Kvinden og Kvindens Arbejde ved Missions-Konferencen i London.

Frit efter en Artikel i Februarhæftet af det engelske Missionstidsskrift: The Missionary Review -

ved Pastor Jak. Holm.

Jeg véd nok, at dette Blad ikke er noget Missionsblad, eller at det i al Fald ikke særlig behandler de Opgaver, som Menigheden i vore Dage stiller ogsaa til den kristne Kvinde; men jeg véd ogsaa, at det er et frisindet Blad, som gærne aabner sine Spalter for Meddelelser og Beretninger om alt det Arbejde, som Kvinden i vor Tid mere og mere bliver kaldet til, og jeg mener fremdeles at vide, at der er ikke faa af dette Blads Læsere, som baade kjende og elske Missionen som en af Tidens mærkeligste Fremtoninger, og som derfor ogsaa have glædet sig over, at Danmark i den senere Tid har kunnet stille to Kvinder paa Missionsmarken, nemlig Sarah Johansen i vor gamle

Hindu-Mission og Andrea Gehlert i vor unge Karen-Mission, saa vi ogsaa saa smaat kan begynde at tale om Kvindens Arbejde paa dette Felt. Men i England og Amerika er man naturligvis kommen langt videre med Hensyn til Opdagelsen af kvindelige Kræfters Nødvendighed og Brugbarhed ogsaa i dette Arbejde, og et smukt Vidnesbyrd derom er det, som jeg her vil meddele efter en Artikel i „The Missionary Review”, skrevet af en Kvinde (Mrs. Dr. I. T. Gravey, Buffalo, N. Y.). om „Kvinden og Kvindens Arbejde ved den sidste store Missions-Konference i London”.

Den første Missions-Konference med Repræsentanter fra de forskjellige Missionsmarker traadte sammen i New York i Maj Maaned 1854 og talte 150 Medlemmer. Det var den berømte Missionær, Dr. Duff fra Calcutta i Indien, som besøgte Amerika og var Sjælen i denne Konference. Dette Møde blev Begyndelsen til en ny Æra i Missionsarbejdet, idet det blev efterfulgt af andre Konferencer i England og paa Verdens forskjellige Missionsmarker.

I Aaret 1878 blev der holdt en Konference i London, ved hvilken 35 Missions-Selskaber vare repræsenterede, og dette Møde blev mærkeligt derved, at her var det første Gang, at Kvinder, som havde viet deres Liv til Missionsgærningen, traadte frem og tog virksom Del i Forhandlingerne: én oplæste en Afhandling om „det kristelige Arbejde blandt Indiens Kvinder”, en anden gav Meddelelse om „de kvindelige Missioner røsten” og „Engelske Missions-Skoler i Cairo”.

Kvinder ere dragne ud til Hedningerne og har, ligesaa modigt og trofast som de bedste Mænd, underkastet sig Hedningelivets Afsondring, Uhyggelighed og Ensformighed; Aar efter Aar have de trodset alle Farer og bragt de største Ofre, have oprettet Skoler og tændt Lys i mange formørkede Hjem, have hjulpet med at oversætte Biblen og kristelige Psalmer, have givet hedenske Mødre et højere Begreb om deres Moderkald, have været fængslede for Evangeliets Sag, have paa ensomme Poster og i trange Kaar taalmodigt baaret Dagens Byrde og Hede - og nu ere næppe 10 Aar henrundne, og Kvinden løfter sin Røst og gør sin Stemme gjældende ved en Missions-Konferences Forhandlinger.

Den sidste store Missions-Konference, holdt i Exeter Hall i London, i Juni Maaned f. A., med flere end 1200 Udsendinge, er almindelig anerkjendt for at være en af de mærkeligste Forsamlinger, som nogen Sinde er bleven holdt i den ydre Missions Historie, og da navnlig paa Grund af saa mange Kvinders Nærværelse og Deltagelse. De vare mødte frem fra næsten alle Missionens Arbejdsmarker, og da det en Dag blev meldt, at Mrs. Honnington, Enke efter Martyrbiskopen af Afrika, var til Stede, gik der et lydeligt og langvarigt Bifald gjennem Hallen. Over 50 Kvinder vare saaledes mødte frem som befuldmægtigede Repræsentanter for forskjellige Missionsselskaber hele Verden over, og mange af dem vare fremragende Talere ved Konferencens Møder. Vi skulle anføre nogle af de dygtigste og mærkeligste Udtalelser, som faldt fra de kvindelige Ordføreres Mund.

Der var en Miss Rainy af den skotske Frikirke, som talte om „Kvindens Plads og Opgave i Missionsgærningen”. Hun sagde bl. a: „Kvinder skulle tage denne Gærning op, fordi det af mange Grunde er klart, at Herren vil have det saaledes. Planen er af Ham, og Han har banet Vejen til dens Udførelse”. Mrs. Emmerson af New York gav en historisk Fremstilling af „the Womans Unions Missionary Society of America”, et Selskab, som repræsenterer alle evangeliske Kirkesamfund, stiftet i Aaret 1860.

Mrs. Edge fra Kina bad kristne Mødre om ikke at lægge Hindringer i Vejen for deres Døtre, om Herren skulde kalde dem til Missionsgærningen.

Miss Jarroam som i 28 Aar har været Missionær i det nordlige Indien, sagde: „Skjønt Forberedelse og Uddannelse til Gærningen er af umaadelig Betydning, saa kan Missionærer dog ikke laves (be manufactured); ligesom Digtere, er de fødte dertil, ikke lavede, ja meget mere, de ere kaldede og kaldede af Gud. Kun Herren kan gjøre én til Missionær. Opdragelsen dertil sker i Herrens egen Skole”.

Biskop Crowther fra Vestafrika, den befriede Slavedreng, nu Biskop i den engelske Kirke, sagde: „I lange Tider har kristne Kvinder gjort uvurderlig Gavn blandt de befriede Slavebørn ved Sierra Leone. Mænd, med al deres Iver og Strænghed, vare afmægtige, men ved Kjærlighedens Magt lokkede Kvinderne Børnene til Skolen og underviste dem med stort Held. Den Dag i Dag er det Kvinder, som beklæde de vigtigste Stillinger i Niger-Territoriet. Ofte maatte de indfødte Lærere pidske Børnene til Skole, saa kom den hvide Kvinde fra England med Billeder og Bøger og lærte Børnene at synge. Snart rygtedes det, og Stationens andre Børn kom med Lyst og lærte at elske deres Skole.

Jarlen af Aberdeens Hustru præsiderede ved et af Møderne og med klar og fyldig Røst, som kunde høres over hele den store Sal, sagde hun: „Gid denne Missions-Konference, med dens mange Vidnesbyrd om Verdens Nød og om Guds Naadegærning blandt Hedningene, maatte vække hele Kristenfolket af dets selvsyge Slummer”. Hun betragtede Synet af saa mange Missionærer og deres Venner som noget af det største og bedste, hun havde oplevet, og naar hun saa, hvor mange Missionærer der var af britisk og amerikansk Nationalitet, saa kunde hun ikke skjønne rettere, end at Gud havde betroet den engelsktalende Folkestamme en særlig ansvarsfuld Pligt til at bringe Evangeliet ud i Verden. Og det er ganske vist, at den engelsktalende Folkemenighed er en Missionskirke frem for nogen anden baade i den gamle og nye Verden, og det skyldes ikke mindst den Del, som Kvinden tager i det store Værk.