange med hende holdt bestemt paa at forlange Pryglestraf indført for slige Forbrydelser, mens en anden Del af Forsamlingen ikke mente at kunne gaa med hertil. Resultatet af Mødet blev imidlertid, at man overdrog Norsk Kvindesagsforenings Bestyrelse at redigere Henvendelsen til Departementet, og deri blev altsaa fremsat Fordringen om Pryglestraf. Dette Spørgsmaal har saa senere affødt en hel Bladpolemik, hvor Fru Ragna Nielsen, den frisindede Kvindesags ypperlige Talsmand, bestemt har hævdet Fordringen om korporlig Straf for den Slags raa Personer, som her er Tale om.

Hun skriver i „Nylænde” 1. April: „I taler saa meget om den barbariske Piskestraf! Kunde I ikke tale lidt mere om den barbariske Voldtægt? - Og det er latterligt, at de samme Mænd, som med god Samvittighed prygler deres Hund og banker deres Børn, naar de ingen anden Raad ved, kan skrige op om det forfærdelige i at give en voksen Slyngel Prygl. Kan Mænd og Kvinder finde sig i, at ulydige Hunde bliver pryglet, uskikkelige Børn banket, saa maa de kunne udholde den Tanke, at en voksen Mand, der har begaaet den største Kæltringstreg, som overhovedet kan begaas, lider paa sin Ryg, „ligesindede til Skræk og Advarsel””.

I Modsætning hertil har - med Kristianiabladene i Spidsen - en anden Betragtning gjort sig gældende, den som siger: „Vi tror ikke, at barbariske Handlinger rettes paa ved barbariske Midler”. Frk. Gina Krog, Redaktøren af „Nylænde” skriver, at det er et stort Misgreb at ville genindføre Piskestraf, og at en saadan Institution snarere vil nære de slette Instinkter i Samfundet, end hæmme dem. Men uagtet den forskellige Opfattelse af, hvorledes der bør handles overfor den Slags Forbrydere, saa var de norske Kvinder fuldt enige om „at staa sammen for at give Udtryk for al Harmen over den gennem Tiderne beviste Fornærmelse mod Kvinden, som ligger i den Slaphed, hvormed Røvere af Kvindeære behandles i Forhold til Røvere af Gods og Guld.” Denne Enighed fik ogsaa paa Mødet et smukt Udtryk i en Udtalelse, som med fuld Tilslutning blev afsendt til den myrdede unge Piges Forældre. Og vi kan ikke andet end ønske for vore Søstre i Norge, at de maa staa tæt sammen i et alvorligt Krav paa igennem en strengt sædelig Lovgivning at opnaa den ubetingede Agtelse for enhver Mands Moder og Søster, som i Virkeligheden danner Grundvolden for al Civilisation.

I Danmark var Anledningen til dette Aars alvorlige Protester mod den bestaaende Sædelighedsordning ikke mindre dramatisk. I Slutningen af Marts rystedes hele København pludselig op ved et Revolverskud i Sædelighedspolitiets egne Lokaler. Det var Chefen for denne Afdeling, den af mange saa højt priste Inspektør Korn, som havde sat Revolveren for sin Tinding og unddraget sig den Regnskabsdag, som han ved sine indviklede Affærer - og det netop i sit Embede som Sædelighedspolitiets Chef - havde set nærme sig. Man spurgte efter Grunden til dette opsigtsvækkende Selvmord. Myndighederne prøvede at dække derover og forklare det, som en privat Sag. Men Folks Mistanke var vakt. Den største Del af Pressen gik i Spidsen og forlangte fuld Besked. I Borgernes Raad blev der stillet Forespørgsel derom, og et Svar blev givet, som tilfredsstillede ingen. Kravet blev stærkere og stærkere. Rygterne svirrede i Luften, de politiske Valg stod for Døren, og Bølgerne gik højt - ikke alene i København, men over hele Landet. Valgene blev overstaaede, men endnu var Sløret ikke løftet for de mystiske Affærer, og al Interesse samledes nu om denne Sag. „Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed” sammenkaldte da et Møde i Koncertpalæet, Københavns største Sal, for at give Borgerne Lejlighed til at fremkomme med den Fordring, som laa paa alles Læber: Nedsættelsen af en blandet Kommission til at undersøge, hvorledes Politiet haandhæver Prostitutionsloven og det paa denne hvilende Regulativ. Længe før Tiden var Salen, som rummer 1600, fyldt til sidste Plads, og ca. 2000 maatte gaa bort uden at kunne faa Plads. For dem, der have fulgt Sædelighedskampen her hjemme i de Aar, den har været ført, var det et højtideligt Øjeblik at skulle tale til en saa stor og saa alvorlig interesseret Forsamling af Mænd og Kvinder. Paa Foreningens Vegne talte Formanden Pastor Holck, Frk. Charlotte Sannom og Frk. Anne Bruun, endvidere Borgerrepræsentant Marstrand, Landsthingsmand Knudsen og flere Talere. Alle enedes om at forlange Kommissionen nedsat og det langt overvejende Flertal tillige om at forlange hele den offentlige Prostitution afskaffet. Det var et Møde, som ved sin Alvor og Værdighed gav Forkæmperne for Prostitutionens Afskaffelse nyt Mod og Haab paa Fremtiden og ny Forvisning om, at Arbejdet for denne alvorlige Sag ikke har været forgæves. To Resolutioner indsendtes til Justitsministeren, som imidlertid ikke ønskede en Kommission nedsat, men henviste Undersøgelsen af Politiets Forhold til Kriminal- og Politiretten. Ved denne Undersøgelse har det vist sig, hvad der for saa vidt er en naturlig Ting, at de Mænd, der skal haandhæve en usædelig Lov, ikke kan undgaa at demoraliseres af selve Loven. Men igennem alt det uhyggelige, som denne Sag har bragt frem for Dagens Lys, har Kampen for Kønnenes Ligeberettigelse indenfor Lovgivningen vundet sikrere Fæste iblandt Borgerne i vort Land. En Lov, der kan føre til slige Tilstande, er i Virkeligheden dødsdømt - før eller senere.

Og i hele denne Sag - ligesom i hele Sædelighedskampen er Kvinderne for Alvor med. De staar ikke ene i Kampen, og det er godt, at Mænd og Kvinder kan hjælpe hinanden i en saa vanskelig Sag, men de gør deres store Del af Arbejdet, og de gør det, fordi det er naturligt for Kvinder at antage sig de ulykkeliges Sag, og ingen er saa elendig og ulykkelig som den prostituerede Kvinde.

Og derfor kan de norske og de danske Kvinder række hinanden Haanden i Bevidstheden om, at Retfærdighed mellem Kønnene, Mands og Kvindes Ligestillethed overfor Loven er en Sag, der er sin Kamp værd og sikkert nok skal sejre til Slut.